En skæv fremstilling

Jeg plejer at se Deadline hver aften. I går aftes, den 22-11, var der lige efter Deadline en udsendelse om de australske flygtningelejre på Nauru og Manus, de to øer, som australierne har lejet sig ind på for at have flygtningelejre, der ikke befinder sig på Australiens jord.

Udsendelsen var meget énsidig. Den så på flygtningeproblemerne udelukkende ud fra flygtningevennernes synspunkt. Men jeg så nu alligevel udsendelsen til ende. Og nu bagefter vil jeg prøve at kritisere den, prøve at vise, hvad der manglede, for at synspunkterne kunne være afbalancerede.

De to flygtningelejre har været kritiseret fra mange sider. Australien har lukket af for journalister og andre besøgende. Sidst afviste man en dansk delegation fra Folketinget. Den skulle have besøgt Nauru, men besøget måtte opgives. Så vidt jeg kunne høre i farten, sidder der i de to lejre ialt knap 3000 mennesker. Hvis udsendelsen, som jeg svagt husker det, er fra 2013, er antallet skrumpet noget ind siden. Ifølge Wikipedia, se her, er antallet på Manus 847, og på Nauru, se her, 755. I 2016 er der på Middelhavet foreløbig druknet godt 3000 mennesker, se her, til sammenligning. Men den sammenligning er det mig, der drager, den blev på ingen måde draget i udsendelsen.

Med til sammenligningen hører den oplysning, at de australske tal drejer sig om de samme mennesker år for år, mens de europæiske tal drejer sig om stadig nye mennesker, der drukner. For at forhindre, at der drukner et vist antal bådflygtninge, måske omkring 1000 pr år, holder altså Australien omkring 1600 mennesker interneret på de to øer.

Men intet af det nævnede man i udsendelsen. Her var man kun indstillet på at lufte sin forargelse – sin meget store forargelse – over australiernes behandling af flygtningene på de to øer. Og derfor gav man næsten udelukkende modstanderne af Australiens flygtningepolitik ordet. Desværre uden at give tilhængerne tilsvarende tid til at fremføre deres argumenter. Lad mig komme med to eksempler på dette:

1) Man lod uden modsigelse en mand hævde, at den australske politik på området var noget forfærdeligt hykleri.

2) Man lod én af deltagerne sammenligne de internerede på Nauru med fanger i fængslerne: fangerne kunne dog i det mindste se frem til den dag, de kunne blive sat fri. Men flygtningene måtte hele tiden leve i uvished om deres fremtid.

Lad mig tage 2) først, for det er nok den værste fejltagelse, udsendelsen giver udtryk for!

Man kunne nemlig let havde modsagt denne påstand, for de internerede kan blive fri hvad dag, det skal være. De må blot acceptere, at de ikke kan komme til Australien, de må affinde sig med enten at komme tilbage til det land, de kom fra, eller at blive sendt til Cambodien, et land, som Australien har lavet den aftale med, at de skal modtage disse bådflygtninge. Australierne er nemlig klar over, at i det øjeblik, de lader nogle af disse bådflygtninge komme ind i landet, sender de et signal til flygtninge og menneskesmuglere, at venter de bare længe nok, kan de komme ind i Australien. Og et sådant signal vil man for alt i verden ikke sende. For så vil der igen blive sendt bådflygtninge ud fra Indonesien, det er så sikkert som amen i kirken. Og så vil man igen opleve drukneulykker.

Det vil sige: udsendelsen nævner overhovedet ikke det tovtrækkeri, der foregår mellem de australske myndigheder og flygtningene. Flygtningene vil for enhver pris til Australien, derfor håber de, at det pres, som FN og forskellige organisationer lægger på Australien, på ét eller andet tidspunkt vil bære frugt. Og australierne vil på ingen måde give efter for dette pres, for så er de godt klar over, at de skal modtage ikke blot de knap 3000 flygtninge fra de to øer, men de langt flere, som smuglerne nu vil forsøge at få til Australien.

Altså: Hvad der ligger bag det, udsendelsen fortæller om, forbliver uklart udsendelsen igennem; man er kun ude på at vise sin store medmenneskelighed og sin deraf følgende forargelse imod Australien.

Og så kan vi tage fat på punkt 1), det med hykleriet.

Nej, man kan ikke sige, at australierne hykler. De siger åbent, hvad de gør og hvorfor de gør det. Endda var der én af australierne, der fik lov at forklare, at man ville give migranterne på de to øer meget dårlige forhold at leve under, fordi de så kunne fortælle deres familier i oprindelseslandet, at de ikke skulle begive sig ud på havet fra Indonesien til Australien. Det er da nogenlunde klar besked. Og man må indrømme: det har virket. Siden man indførte denne politik, er der ikke kommet både med migranter ud på havet fra Indonesien, og følgelig er der heller ikke nogen migranter, der er druknede.

Det blev de australske politikere ved med at gentage. Men uden at det sivede ind hos udsendelsens tilrettelæggere. Det er ellers en meget afgørende ting. Det er jo det, australierne bruger til at retfærdiggøre tilstandene på Nauru og Manus med.

At hykle er at prøve at spille rollen som den gode og ædle, mens ens handlinger afslører, at man hverken er god eller ædel. Og for mig at se prøver australierne ikke at stikke noget under stolen. De indrømmer åbent, at de ikke giver migranterne på Nauru optimale betingelser; for meningen er ikke, at de skal forblive dèr i al fremtid, men at de skal ”videre i deres liv”, som det hedder. Men de spørger jo samtidig med deres ord og handlinger, hvad de ellers skal gøre. Og på det spørgsmål har den europæiske elite ikke noget svar.

Og man må altså også sige, at er der nogen, der hykler i dette spørgsmål, er det den europæiske elite, både den politiske elite og medieeliten, og ikke australierne.

Den europæiske elite vil gerne anses som nogle, der helt og fuldt overholder flygtningekonventionen, altså dette med, at et menneske, der har sat foden på europæisk jord og søger asyl, i samme øjeblik får en rettighed, nemlig den ret at få sin sag behandlet. Så på det punkt er man meget ivrig efter at fremstå som de gode, der gør, hvad de skal. Svarende dertil har man temmelig mange negative ord til overs for de lande, der ikke er lige så ”gode”, altså ikke på samme måde viser sig ”flygtningevenlige”, heriblandt naturligvis Australien.

Men samtidig dermed fastholder man en bestemmelse, der er alt andet end flygtningevenlig. Man har nemlig i 2001 fra EU’s side pålagt flyselskaberne et transportøransvar: de har som transportører ansvar for, at de passagerer, de medtager til en europæisk lufthavn, kan legitimere sig selv og har et visum til det pågældende land. Hvis ikke de lever op til dette krav og kontrollerer deres passagerer for disse forhold, idømmes de en bøde på 3000 euro pr ”blind” passager.

Det er ikke en bestemmelse, man frivilligt gør opmærksom på. Men den findes altså. Og den gennemhuller ret effektivt den flygtningevenlige attitude, man gerne vil indtage, når man redder de mange bådflygtninge på Middelhavet, for med denne bestemmelse har man jo sådan set tvunget flygtningene til at give sig i menneskesmuglernes vold. Og med til deres forretningsmodel hører et forlis og en række druknede i ny og næ.

Så vil europæerne skælde australierne ud for at være hyklere, kan disse med fuld ret sige: ”Det kan I selv være!”

Dermed være ikke sagt, at det er en pæn behandling, australierne giver migranterne i de to lejre. Vi så billeder af mange hegn, af mange telte og af migranter, der krøb sammen på deres senge uden at lave noget. Og man havde også fået fremskaffet nogle billeder fra de optøjer, der havde været i lejrene. Men det giver altså et helt skævt billede af forholdene, hvis man ikke medtager det, der er formålet med den hårde behandling: at få udslettet den drøm om at komme til Australien, som disse mennesker har i deres hoved. Det tilsyneladende nedadgående antal synes at vise, at proceduren ikke er uden virkning.

Og tillader man sig nu at bruge den utilitaristiske etik – det er den, der siger, at det drejer sig om at kunne gennemføre tiltag, der resulterer i den størst mulige lykke for det størst mulige antal mennesker – så er der en vis mening i gennem en del år at tvinge 1600 mennesker ind under nogle temmelig ubehagelige forhold for derved at undgå, at de føromtalte 1000 mennesker pr år drukner.

Jeg indrømmer altså blankt, at dette kan man diskutere. Men man kan ikke få nogen fornuftig diskussion ud af det, hvis man kun ser på den hårde behandling, ikke på begrundelsen for den, og slet ikke på virkningen af den.

Så kun én ting mere.

Man sammenlignede i udsendelsen forholdene i dag med forholdene dengang Malcolm Frazer var premierminister. Han var med til at sørge for, at Australien modtog temmelig mange vietnamesiske bådflygtninge. Og det gjorde udsendelsen et stort nummer ud af. Det blev fremholdt som den rigtige og gode og ædle handling i modsætning til den aktuelle handling med internering på de to øer.

Og den fik ikke for lidt. Dels lod man Malcolm Frazer fortæller vidt og bredt om, hvordan vietnameserne var blevet gode og gavnlige samfundsborgere, der bidrog til den australske velfærd, dels bragte man billeder fra de tyske banegårde, hvor det vrimlede med velkommen-skilte – nå ja, det må vel være fra først i efteråret 2015, så dokumentaren (som man noget pralende kaldte udsendelsen) er nok alligevel ikke fra 2013.

Til det må man sige to ting:

Dels kom Vietnam-flygtningene ikke til Australien som bådflygtninge, de kom fra flygtningelejre, hvor værtslandet fik lejlighed til at screene dem, før de godtog dem som fremtidige borgere i landet, se evt. her. Og dels er vietnamesere helt anderledes nemme at integrere i vestlige samfund end de migranter, vi nu må modtage, afghanere, irakere, iranere, palæstinensere, somaliere, osv., som næsten alle er muslimer.

Men for så vidt er også disse indslag udslag af dokumentarens skævvridning af tingene. Man skal for enhver pris, også sandhedens, have fortalt os, hvor forkert australierne bærer sig ad.

Alt i alt: En ret effektiv propaganda-film til fordel for menneskesmuglere og migranter.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s