Trump og demokratiet

Mange er kommet med mærkelige udtalelser i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg. Jeg skal her behandle to modsatrettede kommentarer, en fra Rune Selsing i Jyllands-Posten, se her, og én fra Carsten Jensen i Politiken, her dog gengivet efter den oversættelse, som det norske Dagbladet har bragt, se her, fordi Politiken har anbragt kommentaren bag betalingsmur.

Specielt Carsten Jensens kommentar er interessant, fordi han afgiver et fortrinligt eksempel på det fænomen, som den tyske professor Konrad Ott så udmærket har beskrevet: at der i flygtningediskussionen forekommer to former for etik, sindelagsetik og ansvarsetik, og at disse to former er inkompatible, se evt mit indlæg herom. Jeg vil dog tillade mig at supplere med den iagttagelse, at folk, som er grebet af sindelagsetikken, ikke formår at forstå ansvarsetikken, hvorimod det modsatte ofte er tilfældet.

Carsten Jensen lægger ikke fingrene imellem, fuld af forargelse, som han er. Kommentaren kalder han ”Demokratiet har begået selvmord”, så véd man, hvad man har i vente.

Men han begynder tilsyneladende med en analyse:

Globaliseringen er demokratiets store utfordring. Det er nasjonalstaten som har vært demokratiets naturlige vekstplass. Hvordan forener vi demokratiets forestillinger om menneskers likhet og rett til innflytelse på deres eget liv med en global verden der alle grenser er blitt flytende og innenrikspolitikk ikke lenger kan skilles fra utenrikspolitikk og omvendt?

Og det lyder jo interessant. Hvordan mon han vil løse det problem, han her har stillet op? Dog, det får vi ikke noget svar på. Dette skal blot danne baggrund for følgende møgfald:

Traumatiserte familier fra Aleppos sønderskutte ruiner kan ikke forvente noen barmhjertighet i det menneskelig nedbrytende danske asylsøkersystemet. For i enden av de byråkratiske labyrintene venter avvisingen. Sosialdemokratenes avstumpede begrunnelse for å si nei til den mest elementære medmenneskeligheten: Aleppos fedre, mødre, sønner og døtre lar seg ikke integrere i danske kjønnsrollemønstre. De henger alle fast i en tilbakestående kultur. Det kan godt være at deres hjem er blitt bombet, men selv vil de uopplyste mennene og kvinnene bombe oss tilbake til et patriarkalsk system vi opplyste dansker for lengst har lagt bak oss. Så blø videre, men ikke på våre gulv.

Man må indrømme Carsten Jensen en vis sproglig kraft. ”Blød videre, men ikke på vores gulve”. Fremragende sagt! Blot kunne man ønske ham en bedre sag at kæmpe for. For her får hans uhæmmede forargelse karaktér af slag i luften. Og han lader jo ikke kendsgerninger bryde forstyrrende ind i den store forargelse. At det kun er en tredjedel af asylansøgerne, der kommer fra Syrien, véd han måske ikke. Men han har sikkert læst det, men fundet det uinteressant, for det kan han jo ikke bruge i sit voldsomme angreb. Ligeledes kerer han sig ikke om, at langt de fleste syrere faktisk får opholdstilladelse i Danmark, de syrere, altså, der vælger Danmark til og ikke fra – for nuomstunder kan flygtninge jo selv vælge og vrage mellem de europæiske lande, hvor de kunne tænke sig at slå sig ned.

Men det er som antydet Trumps sejr i USA, der har bragt ham til computeren. Mange europæiske politikere er gået foran Trump, siger han, og nævner Geert Wilders i Holland, Marine le Pen i Frankrig og alle de partier i Europa, der er fremstået som følge af den store indvandring. Sammenligningen er følgende:

Hatefull retorikk mot elite og innvandrere og bevisst løgnaktighet installerer seg som hverdagsspråk i land etter land. Den nyvalgte amerikanske presidenten vil over alt finne framstrakte hender fra ledere og partier. De etterstreber alle å ta makten i et liknende overraskelsesangrep som det han med så stor suksess gjennomførte, med mediene som bevisstløse medspillere.

Bevidst løgnagtighed”? Oh, pas dog på, kære Carsten Jensen, det udsagn kunne give bagslag.

Herefter spørger han, hvad alternativet er, men svarer ikke, blot får vi så de uheldige kræfter i Sydeuropa remset op. Nationalismen nedgør han (han medtager formentlig nationalfølelsen), for globaliseringen har umuliggjort den:

Nasjonalismen har ingen framtid. Den består ikke av annet enn lengselen etter fortidas tapte fellesskap, som den ikke vil være i stand til å gjenetablere i annet enn hatsk, demagogisk retorikk. Under Trump og hans europeiske venner vil de fattige bli enda fattigere, og det vil ramme dem som har mistet den siste illusjonen. De vil bli drevet ut i kriminalitet og selvdestruksjon, eller de vil søke enda lenger ut på en radikalisert høyrefløy som vil love dem de desillusjonertes siste tilfredsstillelse: Hevn.

Etterkrigstida, med sitt håp og sine sosialpolitiske reformer, var under slagordet «Aldri mer» en reaksjon mot nazismen. Den historiske leksa er nå offisielt glemt. En epoke som varte i 71 år endte natt til onsdag.

Nå begynner vi forfra, historieløse og med de rådvilles drift mot de enkleste løsningene. De som alltid dikteres av hatet.

Det er storslåede analyser, der fremføres. Tiden fra Anden Verdenskrigs slutning og til nu havde sit slagord, og Carsten Jensen formår at få alle de forskelligartede begivenheder, måske endda terrorbalancen, ind under dette slagord. Men alt det er slettet ud, for vi er historieløse – nå nej, Carsten Jensen selv er naturligvis ikke historieløs, kun alle hans modstandere – og fælles for dem er, at de drives af hadet.

Prøv så efter denne svada at læse, hvad Rune Selsing skriver!

Han har, i modsætning til Carsten Jensen, blik for den nationale identitet:

At Trumps sejr kan virke uforståelig herhjemme, handler grundlæggende om manglende forståelse for de problemer, han er gået til valg på at løse. Eliten anerkender ganske enkelt ikke, at der overhovedet er tale om problemer. Derfor er det på sin vis ikke underligt, at Trumps sejr var så uforudset, som den var.

Det helt afgørende problem, som Trump adresserede i sin kampagne er, at middelklasseamerikanerens eksistensvilkår er truet. Ikke alene økonomisk – selvom det også er vigtigt – men først og fremmest, at den amerikanske nationale identitet er under opløsning.

En amerikansk national identitet? Jamen, er USA ikke netop en heksekedel, hvor alle nationale identiteter blandes sammen? Det plejer vi da at høre fra dem, der mener at have forstand på det. For at finde ind til amerikanernes nationale identitet finder Selsing Samuel Huntington frem:

For godt ti år siden beskrev Samuel Huntington i bogen ’Who Are We?’ USA som et multietnisk samfund med en national enhedskultur. Kernekulturen i USA er således monokulturel. Den er ikke et produkt af indvandrere, men derimod af britiske nybyggere. Og mens det er rigtigt, at forfatningspatriotismen er en vigtig del af kernekulturen, bygger USA på et fundament af britisk protestantisme – hvilket naturligvis også er afspejlet i forfatningen. Som Huntington polemisk men uafviseligt gør opmærksom på, er det en let kontrafaktisk øvelse at afgøre, hvordan USA ville have set ud, hvis landet i stedet for briter havde været bosat af spaniere eller af portugisere. For det ved vi jo godt – så ville USA have lignet henholdsvis Mexico eller Brasilien!

Der er altså efter Huntingtons opfattelse i USA en national enhedskultur, baseret på britisk protestantisme. Men denne kultur lukker sig ikke om sig selv. Den har modtaget store menneskemængder udefra, fra Europa i sin tid og fra Mexico nuomstunder. Men nu risikerer den sidste indvandring at splitte landet op i to kulturer.

Som Huntington gør opmærksom på, behøver det ikke gå sådan. En fjerdedel af de mexicanske indvandrere og efterkommere vælger at konvertere til protestantismen, og her brænder den amerikanske tradition for assimilation tydeligvis stadigvæk igennem. Men samtidig er den mexicanske indvandring så stor, at assimilationen ikke kan nå at følge med og i stedet vokser den spansktalende parallelkultur.

Der er ikke tale om nogen amerikansk multikulturalisme, ja, Selsing gør opmærksom på, at denne tale om multikulturalisme, som også amerikanere er faldet for, er med til at ødelægge den protestantiske enhedskultur, for når man ikke længere vil vedkende sig sin kultur, bryder den sammen, og vi får en laden-stå-til-holdning, der er med til, sammen med det for store antal indvandrere, at skabe en spansktalende parallelkultur.

Man kunne måske tænke sig, at Selsing kalkerer Europas problemer over på USA. Men jeg tror det nu ikke. De 25% af de mexicanske indvandrere, der har konverteret til protestantismen, er ikke noget, der er oppe og vende i vore medier – det er i hvert fald nyt for mig – og det kan han ikke have fra de europæiske erfaringer. For af muslimer, der omvender sig til kristendommen, har vi endnu kun set få.

Men som han fremstiller det, har Donald Trump ramt de amerikanske middelklassevælgere og lovet at ville løse nogle af deres problemer. Ikke ud fra en hadefuld holdning til mexicanere, som Carsten Jensen beskylder ham for, men ud fra en rimelig realistisk analyse af situationen: de mexicanske indvandrere kommer simpelthen i så stort omfang, at en normal assimilering ind i det amerikanske samfund ikke kan finde sted. Det er ikke had mod mexicanere, der får amerikanerne til at føle sådan, det er det, at de synes, deres land bliver taget fra dem.

På samme måde med os. Vi hader jo ikke syrerne, vi hader ikke muslimer en bloc, vi kan blot se, at kommer de i for stort tal på én gang, så kan vore integrationsbestræbelser ikke følge med. Det er jo ikke, fordi vi ligefrem skal ønske alle muslimer omvendt til kristendommen, før integrationen har været heldig – jo naturligvis, for muslimerne selv ville det være en god ting med den omvendelse – mindre kan gøre det, men når problemerne med parallelsamfund kun synes at blive større og større, og vores land derfor bliver taget fra os – for vi danskere kan jo ikke bevæge os frit i parallelsamfundene – så er det, vi reagerer og må reagere.

Det betyder naturligvis ikke, at vi ikke kan se problemerne for Syriens beboere, og at vi ikke vil hjælpe så godt, vi kan. Fik vi f.eks. indført den australske metode med at sende bådmigranterne tilbage til Libyen, kunne vi bedre få råd til ikke blot at hjælpe i nærområderne, men også at tage imod de værst udsatte flygtninge. Om vi måske også kunne få vore muslimske indvandrere til at forstå, at de med deres dannelse af parallelsamfund og med de mange angreb på danskerne, der udgår derfra, er med til at forhindre muslimske flygtninge i at komme til landet, fordi vores vilje til at tage imod flygtninge afhænger af integrationsforløbet, ja, det er måske tvivlsomt.

Ikke mindst, fordi vi ikke kan – og måske ikke vil – fange de snydere, der ikke er forfulgte, men kun ønsker et bedre liv end det, de har udsigt til at få i deres hjemland.

Men had? Nej, det er mere angst for at miste det kendte, der driver amerikanerne. Og os.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s