Danske af “æt”?

Der har i den seneste tid været en del debat om, hvad det vil sige at være dansk. Det begyndte med, at Martin Henriksen i et debatprogram ikke kunne afgøre, om en bestemt person var dansk: ”Jeg kender ham jo ikke”, som han sagde. Og det er foreløbig endt med, at dronning Margrethe i en samtalebog har sagt: ”Det er ikke en naturlov, at man blive dansker af at bo i Danmark”, se her.

Naturligvis er Grundtvig blevet trukket ind i debatten. Især har man henholdt sig til hans digt fra 1848 ”Folkeligheden”, hvor han netop spørger:

Folk! hvad er vel Folk igrunden?/ Hvad betyder ”folkeligt”?/ Er det Næsen eller Munden,/ Hvorpaa man opdager sligt?/ Findes skjult for hver Mands Øie/ Folket kun i Kæmpehøie,/ Eller bag hver Busk og Plov,/ I hver Kiødklump før og grov?/ Med Forlov at spørge!

Det svar, han senere giver, er blevet brugt en del i debatten:

Til et Folk de alle hører,/ Som sig regne selv dertil,/ Har for Modersmaalet Øre,/ Har for Fædrelandet Ild;/

Dog udelader man sædvanligvis det følgende. Det handler om ”dragedukker”, der udelukker sig af det folkelige fællesskab. Mere relevant i denne forbindelse er det dog, at man også udelukker det forrige vers, der lyder således:

Byrd og Blod er Folke-Grunde,/ Ikke Luft og mindre Staal,/ Fælles Ord i Folke-Munde/ Det er Folkets Modersmaal,/ Som det klinger, som det gløder,/ Saa hos Danskere og Jøder/ Holder det i skjulte Baand/ Luftens eller Himlens Aand!/ Svar ei fattes Skoven!

Det, der får et folk til at dannes, er den fælles oprindelse. Folket er virkeligt, ikke luft, og holdes ikke sammen af tvang (stål), men af modersmålet. Og luftens eller himlens ånd holder folket i skjulte bånd gennem modersmålet, og det, hvad enten det tales af de indfødte danskere eller af de tilflyttede jøder.

Vel er altså den fælles byrd det, der i sin tid skabte folket, det er også den, der først og fremmest holder sammen på det. Men det forhindrer ikke, at de tilflyttede jøder kan vokse sammen med de oprindelige danskere, blot må de jo så regne sig selv for danskere, have øre for modersmålet og ild for fædrelandet.

Hvis vi sammenligner Grundtvig anno 1848 med Grundtvig anno 1808, kan man måske ane en vis bevægelse. I 1808, i verset på Odden kirkegård over de døde fra søslaget ved Sjællands Odde skriver han jo:

HER ER JEG SAT TIL EN BAUTASTEEN/

AT VIDNE FOR SLÆGTER I NORDEN/

DANSKE DE VARE, HVIS MØRE BEEN/

UNDER MIG SMULDRE I JORDEN/

DANSKE AF TUNGE, AF ÆT OG AF ID/

THI SKAL DE NÆVNES I LØBENDE TID/

FÆDRENES VÆRDIGE SØNNER”

Tre ting gør de faldne til danskere: det danske sprog, den danske afstamning og den gerning, der blev udført i fædrelandets navn.

Senere, i 1848, formåede Grundtvig at knytte jøderne til det danske folk, skønt dette med ætten ikke for deres vedkommende kan fremhæves på samme måde.

Men selvfølgelig har Grundtvig ikke dermed taget stilling til, hvor mange tilflyttede fremmede folket kan optage i sig uden at splittes. Det var tanker, der slet ikke var aktuelle. Og det var jo også uaktuelt for de fleste danskere, da de fremmede dengang i firserne begyndte at blive en del af vores hverdag.

Nu er der jo imidlertid kommet så mange af de fremmede ind iblandt os, og de er desuden begyndte at danne særskilte enklaver i ret stor stil, så nu melder spørgsmålet om antallet sig med større styrke.

Vi plejer at sige, at vi må have integrationen til at virke bedre. Og det er jo sandt nok. Men læg mærke til dette sære faktum, understreget af fremhævelsen af, at den folkelige samhørighed også gælder de tidligere slægter: Hvis vi hævder, at vore indvandrere skal lære Danmarks historie at kende, kan det jo være korrekt nok. Men vi skal dog gøre os klart, at denne historie jo ikke er deres historie. Når vi er opmærksomme på ættens betydning for sammenhængskraften, kommer de fremmede til at stå udenfor denne sammenhængskraft. Og læg mærke til det: det kan ikke være anderledes.

Vi, men ikke de kan føle en vis stolthed over jødernes redning i 1943. Vi, men ikke de kan gribes af en vis underlegenhedsfølelse over nederlaget i 1864. Vi, men ikke de kan føle, at noget af denne underlegenhed blev vundet tilbage gennem vore soldaters deltagelse i diverse FN-fredsbevarende styrker. Vi, men ikke de kan genopleve glæden ved befrielsen den 4. maj 1945. I det hele taget: Vi, men ikke de kan føle en vis samhørighed med de slægter, der har boet i landet før os. For det er os, der bærer den tidligere slægts gener, det er os, og ikke de tilrejsende, der er efterkommere af dem, der kæmpede og stred, for at Danmark skulle bevares.

Denne naturlige samhørighed – og den er netop naturlig – kan vi ikke påtvinge vore muslimske landsmænd. Dermed være ikke sagt, at de ikke ved f.eks. et historiestudium kan blive klar over, hvad der har skabt vort moderne samfund, så også de kan glæde sig over fortidens danskere. Så glæde sig over den danske fortid, det kan de. Men føle den stolthed, der siger: det var mine forfædre, der handlede sådan og sådan, det kan de ikke.

Omvendt må man jo så også sige, at de ikke kan føle den skam, som vi kan føle over nogle af de ting, vore forfædre gjorde.

Men læg mærke til, at det jo lyder frygteligt reaktionært, for ikke at sige fremmedfjendsk, hvis man siger som ovenfor anført. Det er virkelig ikke politisk korrekt på den måde at skelne mellem ”dem” og ”os”.

Men læg videre mærke til, at denne skelnen bygger på facts: det forholder sig jo virkelig sådan, at de muslimer, vi har i vort land, alle er flyttet hertil indenfor de sidste 30-50 år. Deres forfædre boede ikke her i landet, men i Tyrkiet eller Pakistan eller Palæstina.

Man kan også vende tankegangen om: Vi bebrejder ofte vore muslimske landsmænd, at de alle har deres paraboler rettet mod deres hjemlande. Og den bebrejdelse kan der vel være noget om. Man må virkelig som boende i Danmark, have føling med det, der sker her i landet, og ikke lade, som om man stadig bor i hjemlandet. Men følelsen af samhørighed med sine aner, sin æt, kan man ikke tage fra dem. Og er det den, der får dem til at glæde sig over eller være bedrøvet over deres forfædres gøren og laden sammen med de landsmænd, der forblev i hjemlandet, så er det en naturlig følelse, som ikke sådan lader sig fjerne. Vi har jo selv den samme følelse af samhørighed med vore forfædre: ”Danske af tunge, af æt og af id”.

At ovenstående ikke er politisk korrekt, bekræftes af en artikel i Berlingske den 25-10, se her. Den har den tvivlsomme titel: ”Hvorfor elsker Dronningen og alle andre at diskutere danskhed?” Og den består af en række korte udtalelser om danskhed fra en række kloge mennesker. Efter at have læst den, siger man til sig selv: “De kloge er altså ikke rigtig kloge”. Således citeres Uffe Østergaard for at sige:

Vores velfærdsstat er meget mere skrøbelig, end vi havde regnet med. Den bygger på dybe lutheranske værdier. Vi lever i Danmark for at arbejde. Det tager lang tid at opdrage resten af verdens befolkninger til det. De fleste har den ’mærkelige’ opfattelse, at man skal arbejde for at leve.

Det lyder smart, men er dog vist noget vrøvl. Og Malene Wind bidrager til opsummeringen af de kloges mangel på klogskab ved at sige:

Historisk er det ikke ret længe siden, at Danmark var en del af en meget større statsdannelse med dele af Tyskland og Norge, og derfor er der heller ikke noget naturgivent ved, at vi skal finde tilbage til rødderne og dyrke noget meget snævert dansk. Man kunne lige så godt have vendt den om og dyrket den globaliserede verden og Danmarks rolle deri. Det er et politisk valg, at man i stedet appellerer til og dyrker angsten for det fremmede. Det er et farligt valg.

I stedet for således at benægte det naturgivne i kærligheden til fædrelandet eller samhørigheden med forfædrene ville det være mere frugtbart at erkende, at ”de andre”, dvs. vore muslimske landsmænd, også har del i dette naturgivne. Så ville vi kunne indse, at integration ikke er så let en sag, som vi en overgang troede. Det er vel egentlig blot det, dronningen har gjort opmærksom på. At de ”kloge” ikke har fundet ud af det endnu, og at de på Berlingske absolut skal pådutte dronningen, at hun ”elsker” at diskutere danskhed, fortæller vist mere om de ”kloge” end om os andre.

Til sidst kun en enkelt ting, som står i et lidt uafklaret lys for mig, men som vist alligevel er af stor betydning: forholdet mellem religion og folkelighed.

Det er givet, at det lutherske er trængt langt dybere ned i folkesjælen, end vi til daglig går og tror. Den individualisme, som lå i senmiddelalderen og som Luther videreførte, præger os stadig. I modsætning dertil står vore muslimske landsmænds kollektive etik: ikke blot familiens, men klanens vé og vel skal ligge én på sinde. På det mere åbenlyse plan står julefejringen for os gammeldanskere i et særligt skær, ligesom velsagtens ramadanen for muslimerne indtager en særlig plads.

Denne forbindelse mellem religion og folkelighed bevirker nu, at når muslimerne vil fastholde deres muslimske skikke, skyldes det ikke blot religiøse overvejelser, men snarere folkelige fornemmelser. ”Hvem er jeg?”, det er det spørgsmål, enhver, der indvandrer til en fremmed kultur, må stille sig. Og vil man fastholde en del af sin identitet, er det ikke blot folkelige traditioner, man vil fastholde, det er også religiøse traditioner. Og omvendt: konverterer man, giver man slip på ikke blot en række religiøse traditioner, også den folkelighed, der knytter sig til disse traditioner; det vil sige: en konvertering vil nemt, både af én selv og af ens folkefæller, blive opfattet som en slags forræderi.

Jeg har ofte undret mig over den muslimske standhaftighed i Spanien, da de spanske myndigheder fra omkring 1500 begyndte at tvangskristne de besejrede muslimer. Se evt. min korte beskrivelse af forholdene her. Her giver jeg dog kun udtryk for undren over de kristnes opførsel: hvordan kan de dog tro, der kan komme noget godt ud af at anvende tvang i religiøse anliggender? Men man må også undre sig over muslimernes modstandsdygtighed. Selv om de blev tvunget til at lære sig Fadervor – de blev hørt i det af inkvisitionen og straffet for ikke at kunne det – og selv om de måtte leve uden fredagsbøn og moskéer, blev der ved med at være muslimske ‘rester’ tilbage i deres levevis. Spiste de svinekød? Drak de vin? Hvis ikke, kunne de anklages for inkvisitionen. Alligevel er det først over hundrede år senere, at de kristne myndigheder får bugt med de sidste muslimer. Så længe tager det at udrydde en religion, selv når man anvender de modbydeligste tvangsforanstaltninger.

Jeg tror, at det, der gav disse muslimer – disse tvangsdøbte muslimer – deres modstandsevne, var den sammenkædning mellem religionen og det folkelige, der havde fundet sted. Hvis de opgav alle deres religiøse traditioner, følte de, at de svigtede deres forfædre. Og sine egne forfædre føler man sig mere knyttet til end sine kristne landsmænd.

En lignende fornemmelse af svigt må man nok antage hos nutidens muslimer: Hvis de antager alt for mange af Vestens skikke, vil de føle, at de mister noget af deres identitet. Oven i købet kan man hos dem træffe det, man ofte kan træffe hos nyomvendte kristne: ligesom disse af og til vil prøve at vise sig mere kristne end de gammelkristne, vil unge muslimer ofte prøve at være mere muslimske end deres fædre.

Det stiller os gammeldanskere overfor den opgave, at vi nok skal give vore muslimske landsmænd al den frihed, vort samfund bare kan trække, men samtidig fastholde, at vi altså også har en folkelighed, vi vil bevare, med fri omgang mellem kønnene, med nogenlunde normale hilseformer, med mulighed for al den religionskritik, vi kan finde på – også kritik af islam – med fri religionsagitation uden repressalier fra nogens side, hvis man skifter religion.

Som man måske har bemærket, bliver jeg ved med at betegne landets muslimer som ”vore muslimske landsmænd”. For det er de. De er vore medborgere, mange har jo fået statsborgerskab og deltager i folketingsvalg på lige fod med os gammeldanskere. Men derfra og så til at nægte, at de ikke som vi andre har rødder i Danmark, er der dog et spring. At nægte det er at nægte virkeligheden. Og det er dog for dumt.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Et svar til Danske af “æt”?

  1. Pingback: Vores historie | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s