Anti-kommunikation

I de seneste dage har jeg beskæftiget mig med en bog, der ligger på internettet. Den er skrevet af Kristian Tørning og hedder Egohumanisterne – og deres totalitære identitetsprojekt. Den ligger her. Den er egentlig meget interessant, måske en kende indviklet og måske også lidt for overdrevet.

De personer, han kalder egohumanister, svarer nogenlunde til dem, jeg plejer at kalde samaritanister. Det er mennesker, der er meget moralske (Tørning siger, at de er overmoralske), de vil absolut gøre det gode, men kun i politisk henseende, hvorfor de altid forventer, at det gode, de stræber efter, er noget, andre skal præstere. Han kommer også andre sjove iagttagelser om disse mennesker, én af dem er, at han mener, de praktiserer ”anti-kommunikation”. Det skal jeg gøre lidt ud af her.

For det mærkelige er, at jeg netop i dag, fredag den 21-10 2016, i Weekendavisen læser en kronik, som betegnelsen ”anti-kommunikation” egentlig passer udmærket på. Den er desværre ikke online. Den er skrevet af sognepræst i Sønderborg, Peter Grønlykke, og den handler om, hvordan vi som kirke skal behandle muslimerne. Når jeg mener, der er tale om anti-kommunikation, skyldes det, at han ikke konkluderer noget som helst, udover, at vi skal være søde og rare ved hinanden. Og det er vi jo i forvejen. Så noget nyt? Nej, ikke her.

Og derfor er kronikken et udmærket eksempel på anti-kommunikation: man lader, som om man har noget væsentligt at sige, men resultatet bliver, som manden sagde, da han klippede sin gris: ”Viel Geschrei und wenig Wolle” (Meget skrigeri og kun lidt uld).

Dog skal jeg indsparke den bemærkning, at jeg er ret uenig med Tørning i én ting: at det ikke kan betale sig at indlade sig i diskussion med egohumanisterne. Han skriver i ét af de sidste kapitler, betitlet ”Findes der et selvforsvar mod anti-kommunikation?”:

I samtaler efterspørger borgere undertiden råd til, hvordan man skal diskutere med egohumanister. Er der nogle retoriske greb, man kan anvende, som fanger dem i deres eget hykleri? Svaret er, at det er der faktisk ikke rigtig. De er i det store hele afskåret fra at kunne forholde sig til andres tale, så medmindre man specifikt finder det fornøjeligt at se dem vride sig og snakke udenom, så er der ikke så meget grund til at bruge tid på samtaler med dem.

Lidt senere skriver han:

Hvis man trods mine advarsler har lyst til at drille en egohumanist lidt, så er det altid en god idé direkte at spørge dem om, hvordan deres egne ofte meget luftige forslag hænger sammen. Egohumanisterne tror nemlig selv, at de har idéer, men fejler altid, når de skal forklare, hvordan disse kan implementeres. Så længe man holder det praktisk, falder de igennem. Fx er det nærværende og pragmatisk at tale om, hvad ting koster. For selvom egohumanisterne svarer med abstraktioner, så kan alle jo forstå, at vi kun kan bruge pengene en gang. Når egohumanisterne f.eks. mener, at Danmark skal have åbne grænser og endda give asyl til alle, hvordan skal det så rent praktisk hænge sammen? Hvor kommer milliarderne fra?

Dette, at holde mund eller lade være med at tage debatten med egohumanisterne op, tror jeg, aldrig bliver min taktik. Jeg kan ikke lade være med at tro, at folk på én eller anden måde er modtagelige for fornuft. Men jeg må da indrømme, at man ofte bliver i tvivl.

Det bliver man f.eks., når Peter Grønlykke forklarer, at vi må støtte de moderate muslimer i deres opgør med ekstremisterne og derefter skriver:

Vi må derfor ikke mindst som præster og teologer være med til støtte muslimerne i dette opgør. Vi må være med til at forsvare islam som religion og sikre muslimerne den samme religionsfrihed, som vi ellers påberåber os, vi har; men som både politikere og befolkning kunne se ud til helst at ville forbeholde os, der kalder os kristne.

Skal virkelig vi kristne forsvare islam som religion? Og hvad menes der med at sikre muslimer den samme religionsfrihed, som vi påberåber os? Er det andet end en floskel, der skal underbygge det næste, han siger: at vi vist helst vil forbeholde religionsfriheden for os, der kalder os kristne? Og hvad mener han så med det? Hvem har den anskuelse?

Det er jo sandt, at vi som kristen kirke er udfordret af de mange muslimer, der er ankommet til landet. Hvordan skal vi forholde os til dem? Men det er nyt for mig, at vi kun kan sikre dem religionsfrihed ved at forsvare deres religion. At vi skal forsvare muslimerne og lade dem have den samme religionsfrihed, som vi nyder godt af, det er vel nærmest en selvfølge. Men deres falske religion? Lidt senere siger han:

Det gælder ikke om at få omvendt og døbt så mange muslimer og indvandrere som muligt. Det drejer sig i første omgang om at respektere og anerkende disse mennesker, deres religion og kultur. Det vil sige at møde dem der, hvor de er. Og at vi gør det med det, vi har og er ud fra vores egen (kristne) tradition og kultur. Det drejer sig med andre ord om religions-samtale og dialog.

Herefter beretter han om, hvordan vi kan lære af araberne. Jo, han var i Syrien før borgerkrigen, og dèr erfarede han, hvordan man havde ført dialog med hinanden, kristne med muslimer. Og det holder han fast ved i dag, trods det, at borgerkrigen har vist, at den forståelse og respekt, som dialogen tænktes at skulle medføre, fuldstændig er blæst bort. Det kan vist kun kaldes naivt.

Nå, det er sådan set ligemeget, for Grønlykke er i gang med et stykke anti-kommunikation, dvs., han er i færd med at sløre tingene, så man ikke véd, hvad der er op og hvad der er ned, eller – mere alvorligt – hvad der er sandhed og hvad der er løgn.

Han har noget imod os, der argumenterer imod islam:

Der er i Danmark temmelig mange opinionsdannere, heriblandt tidehvervske teologer og præster, der på forhånd har valgt konfrontationen i forhold til islam. Blandt andet ved ganske forudsætningsløst at læse i Koranen og især finde de steder frem, der kan understøtte opfattelsen af islam som voldsforherligende og fjendtlig over for blandt andre de kristne.

Og se, her har vi et stykke anti-kommunikation! For Grønlykke drømmer ikke om at gå i flæsket på os og vise os nogle koransteder, der afmonterer opfattelsen af islam som en voldsreligion. Det står som en ren og skær påstand, at vi, der læser lidt i koranen, gør det forudsætningsløst og altså forkert. Men hvad der så er den rigtige måde at læse koranen på, nej, det vil Grønlykke ikke ind på. Kommunikation er en by i Rusland.

Vi er konfrontatoriske, kan vi forstå:

Det værste ved den konfrontation, vi er vidne til i forhold til islam og muslimer, er imidlertid, at den bærer et forræderi mod vores egen religionsforståelse og tradition i sig. I konfrontation formidles jo intet indholdsmæssigt i retning af, hvad kristendom og kristentro ønsker at formidle og bringe videre til andre.

Men kan vi være andet end konfrontatoriske overfor islam, hvis vi ønsker at ”formidle” kristendom? Var Jesus ikke konfrontatorisk overfor farisæerne? I Jerusalem førte Jesus ifølge evangelierne nogle samtaler, som man har kaldt ”stridssamtaler”. Og det skyldes, at de faktisk var stridssamtaler, dvs., de var konfrontatoriske. Men det må vi altså ikke være, kan vi forstå.

Nå, jeg vil ikke gøre så meget mere ud af Grønlykke; for i forhold til ham har Tørning uhyggelig ret: man kan ikke finde ud af, hvad han står for. Men nævnes skal det dog, at han slutter med at hævde, at vi kristne i vore samtaler med muslimerne bør gøre mere ud af, at Jesus var en profet. Det er han nemlig også i koranen. Og så hedder det til sidst:

Det er i høj grad sådanne tillidsskabende samtaler mellem kristendom og islam – mellem kristne og muslimer – vi har behov for. Ikke blot når det gælder om at forstå og acceptere hinanden, men også for at finde sandhed og fodfæste i vores egen tradition.

Hvad er nu det? Skal vi gå til muslimerne for at ”finde sandhed og fodfæste i vores egen tradition”? Det ender i den rene tågesnak. Jeg fristes til at viderebringe endnu et citat fra Tørning, givet i et kapitel med titlen ”Kulturblinde”:

Når egohumanisterne beskæftiger sig med ‘kultur’, så betyder deres kulturblindhed, at det hele flyder sammen for dem. De kan fx ikke vurdere, om kultur “A” er bedre end kultur “B”, uanset hvor liflig kultur “A” måtte være, og uanset hvor mange håndgribelige mennesketragedier kultur “B” afstedkommer.

Men nu vil jeg gå over til at opstille væsentlige forskelle på kristendom og islam for at sætte Grønlykkes anti-kommunikation i relief.

Det er jo sandt nok, at koranen betragter Jesus som en profet, endda en stor profet. Men netop, fordi han var så stor en profet, kan Muhammed i koranen ikke forestille sig, at han skulle dø en forsmædelig død på korset. Han fik derfor en ”åbenbaring” om, at Jesus ikke i virkeligheden var død på korset, det så blot sådan ud (sura 4,157). Grønlykke anklager visse islamkritiske teologer for at afvise islam med den begrundelse, at de ikke anser Jesus for at være Guds søn.

Jeg vil anklage dem for ikke at have mod til at forbinde korsdøden med Jesus. Og jeg forstår godt, hvorfor de har svært ved at gøre det. Det skyldes, at netop korsdøden stiller ham op som en klar og uomtvistelig modsætning til Muhammed. Muhammed var en krigsherre, et statsoverhoved, foruden at han var en profet. Så hans ord, koranen og dens budskab, blev udbredt ved sværdet. Jesus var intet af dette, hans budskab, evangeliet, skulle udbredes ved prædiken, overtalelse, argumentation. For det er sådan, ordet virker, og mennesket er først og fremmest et ordvæsen.

Som jeg har sagt det en del gange her på bloggen: De kristne kender sandheden med en sådan sikkerhed, at de tør lade sig slå ihjel for sandhedens skyld. Muslimerne kender den med en sådan sikkerhed, at de kan slå andre ihjel for sandhedens skyld.

Det er på det punkt, vi kristne mener, at vores sandhed er bedre end den muslimske.

Den afgørelse træffer vi ikke ud fra vores helligskrift, bibelen, den træffer vi ud fra vores menneskelige erfaring: fordi det sande forhold mellem det ene menneske og det andet er og skal være et tillidsforhold, må al tale mellem mennesker ske uden magtanvendelse.

Lad mig prøve at vise, hvordan vores religion er bedre end den muslimske på kønsforskellens område. Det er jo ikke mindst dèr, muslimer tilsyneladende har noget at have deres fromhed i: Når de arbejder for at holde de to køn adskilt, skyldes det, at efter deres opfattelse er det kun på den måde, man kan undgå kønsdriftens uheldige virkninger. Vi har ofte hæftet os ved, om de tørklædeklædte muslimske kvinder bærer tørklædet frivilligt eller ej. Det er vist et forkert spørgsmål at stille. I stedet bør vi gøre os klart, at de muslimske kvinder gerne vil være fromme. Og at være from eller at være en god muslim, det når man frem til ved at overholde sharia, altså rette ind efter kravet om kønsadskillelse.

Og sandt nok, det gør de muslimske kvinder i stort tal. Og, mener jeg, de gør det i alt væsentligt frivilligt.

Men de muslimske mænd?

De kan ikke være i hjemmet, for hjemmet er traditionelt kvindeområde. De bevæger sig derfor ud på gader og stræder, frekventerer barer og diskoteker. Dèr træffer de ganske vist ikke nogen, de kan gifte sig med, for de må kun gifte sig med muslimske kvinder, og muslimske kvinder må sandelig ikke bevæge sig ud i nattelivet. De træffer derimod en række danske kvinder. Og dem har de det så hyggeligt med.

Om det nu skyldes, at disse unge muslimske mænd bliver afvist på mange natklubber, eller det skyldes, at de ikke forstår de koder, danskere udsender til danskere i det søde spil mellem kønnene, eller det måske skyldes, at de ud fra deres muslimske kultur regner ikke-muslimske kvinder for let bytte, det er ikke godt at vide, men disse unge mænd er overrepræsenterede i voldtægtsstatistikken.

Det kan godt være, at de muslimske kvinder kan gemme sig bag et fromhedsideal, de muslimske mænd kan ikke. Og hvis vi kristne skal i dialog med muslimerne, så er det naturligvis sådanne problemer, vi skal tage op.

Lad os sige, at der i denne dialog kommer en anklage fra muslimsk side mod de danske kvinders påklædning! Det hører man jo af og til, at de forklarer voldtægterne med: De danske kvinder kunne have ladet være med at klæde sig så udfordrende.

Svaret på denne anklage er naturligvis, at det er muslimerne, der er kommet til vores land og vores kultur, ikke os, der er kommet til deres land og deres kultur. Almindelig og forventelig gæstfrihed og tilsvarende gæsteoptræden siger nu, at det er gæsten, der skal rette sig ind efter værtens kultur. Man skulle forvente – eller måske ligefrem kræve – at muslimerne prøver at sætte sig ind i vores kultur, prøver at forstå, at den frihed, vi giver vore unge, ikke er tegn på løssluppenhed, selv om det godt kan se sådan ud, men en nødvendig forholdsregel, når man vil have ægteskaberne til at bygge på forelskelse og frivillighed og ikke – som de muslimske – på forældretvang og lovtrældom.

Forelskelse er noget naturligt. Og dette naturlige har muslimerne i deres kultur undertrykt. De vil ikke lade den få rum til at udfolde sig. Oven i købet betragter de det som noget, der er frommere end det, vi stræber efter.

From? Ja, det er noget, man er, når man stræber efter at overholde visse regler, moralregler, som alle i ens omgivelser er enige om er gode. Der kan også i vore miljøer opstår en form for fromhed på dette område, så vi kender godt den følelse af, at man gennem sin lovoverholdelse er god, måske endda bedre end de mange, der ikke kerer sig det bitterste om at være moralsk korrekt.

Muslimernes ulykke er nu, at de i deres fromhedsiver ikke har almindelige, ret selvskrevne moralregler at styre sig ind på, de har shariaen. Og den er både streng og umenneskelig.

Den sætter nu for det første skel mellem mand og kvinde: manden står over kvinden. Manden må gifte sig med op til fire kvinder, kvinden ikke. Manden må slå kvinden, kvinden ikke manden. En muslimsk mand må gifte sig med en ikke-muslimsk kvinde, men en muslimsk kvinde ikke med en ikke-muslimsk mand.

Det vil sige: Skulle nu det lykkelige ske, at to muslimske ægtefæller, der er blevet ført sammen af familien, i deres ægteskab oplever forelskelsens sødme og af den grund binder sig til hinanden, ikke blot moralsk, men også følelsesmæssigt, så står de overfor den opgave at skulle have den ligelighed, der fremkommer på denne måde, til at stemme overens med den overordnede stilling, shariaen tildeler manden.

Jeg vil ikke nægte, at det af og til kan lykkes – Vorherre er jo utrolig rundhåndet med de gaver, han uddeler via sin ånd – men at der er en modsætning mellem den lighed, der naturligt vokser frem, og den ulighed, sharia taler om, det er ret indlysende.

En sådan modsætning findes ikke i det ny testamente, heller ikke hos Paulus.

Ganske vist kan Paulus i Ef 5,23 sige, at en mand er sin hustrus hoved ligesom Kristus er kirkens hoved. Og det lyder jo lidt muslimsk. Men læg mærke til, at han jo føjer til, at

Ligesom kirken underordner sig under Kristus, sådan skal også I hustruer underordne jer under jeres mænd i alt. Mænd, elsk jeres hustruer, ligesom Kristus har elsket kirken og givet sig hen for den. (Ef 5,24f).

Her har vi det altså igen: Det forbillede, de kristne har i Kristus, er et helt andet forbillede end det, muslimerne har i Muhammed. Hvor den kristne mand tænkes at leve i selvhengivende kærlighed til sin hustru, dèr tænkes den muslimske mand at leve som én, der leder og hersker.

Eller tag det, Paulus taler om i 1 Kor 11,1-16! Her er han inde i en lang formaning om, at kvinderne skal have tørklæde på hovedet, når de beder. Og her anvender han igen den tanke, at ligesom Kristus er mandens hoved, er manden kvindens hoved. Den tanke vender og drejer han for at gøre det forståeligt for menigheden, at kvinden skal have et tørklæde på, når hun beder. For en moderne læser er det nu ikke særlig forståeligt. Men midt i det hele hedder det så:

Dog, i Herren er kvinden intet uden manden og manden intet uden kvinden; (1 Kor 11,11).

I Herren”, dvs., i menigheden. Her dukker pludselig den ligestilling op, som han har proklameret i Gal 3,28, at det i menigheden ikke kommer an på at være træl eller fri, jøde eller græker, mand eller kvinde.

Vi slutter med Grønlykke. Han siger et sted, at

Vi må holde hinanden fast på udlægninger af vores respektive traditioner i forhold til den tid, det samfund og den situation, vi står i. Og vi må gøre det med henblik på gensidig forståelse og respekt.

Og lidt efter hedder det om mission:

Mission begynder med dialog. Med gensidig accept og forståelse på baggrund af en udvidelse af ens egen forståelse og horisont. Det er jo ganske enkelt også, hvad der sker, når man formår at lede den, man har en hensigt med, hen imod og måske ind i denne forståelse og horisont.

Her viser sig en eklatant selvmodsigelse. Men Grønlykke opdager den ikke. Dette, at man har forståelse og respekt for et andet menneske, viser sig ved, at man ikke kan drømme om at have hensigter med vedkommende. Forstår du og respekterer du den andens muslimske tro, er det umuligt at nære noget ønske om, at den anden skal ændre sin tro. For, ikke sandt, han hviler jo roligt og sikkert i sin tro – det er det, du netop har respekteret – og hvad skal han så med kristentroen, den kan da kun komme ind i hans liv som et forstyrrende element.

Eller, sagt med andre ord: Hvis du vil missionere overfor en muslim, kan du kun gøre det på baggrund af en forestilling om, at hans religion er dårlig, forhindrer ham i at være sandt menneske, låser ham fast i en lovholdning til tilværelsen, en lovholdning, som kristendommen intenderer at befri ham for.

Med andre ord: Vil man missionere, må man være konfrontatorisk. Vil man ikke være konfrontatorisk, kan man ikke missionere.

En oplysende historie om nogenlunde det samme kan ses her.

Og en gammel historie om at missionere vil jeg bringe til torvs til sidst. Den handler om én af de såkaldte martyrer fra Cordoba, og er gengivet af præsten Eulogius, hvis værk gik i glemmebogen og først kom frem i offentligheden omkring år 1400. Jeg har oversat det stykke, der handler om præsten Perfectus her. Han blev af nogle af sine arabiske bysbørn lokket til at fortælle lidt om, hvordan de kristne så på deres profet. Til at begynde med nægtede han det, men da de lovede ham, at der ikke ville ske ham noget, indvilgede han.

Og så fik den ikke for lidt. Han erklærede åbent, at Muhammed af de kristne betragtedes som Satans profet, og at både han selv og de, der fulgte ham, ville ende i helvede. Og han var åbenbart kendt med koranens indhold, for han henviste til episoden med Zainab (en historie, jeg har fortalt her):

For hvordan skulle det menneske regnes for en profet, eller hvordan skulle han undgå at straffes med den himmelske forbandelse, han, som forblændet af en barbarisk ret tog Zainab, sin slægtning Zaids hustru, som sin pryd, ligesom hingst og hoppe, i hvilke der ikke er forstand, og knyttede sig sammen med hende på skøgemanér, og hævdede, at det var bestemt efter en engels befaling?

Senere, da de mennesker, han havde talt med, mødte ham igen, glemte de alt om deres løfte og førte ham frem for dommeren, der ud fra deres vidnesbyrd dømte ham til døden.

Man kan lægge mærke til, at den datidige dommer dømte på samme måde, som vor nutidige dommer dømmer efter racismeparagraffen: Det er ligegyldigt, om det, Perfectus fortæller om Zaid og Zainab er korrekt, det væsentlige er, at det krænker muslimer.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s