Så vidt jeg kan læse af den omtale, som en bog af William Maley What is a Refugee? har fået i Weekendavisen den 18-11 af Vibe Termansen, er det en bog, man skal læse med forsigtighed. Man skal hele tiden være opmærksom på alt det, der ikke siges, de omstændigheder, der ikke gøres opmærksom på, osv. Det gør det meget anstrengende at læse en sådan bog, og jeg ville heller ikke have taget mig for at omtale anmeldelsen af den, hvis ikke det var for én bestemt ting. Og når jeg så er i gang, vil jeg nævne yderligere to forhold, det ene noget, der formentlig er en mangel just ved denne bog, det andet noget, som jeg ikke har hørt nogen drage ind i flygtningedebatten, men som dog hører med til denne debat.
Det ved omtalen, jeg er blevet fanget af, er det, der siges til sidst. Her hedder det:
Siden 1951 har 144 lande tilsluttet sig FN’s Flygtningekonvention. Men selv om de vestlige lande nu anerkender flygtningenes rettigheder, gør de deres muligheder for at komme ind i landet og søge om asyl illegal, for eksempel ved ikke at have konsulater, der kan udstede visa, i de lande, hvor der er mange, der ønsker et sådant. Turen med fly fra oprindelseslandet til det land, man ønsker asyl i, er næsten altid billigere og sikrere end turen med bus, taxa og gummibåd gennem konfliktfyldte områder og over Middelhavet. Men den kræver et visum.
Læg mærke til, at der her omtales nøjagtig det samme forhold, som jeg adskillige gange har gjort opmærksom på her på bloggen: det forhold, at man har pålagt flyselskaberne et transportøransvar, så de tvinges til at afvise passagerer til Europa, hvis de ikke har et gyldigt visum. Første gang jeg nævnede det, var den 10-9 2015, se her, hvor jeg citerede Folkebevægelsens EU-parlamentariker for at forklare, hvorfor flygtningene foretrækker den dyre transport med båd over Middelhavet fremfor den langt billigere med fly fra f.eks. Cairo. Det skyldes netop visumkravet, siger hun.
Det er også værd at lægge mærke til, at dette visumkrav her omtales som et middel til at begrænse det antal asylansøgere, der skal have deres ansøgning behandlet i det pågældende land. For man tvinger den, der vil søge om asyl, til at ankomme til landet ad en illegal rute.
Endelig kan man lægge mærke til, at Termansen – eller er det mon forfatteren selv – omtaler flygtningens endemål, som ”det land, man ønsker at søge asyl i”. Så langt er vi altså kommet fra 1951 til nu, at en flygtning selv kan udvælge sig det land, han ønsker at søge asyl i. Det tyder ikke på, at hverken forfatteren eller referenten er af den anskuelse, at man forvandler sig fra flygtning til indvandrer i det øjeblik, hvor man overskrider grænsen til et sikkert land.
Men lad blot det problem ligge! Det er derfor, jeg anbefaler, at man læser Maleys bog med forsigtighed. Der er en hel masse relevante problemer, der ikke berøres.
Og dem kunne jeg såmænd godt tage ikke så få frem af, men jeg vil her holde mig til ét problem: den muslimske indvandring. For blandt de ting, der tilsyneladende ikke nævnes af Maley, er det forhold, at mange af flygtningene er muslimer, nok den mest væsentlige.
Men sådan er det jo. Og dette er en uhyre væsentlig ting. For muslimer er svære at integrere. I kraft af, at de mener om sig selv, at de som modtagere af en åbenbaring fra Gud selv er mere værd i Guds øjne end andre mennesker, er det meget svært for dem at underordne sig under værtslandets regler. De kommer jo med regler, der er meget bedre, fordi de er Guds egne regler, hvad vore menneskeskabte love ikke er. Så shariaen, Guds regler, føler de sig forpligtede på, ikke vore love, ikke vore traditioner.
Men Maley stiller sig på flygtningenes side, siger Termansen. Det viser sig bl.a. ved, at han mener, at betegnelsen ”økonomisk migrant” til dels er kunstig.
At flygte er en traumatisk oplevelse; man risikerer ikke blot liv og opsparing undervejs, man mister også forbindelsen til familie og venner, ens opsparede kulturelle kapital og sociale position. Lykkes det at nå frem til et nyt sted og få lov at blive der, skal man, ofte traumatiseret, i gang med at lære sprog og kulturelle koder at kende, ofte alene, eventuelt med en daglig frygt for, hvad der kan ske med dem, man har efterladt i hjemlandet.
En ganske rørstrømsk skildring, som man kan se. Og en helt forkert skildring, tilligemed. For det er da muligt, at de første flygtninge, der ankom til Europa – eller Nordeuropa, for det er jo dèr, de ønsker at søge asyl – oplevede det sådan. Men havde nu Maley eller hans referent, Vibe Termansen, læst Paul Collier, eller havde de bare været klar over de mange ghettoområder, der findes i de europæiske storbyer, så ville de vide, at der er landsmænd dèr, hvor de ender, at disse landsmænd er til at tale med, omgås, måske blive venner med, og i hvert fald dele religion med. Desværre fører dette sidste også ofte med sig, at de kommer til at dele had til modtagerlandet med disse landsmænd.
Men intet af det nævner Maley.
Og så til sidst skal en ting omtales, som yderst sjældent om nogensinde nævnes: befolkningseksplosionen.
Jeg er så gammel, at jeg kan huske dette ord. Var det i tresserne eller halvfjerdserne, at man betragtede befolkningseksplosionen som klodens værste fare? I hvert fald var det dengang god latin at kræve af de enkelte regeringer, at de skulle prøve at dæmpe befolkningstilvæksten. Men siden er der kommet så mange andre problemer til: nu er det klimaforandringerne, der er på tapetet.
Men dengang forestillede man sig jo, at det var det enkelt lands regering, der skulle lave ordninger, der kunne forhindre befolkningseksplosionen, ligesom det også var det enkelt land selv, der skulle leve med konsekvenserne af en for stor befolkningstilvækst. Og det synspunkt kan man vel stadig gøre gældende; det vil i hvert fald være svært at give andre lande skylden for en for høj befolkningstilvækst. Men fører man sig så frem som Maley gør – efter referatet i Weekendavisen – og som mange andre gør, så forsvinder dette ansvar, som u-landene har, lige så stille, og tilbage bliver kun en forpligtelse for os i de vestlige lande til at hjælpe de ”stakkels” mennesker.
Og bevares, vi kan da godt hjælpe en håndfuld mennesker eller flere, men hjælpe så mange til ophold i vores lande, at landenes struktur, kultur og sammenhængskraft ændres, det har vi dog ingen forpligtelse til: hvert land må selv tage ansvar for de børn, det sætter i verden.
Basta!
ricardtriis 