En pille mod politikerlede

Man har af og til indtryk af, at det ikke blot er politikerne selv, der fremmer det, man kalder politikerlede, men at også medierne har et ansvar for dette sørgelige fænomens fremkomst.

Ekstrabladet har således for få år siden ført en formelig hetz imod Lars Løkke. Og de andre medier har fulgt trop. Det behøvede de jo ikke. De kunne endda have undersøgt Ekstrabladets påstande nøjere og aflivet nogle af dem, for det var ikke alt det, bladet påstod, der havde sin rigtighed. Men det gjorde de ikke. Det er vel også sjovere at deltage i hetzen end at skulle forsvare offeret.

Sådan foregår det også i skoleklasse. Bliver én mobbet, er det ret svært at stille sig på mobbeofrets side.

Jeg har ved flere lejligheder forsvaret Lars Løkke imod den form for voksenmobning. Ikke fordi jeg er enig med ham i den politik, han fører, men fordi påstandene, der fremførtes, har forekommet mig forkerte, og hele affæren for provinsiel.

Blandt andet forsvarede jeg ham efter det pressemøde, han holdt i den såkaldte GGGI-sag, se her. Ligeledes fik han gode karaktérer af mig efter en Deadline-udsendelse, hvor Anja Bo interview’ede ham fra et folkemøde på Bornholm, se her.

Men ellers skal jeg i dette indlæg ikke forsvare Lars Løkke, men snarere give udtryk for en vis beundring for ham. Og til dem, der springer af toget allerede nu, vil jeg sige, at jeg altså kun siger ”en vis beundring”, og at det ikke betyder, at jeg ligefrem betragter ham som en statsmand, blot at jeg fornemmer et menneske bag politikeren.

Det gjorde jeg forresten allerede, da de nordiske statsministre mødtes med Barack Obama. Ved den lejlighed, husker man nok, holdt Lars Løkke en utrolig morsom tale, der frembragte smil og latter fra de tilstedeværende.

Og da det nu var vor egen statsminister, der var morsom i udlandet, kunne medierne ikke lade være med at bringe klip fra mødet, endda var det muligt at finde hele talen på nettet. Og der kom da også nogle anerkendende ord fra de høje herrer i medierne. Måske endda man fornemmede en vis stolthed over, at vi danskere havde en statsminister, der kunne ”erobre” scenen i disse høje luftlag.

Nu fornylig har der været en tilsvarende begivenhed, blot så at sige med modsat fortegn. Lars Løkke er blevet indbudt til at holde tale i den tyske Forbundsdag på den såkaldte ”Volkstrauertag”, en national sørgedag for ofre for krig og anden vold. Dèr holdt han en tale på godt ti minutter, og ærlig talt, den tale viser, at vi danske godt endnu en gang kan være stolte af vores statsminister.

I et debatindlæg i Jyllands-Posten, se her, skriver Hanne Hansen:

Næppe mange danskere er klar over, at vores statsminister, Lars Løkke Rasmussen søndag 13/11 var inviteret til Berlin for at holde tale i Forbundsdagen i anledning af den tyske Volkstrauertag.

En årligt tilbagevendende meget vigtig begivenhed i Tyskland. Det var en stor ære, at Danmarks statsminister var inviteret til at holde denne tale, og han klarede opgaven med bravur.

En meget flot tale, som blev transmitteret i primetime i tysk fjernsyn, hvorimod de danske kanaler ikke nævnte begivenheden med et ord. Skammeligt og flovt, synes jeg.

Det er sandt, Lars Løkke klarede opgaven med bravur. Blot véd jeg ikke, om jeg vil kalde talen ”flot”, snarere vil jeg måske sige, at Løkke optrådte som en statsmand – så kan man altid diskutere, om han også ved andre lejligheder optræder statsmandsagtig.

Han formåede virkelig at gribe den særlige stemning, som denne mindedag krævede. Han formåede at tale som en dansker overfor tyskerne. Det lykkedes ham at give udtryk for forståelse overfor de særlige tyske problemer med den fortid, de har.

Jeg véd ikke helt, hvorfor han begyndte og afsluttede talen på tysk, men ellers talte på engelsk. I denne video kan man høre den engelske del af talen overlejret af en tysk tolk – lidt ærgerligt, ja, men sådan har han altså valgt at gøre. Måske det skyldes, at han selv ville skrive sin tale og altså skrive den på det sprog, han mestrer bedst, engelsk.

Talen var bygget op over den sentens, han sluttede med – og her talte han tysk: ”Das Geheimniss der Versöhnung heisst Erinnerung”, forsoningens hemmelighed hedder erindring.

Det var jo en erindringens dag, og der var meget at se tilbage på, noget med afsky og forfærdelse – f.eks. slaget ved Somme – og noget med fortrøstning og håb – f.eks. foreningen af de to Tysklande. Hvert slægtled har gjort sine erfaringer. Løkkes mor oplevede som lille pige de russiske bomber over Bornholm – sagt til et folk, der har oplevet de forfærdelige bombardementer under krigen. Han selv har oplevet den kolde krig med atomtruslen, det har han taget med sig, som mange andre i Europa. Og så nåede han at komme med til genforeningsfesten, noget, Politiken i sit referat, se her, har fået med:

I sin tale mindedes Lars Løkke Rasmussen også, hvordan han og fru Sólrun den 2. oktober 1990 i »vores vrag en Volvo« kørte til Berlin for at deltage i den officielle genforening af Tyskland ved Brandenburger Tor.

»I mit pas har jeg to stempler fra den tur. Et fra den 2. oktober, hvor der står ‘Rostock, DDR’ og et andet fra den 3. oktober, hvor der står ‘Rostock, Bundesrepublikken Tyskland’«, sagde Lars Løkke Rasmussen og mindede om, at Tyskland har klaret en genforening og at gøre op med sin egen historie, hvorfor landet naturligt kan indtage en ledende rolle i et Europa, der kalder på genforening.

Men desværre er referenten mere interesseret i de udmeldinger af politisk art, som også fandtes i talen, og som uddybedes i en samtale senere. Det er nok også svært at indfange den solidaritet og forståelse med tyskerne, som lå i mange dele af talen. Men den er dog for mig det afgørende.

Bare dette med de to stempler i passet! Hvordan kan man udtrykke solidaritet med tyskerne, hvordan kan man udtrykke forståelse for f.eks. den omvæltning for tyskerne, som genforeningen betød? Løkke gjorde det ikke ved at sige, at han forstår dem og føler solidaritet med dem, men ved at fortælle ud fra sine egne oplevelser, hvordan han i sin tid ville være sammen med dem i deres glæde, og hvordan det førte med sig, at han så at sige fik stempel på, at det utrolige kan lade sig gøre, at man ikke skal opgive håbet, at oplysningstidens idealer og rationalitet dog vil sejre.

Og det sad den tidligere østtyske præst og nuværende præsident, Joachim Gauck, og hørte på, han, der måtte se sine børn forlade Østtyskland for at søge lykken i Vesttyskland, han kunne ikke overtale dem til at blive og kæmpe mod styret – det syntes jo også at være en håbløs kamp – så jeg forstår godt, at han gav Løkke et varmt håndtryk efter talen. For det viste sig jo at være sandt: det umulige kunne ske.

Og det oplevede vi med tyskerne, det glædede vi os over med dem. Det fik Løkke givet udtryk for i sin tale.

Han fik også sagt, at selv om menneskeheden i sig har tendenser til uforsonlighed, og selv om Europa har vist sig at eje denne uforsonlighed i foruroligende høj grad, så har vi formået at skabe forsoning i vor verdensdel, og ikke mindst har Tyskland formået at bearbejde sin fortid på en måde, så fred og fordragelig nu hersker iblandt os.

Senere får han sagt, at der nu truer denne fred og forsonlighed nye farer. Og det er sikkert dèr, jeg godt kunne udtrykke min uenighed med ham: for hvor han og andre EU-tilhængere vil se Europa sammenføjet af kræfter ovenfra: gennem traktater og regler og forordninger, der ovenfra presses ned over befolkningerne, så det eneste, de skal, er at acceptere den stadig tættere union, dèr vil jeg og andre EU-modstandere have den samme europæiske fred og fordragelighed skabt gennem frivilligt samarbejde nedefra: gennem handel, gennem vidensudveksling, gennem rejser og turisme, noget, der i mine øjne er et langt stærkere fundament.

Men i sammenhængen her er dette småting. Langt vigtigere er f.eks. dette, at han nævner de fælles europæiske værdier, demokrati, frihed, ligeværdighed, og at han inddrager det gode forhold mellem dansk og tysk i grænselandet, ja, beskriver det som en model for andre mindretalsordninger: her ser man forståelsen mellem de to lande i handling.

Men allervigtigst er nok, at han formår at stille sig ved tyskernes side på denne mindedag, og formår at give håb for fremtiden, et fælles håb om forsoning. For så har de mange dødsfald, vi mindes, ikke været forgæves, så kan erindringen om deres skæbne være med til at lære os at skabe en bedre verden.

En statsminister, der kan holde en sådan tale, kan vi godt være stolte af. Men selvfølgelig – det er nok sjovere at mobbe ham, hvad enten der er grund til det eller ej. Sådan synes vore medier at tænke. Og det er lidt ærgerligt.

Men det er også provinsielt. Og provinsielt betyder i denne sammenhæng u-europæisk, betyder, at det er med til at ligegyldiggøre det europæiske samarbejde, som både Lars Løkke og jeg efterstræber – omend på hver sin måde: Her var der en glimrende lejlighed til at stille sig bag sin statsminister – gerne med en vis stolthed – i hans forståelse og indlevelse i tyskernes ”Vergangenheitsbewältigung”, i hans ønske om samarbejde med tyskerne og de andre europæere og i hans håb om en trods alt fredelig fremtid for kontinentet, altsammen fremsat som følge af den ærefulde indbydelse til at tale ved denne tyske mindedag.

Men den lejlighed blev forsømt.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s