Hvorfor hader de os?

Dette indlæg skulle oprindelig have heddet ”Hvad sagde jeg?” Men da det lyder lidt for selvsikkert, afstod jeg fra det.

Dog kan jeg ikke nægte, at det var den tanke, der fór igennem mit hoved, da jeg læste et indlæg på den svenske site ”Avpixlat”, et indlæg, der senere blev refereret grundigt på norske Human Rights Service, se her. Som man måske husker, har jeg for ikke så lang tid siden reageret på Søren Pinds påstand om, at vi ikke er i krig med islam, med en formodning om, at det nok er muslimer, der står bag de mange bilbrande og den række af morderiske stennedkastninger på biler på vore motorveje, som har fundet sted, se her. Det var jo en højst politisk ukorrekt udmelding at komme med. Selv om vel egentlig alle regnede det for det mest sandsynlige, var det strengt forbudt så meget som at antyde, at det forholdt sig sådan. For hvor meget kan det ikke skade integrationen, hvis man giver udtryk for en sådan formodning, selv hvis den – som i mit tilfælde – er begrundet.

Nu har det så vist sig, at min formodning var rigtig nok. ”Hvad sagde jeg!” Nå nej, det er jo det, man ikke som tilpas ydmyg debattør må sige. Men alligevel!

Avpixlat har fundet et læserbrev i en svensk lokalavis, hvor en anonym muslim åbent erkender, at han har været med i disse ildspåsættelser. På én eller anden mærkelig måde er det både positivt og negativt med en sådan bekendelse.

Det er positivt på den måde, at vi her har med en ung muslim at gøre, som ønsker at gøre sig forståelig overfor sine svenske medborgere. Man kunne jo også tænke sig, at han var fuldstændig ligeglad med, hvad svenskerne troede og tænkte om bilbrandene, ja, måske oven i købet nogle af hans kammerater går og gnækker lystigt, fordi myndighederne ikke kan finde ud af, hvem der står bag. Men han har altså haft en tilskyndelse til at fortælle og begrunde disse forbrydelser. Dårlig samvittighed hos en muslim? Måske ikke. Men måske alligevel noget, der ligner.

Det negative er den totale offerrolle, han indtager. Det hele er svenskernes skyld. Der er intet fritidsarbejde for unge i den bydel, hvor han bor, kan man forstå. De har dog haft et sted at spille fodbold på. Men det net, de med stor opofrelse har fået købt (50 kr) er blevet stjålet. Når man lægger det sammen med den modgang, man som muslim møder i det svenske samfund, må alle læserne da kunne forstå, at man føler trang til at gøre sig hørt ved at brænde biler af.

Nå, hans bekendelse bliver nu ikke venligt modtaget af svenskerne. For i denne avis får de lov til at kommentere sådanne kommentarer. Også muslimer er imod ham (igen en glædelig ting) og opfordrer ham til at komme ud af offerrollen.

Men som man nok kan forstå, er der mere at sige til en sådan beretning end ”hvad sagde jeg!” Den rejser jo det spørgsmål, som den rigtige overskrift – altså ikke den tænkte og opgivne – formulerer: Hvorfor hader de os? Hvorfor angriber de det svenske (og danske) samfund? Hvorfor slår de ned på de svage punkter, vi har, punkter, vi aldrig har drømt om at sikre mod den slags forbrydelser, fordi vi ikke kunne forestille os, at nogen ville handle så umenneskeligt, så de rammer ganske uskyldige menneske, måske endda muslimer, det véd gerningsmændene jo intet om?

Lad mig pege på et andet punkt, hvor jeg sådan set også kunne sige ”hvad sagde jeg”, men så afgjort foretrækker at spørge efter hadet eller den manglende respekt for os danskere, danskere i almindelighed og danskere i særdeleshed, idet man under den sidste kategori kan anbringe politibetjente, lærere, brandfolk og andre myndighedspersoner.

Engang tilbage i 2010 refererede jeg noget, der skete i en bus i København, se her: en folk unge muslimer skruede op for deres højttaler i en bus. Det blev ret generende for de øvrige passagerer. En lærer gik derfor hen og bad dem om at skrue ned. Men de angreb ham og fik slået et par tænder ud på ham. Det mærkelige er imidlertid, at der tidligere var en anden person, som havde bedt dem om at dæmpe sig. Og ham adlød de prompte. Han var muslim.

Det vil sige: alle de sædvanlige forklaringer om en vanskelig barndom, om at føle sig udenfor i det danske samfund, om at være forfordelt, om ikke at kunne klare sig, osv., osv., falder fuldstændig til jorden. Der er tale om, at de som muslimer kun vil modtage ordrer fra en muslim. Der er tale om, at de ikke vil udvise respekt overfor en dansker, men nok overfor en muslim.

Hvor i alverden kommer den – synes vi – sære opfattelse fra? Lærer de virkelig i hjemmet og blandt ældre muslimer, at danskerne skal man ikke regne med, ikke respektere, ikke rette sig efter?

En nyuddannet lærer, selv muslim, Najla Adlouni, har fulgt drengene på en muslimsk friskole. De opførte sig ikke på samme måde overfor ikke-muslimske lærere som overfor muslimske, fortæller hun, se her. Berlingske har sat denne lidt mærkelige iagttagelse som overskrift: ”Lige så snart en muslimsk lærer trådte ind i lokalet, så – bum – var der helt stille”.

Najla Adlouni fortæller om det:

I starten måtte de ikke-muslimske lærere have en muslimsk lærer med, når de skulle ind i klassen. Ellers kunne de ikke skabe ro. Der var til gengæld fuldstændig ro, så snart en muslimsk lærer dukkede op i døråbningen.

Adlouni har tilsyneladende fulgt godt med i seminariets undervisning. For hun er i stand til at levere en forklaring på det mærkelige fænomen, der fuldt ud lever op til den danske psykologi:

»Man bør ikke møde andre mennesker med etiketter og fordomme, uanset hvem man står overfor. Problemet er, at når vi møder andre med en bestemt forventning, risikerer vi at fastholde dem i den position. Når de muslimske drenge får etiketten »ballademagere«, så lever de op til den etiket. Nogle af dem er nok ballademagere, men hvis vi bliver ved at opfatte dem sådan, så kan de ikke komme ud af rollen igen,« forklarer Najla Adlouni.

Den forklaring er en typisk ikke-forklaring. Men hun får ikke stillet spørgsmål af interview’eren – naturligvis ikke, kan man næsten sige. Det burde da ellers være ret indlysende, at drengenes opførsel ikke har med denne etiket at gøre: ”ballademagere”. Hvorfor er der ro i klassen, når de har en muslimsk lærer? Det giver denne ”forklaring” intet svar på. Ligeledes: Hvorfor kan ikke-muslimske lærere undervise piger uden at pigerne bliver ”ballademagere”? I det hele taget: Hvorfor er det de muslimske drenge, der er noget galt med, så de ikke får noget ud af undervisningen, og ikke de muslimske piger?

Lad mig pege på et par ting, som måske kan hjælpe med til at forstå, hvorfor der i muslimske miljøer opstår et had mod os danskere!

1) Den muslimske opfattelse af forskellen mellem drenge og piger går dybt ind i kulturen. Kvindernes område er hjemmet, mændenes det, vi kalder det offentlige rum.

2) Svarende dertil, behandles piger og drenge vidt forskelligt. Vi har alle lagt mærke til, at muslimer gør uhyre meget ud af pigernes dyd. Men bagsiden af denne ”fromme” medalje er, at drengene får lov at skøtte sig selv. De hører ikke til i hjemmet, men i det offentlige rum. Dèr bruger de tiden på at omgås deres jævnaldrende og dem, der er lidt ældre. Dèr føres de ind i noget, der minder om en bandekultur. Det behøver ikke være forældrenes idealer, de overtager, det er måske snarere ”gadens” idealer, dvs., den muslimske ”gades” idealer.

3) Er der nogen, der har undersøgt, hvor meget søvn de muslimske drenge får? Skal man som ti-årig være med til alle de spændende ting, som de større drenge foretager sig, og er forældrene næsten ligeglade med, hvornår de er hjemme, så kan det nemt blive til for lidt søvn.

4) Nikolaj Sennels har foretaget en psykologisk undersøgelse af muslimske unge mænd. Den viser, at de lægger vægt på helt andre ting end danske unge. Deres lunte er ofte utrolig kort. De har meget let ved at blive krænket. Hvor det hos danskere er en dyd at kunne bevare roen overfor fornærmelser, er det en dyd hos muslimer at kunne reagere kraftigt imod dette; det er ens ære, der er på spil.

5) Dertil skal lægges, at det for muslimer er næsten umuligt at ”gribe i egen barm”. Dette med at se fejl hos sig selv harmonerer ikke med den kamp for æren og anseelsen, der er afgørende for en muslim.

6) Og man skal også have det træk med, at der i islams lange historie hele tiden har været den regel, at en frafalden skal dræbes. En sådan betragtes som en forræder, og en sådan gør man kort proces med.

7) Endelig er der det træk ved islam, at muslimer betragtes som Guds øjesten i modsætning til ikke-muslimer. Det er nok specielt det, der har gjort det vanskeligt for muslimer at lade sig passe ind i vore samfund. Gang på gang vil de jo som de tilflyttede, der skal underordne sig værtslandets skikke, blive nødt til at modtage råd og måske endda befalinger fra de indfødte. Og det støder en muslim at skulle adlyde en vantro.

8) Jeg gætter på, at det er dette træk ved islam, der psykologisk set gør det meget nemmere for en muslim at gå ind i offerrollen. Dèr kan han slippe for at se egne fejl i øjnene, dèr kan han bibeholde en forestilling om, at han skal betjenes af os ikke-muslimer, og når han ikke bliver betjent godt nok, kan han føle sig krænket. At han så i denne krænkethed bliver bekræftet af alle de integrationsarbejdere, der vil gøre alt, hvad de kan, for at få ham til at føle sig hjemme her, det er en sørgelig konsekvens af vores manglende anerkendelse af islams anderledeshed.

Hvorom alting er, vi står med en række problemer, hvoraf det største er: muslimernes had overfor os ikke-muslimer. Og før vi anerkender det som det, det er, nemlig et had, vi ikke kan gøre noget ved, vi kan så stå på hovedet i halve år, det nytter intet, eller – kan man sige – et had, som kun muslimerne kan afskaffe, selv om det kommer til at holde hårdt for muslimer at komme af med det, hvis det, som her antydet, bunder i en slags overlegenhedspåstand, som gang på gang støder mod virkelighedens mur, den virkelighed, at muslimer klarer sig dårligere i vort samfund end ikke-muslimer – før vi anerkender det, kan vi ikke gøre os korrekte overvejelser over, hvordan vi skal kunne leve sammen med mennesker, der hader os.

Blot må det indrømmes, at det er meget svært at se, hvad vi skal gøre, selv når man har anerkendt islams anderledeshed og muslimernes deraf følgende had og mangel på respekt for os ikke-muslimer.

I første række er det måske kirken, der skal til at se anderledes på islam. I præsteløftet skriver vi faktisk under på, at vi vil bekæmpe kætterske lærdomme, og af Den augsburgske Bekendelse fremgår det, at en bekendelse, der er fjendtlig indstillet overfor kristendommen, er muhammedanismen. Blandt andet på den baggrund er det højst besynderligt, at man kan lade en imam oplæse sura 1 i Københavns domkirke, se her, den sura, hvor man beder til Gud om den rette vejledning, ”ikke den, der følges af dem, som vreden rammer, eller af de vildfarne,” når det dog er almindelig anerkendt blandt muslimske fortolkere, at jøderne er dem ‘vreden rammer’, de kristne ‘de vildfarne’.

Men i al almindelighed må man vel sige, at hvis vi i kirken forkynder, at alle mennesker står lige overfor Gud, så vil muslimerne paradoksalt nok kunne bruge denne sætning til at kræve særrettigheder ud fra religionsfriheden, særrettigheder, som overfor dem selv og andre pointerer, at muslimer netop ikke er som andre, men er noget for sig selv.

Så at de er som alle andre, er ikke noget, vi kun skal sige, det er noget, vi tillige skal handle efter. Og hvordan vi gør det, stillet overfor deres krav om kønsadskillelse, om ramadanfaste i skolerne, osv., det er det store spørgsmål. Måske vi skal stille krav om særskilt betaling, hvis muslimske kvinder f.eks. vil have kønsadskilte badedage i vore svømmebassiner, eller hvis forældre vil have deres børn til at faste i skoletiden, måske kirken skal markére sin modstand i højere grad gennem tale og skrift, måske staten skal instituere ytringsfrihedsdage med afbildninger af Muhammed på programmet, måske man fra kirkens eller statens side skal reagere på de formentlig uundgåeligt kommende muslimske terrorhandlinger med offentliggørelse af Kurt Westergaards tegning af Muhammed med en bombe i turbanen, gerne om man vil efterfulgt af et spørgsmålstegn: ‘Er det sådan, I er, I muslimer?’

Så er det op til vore hjemlige, forhåbentlig moderate muslimer at sige: Nej, sådan er vi ikke.

På én eller anden måde må vi reagere ud fra vor opfattelse af Muhammed, om vi dog ikke kunne få de menige muslimer til at se det afskyelige i hans handlinger og tage afstand både fra dem og fra hans nutidige efterlignere. Om de så på grund af vor tilkendegivelse af, hvem vi mener Muhammed er, bliver endnu mere blodtørstige Muhammed-efterlignere, eller de bliver fredelige muslimer, der gør alt, hvad de kan, for at tage afstand fra denne profetskikkelse, eller de måske bliver ateister eller kristne, det må blive deres og ikke vores afgørelse. Men skal vi leve i fred med dem, må de ud af tvetydigheden, hvor de på den ene side dybt ærer Muhammed, men på den anden side gør alt for at skjule hans jihad-opfordring.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam, Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s