Menneskesyn – Muhammeds og Jesu

Hvem er mennesket?

Det er det afgørende religiøse spørgsmål. Og det skal her søges afgjort ud fra de to religioner: islam og kristendom, idet vi zoomer ind på dette specialspørgsmål: Hvordan overbevises et menneske?

Jeg har i en lille afhandling, jeg i sin tid lagde ud på nettet, brugt dette kriterium til at skelne mellem de to religioner: Hvad er den inderste drivkraft i mennesket? Hvad får et menneske til at gøre, som det gør? Og jeg svarede dengang, at ifølge kristendommen er den inderste drivkraft i mennesket angsten for at handle imod sproget, mens den for islam er angsten for at dø, se her. Det prøver jeg at gøre rede for flere steder i afhandlingen, man kan slå op i sagregistret og finde de andre steder.

Her i dette indlæg skifter fokus en lille smule, idet jeg vil undersøge nærmere, hvordan henholdsvis Jesus og Muhammed bærer sig ad med at overbevise andre mennesker om det budskab, de mener at burde bringe menneskeheden.

Og jeg kan godt allerede her i begyndelsen røbe, at jeg vil prøve at vise, at Jesus overbeviser med ord og kun med ord, mens Muhammed i begyndelsen af sit åbenbaringsliv fra 610-622 også overbeviser med ord, men efter flugten til Medina går over til at overbevise med magtanvendelse.

Men jeg kan også godt allerede her annoncere, at det er meget svært at holde de to ting ude fra hinanden. Mennesket er og bliver et ordvæsen, og naturligvis vil muslimer derfor også søge at overbevise med ord, ja Muhammed gjorde det jo i stor udstrækning, eftersom det, han modtog under sine åbenbaringer, jo var ord, ord, som senere blev nedskrevet i koranen. Og Jesus, ja, han fortalte lignelser, han fremsatte fyndord, han deltog i stridssamtaler, men han foretog også undere, og er undere identisk med at overbevise med ord? Ligger der ikke et magtsprog bag, når tilskuerne til et under bekender, at ”en stor profet er fremstået iblandt os” (Luk 7,16)? Det synes jo ikke at være sprogets egne kræfter, der overbeviser, men dette, at de gennem underet kan slutte sig til, at det må være Gud selv, der handler.

Lad os tage kristendommens menneskesyn først!

Dette med underet som overbevisningskraft har både johannesevangelisten og Lukas givet en slags forklaring på. I lukasevangeliet fortælles der om den rige mand og Lazarus (Luk 16,19-31). Her fortæller Jesus, at den rige mand endte i pinestedet og bad Abraham om at sende Lazarus til sine brødre, for at ikke også de skulle lide den skæbne, han led:

Da sagde han [den rige mand, rr]: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, v28 for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. v29 Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. v30 Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. v31 Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.«

Herigennem afsløres noget af vanskeligheden for den, der mener, at menneskene selv kan forstå, hvad der er det gode, og rette sig efter det. Praksis viser, at det kan menneskene ikke altid. Men sjovt nok, det, Lukas nøjes med at lade Abraham sige: at de ikke vil lade sig overbevise af selv så meget som en dødeopvækkelse, det tager Johannes op og siger ved hjælp af en historie; jeg tænker på fortællingen om Lazarus’ opvækkelse. For da Lazarus er opstået fra de døde, hedder det:

Ypperstepræsterne og farisæerne kaldte da Rådet sammen og sagde: »Hvad gør vi? Den mand gør mange tegn. v48 Lader vi ham blive ved på den måde, vil alle snart tro på ham, og romerne vil komme og tage både vort tempel og vort folk.« (Joh 11,47f).

Det vil sige: at bruge underet til at overbevise folk er en tvetydig sag; det kan fremkalde den positive virkning, at folk tror på Jesus, men også den negative, at man vil have ham fjernet, fordi man ellers mister magt.

En anden indvending imod den påstand, at Jesus overbeviser med ordet, går på, at Jesus i sine dommedagslignelser bruger skrækscenarier. Godt nok bliver et menneske ikke straffet her på jorden for sine onde gerninger, men på dommedag, efter døden, da vil straffen falde. Er det at overbevise med ord?

Man må her holde sig for øje den brug, Jesus gør af dommedagstanken. Den brug af den, der lige blev skitseret, er ikke Jesu brug, men farisæernes. Det er deres brug – og de mange nulevende kristnes, ateisters og muslimers brug – der bruger skrækscenarier, den brug, hvor man forestiller sig mennesket udstyret med en fri vilje, der kan vælge det gode og vælge det onde. Afhængigt af, hvad man vælger, godt eller ondt, bestemmer dommeren på dommens dag, om man skal ende det ene eller det andet sted. Det er at opstille et skrækscenarie, det er at true med magtanvendelse, for at få mennesker til at passe på, være varsom med, hvad man gør, altid søge at retfærdiggøre det, man gør, osv.

Men den brug gør Jesus ikke af dommedagstanken.

Lad os se på de tre lignelser i Matt 25!

Først er der lignelsen om de ti brudejomfruer. Her er der ikke noget med at have en fri vilje og stå og vælge mellem det gode og det onde. Der er derimod noget med at være beredt, om at have øje for, hvornår tidspunktet er inde og så reagere på det. Sådan er det i forholdet til Kristus, og sådan er det i forholdet til vore nærmeste. Du bestemmer jo ikke, hvilke ord din næste vil sige til dig. Alligevel er det på din umiddelbare reaktion, at du skal dømmes – ikke dømmes på dommedag, men dømmes på den måde, tillidsforholdet til din næste forløber på. Lyder der et angstens ord og du er ligeglad, da er du dømt. Lyder der en bøn om fornyet tillid, og du svarer, da er du frikendt, for da var du hjemme i rette tid, reagerede på øjeblikket, som du burde. Se evt. en mere udførlig gennemgang her.

Så er der lignelsen om de betroede talenter. Den vil måske i endnu højere grad vende sig imod den farisæiske lovforståelse. For ifølge farisæerne skal Gud først give os sin lov – det tænkes han at have gjort på Sinai – først derefter kan han forlange loven overholdt. Man kan ikke overholde en lov, man ikke kender, siger de.

Jo, man kan, siger Jesus. For ved selve det at være menneske, ved selve det at have et sprog, der giver os forståelse ikke blot for vore egne behov, men også for næstens behov, ved selve dette har vi loven skrevet i vore hjerter, vi behøver ikke nogen Sinai-lov til at fortælle os, hvad vi skal gøre. Gud vil, som det hedder i lignelsen, høste, hvor han ikke har sået, og samle, hvor han ikke har spredt.

Og så er der endelig lignelsen om Menneskesønnen, der på dommens dag holder dom, og stiller fårene ved sin højre og bukkene ved sin venstre side. En dommedagslignelse så klar som nogen, ikke sandt! Og med samme skrækvision i sig som farisæernes dommedagsopfattelse. Den ene part går bort til den evige ild, den anden til Guds rige. Så den med, at Jesus ikke bruger magtsprog i sin forkyndelse, den holder da ikke. Når det kommer til dommedag, så lyder der et magtsprog: handl sådan og du ender i himlen, lad være at handle og du ender i helvede.

Klar tale, ikke!

Nej, finurlig tale. I farisæernes verden får man at vide, hvad man skal gøre. Dagen er opdelt i handlinger, der skal gøres, og handlinger, der skal undlades. Og det er loven, der bestemmer, hvad et menneske skal, og hvad det skal undlade. Men ingen af de to parter i Jesu lignelse har vidst, at det, de gjorde, eller det, de undlod at gøre, ville føre dem til frifindelse eller domfældelse på dommens dag. Begge parter spørger, hvornår de har hjulpet, og hvornår de har undladt at hjælpe. Og så bliver de handlinger, der skal gøres, afbildet helt anderledes end de handlinger, farisæerne vil have os til at gøre. Det bliver selvfølgelige handlinger, det bliver handlinger uden bagtanker, også uden den bagtanke, at denne handling kunne bringe mig frifindelse på dommens dag.

Så selvfølgelige bliver de, at man fuldstændig glemmer at prale af dem eller synes godt om sig selv, fordi man har gjort dem. Man har bare gjort dem, fordi situationen lagde op til det.

Nu er det imidlertid nødvendigt at føje til, at kirken har fundet det påkrævet hver søndag at prædike imod farisæismen. Den ligger som en stadig fare for os kristne, hele tiden er vi fristet til at se på vore gode gerninger og, fordi de jo ikke er så tossede endda, komme til at synes godt om os selv. Af og til går det endda sådan, at der dannes særlige kirkelige miljøer, hvor man går og holder øje med hinanden, om man nu også holder sig på måtten. Og det var nærmest det modsatte, Jesus ville. Man kan endda af og til komme til at synes, at de, der er mest frimodige, de, der lever på den mest menneskelige og ligefremme måde, ikke er kirkens folk, men de ukirkelige, der kun af og til dukker op i kirkelig sammenhæng, eller ligefrem de ateistiske medborgere, der ser ned på kirken og alt dens væsen.

Somme tider er man af den grund nødt til at minde sig selv om det vittige svar, der blev givet til én, der sagde til en kirkegænger, at han aldrig gik i kirke, det var jo lutter farisæere, der sad dèr. Kirkegængeren svarede: ”Ja, kom du kun, der er altid plads til én til!”

Men hvad så med Muhammed? Hvordan kan man hævde, at han grundlagde en magtreligion, mennesker er vel trods alt nogenlunde ens, hvad enten de er muslimer eller kristne?

Jovist, mennesker er nogenlunde ens, men når der lægges vidt forskellig vægt på det forskellige dele af det menneskelige sprog, bliver resultatet ret forskelligartet.

Når Jesus lægger vægt på den del af sproget, der har med de nære forhold mellem mennesker at gøre: søskende, forældre, ægtefæller, venner, så er det tilliden, der bliver det afgørende, retfærdigheden, dette med at dele sol og vind lige, kommer først ind i billedet, når tilliden har lidt en knæk. Kristendommens forkyndelse søger derfor hele tiden at fastholde, at i fortroligheden, kærligheden, tilliden ligger det egentlige liv; og søger hele tiden at gøre det klart, at kommer den moralske gloriepudsning ind i billedet, så er det tegn på, at forholdet er gået i stykker, og kun et tilgivelsesord, et ønske om forsoning, en længsel efter den andens tillid kan få det til at heles; hvilket dog ligger udenfor enkeltmenneskets formåen, for vi bestemmer ikke over næstens reaktion.

Omvendt, når det hele søges omgærdet af lovbestemmelser og gode og fine moralforholdsregler: så kan fortroligheden godt komme ind i forholdet mellem mennesker, men kun som noget ekstra, kun som noget, der ikke nødvendigvis behøver at være der. Hvor kristendommen altså vil mene, at det egentlige liv er livet i tillidsforholdene, med tilliden intakt, dèr vil islam mene, at det egentlige liv, det, det drejer sig om at fuldføre, er livet i overensstemmelse med loven (sharia).

Jamen, hvad har det med magt at gøre? Hvordan kan det hævdes, at islam er en magtreligion?

Det behøver heller ikke at bygge på magt. Jøderne har igennem mange århundreder levet iblandt os – og iblandt muslimerne også – og har ikke kunnet og måske heller ikke villet sætte magt bag deres tora; de har ladet det være frit for den enkelte jøde, om han eller hun ville opfylde de lovkrav, deres religion satte.

Men islam har fra begyndelsen, dvs., fra det år, de selv regner for begyndelsen, nemlig 622, villet sætte magt bag deres sharia. Hvordan det har været med magtkrav før den tid, lad det blot være uklart. Måske Muhammed har villet gennemføre sine regler med magt, han havde blot ikke nogen magt, han kunne bruge til dette formål.

Men det fik han i Medina. Og så kom magtkravene ind i islam.

For så vidt kan man sige, at de kom ind allerede med Muhammeds åbenbaringer. For dem har han oplevet som noget, der blev ham påtvunget. Vi andre vil jo nok sige, at ordene kom inde fra hans eget sind, men sådan oplevede han det ikke selv. Når han var i trance, mente han, at guddommelige kræfter havde tag i ham, og at det derfor var guddommelig tale, der kom ud af det. Ordene var derfor ikke hans, mente han, men Guds, og Guds ord retter man sig efter, hvad enten man forstår dem eller ej.

Men ellers må man sige, at i Medina, hvor profeten fik verdslig magt, dèr begyndte hans åbenbaringer at få karaktér af drabsopfordringer, i hvert fald opfordringer til de troende muslimer om for religionens skyld at deltage i de erobringer, Muhammed stod i spidsen for. Man kan selvfølgelig godt sige, at de nok havde lettere ved at gå med til noget sådant, da det viste sig, at Muhammed var ganske sejrrig, så at den menige kriger fik del i både byttet og kvinderne. Og skulle han blive dræbt, fik han lovning på 72 jomfruer i paradiset. Det er jo ikke så lidt. Men resultatet blev so oder so, at Muhammed fik sin profetstatus understreget af sine sejre, for havde ikke Gud selv befalet ham at angribe, og viste ikke det forhold, at han sejrede, at han virkelig var Guds udsending?

På sin vis har altså Muhammeds sejre samme funktion som Jesu undere: De viser, at det virkelig er Gud, der står bag det menneske. Blot er der den forskel, at mens Jesu undere ophørte med Jesu død, så fortsatte islams sejre efter Muhammeds død, endda i større omfang, end mens han levede.

Og denne forskel er afgørende for vort spørgsmål. For spørger vi, hvordan et menneske bliver overbevist om kristendommens, henholdsvis islams, sandhed, så er svaret for kristendommens vedkommende, at et menneske bliver overbevist ved åndens indgriben, mens det for islam vedkommende er, at et menneske bliver overbevist ved menneskers indgriben, nemlig i form af en magtdemonstration.

Åndens indgriben”, det blev i begyndelsen forstået om den ånd, der virker med, når et menneske overbevises om kristendommens sandhed, den ånd, vi plejer at kalde ”helligånden”. Men det forekommer mig, at vi i dag kan se, at overalt, hvor mennesker taler med hinanden, er åndens indgriben nødvendig. Det hører med til menneskets udrustning fra naturens hånd, at det kan tale, og at den enes tale normalt bliver troet af den anden. ”Normalt”, ja, men sikker kan man aldrig være. ”Tanker er toldfri”, siger vi, men deri ligger jo, at vi aldrig kan se ind i det andet menneskes indre. Vi synes da, at han er til at stole på, men vi véd godt, at mange mennesker er dygtige til at snyde med deres tro, de kan foregive at nære tillid uden virkelig at gøre det, de kan foregive at anse én for et troværdigt menneske uden virkelig at gøre det.

Og selvfølgelig har det da derfor været en fristelse for kirken op igennem dens historie at sætte magt bag dens trosbekendelse. Man har ikke holdt sig tilbage fra at brænde kættere. Men selv om middelalderkirken med paven i spidsen var lige ved at komme til at brænde Luther på bålet, og selv om både den katolske og den lutherske kirke havde meget svært ved at nemme sandheden i Luthers bemærkning, at det er imod helligånden at brænde kættere (se her), så må man alligevel sige, at der i den kristne kirke var langt højere til loftet end hos muslimerne, selv i middelalderen. For hvor alting indenfor islam hang på kaliffen, dvs., på den styrende magt, hvor det, man diskuterede, var udlægningen af koranen, og hvor den mindste afvigelse fra den muslimske praksis derfor kunne udlægges som forræderi, dèr var diskussionsemnet indenfor kristendommen langt bredere: åbenbaringens forhold til fornuften, f.eks., og der var derfor langt større muligheder for ånderne til at flyve højt.

I hvert fald har det udviklet sig sådan, at kirken har været tvunget til at gå tilbage til det, der var den oprindelige overtalelsesmetode: at overtale med ord. Det er, hvad vi i kristenverdenen finder naturligt og uomgængeligt.

Men hos muslimerne har det udviklet sig anderledes. Her har de for lang tid siden mistet det ”overtalelsesargument”, at deres sejre beviser, at Gud er med dem. For de kristne europæiske stater har været de muslimske stater overlegne igennem snart mange århundreder. De har derfor måttet ty til andre sider af deres religion for at opretholde den imod kristen mission, og for måske endda at udbrede deres tro.

Disse metoder har de især brugt indenfor de sidste tredive-fyrre år, hvor islam har været genstand for en vækkelse. Det er kommet til en slags fromhedskonkurrence indenfor islam. Man har opfundet flere og flere regler, hvormed man kan vise sin fromhed: tørklæde på kvinder, særlige regler for hilsen, overværelse af fredagsbønnen og helst også opretholdelse af de daglige bønner, og naturligvis afholdenhed fra svinekød og alkohol. Når vi véd, hvor stærkt farisæismen kan få tag i kristne mennesker, kan det ikke undre, at den får ovenud stærkt tag i muslimerne.

Og desværre må man føje til, at man kan vise sin fromhed ved had mod de vantro, had, der strækker sig fra ulydighed mod lærere over sten mod ambulancer og afbrænding af biler til ligefremme terrorhandlinger. Især for de muslimer, der bor blandt vantro, f.eks. muslimerne i Danmark, er det en udbredt metode, omend vi håber at kunne begrænse de direkte terrorhandlinger.

Overbeviser det danskerne?

Nej, nok ikke mange. Men der har jo altid været mennesker, der godt kunne lide at underordne sig en religion, der havde svar på alt. Og med den sociale kontrol blandt muslimerne selv har man i det mindste hidtil kunnet forhindre det store frafald blandt muslimer. Dertil tjener naturligvis også den gamle regel om, at en frafalden muslim skal dræbes, selv om den kun sjældent udføres.

Det har været almindeligt blandt religionshistorikere at antage, at det er umuligt at finde en religions inderste væsen. At forsøge på det er ”essentialisme”. Med dette indlæg går jeg imod den antagelse. Og jeg gør det med den gode samvittighed, at det er menneskesynet, jeg undersøger, og specielt den måde, mennesket er indrettet på, når det skal overbevises om henholdsvis kristendommens og islams sandhed. De to religionsstiftere skaffede sig tilhængere på to vidt forskellige måder. Og det var vidt forskellige kræfter i mennesket, de skulle kæmpe imod: for Jesu vedkommende: farisæismen, for Muhammeds vedkommende ulyst til kamp og frafald.

Kampen mod disse kræfter har præget henholdsvis kristendommens og islams historie. Men jo på vidt forskellig måde.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Ny testamente og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Menneskesyn – Muhammeds og Jesu

  1. Pingback: Tror du, så har du | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s