“Det er økonomien, din idiot!”

It’s the economy, stupid!” Det var et af de slagord, der bragte Bill Clinton til magten i hans præsidentkampagne i 1992.

Det skal her bruges i en lidt anden sammenhæng. Det er ikke den amerikanske eller danske økonomi, der skal gennemgås, det er økonomien bag migrationen. Jeg har fået mulighed for at beskæftige mig med dette emne i kraft af en artikel i The Economist den 22-10, der hedder Travelling in hope, se her. Den beskriver forholdene i Agadez, en by i det nordlige Niger, umiddelbart syd for Sahara-ørkenen, den beskriver – delvis i hvert fald – forholdene i Libyen, og dertil forholdene ombord på et redningsskib fra Læger uden Grænser, som korrespondenten har tilbragt fem døgn på. Det skildrer han i en særlig dagbogsartikel her.

Men indrømmet, skønt korrespondenten er ansat på et magasin, hvis navn ligefrem råber på en økonomisk forklaring, er det ikke en sådan, han forlyster os med. Når jeg alligevel kan fremkommer med økonomiske overvejelser ud fra denne artikel, skyldes det mere nogle små bemærkninger, der dukker op, uden at han selv lægger mærke til det.

Han citerer f.eks. en bog af Peter Tinti og Tuesday Reitano: Migrant, Refugee, Smuggler, Saviour. De to forfattere hævder, at det var takket være syriske migranter, at ruten via Libyen til Italien blev udbygget. Disse var meget rigere end dem, der tidligere havde benyttet ruten, og det var i høj grad deres penge, der virkeliggjorde udbygningen af denne rute. Så skete der imidlertid det, at ruten over Ægæerhavet blev åbnet, fordi den græske flåde ikke længere pressede bådene tilbage til Tyrkiet, derfor måtte de libyske menneskesmuglere se sig om efter andre kunder, og her faldt så de subsahariske staters indbyggere i øjnene. Nu var det altså pludselig menneskesmuglerne, det vil sige: udbudssiden, der stod med tomme både og derfor manglede kunder. Man måtte altså se af øge efterspørgslen, og det gjorde man ved at sende agenter til Vestafrika.

Én af dem, der lod sig lokke af disse agenter, er vendt tilbage til Agadez fra Libyen, dybt skuffet. Han siger, at ideen om Europa var for god til at blive afvist. ”Man tror, at der ligger penge på gaderne. Hvordan kan man undgå at blive grebet? Smuglerne fortalte mig, at det ville være som en drøm, næsten lige så let som at flyve”. Men turen over Sahara ville han ikke foretage igen, ikke om han så fik en million for det.

Selvfølgelig er en sådan mand god at have i Agadez for Europa. Han kan fortælle alle drømmerne om virkeligheden. Men hans arbejde modarbejdes jo af smuglerne. Og selv om deres arbejde er blevet gjort ulovligt – efter pres fra EU – har det ikke forhindret dem i at arbejde, blot gjort arbejdet underjordisk.

Dette, at menneskesmuglerne i visse tilfælde ligefrem er nødt til at have agenter ude for at få kunder til deres forretning, er nyt for mig. Det viser, forekommer det mig, at de såkaldte samaritanister er helt galt afmarcheret, når de betragter migranterne som ynkværdige flygtninge. De er ynkværdige i den forstand, at de er kapret af veltalende agenter, der har fremstillet Europa som det rene slaraffenland, ikke for at hjælpe flygtninge, der flygter fra forfølgelse, men for at få kunder i butikken. Og vi europæere er altså en del af deres forretningsmodel, det er os, der leverer varen i enden af kæden, og det gør vi, blandt andet fordi vi lader os overbevise om, at migranterne er stakler.

Og så hører vi, at EU har lagt pres på regeringen i Niger for at få dem til at standse migrant-fødekæden allerede i Agadez. Presset blev iværksat ved hjælp af en stor pose penge, 696 mill dollars. Men da Tyrkiet også fik en pose penge fra EU for det samme arbejde, fandt Niger ud af, at de måtte have mindst 1 mia dollars for at kunne udføre jobbet. Jo, jo, EU har gjort det let for andre lande at bruge pengeafpresning.

Forøvrigt, når man sådan tænker over det, denne pose penge, både den til Niger og den til Tyrkiet, er jo i virkeligheden udtryk for det, Thomas Gammeltoft Hansen engang betegnede som udlicitering af EU’s menneskerettighedsforpligtelser. Bevares, han og andre menneskerettighedsmennesker har ikke brugt den betegnelse om disse to forhold, men det, at man ikke omtaler det, får det jo ikke til at blive mindre hyklerisk: EU vil gerne fremstå som den store rollemodel på menneskerettighedernes områder og skulle derfor egentlig tage imod alle dem, der dukker op på dørtrinet. Men da man kan indse, at det kommer til at andrage et alt for stort antal, beder man sådan lidt gedulgt andre lande om at hjælpe til med, at der ikke kommer alt for mange.

Men i denne omgang var det økonomien, ikke moralen, der skulle være temaet.

Og her rejser sig det spørgsmål: Hvordan i alverden kan fattige lande med fattige mennesker i få råd til at sende deres unge mennesker af sted til Europa? Det koster jo en formue for dem.

Lad os se lidt på tallene!

Sidste år, 2015, året med den store migranttsunami, flygtede i alt lidt over en million mennesker til Europa, heraf omkring 850.000 via Tyrkiet-Grækenland. The Economist beretter i overensstemmelse dermed, at der kom cirka 150.000 via Libyen, hvilket er en fremgang siden 2011, da der kun kom 64.000.

Magasinet hævder også, at det er næsten umuligt at standse migranterne på denne rute, nævner, at den europæiske menneskerettighedsdomstol har forbudt tilbagesendelse til Libyen, men nævner naturligvis ikke, at dette med tilbagesendelse eller i det hele taget tilbageskubning af skibene, er noget, den italienske regering på ingen måde drømmer om at gennemføre.

Man går også kort historien igennem: Aftalen med Gaddafi i 2011, dannelsen af Mare Nostrum i 2013, en redningstjeneste, der fik fisket 150.000 migranter op på et år, forsøget med den mere tilbagetrukne organisation Triton, der kun skulle operere lige ud for Italiens kyst, men snart begyndte, ligesom Mare Nostrum at hente migranter fra bådene tæt på Libyens sømilegrænse; endelig operation Sophia, der skulle ødelægge smuglernes både, hvilket dog heller ikke lykkedes, idet smuglerne blot gik over til at anvende gummibåde, altså éngangsmateriel.

Nu foregår det så på den måde, at menneskesmuglerne giver migranterne en yderst begrænset mængde brændstof med; de skal kun lige kunne slippe ud af Libyens søterritorium. Selv tager smuglerne ikke med ud på havet, men de forsyner migranterne med en sattelittelefon med et på forhånd indtastet nummer, nemlig nummeret på søredningstjenestens kommandocentral i Rom. Så snart de har nået positionen ud for Libyens kyst, ringer de til Rom og bliver derefter afhentet. Så skal telefonen smides i vandet, så myndighederne ikke kan spore bagmændene.

Hvor mange der kommer til Europa i kraft af dette samarbejde mellem menneskesmuglerne og den italienske redningstjeneste, er ikke opgivet. Men The Economist oplyser, at der er afgået 270.000 migranter fra Agadez i Niger, altså ikke fra Syrien eller et andet krigsførende land, men fra det Afrika, der nok huser en masse dysfunktionelle lande, men dog ikke lande med direkte forfølgelse. Så hvis ellers de 270.000 har penge nok med sig, skulle de nok kunne ende i Italien.

Men har de penge nok? Og hvor får de dem fra?

De får dem fra deres familie eller fra deres klan. Konrad Ott beretter om det, hvad jeg tidligere har været inde på, se her. Som han beretter om det, foretager familien en investering i migranten, man håber, han vil begynde at sende penge tilbage, når han får arbejde i Europa. Det, det drejer sig om for Europa, er, siger Ott, at forhindre en sådan investering i at give afkast.

Dette bekræftes af artiklen i The Economist. Her hedder det:

Typisk er Aliher Silah, en 21-årig gambianer, som af et familiemedlem i Oslo blev overtalt til at tage af sted. Han lånte penge fra sin familie og betalte 19.000 gambianske dalasi (cirka 450 dollars) til en smugler for at komme til Libyen. Nu venter han i en ghetto, indtil han kan få flere penge. At passere de officielle checkpoints gjorde rejsen meget dyrere end han regnede med. Han synes ikke at vide, at Oslo ligger i Norge, eller at have nogen idé om, hvordan han kan komme fra Italien dertil. Hans mål er at ”tjene penge, så jeg kan hjælpe min familie”, siger han. Men han véd ikke, at han – i hvert fald i teorien – skal have fat i nogle papirer for at få et job.

Det er fuldstændig rigtigt, at denne historie er typisk. Og man kan naturligvis godt have lidt medlidenhed med denne unge mand og måske endda synes, at han fortjener at få et job, alene fordi han er så ihærdig. Men han er jo ikke forfulgt, er blot ude efter en bedre livssituation for sig selv og sin familie. Og må vi ikke som nogenlunde rationelle europæere spørge, om vi virkelig skal give u-landsbistand på den måde, at vi modtager Afrikas overskudsbefolkning, sætter dem i arbejde, og så ser dem sende penge hjem?

Men i det mindste får man her lidt at vide om de økonomiske forhold. Det er mere end man kan sige om nogle af de andre historier, korrespondenten viderebringer. Der er en historie om Mette, en gravid 20-årig, der løb bort fra sin voldelige mand i Elfenbenskysten og nu er villig til at tage et hvilket som helst job for at hjælpe sit barn. Hvorfor var der ingen i hendes familie, der kunne hjælpe hende? Hvordan kunne hun få råd til, sådan helt alene, at foretage den lange rejse; hun kan jo ikke gå tværs over Sahara; ingen person kan selv bære alt det vand, man vil få brug for; og smuglerne på Middelhavet har hun jo også skullet betale. Igen: Man kan nok have medlidenhed med den enkeltes skæbne, men er det virkelig Europas opgave at tage sig af tilfældigt bortløbne kvinder?

Det spørger korrespondenten ikke om.

Til sidst dette spørgsmål: Hvad skal vi gøre ved det? Hvordan får vi standset denne menneskestrøm? Hvor har vi det svage punkt?

Det sidste kan vi nemt svare på. Blot er det ikke menneskesmuglernes svage punkt, man kan pege på, men vores svage punkt, det svage punkt hos os europæere, og specielt måske hos italienerne.

Det svage punkt hos os er de mange migranter, der drukner. I 2015 drejede det sig om 2.794, i år om 3.173. Når vi ”samarbejder” med menneskesmuglerne og det i den grad, at vi sender vore skibe helt ned til Libyens kyst, skyldes det jo, at vi vil se så få drukneulykker som muligt. Der er kun få europæiske lande, deriblandt Storbritanien, der har gjort opmærksom på, at jo flere vi hjælper, des flere kommer der.

Men ingen tvivl om, at drukneulykkerne ”gør deres arbejde”, i den forstand, at de påvirker den europæiske samvittighed i tilstrækkelig grad til, at redningsskibene går helt ned til Libyens kyst. Derigennem bliver det langt billigere for menneskesmuglerne at gennemføre deres operationer, og derigennem kan de få flere overtalt til at tage turen. Og derigennem – glem ikke det – kommer de igen til at tjene styrtende med penge.

Jeg er ikke i tvivl om, at hvis dette cirkus skal standses, må vi bruge ”push-back”-metoden på samme måde, som Australien har gjort – og på samme måde, som grækerne gjorde, før Syriza kom til magten. Men jeg mener også, vi må se i øjnene, at det bliver svært at gennemføre. Ikke fordi det ikke er rationelt, men fordi vore medier og vore politikere ikke er rationelle.

Lad os sige, at vi får vedtaget, at ingen migrant, der reddes på Middelhavet, føres til Europa, men i stedet landsættes på Libyens kyst, hvad end de libyske myndigheder måtte sige til det – de myndigheder, der måtte være at finde. Så er der én ting, der er sikkert som amen i kirken: så vil vi se en horde af journalister, der valfarter til Libyen for at følge de ”stakkels” migranters skæbne; så vil vi få en lang række ”snøfthistorier” i diverse aviser; og så vil det kræve virkelig standhaftighed fra politisk hold at stå imod.

Derfor gætter jeg på, at der endnu er et godt stykke vej frem til den situation, hvor Italien vil optræde, som Grækenland i sin tid, altså før man vil skubbe bådene tilbage til Libyens kyst. Det er først for nylig, at Sveriges politikere har opdaget, at der er grænser for det antal migranter, de kan modtage. Og regner man efter det forholdsmæssige indbyggerantal, er der lang vej tilbage, før Italien når op på den samme procentsats, som har fået Sverige til i nogen grad at standse migrantstrømmen.

Og så at skulle risikere beretninger om elendige forhold for tilbagesendte i Libyen dag efter dag! Nej, smuglerne har en klemme på os, i hvert fald på italienerne. Men før eller siden vil det ske. Fornylig gik en migrant amok i en italiensk kirke og smadrede uerstattelige kulturværdier. Det vil italienerne nok ikke blive ved med at finde sig i.

Man må håbe, det bliver før. For sker det først siden, kan landet – og de andre europæiske lande også – være blevet forvandlet til ukendelighed.

(Det ”han”, jeg bruger om korrespondenten, er et juridisk ”han”, dvs., jeg aner ikke, om der er tale om en kvinde eller en mand)

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget . Bogmærk permalinket.

2 svar til “Det er økonomien, din idiot!”

  1. Pingback: Suverænitet og blindhed | ricardtriis

  2. Pingback: Et vendepunkt? | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s