Medskyld

Sidste år druknede der 2.794 bådflygtninge på Middelhavet. I år er der indtil 1-10 druknet 3.173.

Hvordan kan vi forhindre disse ulykker?

Der findes to måder og kun to måder at fjerne disse overflødige ulykker på. Den ene metode går ud på at abonnere på den australske model. Det vil sige: Man skal skubbe de overfyldte gummibåde tilbage til Libyens kyst, man skal for enhver pris forhindre, at de kommer til at sætte deres fod på europæisk jord; skærer de hul på deres gummibåd for at tvinge det europæiske skib til at redde dem, kan man måske bruge den australsk opfundne metode med at medføre plasticbåde, som man kan anbringe flygtningene i, så de kan nå ind til kysten igen. Naturligvis skal man være forberedt på, at der vil udbryde en slags krig mellem menneskesmuglerne og de europæiske myndigheder: menneskesmuglerne vil gøre, hvad de kan for at forhindre europæerne i at landsætte migranterne på Libyens kyst; og de vil i den henseende formentlig have gode allierede i de europæiske medier, der vil bringe den ene ”snøft-historie” efter den anden for at få myndighederne til at føre migranterne til Europa. Og de europæiske myndigheder vil blive nødt til at opfinde nye metoder at gå til værks på, så de både kan undgå drukneulykker og gennemføre deres landsætningsoperationer på forsvarlig måde.

Den anden metode, hvis man vil undgå drukneulykker, går ud på at fjerne den EU-bestemmelse, der tvinger flyselskaber til at tjekke passagerernes identitetspapirer og deres visa til Europa; gør de ikke det, skal de betale en bøde på ikke under 3000 euro. Det hedder, at man pålægger selskaberne et transportøransvar. Dette ansvar betyder, at EU får flyselskaberne til at gøre det, man ikke selv vil gøre: afvise mulige asylansøgere.

Jeg har tidligere omtalt dette eklatante hykleri, se her. Her skal jeg derfor blot nævne, at EU med stor patos udstiller sig selv som den store etiker, der så sandelig overholder alle menneskerettighederne, specielt den rettighed, som enhver, der sætter foden på europæisk jord og beder om asyl, har til at få sin sag behandlet. Den rettighed mener man, skal overholdes til punkt og prikke, og man pudser sin egen glorie ikke så lidt, fordi man jo netop tager imod alle, der ankommer til en europæisk kyst.

Men med den anden hånd sørger man for, at der ikke kommer alt for mange asylansøgere ved at pålægge flyselskaberne dette transportøransvar. Det er dette transportøransvar hos flyselskaberne, der får migranter til at lægge deres skæbne i hænderne på menneskesmuglere. Og disse menneskesmuglere gør med vilje det, at de overlæsser bådene, ikke blot fordi det jo indbringer dem flere penge, også – tror jeg – fordi det er med til at holde europæernes samvittighedssår åbent, når der af og til omkommer nogle migranter.

Og vil man sige, at der jo vil komme alt for mange migranter til europæisk jord, hvis man giver flyselskaberne lov til at transportere dem, så er svaret ”den australske model”, gerne suppleret med modtagelse af så mange eller få kvoteflygtninge fra FN, som man for hvert land kan blive enig om. Svaret er i hvert fald ikke den nuværende situation med det tårnhøje hykleri, for det fører drukneulykker med sig. Australierne har helt undgået sådanne ulykker i de år, de har praktiseret søværts bevogtning af deres grænser.

Når jeg finder på igen at gøre opmærksom på disse ting, skyldes det, at en ung afrikanerinde forleden dag i Berlingske havde en kommentar, hvori hun påpegede sine medafrikaneres medskyld i de mange drukneulykker, se her. Hun kommer fra Uganda og skal snart besøge sin hjemlandsby. Det er der mange andre sorte danskere fra Uganda, der skal. Og til dem kommer hun med en advarsel. De bliver nemlig uvægerlig i deres landsby betragtet som utrolig rige mennesker. Men de må ikke lade sig friste til at spille rollen som rig. Det er der mange af dem, der gør. Og til dem siger hun:

Hvis du som afrikaner fra Vesten har denne opførsel, når du vender tilbage til dit hjemland, skal du vide, at du er medansvarlig for de tusindvis af afrikanere, som drukner i Middelhavet, fordi du giver dem et falsk billede af, hvad Europa er.

Du er medskyldig i, at så meget intelligens og ressourcer forlader kontinentet og i stedet ender på europæisk jord, hvor tusindvis af afrikanske mænd ender i asylcentre uden noget håb om en fremtid i Europa, hvor deres ressourcer aldrig nogensinde vil komme til nytte.

Du er medskyldig i, at afrikanere ender på gaderne i Europa, og må samle flasker, tigge, sælge sig selv, fordi du ikke er ærlig om, hvordan dit liv er i Europa. Du er medskyldig, da du er med til at sælge en illusion, som er så tillokkende, at man vil stræbe efter den med livet som indsats.

En sådan medskyld i drukneulykker og i Afrikas tømning for menneskelige ressourcer har også de mange europæere, politikere, mediefolk og almindelige mennesker, som føler stærkt for at ”gøre en forskel” i en problemfyldt verden og derfor aktivt medvirker til, at ovennævnte hykleri kan fortsætte, dvs., medvirker til, at EU kan hjælpe menneskesmuglerne med at få ført afrikanere og andre migranter til Europa.

Altså: Hvis du er medlem af eller stemmer på partier, der går ind for, at migranter på Middelhavet skal reddes af europæiske skibe og føres til Europa, så er du ”medansvarlig for de tusindvis af afrikanere, som drukner i Middelhavet”, fordi du er med til at opretholde den drøm hos afrikanerne om paradis i Europa, og dermed den strøm af migranter, som forårsager drukningerne.

Hvis du hører til dem, der enten selv deltager i frivilligt arbejde med at ”hjælpe” migranter eller giver sådanne frivillige din tilslutning, så er du ”medskyldig i, at så meget intelligens og ressourcer forlader kontinentet og i stedet ender på europæisk jord, hvor tusindvis af afrikanske mænd ender i asylcentre uden noget håb om en fremtid i Europa, hvor deres ressourcer aldrig nogensinde vil komme til nytte”.

Hvis du er blandt dem, der tankeløst godtager mediernes ”snøfthistorier” og uden protest giver dem din tilslutning, så er du ”medskyldig i, at afrikanere ender på gaderne i Europa, og må samle flasker, tigge, sælge sig selv”.

Det kan forekomme omsonst at få afrikanske migranter, der vender tilbage på ferie til deres landsby til at undlade at fortælle rosenrøde historier om deres ”succes” i Europa. Det kan virke endnu mere omsonst at få de europæiske ”Gutmenschen” til at opgive deres (farisæiske?) godgørenhed.

Men det er ikke håbløst. Stil spørgsmål! Kræv svar på de spørgsmål, som journalisterne ikke stiller! Søg underretning andre steder end i main-stream-medierne!

Før eller siden vil sandheden trænge igennem.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Medskyld

  1. Pingback: En skæv fremstilling | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s