Det spiller en ganske stor rolle for den offentlige diskussion, hvilke usagte forudsætninger man har. Hvis det kan lykkes den ene side af debatten at fastlægge forudsætningerne, har den allerede halvvejs vundet.
Lad os tage debatten om indvandringen som eksempel!
Her er det lykkedes tilhængerne af de sprækkefyldte grænser at få os andre gjort til populister. Og populister er nogle forfærdelige mennesker, slår man fast; de ser kun på bestemte gruppers interesser, ikke på hele samfundets tarv.
Ligeledes har de haft held med begrebet ”globalisme”. Dette tages som et plus-ord. Af og til endda som en uafvendelig skæbne, som kun idioter sætter sig imod: globalismen er over os, der er intet, vi kan gøre for at forhindre det, vi kan kun prøve at få det bedst mulige ud af det.
Og så får man meget smart anbragt to vidt forskellige ting under samme betegnelse: fri bevægelighed for varer og fri bevægelighed for personer bliver lagt ind under den samme paraply, en paraply, der siger, at det i lige høj grad er en uting at bekæmpe begge dele.
Jeg har tidligere været ude i samme anledning, se her. Den gang var det det engelske magasin The Economist, jeg bebrejdede denne forvirrende sprogbrug. Det kunne jeg for så vidt også gøre her, for nu er bladet ude med den samme fordækte sprogbrug, se her. Men det vil blive for omfattende. Kun vil jeg komme med den indsigelse mod bladets leder, at det kører nationalfølelse: stoltheden over at tilhøre netop dette folk, og nationalismen: opfattelse af sit eget folk som stående over andre, sammen i én pulje. Det prøver at operere med nationalfølelsen (de kalder det civic nationalism) men ender dog med at begræde EU’s vanskeligheder, for EU var netop et projekt, der ville være ”post-nationalistisk”, og det ærgrer bladet, at det projekt er under udfordring.
Men lad blot dette være!
I stedet vil jeg anholde Morten Uhrskov for det samme, om det sker med en vis ærgrelse.
Ærgrelsen skyldes, at jeg lørdag den 19. november hørte et foredrag af Morten Uhrskov, kaldet Identitetspolitik, blød eller hård? Det var et ganske fortræffeligt foredrag. Og i sammenhængen her er selve titlen interessant. For med ordet identitetspolitik søger Uhrskov at gribe definitionsmagten, dvs., han søger at få diskussionen til at dreje sig om emner, der ud fra hans synspunkt (og ud fra mit også) er relevante.
Men identitetspolitik er et dårligt ord. Man aner ikke, hvad det betyder, og det er også næsten umuligt at gætte sig frem til det. Man er nødt til at høre et længere foredrag, f.eks. det af Morten Uhrskov, for at kunne forstå det. Og selv da kniber det med at godtage termen.
Man kunne måske også nøjes med at læse Uhrskovs indlæg i Den korte Avis, se her. De tre fremtidsscenarier, som dèr fremlægges, blev omtalt i foredraget. De ser sådan ud:
a) Multikulturalismen befæstes, og i løbet af det 21. århundrede vil de oprindelige europæiske befolkninger komme i mindretal
b) Grænserne lukkes, og utilpassede mennesker fra den tredje verden hjemsendes, hvis de ikke er statsborgere, og utilpassede statsborgere lokkes til at forlade f.eks. Danmark gennem en meget betydelig økonomisk kompensation.
c) De europæiske lande overgår til en etnisk baseret politik, hvor de politiske rettigheder for ikke-europæere forsvinder.
Og jeg tror, han har ret i, at multikulturalismen er død. Ikke fordi der ikke stadig er mange, der hengiver sig til dens ønskedrømme, men fordi virkeligheden – altså de faktiske mennesker, der udgør indvandrere og fastboende – ikke lever op til multikulturalismens drømmetænkning. Faktisk ønsker mennesker at være omgivet af individer fra samme klan, klanen kan så bestå af danskere eller somaliere eller andre folk. Forestillingen om en skøn (eller uskøn) blanding af samtlige racer og etniciteter lader sig ikke praktisere, når der er kommet så mange indvandrere, som tilfældet er.
Og nu kan man måske efterhånden ane, at identitetspolitik er spørgsmålet om, hvilken identitet personen selv opfatter som sin, og hvilken identitet samfundet tildeler ham. Spørgsmålet ”hård eller blød identitetspolitik” er så spørgsmålet om, hvorvidt det kan lykkes i et samfund med mange etniciteter at fastholde princippet om alles lighed for loven (det er den bløde identitetspolitik), eller der i praksis eller med lovregler vil dannes forskellige regler for de forskellige etniciteter, herunder den danske. Det er den hårde identitetspolitik.
Så langt, så godt!
Så har Uhrskov imidlertid begået et blogindlæg på Jyllands-Postens blogosfære, se her, som jeg ikke kan andet end vende mig imod, omend med både et sørgmodigt blik og en undren over, at Uhrskov ikke kan gennemskue den fordækte sprogbrug, som modstandersiden benytter sig af.
Noget af det, man – og her kan man passende tænke på The Economist – får ud af globaliseringssnakken, er, at man sættes i stand til at sætte Donald Trumps sejr og den europæiske udvikling på samme formel: Trump er populist, de europæiske højrepartier er populister; Trump er anti-globalist, det samme er det europæiske højre. Det fordækte er, som omtalt, at man slår to trumpistiske opfattelser sammen til én. Både Trumps modstand mod den mexicanske illegale indvandring og hans modstand mod fuldstændig fri handel overføres til europæiske forhold. Og det bliver det hele fejlagtigt af. Vi ”højrefolk” er imod indvandring, men bestemt ikke imod frihandel.
Den fejl ser Uhrskov ikke. Han gribes af de af modstanderne opstillede forudsætninger, her først og fremmest modsætningen mellem ”globalisering” og ”nationalpopulisme”, i den grad endda, at han i kraft af Trumps sejr betragter globaliseringen som død og nu prøver at tildele ordet ”nationalpopulisme” et positivt anstrøg. Og værst af alt: Han lokkes af Trumps frihandelsmodstand til at gå langt ind i økonomiske overvejelser og kommer derved til at røbe, at nationaløkonomi har han ikke megen forstand på, selv om han prøver at klare frisag ved at hævde, at ”liberale økonomer vil hyle op over hans forslag”. Nej, kære Uhrskov, der er alle økonomer, der vil hyle op. For hvad du foreslår, er virkelig langt ude i skoven.
Uhrskov angiver tre grunde til, at vi kan afvise de liberale økonomers feberdrømme om en grænseløs verden. Som den tredje grund angiver han:
For det tredje er det en moralsk anløben handling, at vestlige samfund er usolidariske med den del af folket, der har det sværest. Det danske folk er hele folket. Det amerikanske folk er hele folket. Forskelle kan vi sagtens leve med. De er en naturlig del af det at være til. Men vi kan ikke acceptere groteske forskelle, hvor store dele af de arbejdsdygtige er henvist til en ydmygende tilværelse, hvor de må tigge om almisser.
Vi kan ikke acceptere arbejdsløsheden, nej, sandt nok. Men vi kan heller ikke gennemskue økonomiens virkemåde, så vi helt kan afskaffe den. Og så længe vi ikke kan det, må vi nøjes med at dreje på de forskellige håndtag, som økonomerne anbefaler at dreje på, og så se, hvad der sker. Som regel sker der kun det, at arbejdsløsheden daler en lille smule, eller at den omfordeles en anelse mellem befolkningsgrupperne.
Sådan har det jo været længe. Dette med, at en større eller mindre del af arbejdsstyrken er arbejdsløs, synes at høre uløseligt med til vore samfunds funktionsmåder. Kun i to perioder i moderne tid er arbejdsløsheden næsten forsvundet: i tresserne og i nullerne. Som jeg tidligere har nævnt, skyldes det, efter mine teorier (som ikke deles af andre, ak ja), at produktivitetsforøgelsen oversteg forventningsprisen på jord. Men om andre har andre teorier, er ikke relevant her. Relevant er kun, at arbejdsløsheden ikke forsvinder, fordi nogen siger, at vi ikke kan acceptere den. Økonomer har arbejdet med problemet gennem snart mange år, forskellige teorier har været fremme, men det er endnu ikke lykkedes at finde det middel, der kan få den til at forsvinde.
Jamen, den må da nødvendigvis bliver større herhjemme, når udenlandsk arbejdskraft overtager det arbejde, der hidtil blev udført af indenlandske arbejdere.
Ja, det skulle man tro. Men så enkelt hænger tingene ikke sammen. Da EF og EFTA i slutningen af halvtredserne slog pjalterne sammen og skabte et stort frihandelsområde i hele Vesteuropa, faldt arbejdsløsheden til næsten nul i tresserne. Og det på trods af, at mange danske firmaer gik ned med flaget. Vi havde en fjernsynsfabrik her i Horsens, Arena. Den kunne ikke klare sig. Og det var selvfølgelig synd for de arbejdere, der mistede en arbejdsplads, de havde været glade for. Men de fandt ret hurtigt arbejde igen. Vi havde i min tidligere præstegård en vaskemaskine, der hed Rondomatic, dansk fremstillet, solid til den store guldmedalje, ikke til at slide op. Men heller ikke den fabrik kunne klare sig. Nu kan man få vaskemaskiner til måske den halve pris, muligvis med danske komponenter i sig, det er der ingen, der rigtig véd, men arbejdsløsheden i Danmark er stadig på et lige så lavt niveau, som i Rondomatics storhedstid.
Uhrskovs anden begrundelse for at afvise de normale økonomer lyder:
For det andet har alle vestlige lande opbygget velfærdsstater, der gør det dyrt at have mennesker i den arbejdsdygtige alder udenfor arbejdsmarkedet. En del kan uddannes og tage nyt arbejde, men det kan alle ikke, og disse mennesker er også en del af vort folk. Det koster kassen i skat, at hundredetusinder af danskere forsørges af det offentlige. Hjemtager vi f.eks. 200.000 fabriksjobs, vil det betyde et langt mindre beløb i overførsler, og de beskæftigede vil bidrage til statskassen gennem deres skattebetaling. Den samlede gevinst skal tælles i snesevis af milliarder kroner.
”Hjemtage fabriksjobs”, hvordan i alverden skal det lade sig gøre? Hvad er det for jobs, der skal ”hjemtages”? Er det vore skibsværfter, der skal i gang igen? Der var jo mange jobs forbundet med at bygge et skib. Men hvis vi tænker os, at vi gennem subsidier eller gennem smarte toldmure tvinger Mærsk til kun at sejle med danskbyggede skibe, vil de så kunne konkurrere på verdensmarkedet? Formentlig ikke. Og de jobs, der eventuelt kan skabes ved en sådan ”hjemtagelse”, vil uvægerlig på blot lidt længere sigt føre til arbejdsløshed i en række andre fag. For man kan jo ikke tænke sig, at andre lande ikke vil få den samme ”gode” idé. Og ”hjemtager” de deres arbejdspladser fra os danskere, så mister vi altså arbejdspladser.
Lad os så også lige tage den første begrundelse med:
For det første er det kun overfladisk, når de liberale økonomer kan sige, at de dårligst stillede også er blevet rigere målt i BNP pr. indbygger. Det er de. De har smartphones, hvor de før havde telefonbokse. De kan købe billigt kinesisk legetøj, hvor de før havde råd til færre stykker legetøj. Men de har til gengæld ikke noget arbejde, men er blevet en del af en taberkultur i de sociale boligbyggerier, som færre og færre arbejdende vil bo i, hvorved splittelsen mellem danskere øges.
Det er noget vrøvl. ”De har til gengæld ikke noget arbejde”. Nej, men der var sandelig også arbejdsløshed her i landet, da vi ringede fra telefonbokse. Og hvis der nu er opstået en ”taberkultur i de sociale boligbyggerier”, skyldes det altså ikke arbejdsløsheden, for den er ikke et nyt fænomen, snarere indvandringen, for de mange indvandrere var her ikke i telefonboksenes tid.
Alt i alt: Den artikel af Morten Uhrskov er ikke noget at råbe hurra for. Han er gået lige i fælden og giver The Economist og de andre på den fløj ret i, at ”globalisering”, uden at det siges højt, betyder både frihandel og fri indvandring. Det ene, frihandelen, er en af flere årsager til vor høje levestandard, det andet, indvandringen, er en kilde til tillidstab og i det lange løb til ødelæggelse af vor danske kultur.
Så kan man, for nu at gøre det hele lidt mere indviklet, føje til, at indførelsen af euroen har været ødelæggende for mange europæiske økonomier. Man har fra supereuropæernes side villet bruge euroen som murbrækker for en stadig snævrere sammenbinding af de europæiske stater. Sådan har man også villet bruge frihandelsområdet i Europa, og derfor har man knyttet det sammen med den fri bevægelighed for arbejdskraft. Men økonomisk set er det unødvendigt med euroen og arbejdskraftens fri bevægelighed. Man kan udmærket opnå alle frihandelens fordele uden disse indgreb.
Men ærgerligt er det nu, at en ellers fornuftig holdning skal skæmmes af denne misforståelse.
En kort afhandling om det samme kan ses her. (På svensk).
ricardtriis 