Man må vist sige, at sangeren Sting har haft en noget svigtende situationsfornemmelse, da han ved genåbningen af spillestedet Bataclan efter terrorangrebet for et år siden blandt andet sang sangen Inshallah. Eller måske man blot skal sige, at hans viden om forskellen på kristendom og islam er mangelfuld. Alternativt kan man måske forklare det mærkelige valg med, at han ligesom de fleste politikere og journalister for næsten enhver pris skal have presset en påstand igennem om, at terroren her ikke har noget med islam at gøre.
Hara Dvinge tager sagen op i Den korte Avis, se her. Og hun har, i modsætning til Sting, forstand på islam.
Sting begyndte ikke med Inshallah. Men inden han sang denne sang, sagde han, at ”inshallah” er sådan et smukt udtryk: ”Hvis Gud vil”. Og så kom sangen, om bådflygtninge på middelhavet, om deres angst og uvished, som de forsøger at holde stangen med et ”inshallah”. Nå ja, de var jo også menneske i en farlig situation. Men deres situation er dog vanskelig at sammenligne med Bataclan-gæsternes.
Dvinge slutter med netop en sammenligning mellem de to situationer:
Om Allah vil, når vi til Europa i en overfyldt gummibåd. Hvis ikke, er det Allahs vilje at vi drukner. Inshallah må denne koncertsal ikke blive opsøgt af terrorister. Hvis ikke er det Allahs vilje at 90 af os dør.
Og herved anskueliggør hun det, hun skrev lidt tidligere: at Allahs vilje om dem, der ikke vil underkaste sig islam, ikke er særlig smuk. Men hun sætter også denne muslimske skæbnetro i relief:
Men frasen [inshallah, rr] er også et udtryk for et ekstremt skæbnebestemt livssyn blandt muslimer. Menneskers skæbne ligger i Allah hænder. Der sker ikke noget skidt eller godt uden at det er Allahs vilje.
Når man spørger – eller måske snarere ”hvis man spørger”, for det er ikke just come il fâut at spørge – om, hvorfor de muslimske lande halter så langt bagefter de vesteuropæiske, ligger svaret til dels i dette ”inshallah”. Har man den gudsforestilling liggende i baghovedet, falder det ikke just naturligt at gøre noget ved tingene: det er jo Guds vilje, der sker på den ene eller den anden måde, og Guds vilje kan intet menneske rokke en tøddel ved.
Nu kan man sige, at kristendommen jo også taler om en almægtig Gud, og giver man sig ind i en ”kamp på skriftsteder” fra henholdsvis bibelen og koranen, vil man opdage ret enslydende udsagn om Guds almagt kontra menneskets frihed. Så for en umiddelbar betragtning kunne det godt se ud, som om kristendom og islam ser nogenlunde ens på Guds almagt.
Men for en nærmere betragtning er det netop her, vandene skilles.
Jeg har prøvet at gøre rede for det i min lille afhandling Frihed contra fromhed, specielt i afsnittet om prædestinationen, se her. Et stykke nede stiller jeg det spørgsmål, om kristen teologi kan beholde en forestilling om frihed, når Gud på den måde er almægtig. Og jeg svarer:
Ja, her kommer tanken om Helligånden ind som løsningen på problemet, en løsning, der dog kun afstedkommer nye problemer (som det så ofte går i teologien). Helligånden må tænkes med som den kraft, der får mennesket til at forstå. Det er i det hele taget det, der er menneskets gåde: Hvordan går det til, at mennesket kommer til at forstå? Hvordan springer forståelse frem hos et menneske, hvis dette menneske helt og holdent er styret af naturlove? Den moderne, reduktionistiske anskuelse af mennesket er faktisk en parallel til den muslimske opfattelse af Guds almagt. (Se her).
Det vil sige: Her forsøger jeg at forstå forskellen mellem kristendom og islam ved hjælp af begrebet ”forståelse”. Mens muslimen ikke tænkes at forstå, hvorfor han skal gøre, hvad han skal gøre, er forståelsen afgørende for den kristne. Det gælder forståelsen af godt og ondt, men det gælder også forståelsen af begivenhederne i verden: den kristne vil søge at efterspore meningen med det, der sker ham, muslimen betragter i den grad Gud som den ophøjede og principielt uforståelige, at det er ham nok at hævde, at det, der overgår han, godt eller ondt, er Guds vilje: ”inshallah”.
Man kan måske sige, at muslimen får et nemmere liv, fordi han ikke behøver tumle med det ulykkelige spørgsmål om mening, men man må vel føje til, at den kristne til gengæld ud fra tesen om at skulle forstå, har større chance for at gøre noget ved de uheldige ting, han oplever, for han animeres jo hele tiden til at forstå: forstå, hvordan verden er sat sammen, så resultatet bliver en gennemgribende naturvidenskab, og forstå, hvordan samfundet fungérer, så man får en bedre samfundsorden.
Derved kan man i nogen grad forklare forskellen mellem de to verdener: fremskridt på fremskridt i den kristne verden, og stagnation og stilstand i den muslimske.
Om man så ligefrem kan føje til, at det kristne menneske af det forhold, at der gerne skulle være mening med det, der sker med én, har lettere ved at fortvivle, stillet overfor de uforståelige ulykker, der rammer os, fordi det på en måde er hele ens verdensbillede, der krakelerer, mens muslimerne måske i kraft af denne skæbnetro bedre kan bære det uforståelige uden at fortvivle, det er vist ikke helt usandsynligt. Men det er for så vidt en biting, for vi kan ikke lave om på vor kultur, vi kristne kan ikke pludselig bliver muslimske skæbnetroende mennesker, der tager vanskelighederne med et skuldertræk. Og det er ikke meningen med denne sammenstilling at vægte de to religioner lige, bestemt ikke, vor religion, kristendommen, er langt mere menneskelig end islam, for dette at søge at forstå tingene hører nu engang uløseligt med til tilværelsen.
Og derfor er vort ”om Gud vil”, hvis vi i det hele taget bruger det, helt anderledes end muslimernes ”inshallah”.
ricardtriis 