I sin tid, kort efter den kølnske nytårsaften med de mange seksuelle krænkelser af tyske kvinder fra muslimske mænds side, spurgte jeg, om der nu var ved at ske et opbrud i vort syn på muslimer, både på dem, der allerede var kommet ind i landet, og på dem, der søgte asyl, se her.
Nu dukker spørgsmålet op igen. Der blev i sin tid nedsat et undersøgelsesudvalg i delstaten Nordrhein-Westfalen til at klargøre, hvad der var sket den nytårsaften i Køln. Og en del af udvalgets resultater foreligger nu. Der er tale om en rapport fra kriminolog og retspsykolog Rudolf Egg. Den korte Avis har redegjort for rapporten ud fra en artikel i Die Welt, se her. Og Kasper Støvring har kommenteret rapporten, ud fra samme artikel i Die Welt, se her.
Jeg skal her nøjes med at kommentere – og delvis undskylde – politibetjentes reaktion nytårsaften for senere at undre mig over den træghed, med hvilken vi accepterer den muslimske anderledeshed.
Der var i sin tid nogle kommentatorer, der hævdede, at det, der skete, måtte være arrangeret; der måtte være én eller anden, der havde foranstaltet, at det kunne komme til at foregå. Men det mener Egg ikke:
Krænkelserne af kvinderne var langt mere omfattende, end myndighederne har givet indtryk af. Politiet modtog også langt flere anmeldelser langt hurtigere, end man hidtil har sagt.
Mange af kvinderne oplevede en vildskab fra grupper af indvandrere, som de ikke troede mulig i deres eget land. Rudolf Egg sammenfatter det således:
”Der opstod en slags retsløst rum, en tilstand uden regler, der på en eller anden måde så ud til at gøre alt tilladt for de involverede mænd.”
Det er min påstand, at dette retsløse rum, hvor alt pludselig var tilladt, opstod, fordi politiet, der jo var til stede, ikke kunne fatte, hvad der var på færde, eller – mere direkte udtrykt – ikke kunne fatte, at mænd – muslimske mænd – kunne tænke og handle så forskelligt fra tyske mænd.
I opringninger til politiet blev der advaret om, at situationen var på vej helt ud af kontrol. En kvinde råber i telefonen: ”Vi blev begramset af mange. Det er virkelig meget grænseoverskridende og farligt. Der er betjente til stede, men de gør ingenting.”
I en anden opringning hedder det: ”Der er undtagelsestilstand her.” Men hun får kun et fuldstændig udeltagende svar fra politimanden i den anden ende, nærmest som om han keder sig lidt.
I det hele taget rummer de udsagn, som Rudolf Egg fremlægger, en kras kritik af politiet for at være alt for passivt og udeltagende. Flere oplever, at politifolk nærmest giver dem selv skylden for det passerede.
En kvindelig betjent siger til et af ofrene: ”Du er jo fra Køln. Så skulle du også vide, at du ikke må gå herhen og fejre nytår.”
Der har også været dem, der har forklaret politiets passivitet med, at det var underbemandet; der var sat mange politifolk af til grænsebevogtning.
Men jeg tror ikke, det er dèr, vi skal finde forklaringen. Den skal i stedet findes i det, Kasper Støvring har kaldt ”projicering”: Uvilkårligt tror vi, at alle mennesker tænker som vi; vor egen opfattelse af forholdet mellem kønnene lægger vi ned over fremmede, læs: muslimer. Og fordi normale tyskere er udfordrende og ofte grænseoverskridende en aften som nytårsaften – men netop grænseoverskridende på en tysk måde, der respekterer andre mennesker – tror vi, at sådan er alle mennesker. Den form for morskab, som tyskere finder ud af nytårsaften, den forstår da alle mennesker, den benytter da alle mennesker sig af.
Og vil nogen komme og påstå, at muslimer er anderledes og tænker og handler anderledes, bliver han straks anklaget for islamofobi. Så det er der kun ganske få, der vover at sige.
Eller rettere: Det var der, indtil nytårsaften i Køln, kun ganske få, der vovede at sige. Det, der fik politiet til at reagere, som de gjorde, var den almene ulyst i det tyske samfund (og det danske med) til at acceptere, at muslimsk kultur er helt forskellig fra europæisk kultur. Det vil sige: de ‘skyldige’ er ikke blot de pågældende betjente, men også alle de Gutmenschen, der på ingen måde vil se sandheden om kulturforskellen i øjnene, men skælder ud på os, der forsøger at påpege den. Dem skyldes det jo, at der har dannet sig en kultur, hvor man undskylder muslimerne, bortforklarer alle deres anderledesheder, fordi man tror, det skader integrationen at gøre opmærksom på dem.
Nu, derimod, hvor sandheden om Køln-aftenen kommer mere og mere for en dag, nu dukker forskellen på de to kulturer mere og mere tydeligt frem. Men stadig kan vi ikke rigtig tro det.
Rudolf Egg siger videre om overgrebene:
Rudolf Egg tror ikke på, at de mange overgreb på forhånd var aftalt mellem gerningsmændene. Han mener, at der snarere var tale om en slags ”social smitte”.
Overgrebene sker, fordi de kan ske: Hårde tag mellem kvindernes ben. Indtrængen af fingre. Afskyelige sexlege med hjælpeløse ofre, der bliver lukket inde.
Politiets rådvildhed forstærker gerningsmændene i overbevisningen: ”I dag er alt tilladt.”
Man må håbe, at denne mærkelige fornægtelseskultur snart omsider forsvinder. Men der er mange tegn på, at den stadig eksisterer i bedste (eller altså: værste) velgående.
Her fornylig er således asylcentret i Tullebølle på Langeland blevet lukket. Den korte Avis har en opsamlende artikel om det, se her. Der var tale om et center for uledsagede flygtningebørn. Nogle af ”børnene” har udført seksuelt krænkende opførsel overfor danske piger. En anden af de uregelmæssigheder, der er foregået på centret, består i, at to kvindelige ansatte har opført sig seksuelt krænkende overfor nogle af ”børnene” på centret. Det vender jeg tilbage til om lidt.
Men først lidt om den omtale af lukningen, som Deadline bragte den 26-10.
Man lagde vinklingen klar fra begyndelsen. Den, som studieværten, Niels Krause-Kjær, havde inviteret i studiet til en samtale om forholdene, var en psykolog. Og det lød da meget fornuftigt, det, han sagde. Hvis det altså ikke var foregået på et så falsk grundlag, et grundlag, som Krause-Kjær var medskyldig i blev lagt.
Psykologen begyndte med at forklare, at man får traumer af at være udsat for krigsbegivenheder. Og når sådanne børn kommer under mere ordnede forhold, vil disse traumer gribe forstyrrende ind i en normal handlemåde. Og krigstraumer, det har de fået, de stakkels børn, der i Syrien har måttet opleve bombardementer, måske også opleve at få deres nærmeste dræbt for øjnene af dem.
Hvorfor greb Krause-Kjær ikke ind og fortalte den uvidende psykolog, at de fleste af børnene var fra Afghanistan?
Det er der to ret sandsynlige svar på. Det ene går ud på, at Krause-Kjær var lige så uvidende. Det andet går ud på, at det ville forstyrre hans plan. Den gik tydeligvis ud på at gennemspille den sædvanlige melodi, når muslimer foretager sig noget mærkeligt: ”Dette her har intet med islam at gøre”.
Det var at håbe, at den dag snart måtte komme, hvor man i stedet for en psykolog inviterer en religionshistoriker ind i studiet for at fortælle om den anderledes forståelse af kønsforskellen indenfor islam. Men indrømmet, en sådan religionshistoriker findes vist ikke i Danmark for tiden.
Men i Tyskland findes én, den syrisk fødte professor ved Göttingen universitet, Bassam Tibi. I en artikel på den norske site document.no, se her, refereres en artikel af Tibi i en schweizisk avis, Basler Zeitung, se her.
Her går Tibi ind for den tanke, at der sker en fordækt islamisering af Europa for tiden. Fordækt, fordi muslimerne ikke åbent indrømmer, at det er det, de er i gang med. Men korrekt nok, for enhver religion vil jo forsøge at agitere for sin egen sandhed, islam blot gennem andre midler end kristendommen. Hvor kristendommen åbent forkynder et ord til tro eller forkastelse, dèr søger islam at stille krav til majoritetssamfundet ud fra den tanke, at de af dette samfund bliver udsat for forskelsbehandling. Det har de ofte held med, for den offerrolle, som muslimerne indtager, svarer fortrinligt til den angst for at diskriminere, som præger mange europæere.
Det, jeg er ude efter hos Tibi (i denne omgang) er dog specielt talen om islamisk overhøjhed. Han omtaler den på denne måde:
De islamske organisasjonenes mål er en gradvis islamisering av Europa – fredelig denne gangen, altså uten å drive jihad. Hva betyr islamisering? Bokstavtro muslimer vil at Dar al-Islam (islams hus) skal utvides til hele jordkloden. Selv tilhengere av islamsk reformteologi fremhever al-taghallub (dominans), altså islamsk overhøyhet, som religionens viktigste egenskap. En slik verdensanskuelse om å være andre overlegne er ikke forenlig hverken med vestlig kultur eller religionspluralisme.
Denne dominans-tanke ser man udfoldet på mange områder. Den ligger bag muslimernes stadige stillen-krav til værtslandene: badeforhæng i skolerne, særlige badedage for kvinder i badeanstalterne, hensyntagen overalt til kvinder med muslimsk tørklæde, intet svinekød i børnehaver og på hospitaler, osv., osv., altsammen i manglende overensstemmelse med den gæsterolle, de tænkes at skulle spille her i landet. For ‘gæsterolle’, det er noget, det er næsten utænkeligt for en muslim at gå ind i, en muslim, der mener om sig selv og sin religion, at den skal have en dominerende rolle at spille i alle de samfund, hvor muslimer slår sig ned.
Det er også denne dominans-rolle, der ”giver muslimer lov” til at tage for sig af retterne, hvad angår seksuelle angreb på ikke-muslimske kvinder. De betragter det som en selvfølge, at ikke-muslimske kvinder kun er til for at kunne fornøje muslimer. Og derfor: de seksuelle overgreb, der fandt sted på tyske kvinder i Køln, var i alt for god overensstemmelse med det dominans-begreb, som muslimerne har siddende i sig.
Og de overgreb på danske piger, som ”børnene” i Tullebølle har udført, har de så udmærket kunnet udføre alene i kraft af deres muslimske overbevisning, det er fuldstændig unødvendigt – og dertil jo direkte forkert – at ty til psykologiske forklaringer om krigstraumer og den slags. Nej, de er modbydelige overfor danske piger, alene i kraft af, at de er muslimer med en muslimsk opdragelse og en muslimsk kultur siddende i sig.
Jeg kom i tanker om en episode i Aarhus for mange år siden. Her var en dansk pige blevet venner med en muslimsk dreng, de var gået afsides i et skur for at ”hygge sig”, og da andre muslimske drenge opdagede det, gik det som en løbeild gennem flokken af drenge: ”Luder i skuret”, hvorefter drengene styrtede til for at få deres del af fornøjelsen. For når de kaldte den danske pige ”luder”, skyldtes det den sprogbrug, der herskede i deres miljø: en dansk pige var en pige, der var til fri afbenyttelse for muslimer. Den forklaring, jeg dengang i 2008 gav på det, minder om den forklaring, der i dag må gives på de muslimske Tullebølle-drenges opførsel:
Sådan set var det jo ikke drengenes skyld, selv om det er dem, der har forøvet voldtægten. De handler blot ud fra den sprogbrug, der er almindelig i de kredse, de færdes i. En muslimsk pige, især af dem med tørklæde på, hun er ikke luder, hende har man at holde sig fra. Men de danske piger, de er jo ikke muslimer, de hører til de vantro, dem kan man gøre med, hvad man vil, eller hvad man kan få lejlighed til. (Se her).
Men på trods af det lidet, der er sket fra 2008 til i dag, vil jeg alligevel mene, at begivenhederne i Køln får os europæere til omsider at få øjnene op for kulturforskellene, selv om de ikke er til muslimernes fordel.
Så kun to ting mere:
Det er ganske mærkeligt, at to kvindelige ansatte er blevet beskyldt for seksuelle overgreb overfor nogle af ”børnene” (ja, det hedder alle steder ”børnene”, selv om der sandsynligvis er tale om drenge på 17-18 år, muligvis betydeligt mere, for de ensomkommende børn er ikke bange for at lyve sig ældre, end de er). Seksuelle overgreb plejer at gå den modsatte vej. Ærlig talt er det jo svært at forestille sig, at drengene har taget skade af det, medmindre man da taler om det som en skade, at de har fået en forkert opfattelse af danske kvinder. Men denne biologiske gåde vil måske blive løst, hvis medierne bevarer interessen for sagen, og vi hører mere om de nærmere omstændigheder.
Det er for mig en kilde til en vis undren, at de europæiske stater tillader, at flere og flere børn ankommer med migrantstrømmen, angiver, at de er under 18 år og derigennem får rettigheder, som andre migranter ikke har, f.eks. ret til hurtigere afgørelse af familiesammenføringsønsker. Et afgørende spørgsmål, som aldrig stilles, er spørgsmålet om, hvorfor de har forladt deres forældre og hvem der har betalt deres rejse til Europa. Via medierne får vi ikke afklaret disse spørgsmål, de går blot ud fra som en selvfølge, at børnene er ynkværdige mennesker, som vi må gøre alt for at hjælpe.
Nuvel, det skal vi så prøve på at gøre. Men hvorfor er det til barnets bedste, at det genforenes med sine forældre i Danmark? Hvorfor ikke i Afghanistan eller Irak eller hvor nu barnet kommer fra? Det ville dog være mere naturligt for et barn at vokse op i et land, hvis sprog det kender, og hvis kultur det er en del af. Og hvis forældrene kan leve i det pågældende land, hvorfor kan barnet så ikke?
Som Lars Løkke sagde til Helle Thorning under sidste valgkamp: ”Der er så meget, kvinder ikke forstår”/ ”der er så meget, lille jeg ikke kan fatte!”
ricardtriis 