Menneskeliv eller principper

I sin nys udkomne bog De besatte afslører Flemming Rose, at han som medarbejder på Jyllands-Posten fik mundkurv på. Se Informations lange redegørelse for det, her. Denne mundkurv, udtrykt gennem en såkaldt ”håndfæstning” bestående af en række ting, Rose ikke måtte foretage sig, hvis han ville bevare sin ansættelse hos Jyllands-Posten, blev pålagt ham, samtidig med at avisen uddelte ytringsfrihedspriser til kendte personer og hævdede, at deres kamp for ytringsfriheden også er avisens kamp.

Rose giver udtryk for forståelse og anerkendelse af avisens ønske om en vis tilbageholdenhed, for han kunne jo se på sin arbejdsplads, der var omdannet til noget af et fort, at sikkerhedshensyn var bydende nødvendige at tage, også hvad angik det stof, avisen valgte at bringe. Men han anser det for hykleri af avisen at give udtryk for højagtelse af ytringsfriheden udadtil, mens man lader hånt om den indadtil.

Jørgen Ejbøl, formand for JP/Politikens fond, har udtrykt koncernens holdning således:

Virksomheden er i en helt ekstraordinær situation. Sikkerheden vil altid veje tungest. Menneskeliv er vigtigere end principper.”

Er det sandt? Er menneskeliv vigtigere end principper?

Umiddelbart lyder det jo som en meget klar formulering af det dilemma, vi står i. Men holder det for en nærmere undersøgelse?

Én af dem, der går imod denne sætning, er Kathrine Lilleør, se her.

Avisens inddragelse af Roses ytringsfrihed skyldes hensynet til 2.000 loyale medarbejderes sikkerhed; at menneskeliv er vigtigere end principper.

En kreativ motivering for at sige ét ud ad til, og gøre noget andet ind ad til. Bare man kan begrunde sine motiver med hensynet til medarbejderes sikkerhed, må man give en medarbejder mundkurv på, samtidig med, at man hylder dem, der alle andre steder bringer sig selv og andres liv i fare. Det er rigtig flot – bare de gør det langt væk fra Jyllands-Postens matrikel.

Men ét er JP-løgnen. For løgn er, hvad det er. Hertil lægger sig udskamning, som Flemming Rose indlysende har været udsat for. Bemærk både Ejbøls og Munchs argumentation: På den ene side 2.000 loyale medarbejdere – på den anden side en illoyal, Muhammed-krise-indigneret Rose. På den ene side hensynet til menneskeliv – på den anden side principper, læs Roses evindelige tale om ytringsfrihed fremfor alt. Sådan gør man én enkelt til syndebuk, skulle terroren ramme.

Hun tillader sig altså direkte at kalde Jyllands-Postens undskyldning for en løgn. Hun fortsætter:

En ren gyser. Man skal ikke have megen historisk bevidsthed for at blive dybt forstemt. Til alle tider har argumentet fra dem, der ikke har turdet bekæmpe ondskab været, at man af medmenneskelige hensyn holdt sig tilbage. Menneskeliv talte for mere end at kæmpe for alt, hvad man ellers siger, man har kært. Skræmmende er det.

Men alligevel! Kan en koncernledelse tillade sig af hensyn til ytringsfriheden at se stort på medarbejdernes sikkerhed?

Modspørgsmål: Kan den tillade sig af hensyn til sikkerheden at udøve selvcensur? For det er jo, hvad avisen har gjort. Sammen med de fleste andre aviser, bevares, men alligevel!

Flemming Rose tager denne sætning op i et interview med Kristeligt Dagblad, se her. Han kalder det en falsk modsætning:

En manipulerende modsætning, mener Flemming Rose.

Jeg mener, at principper oftere er en forudsætning end en modsætning for liv,” siger han.

Principper er regler, som vi lever efter for at kunne leve fornuftigt sammen. Du må ikke lyve eller slå ihjel. Du skal behandle andre, som du selv gerne vil behandles og ikke bruge vold. Hvis der ikke er principper, er der anarki. Så er det magtens ret og ikke rettens magt, og så er det den stærke, der vinder.”

Sandt nok, de ti bud – hvis vi skal kalde dem principper – er bud, der skal bevare liv. Men er ytringsfriheden et sådant bud? Er det et princip, der altid bevarer liv?

Vi har med nogle terrorister at gøre, som sætter deres eget liv til for at knægte ytringsfriheden, fordi nogle har brugt den til at krænke deres profet. Den krænkelse vil de hævne, så andre afskrækkes fra at gøre det samme.

Det spørgsmål, der nu rejser sig, er: Har vi tilsvarende mennesker, der vil sætte livet på spil for at fastholde vore friheder, først og fremmest ytringsfriheden?

Svaret er som bekendt, at det har vi. Der er mennesker, der uden at være klar over det, bliver ramt af muslimernes bandstråle og fremover må leve under politibeskyttelse. Eksempel: Salman Rushdie. Der er andre, som har kendt risikoen, blandt andet fordi de handlede efter Rushdie-sagen, men alligevel har følt det nødvendigt at vende sig imod islam. Også de må leve med politibeskyttelse. Eksempel: Lars Hedegaard. Dertil kommer de ikke så få muslimer, der vender sig imod ”deres egne”, enten så de ophører med at være muslimer, eller så de kritiserer main-stream-islam. Også de kan regne med, at nogle muslimer er ude efter dem; derfor får også de politibeskyttelse. Eksempel: Naser Khader.

Svaret er også, at vi har institutioner: hæren, politiet, hvor de, der lader sig ansætte, gør det vel vidende, at de har med et livsfarligt erhverv at gøre. De tænkes jo med deres villighed til at sætte livet på spil at levere tryghed for os andre.

Men svaret er desværre også, at den nok vigtigste institution, når det drejer sig om at levere begrundelse for denne risiko, nemlig kirken, har svigtet gebommerligt.

Det hænger naturligvis sammen med den lange fredsperiode, vi har haft på det kirkelige område igennem snart mange hundrede år. Det hænger også sammen med, at de kirkelige trossætninger har udviklet sig til nærmest uforståeligt volapyk. Vi har ikke følt, at vi kunne bruge de nytestamentlige referencerammer til at forklare, hvad Jesu ord betød, og hvad specielt Jesu død betød. Men det forekommer mig, at med islams ankomst til vor del af verden, er tiden inde til en nytolkning af evangelierne eller til at genoptage de referencerammer, som fandtes på Ny Testamentes tid.

Der er nemlig en ret stor parallel mellem den tids jødedom og nutidens islam. Begge bygger på loven, begge kræver respekt for loven, begge opererer med afskrækkende straffe, hvis man ikke overholder loven, og specielt, hvis man taler imod loven. Den respekt afstod Jesus fra at vise. Med vilje nægtede han at overholde loven, ja, han kunne endda sige, at de jødiske spiseregler var tåbelige: det onde er ikke den mad, der kommer ind i munden, men de ord, der kommer ud af den (Matt 15,11).

Man kan sige, at det er på hele menneskehedens vegne, at han vender sig imod den jødiske lovreligion. Han vil grave ”det sande menneske” frem af lovreligionens ruindynger.

Man kan også sige, at Jesus stolede på de kræfter, der er nedlagt i det menneskelige sprog. I kraft af sprogets evne til at få os til at sætte os i den andens sted kan vi så udmærket forstå, hvad vi skal gøre som mennesker. Vi skal blot stille os selv det spørgsmål: ”Hvad ville jeg ønske, den anden ville gøre mod mig?”, så har vi straks svaret på spørgsmålet om, hvad vi skal gøre; for vi skal naturligvis gøre det, vi ønsker, den anden skal gøre mod os, jvfr ”Den gyldne regel”, Matt 7,12.

Men muslimerne i dag og jøderne dengang troede ikke på disse naturlige kræfter i sproget. De opererede med en åbenbaring fra Gud, der – som de mente – gav mennesket oplysning om det, det ikke selv kunne finde ud af, nemlig, hvad der er godt og hvad der er ondt. Og fordi de var åbenbaringsmodtagerne, var de noget særligt i Guds øjne. Og netop denne påståede særstilling er det, der forhindrer dem i at se sagen fra de andres side. ”De andre” er jo ikke ligestillede med dem. Karakteristisk nok findes den ”gyldne regel” ikke i koranen.

Det naturlige menneske, det er det, Jesus vil fremelske. Det naturlige menneske opdager, at latter smitter, at glæde smitter, at forstående indlevelse smitter. Men også, at rethaveriskhed og selvtilstrækkelighed smitter. Som Jesus formulerer det: ”Det mål, I måler med, med det skal I selv få tilmålt” (Matt 7,1f). Og denne tilmåling finder altså ikke først sted på dommedag, den finder sted her og nu i de fællesskaber, vi står i.

Så vil man måske sige: ”Jamen, det passer jo ikke! For den forståelse af det naturlige menneskes liv og muligheder, som Jesus bragte til torvs, smittede jo netop ikke den tids jøder: han blev henrettet, fordi han ikke havde deres anerkendelse af loven, ergo blev de stikkende i deres lovfromhed”.

Sandt nok. Men nu opstod han fra de døde og blev set af nogle af jøderne, senest af Paulus. Og de blev smittet af hans livssyn, i den grad endda, at også de vovede som han at fastholde det, selv om det var klart, at det kunne koste dem livet.

Denne overbevisning er vel en speciel kristen overbevisning, men det er ikke sådan, at det kun er kristne, der fra naturens hånd er sådan indrettet, at de ler, når andre ler, og stoler på andre, når de bliver mødt med tillid. Det er en almenmenneskelig egenskab. Men når vi kristne døbes til Jesu død, døbes vi ind i en menighed, hvor denne smittende atmosfære tænkes at nedbryde al lovfromhed. Og når vi går til alters og nyder Jesu legeme og blod, får vi ind i os den samme dødstrods, som han havde.

Den dødstrods skulle derfor specielt vi kristne give udtryk for. Men ak, stillet overfor lovreligionen islam glemmer vi alt om dødstrods og angreb på lovreligioner og søger i stedet at finde alt det positive, vi kan sige om islam. Som om den ikke er en spændetrøje for alle dens tilhængere. Som om den ikke indluller dem i en falsk menneskeopfattelse, hvor naturlighed og ligefrem tillid er forsvundet. Som om den ikke er superfarisæisk i al dens ydre bønneteater og tørklædehykleri.

Og når så endelig islams sande umenneskelighed træder for dagen i diverse terrorangreb på os ikke-muslimer, straks er vi i kirken parat til at se bort fra, at det er en typisk lovreligion, det handler om, af samme art som den lovreligion, der bragte Jesus af dage, og at den derfor må bekæmpes; bekæmpes med ord på alle fronter, om det så skal koste os livet, som det kostede vor herre og mester livet, da han bekæmpede den tilsvarende lovreligion: den daværende jødedom.

Men det er altså et almenmenneskeligt træk, at vi ønsker gennem vore ord at give udtryk for, hvad vi mener, ganske frivilligt og uden tvang af nogen art. Derfor er modstriden med islam ikke ophørt ved, at kirken optræder altfor vennesælt overfor muslimer, der består en lige stå stor modsætning til islam fra almindelige menneskers gøren og laden.

Her kommer de mange mennesker ind i billedet, kristne som ateister, der vover at tale Mekka midt imod. Og her viser det sig, at det ofte er dem, der langt bedre end de kloge teologer har forstået Jesu budskab og formået at føre det op til problemstillingen i vore dage.

F.eks. siger Flemming Rose i en kronik i Berlingske, se her:

Hvor langt kan og bør sikkerhedshensyn retfærdiggøre indgreb i borgernes frihed? I den sammenhæng er det værd at minde om, at det er forbundet med en vis risiko at håndhæve og praktisere sine rettigheder i et demokrati. Et samfund, der afviser risici som et vilkår, hvad enten det gælder kriminalitet, terror eller andre ting er pr. definition en politistat.

Med disse ord har han vist os, at det for et sandt menneske ikke er nok med de ti bud, man må også sige fra overfor dem, der vil gøre dem til lovfromhedens basis, dvs., man må følge Jesus, også om der er risiko ved det. Og det er der jo ved al demokratisk diskussion. Vi kan ikke fjerne den. Ikke mindst er der risiko ved den, når vi har muslimer gående lyslevende omkring imellem os. Blot må vi blive ved og blive ved med at praktisere vor ytringsfrihed, om dog ikke også de kunne blive smittet af ligefremheden, friheden fra alle lovåbenbaringer, forståelsen og indlevelsen.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente, Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s