Luther med et gran salt

Det kommende år kommer til at stå i Luthers tegn. Utallige er de artikler, der vil omhandle munken fra Wittenberg, mange er de bøger, der vil fremkomme, foredrag i læssevis vil vise os, hvad vi skylder denne bibelteolog, og festligheder vil blive afholdt for at fejre hans liv og indflydelse.

Mens denne blog befandt sig på eftertanke.dk, og mens jeg var en del af holdet på religion.dk, blev jeg betragtet som lidt af en Luther-ekspert. Jeg har nemlig udgivet en Luther-side på nettet, se her, på den har jeg samlet temmelig mange Luther-tekster, og det var nok til at imponere folkene på religion.dk, med rette, naturligvis med rette.

Så man skulle jo tro, at jeg ville blive himmelhenrykt over, at den person, Luther, som jeg har koncentreret mig om at læse, og hvis budskab jeg har stræbt at videregive, bliver fejret og feteret, bliver fremhævet som ophavsmand til snart sagt ethvert positivt træk ved vore samfund. Er det da ikke glædeligt, at der er så stor en opmærksomhed omkring ham, som jeg har studeret igennem så mange år?

Tja, jeg véd snart ikke.

Jeg er bange for, at det går med Luther, ligesom det er gået med Kierkegaard: Man tager det fra ham, som man kan lide, som man kan få mening i, og lader resten ligge. Og ud fra det, man på denne eklektiske måde finder hos ham, danner man sig et Luther-billede, og det er dette Luther-billede, man videregiver: ‘det og det kan vi lære af Luther, det og det kan han sige os, sådan og sådan mente Luther, og det må vi se at tilegne os’.

Og så glemmer man fuldstændig, at der ligger meget tilbage hos Luther, som man ikke har fået med i sin udlægning af hans tanker. Eller rettere: man har aldrig været klar over, at der mangler noget i ens udlægning. For ofte er det jo ikke Luther selv, man har læst, kun sekundærlitteratur, og man er derfor ikke blevet anfægtet af de tanker hos ham, som man ikke umiddelbart kan forstå.

Det forholder sig jo sådan, at når man beskæftiger sig med en person fra fortiden, skyldes det, at det, han har skrevet, siger én noget. Når dertil kommer, at mange andre, der beskæftige sig med vedkommende, også prøver at få hans tanker til at sige dem noget, så dannes der let en glans eller aura omkring personen, der gør ham til noget nær en guru, en urørlig personlighed, hvis tanker er dybe og tildels uforståelige, og som man derfor med sine medforskere kan diskutere indholdet af i årevis.

Og i denne diskussion kommer det ikke altid kun an på, hvad ‘guruen’ virkelig sagde, mindst lige så meget på, hvordan det, han sagde – eller altså det, man mener, han sagde – kan gøres nutidigt og vedkommende, ikke mindst for én selv.

Og så kommer sådan en irriterende personage som undertegnede ind i billedet og ødelægger den smukke tegning. Så gøres der fra min side opmærksom på ting, som ingen har taget i betragtning, ting, der alligevel ændrer ikke så lidt ved billedet af den store teolog.

For Kierkegaards vedkommende har jeg f.eks. i en lille afhandling om Frygt og Bæven hævdet, at grunden til, at Kierkegaard brugte Abraham og Abrahams ofring af Isak som eksempel på tro i denne bog, var, at han mente, at han havde fået en åbenbaring fra Gud om, at han skulle bryde sin forlovelse med Regine, se her. Han siger det selv i en dagbogsoptegnelse, så det er ikke noget, jeg har fundet på. Den ser således ud:

At holde dette yndige Barn i sin Haand, at kunne fortrylle hende Livet, at see hendes ubeskrivelige Lyksalighed, den Tungsindiges høieste Lykke – og saa at fornemme denne dømmende Stemme i sit Indre »Du har at slippe hende«, det er Din Straf, og den skal skærpes ved at see alle hendes Lidelser, skærpes ved hendes Bønner og Taarer, hun som ikke aner, at det er Din Straf, men troer, at det er Din Haardhjertethed, der skal røres. (http://sks.dk/Not15/txt.xml )

Men mærkeligt nok, dette åbenlyse vidnesbyrd er der ingen Kierkegaardforskere, der tager ad notam. Tværtimod viger man udenom, vil ikke gå ind på tanken, prøver med alle mulige andre forklaringer.

Så derfor har jeg vænnet mig til at høre eller læse alle gode menneskers udlægninger af Kierkegaards tanker med stor forsigtighed: Hvis ikke de har taget det faktum med i deres udlægninger af diverse Kierkegaard-tanker, at Kierkegaard mente, at Gud kan give den enkelte en åbenbaring, der går imod det etiske, så er de ikke værd at lytte til. Det er årsagen til, at jeg i alt væsentligt har lagt Kierkegaard på hylden.

På samme måde med Luther: Jeg har opdaget noget hos Luther, som den almindelige Luther-forsker ikke vil være ved, glider af på, ikke tager med i sine beregninger: Luther var augustinist, dvs., han regnede med, at synden, arvesynden, var identisk med de menneskelige drifter, hvad enten det var kønsdriften, driften efter legemlige behageligheder eller driften efter social anerkendelse, der var tale om.

Vi i vore dage regner disse drifter med til vores skabthed. Luther og mange på hans tid regnede drifterne med til det, der var tilføjet mennesket i kraft af syndefaldet. Vi i vore dage mener, at det ægteskabelige samliv i sig selv ikke er syndigt. Luther mente, at efter syndefaldet er dette samliv syndigt, lystfølelsen (orgasmen eller med Luthers ord: brunsten) var noget, der først kom til efter syndefaldet.

Jeg opdagede først denne særegenhed hos Luther ved at læse en bryllupsprædiken, han havde holdt i 1531. Senere (i 1536) genudgav han den, denne gang med en tilføjelse, hvori det bl.a. hedder:

For når man vil se på Adams fald og vores natur, så ville den overfor Gud ikke være ren og ærefuld. For denne kødelige brunst og anden syndig tilbøjelighed ville jo ikke have været tilstede i paradiset, dèr ville heller intet menneske have behøvet at være forlegen for eller at skamme sig overfor et andet menneske, at tildække sig eller smykke sig, men mand og kvinde ville være kommet sammen uden ond lyst og brunst, og dertil let og uden møje eller bekymring have avlet og født børn, som man plukket et æble fra træet. (Se her).

Siden har jeg opdaget denne lutherske specialitet mange andre steder i hans værker, mest udførligt vel nok i en prædiken om arvesynden, se her.

Men jeg har desværre også opdaget, at jeg så at sige er alene om at påpege dette træk hos Luther. Jeg har i hvert fald ikke opdaget nogen Luther-forsker overhovedet, der tager denne opfattelse op, gennemgår den, og accepterer, at den sætter et skel mellem Luther og os, som vi ikke kan overskride. Et forståelsesskel, förstås. Og et paradoksalt forståelsesskel oven i købet.

For det er besynderligt nok i kraft af Luthers reformer, at det nu er umuligt for os at tænke som Luther.

Luther mente, at et menneske (et mandfolk), der følte, at kønsdriften tog ved ham, skulle gifte sig. Han citerede Paulus (1 Kor 7,9): ”Det er bedre at gifte sig end at brænde af begær”. For ægteskabet var Guds ordning, hvorved der kunne holdes styr på kønsdriften. Og den ægteskabelige akt skulle man gennemføre under Guds tilgivelses fortegn.

Derfor var det, han vendte sig imod munkevæsenet. Hvis man som munk bad om hjælp til at holde kønsdriften i ave, gik man imod Guds råd om at gifte sig, det vil sige: så ville man retfærdiggøre sig selv. Og noget værre kunne Luther ikke tænke sig.

Han giftede sig også selv, og brevene mellem ham og hans kone, Katharina von Bora, vidner om, at Gud snød ham: Ægteskabet viste sig i hans tilfælde at være langt mere end et værn mod utugt, det var et kærlighedens samliv, hvor begge bekymrede sig om både børnene og den anden. Og den ægteskabelige akt, også den viste sig i praksis at være anderledes, end Luthers medbragte middelalderteologi hævdede; den var i stedet netop stedet, hvor ømheden og omsorgen viste sig, og hvor bundetheden til den anden havde sin grund.

I hvert fald viste det sig i det lange løb, at diverse lutherske, gifte præster ikke kunne fastholde Luthers augustinisme, når de i det daglige samliv med deres koner oplevede noget helt andet end en syndig tilbøjelighed. Så det var Luthers opfordring til præsterne om at gifte sig, der førte til den opfattelse, vi har i dag, hvor vi betragter kønsdriften som Guds gode gave til styrkelse af sammenholdet mellem ægtefællerne, og også førte til, at vi i dag ikke længere har den samme umiddelbare grundforståelse af menneskelivet, som Luther havde.

Jamen, betyder det noget? kan man spørge.

Og svaret er, at det gør det. Endda i høj grad. For den totalsyndighed, som for Luther var en selvfølge, er for os noget, vi skal have forklaret. Og når vi bruger kendte Luther-formler for – som vi tror: som gode lutheranere – at fastslå vor store synd, så er vi nødt til at lægge noget andet ind i disse formler, for det, Luther lagde i den, kan vi ikke forstå dem ud fra.

Når Luther f.eks. talte om, at vi på én gang er syndere og retfærdige (simul justus ac peccator), så var det nærmest en selvfølge for ham, for om vi så blev aldrig så meget retfærdiggjort ved Guds ord og vor tro derpå, vort syndige legeme med alle dets syndige drifter bar vi jo stadig med os, og dette legemes drifter måtte vi derfor dagligt bede om Guds tilgivelse for.

Det har ført med sig, at vore dages lutheranere – for at kunne beskrive mennesket som en lige så stor synder som Luther beskriver det som – er nødt til at indføre en række mere eller mindre troværdige psykologiske træk hos mennesket.

Vi kan formulere forskellen mellem Luthers tid og vores tid med moderne termer derved, at vi sige, at for Luther var synden genetisk bestemt, først i anden række et psykologisk eller sociologisk fænomen. Mens synd for os at se på ingen måde er genetisk bestemt, den er ‘kun’ et psykologisk eller sociologisk fænomen. Det kan – indrømmet – også være alvorligt nok. Men vi kommer galt af sted, eller vi bliver for afhængige af lutherske formuleringer, hvis vi med psykologiske termer vil kopiere det, Luther siger med genetiske termer.

Luther har f.eks. genetikken med sig, når han hævder, at mennesket på én gang er retfærdig og synder, ligegyldigt, om mennesker aldrig så meget er retfærdiggjort af Gud og har fået mulighed for at gøre gode gerninger, det kan dog ikke krybe ud af sin krop og har derfor stadig begæret fra kønsdriften, driften efter mad og drikke og driften efter social anerkendelse siddende i sig; først døden kan befri et menneske fra disse drifter. Vi nutidsmennesker kan ikke på samme måde tænke ud fra medfødte egenskaber, og hvis vi hjælper os med psykologiske egenskaber, vil disse ofte være noget krampagtigt sammenflikkede.

Men det må indrømmes, at forholdene er en kende indviklede.

Moderne teologer, der gerne vil videreføre Luthers totalsyndighedslære, griber således ofte til steder hos Luther, der nogenlunde smertefrit lader sig oversætte til nutidssprog, f.eks. talen om, at mennesket er ”indkroget i sig selv”. Når man læser sådanne steder hos Luther og helt ”glemmer” eller ser bort fra, at Luther tænker genetisk om synden, kan man godt gendanne sig nogle psykologiske fænomener, og endda få noget forholdsvis fornuftigt ud af det.

Således har Kristeligt Dagblad interview’et tre teologer under overskriften ”Selvoptagethed skygger for kristendommen”, se her. Og som en billedunderskrift har man skrevet: ”Luther kaldte menneskets indkrogethed i sig selv, på latin ”incurvatus in se”, for et af vores helt store problemer”. Og det er da rigtigt, at Luther bruger udtrykket ”incurvatus in se” som en beskrivelse af menneskets totale syndighed. Men alligevel!

Gudmund Rask Pedersen, sognepræst i Vær ved Horsens, siger f.eks.:

Når folk taler om selvudvikling, siger jeg derfor, at det er da en rigtig god idé. Men forstået som en bestræbelse på at vikle sig ud af sig selv. Det var netop en af Luthers vigtige indsigter, at menneskets indkrogethed står i vejen for den levede kristendom. At det sammenbøjede menneske, der sidder foroverbøjet og kun stirrer på sin egen navle, faktisk slet ikke er et menneske. For menneske kan vi kun være, når vi er sammen. Vi er, som både Jesus og Luther påpeger, hinandens forudsætninger og livreddere, og derfor er der også altid en etisk dimension knyttet til det at være menneske.”

Og sådanne udtalelser vil jeg da for så vidt give ham ret i. Men går man den nærmere efter, er der alligevel noget, der halter. Kan man f.eks. vikle sig ud af sig selv, hvis man er indkroget i sig selv? Ikke efter Luthers mening. Frelsen gives af Gud og kun af Gud. Mennesket formår ikke at komme ud af sin indkrogethed i sig selv. Skal det forvandles til et rigtigt menneske – for nu at blive i Gudmund Rasks udmærkede formulering – må der lyde et ord fra Gud, måske gennem et medmenneske, måske gennem forkyndelsen, og Helligånden må åbne hjertet, så mennesket forstår, hvordan det var selvisk ud over alle grænser.

Selvfølgelig er det da også sandt, at vi mennesker er hinandens forudsætninger, men den etiske dimension, der er knyttet til dette forhold, går for mig at se mere på en formaning om at passe godt på det forhold, man står i, end på at udføre forskellige etisk korrekte gerninger.

Luther gør et stort nummer ud af forskellen mellem lov og evangelium, og det med rette. Men som man måske kan forstå, er det uhyre let at få en selvretfærdig tanke til at smutte ind i sindet, hvis man mener, at det, man gør i de forhold, man står i, er gode gerninger. Det er dog bare noget, man gør, fordi man elsker sin næste og gerne vil bevare forholdet. Eller, med Luthers ord, man gør, hvad der falder for. Eller, med Paulus’ ord: Man vandrer i de gerninger, som Gud forud har lagt til rette for én at vandre i (Ef 2,10).

Men Luther har også nogle tanker om loven, der overbeviser om synd. Loven siger nemlig ”du må ikke begære”, men da menneskets genetik uvægerlig får det til at begære, vil dette krav gør det klart for mennesket, at de ikke af sig selv kan fjerne begæret, hvorfor dets eneste redning er at holde sig til Guds nåde. Sådanne tanker kunne være naturlige for Luther, men bliver unaturlige for os, der ikke har det samme syn på begæret, som han havde. Og de bliver ikke mere naturlige for os ved at vi bruger udtrykket, at mennesket er indkroget i sig selv. For det er der jo ganske mange mennesker, der ikke er. Gudskelov for det, ellers var livet jo ganske uudholdeligt.

Så al den syndesnak, man får ud af det, hvis man tager Luther bogstaveligt, vil i mange tilfælde, hvis den anvendes i forkyndelsen, være som at slå vand på en gås.

Andre gange kan den såmænd misbruges politisk. Det bringer artiklen i Kristeligt Dagblad også et eksempel på:

Det er noget af den samme opsang til nutidens selvoptagethed, som den tyske professor i kirkehistorie ved universitetet i Göttingen Thomas Kaufmann fremhæver som et vigtigt indsatsområde for reformation i dag.

Vi bør koncentrere os om det helt essentielle ved den kristne tro og dens kerne: Jesus Kristus, den menneskelige Gud, menneskehedens bror. Idéen om tilgivelsen af vore synder er yderst aktuel. Vi lever for det meste uden ansvarsfølelse for de fattige. Vi er ligeglade med social retfærdighed. Vores økonomiske velfærd er baseret på udnyttelse af folk i andre dele af verden. Vores livsstil er syndig,” siger Thomas Kaufmann og fortsætter:

Ved at håbe, at Gud vil tilgive os, og at Kristus vil støtte vore forsøg på at angre, kunne vi blive i stand til at acceptere vores begrænsninger og sætte en dæmper på vores grådighed. For mig at se betyder ’Ecclesia semper reformanda est’ derfor en kirke, der både lytter til og er engageret i Guds kamp mod vores indkrogethed i os selv.”

Her ser det ud til, at vi med Guds hjælp og lidt håndkraft vil være i stand til at sætte en dæmper på vores grådighed. Spørgsmålet er ikke så meget, om vi virkelig kan det, hvis grådigheden er forstået med den totalitet, som Luther vist lægger ind i den, det er snarere, om vi da virkelig er grådige. Vi lever da ikke uden ansvarsfølelse for de fattige, vi er aldeles ikke ligeglade med social retfærdighed, der kan sættes et stort spørgsmålstegn ved, om vi udnytter folk i den tredje verden. Det er i det hele taget højst usikkert, om vores livsstil er særlig syndig.

Ja, det er jo oven i købet sådan, at man i de økonomiske teorier, man arbejder med, når landets politik skal fastslås, går ud fra, at mennesket har ønsker om et godt liv. Det er netop disse ønsker, der er drivkraften i økonomien. Når man ønsker sig vækst i økonomien for at kunne få et større beløb ind i skat, tænker man sig denne vækst etableret gennem et større forbrug. Det vil sige – hvis vi følger Thomas Kaufmanns tankegang her – man udnytter fra politisk hold menneskets grådighed til at få mulighed for at hjælpe de fattige. Og de politikere, der gør det, er sat i folketinget af sådanne ‘grådige’ vælgere.

Mon ikke vi skulle se lidt mere nuanceret på menneskets synd i stedet for blindt at forsøge at følge Luther i hans totalsyndighedsforståelse, et forsøg vi altid vil komme til kort med, for vi kan ikke med vor bedste vilje betragte vore naturgivne drifter som identisk med synden.

Lad mig slutte med et citat af Gudmund Rask:

Man kommer ikke så langt i dag med en påstand om, at det at være menneske er lig med at være synder. Men kristendommens definition af mennesket som en synder er fuldstændig afgørende. Det er ikke en del af arven fra Jesus, som vi kan glemme eller smide ud. Hvis mit liv går i stykker undervejs, så kan jeg ikke alene placere ansvar og skyld hos andre. Jeg har også selv svigtet eller fejlet. Og det kan jeg hverken løbe eller meditere mig væk fra. Igen kan indkrogetheden være farlig. For i indvikletheden i mig selv bliver livet fattigt – dér dør det menneskelige. Og med indkrogetheden er også det åndelige truet, for det lever i relationerne mellem mennesker – hvor ånden er til stede. Det er også noget af det, Luther peger på i sin betoning af fællesskabet.

Så vidt jeg kan fornemme, gør Gudmund Rask her ikke det, at han betragter mennesket som en synder. Han vil vist gerne efterligne Luther med hensyn til det med indkrogetheden, og han siger da også på ‘udmærket’ luthersk vis, at mennesket er en synder, men når han anvender disse tanker, bliver man klar over, at han ikke forestiller sig menneskets synd som en realitet, men kun som en potentialitet. ”Hvis mit liv går i stykker undervejs”, hedder det. Jamen, var det så ikke helt, før det gik i stykker? Og hvis jeg var en synder, før det gik i stykker, var jeg så ikke kun potentielt set en synder, så jeg kun i mig bar på muligheden for, at det kunne gå i stykker ved min synd, ikke, så jeg syndede uafladeligt? For hvis jeg syndede uafladeligt, hvordan kunne mit liv så være helt?

Det er jo sandt nok, at man ikke kommer langt i dag med en påstand om, at det at være menneske er lig med at være en synder. Men burde vi ikke overveje, om det mon ikke skyldes, at den påstand er forkert?

Luther betragtede Højsangen i Det gamle Testamente som en samtale mellem sjælen og Gud. Men i kraft af Luthers egen store vægtlæggen på skriften, ja, endda i kraft af, at han vovede at stille ganske menneskelige spørgsmål til skriften, har der dannet sig en historisk-kritisk bibelvidenskab, der – lidt paradoksalt, ikke sandt! – har fundet ud af, at Luther tog fejl: Højsangen er en elskovssang, hvor det er to elskende, der taler med hinanden.

På samme måde bør vi tage ved lære af Luthers henvisning til hverdagslivet, så vi lægger vægt på, hvordan det rent faktisk former sig, i stedet for at søge at beskrive det, så det passer med Luthers totalsyndighedslære.

Men den lære: at vi på nogle punkter bør vende os mod Luther, har vi endnu ikke draget af Luther.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s