En anden slags “synd”

I mit forrige indlæg kom jeg for skade til at vende mig imod en almindelig forståelse af Luthers totalsyndighedslære.

For skade”? Nå, nej, det var sådan set med velberåd hu. Men der er alligevel grund til at sige lidt mere om denne sag.

Se f.eks. på dette citat fra Luthers skrift ”Hvor langt skal man adlyde statsmagten?”:

Et godt træ behøver ikke nogen anvisning eller forskrift for at kunne bære gode frugter, men det bærer frugt af sig selv, sådan som det er dets natur – uden nogen forskrift og anvisning. Der skulle sandelig en tåbelig person til at finde på at skrive en bog fuld af love og vedtægter for et æbletræ om, at det skal bære æbler og ikke torne, når det kan gøre det bedre af sig selv, end nogen bog kan beskrive og befale det. Ganske på samme måde gør Ånden og troen det helt naturligt for alle kristne at gøre godt og handle ret, meget mere end alverdens lovbud kan lære dem, og for deres egen del behøver de hverken lov eller ret.

Så kommer du og siger: Hvorfor har Gud da givet alle mennesker så mange love, og hvorfor lærer Kristus også i evangeliet, at man skal gøre så mange ting? Det har jeg nu ellers skrevet meget om i postillen og andre steder, derfor her i største korthed: Paulus siger, at loven er givet for de uretfærdiges skyld, (1 Tim 1,9) d.v.s. for at de, der ikke er kristne, ved lovens hjælp rent udvortes kan blive tvunget bort fra syndige gerninger, således som vi skal høre nærmere om senere. (Se her).

Det er Luthers totalsyndighedslære, der skinner igennem her. Ligesom Gud har givet mennesket ægteskabet for at der skal være en ramme, der kan holde den fæle kønsdrift i ave, på samme måde har Gud givet mennesket statsmagten og dens lovmæssige magtudfoldelser for at holde menneskets uretfærdighed i ave derved, at vi uretfærdige mennesker af denne magt bliver tvunget til at gøre det, vi ellers ikke ville have gjort.

Men ligesom med hans opfattelse af kønsdriften er det her et spørgsmål, om han har ret i disse betragtninger. Ligesom man med hensyn til ægteskabet må spørge, om det virkelig er en andenrangs indretning, der kun har til opgave at holde styr på synden, må man med hensyn til statsmagten spørge, om den kun i anden omgang er en god indretning. Eller: Ligesom man imod Luther må hævde, at ægteskabet er godt i sig selv med den ægteskabelige akt indbygget i sig, det er ikke blot en god ting, fordi det skal holde kønsdriften i ave, sådan må man også imod Luther sige, at statsmagten er god i sig selv, dette at oprette nationer, der bygger på lov og ret, er en ”førsterangsindretning”, ikke blot noget, der skal holde menneskets (eventuelt indbyggede) uretfærdighed i ave.

Og man må vel også sige, at de fleste borgere af sig selv overholder lovene. Det er ikke blot angsten for at blive opdaget og straffet, der får folk til at afholde sig fra tyveri, det er også det, at man forstår og anerkender alle de forestillinger i samfundet, som omgærder ejendomsbegrebet. Ikke sådan, at ikke nogen – måske endda med rette – kan sætte spørgsmålstegn ved den måde, dette begreb administreres på i vore samfund, men sådan, at man, mens den politiske diskussion om dette pågår, opretholder disse forestillinger, altså retter sig efter lovene, lader være med at stjæle.

Man må efter min mening give Luther ret i, at der ikke kommer noget godt styre ud af det, hvis man vil regere et land efter evangeliet, se f.eks. her. Men det skal ikke, som hos Luther, begrundes med en indbygget uretfærdighed i mennesket, der af øvrigheden skal holdes i ave, det skal begrundes med den indbyggede retfærdighedsfølelse, som ligger i enhver borger: det vil føles som en uretfærdighed, hvis staten begunstiger nogle borgere fremfor andre.

Eller det skal begrundes med ”hver ting på sit sted”! Retfærdigheden og lovene på statsniveau og ikke på familieniveau, kærlighed, indlevelse og tilgivelse på familieniveau og ikke på statsniveau. Begrunder man det på den måde, opbygger man en luthersk toregimentelære uden den ellers overalt tilstedeværende lutherske totalsyndighedslære.

Der kan også sigtes frem mod dette fænomen fra en helt anden vinkel:

Mikkel Andersson havde i søndags en kommentar i Berlingske, se her.

Han vender sig her imod den tanke, at det er mærkeligt, at et dødsfald her i landet af en forholdsvis kendt person vækker langt større sorg og medfølelse end et dødsfald i f.eks. Aleppo. Det ses også ved terrorangreb:

I forbindelse med terrorangreb ser man ofte samme argumentation anvendt. Hvordan kan det dog være, at dræbte i Paris berører folk mere end et terrorangreb i Bagdad, og derfor får mere opmærksomhed?

En sådan millimeterretfærdighed, hvad angår sorg, kan ikke etableres, hævder Mikkel Andersson:

Imidlertid fungerer mennesker sådan, at jo mere man kender til mennesker og steder, jo mere berørt bliver man af tragedier, der overgår nogen her.

Og han begrunder det nærmere:

Min relation til indbyggerne i Paris er større end til folk i Bagdad, fordi det er geografisk nærmere, jeg kender stedet bedre, og jeg deler flere kulturelle referencerammer. Godt nok har jeg mindre tilfælles med pariserne end folk i Gentofte og Viby, hvis tragedier igen ville berøre mig mindre end min familie og venners, men dog stadig mere end folk i Moskva, Beijing eller Bagdad. For dem, der har boet i Moskva eller Bagdad, er det naturligvis oplagt anderledes, når tragedier rammer her. Og i Benin bliver mange utvivlsomt også mere berørt af Boko Harams massakrer i nabolandet Nigeria end skyderier i Paris.

Det betyder hverken, at man skal eller bør ignorere tragedier som borgerkrigen i Syrien, eller at det er den mindste smule kritisabelt at opfordre til større fokus herpå eller politisk handling her – tværtimod. Men det betyder, at forestillingen om, at empati generelt millimeterdemokratisk kan uddeles jævnt til alle overalt på kloden, er illusorisk.

Altså: ”sådan fungerer mennesker”. Det er en vigtig iagttagelse, som man kan udpensle noget mere. For det er jo ikke blot empati, der ikke på den måde kan uddeles jævnt til alle på kloden, det er mange af de andre gode menneskelige egenskaber, som vi kender fra vor dagligdag i lille Danmark: tillid, imødekommenhed, forståelse, f.eks.

Her er det værd at lægge mærke til, at mange af os, der er imod indvandring af vildtfremmede mennesker, specielt muslimer, til Danmark, ofte får på puklen med den moralske begrundelse, at man som et godt menneske skal møde de fremmede med tillid, imødekommenhed og forståelse. Det vil sige: vi opfordres til at gemme vor naturlige mistillid af vejen, opfordres til at opvise al den menneskelige forståelse, vi kan, til at prøve at forstå disse flygtninges vanskelige situation.

Men problemet er her det samme, som hvis man opfordres til at vise samme sorg over et nærtstående menneskets død som over et barns død i Aleppo: Mennesket fungerer ikke sådan. Og – vil jeg føje til – det er ikke en fejl ved mennesket.

Det er der ganske vist mange, der vil hævde, nogle gør det endda med påstået kristelige argumenter.

Man kan f.eks. henvise til Søren Kierkegaard, der i Kjerlighedens Gjerninger hævder, at der er forskel på den kristelige næstekærlighed og den blot humane kærlighed. Der er den forskel, siger han, at næstekærligheden vender sig ligeligt mod enhver. Sådan mener nogle sikkert udmærkede kristne mennesker, at man som kristen bør elske alle mennesker på jorden ligeligt. Dog drager man sjældent den samme konsekvens af denne ligelighed, som Kierkegaard gjorde; han hævdede, at elskov og venskab, der jo netop ikke elsker ligeligt, er en slags maskeret selvkærlighed, blot er man i sådanne tilfælde to om at være selvkærlig.

Men ud fra denne tanke hos den store Kierkegaard drager man den slutning, at der er noget galt ved at være nationalt sindet og have den anskuelse, at Danmark er for danskere, ja, endda den tro, at vore danske politikere først og fremmest skal tage sig af danskernes behov. Ser man sådan på det, elsker man jo ikke alle ligeligt.

Min opfattelse er den, at det aldrig så meget kan være den ”store” Kierkegaard, der har sagt sådan, det er og bliver noget vrøvl. Selvfølgelig skal man da elske sine egne børn mere end andres børn. Selvfølgelig skal man da elske og tage sig af sine egne forældre fremfor af andres forældre. Og selvfølgelig skal man da elske og være stolt af sit eget folk, mere end af andre folk. Man kan jo ikke elske og være stolt af andre folk, kun respektere og anerkende dem. Og det er ikke en fejl ved mennesket. Sådan er tilværelsen indrettet: Vi vandrer ikke som spædbørn ud fra en upersonlig fødefabrik – som i romanen Fagre nye verden – vi fødes af bestemte forældre og får under opvæksten ganske bestemte mennesker at knyttes til: forældre, søskende, legekammerater, bysbørn, soldaterkammerater, osv.

Og det bemærkelsesværdige er jo, at sproget i sin udvikling er fulgt med menneskets udvikling, ja, måske endda været forud for denne udvikling. Ikke blot har der dannet sig et begreb om ejendom, der har også dannet sig et begreb om retfærdighed. Og både ejendomsbegrebet og retfærdighedsbegrebet er begreber, man kan bygge stater på. Og læg mærke til det: Begge disse begreber skal holdes i hævd af statsmagten, også i Luthers tankeverden. Svigter en fyrste disse begreber, vil han være fyrste på sine egne lyster og indfald, så er han ikke en fyrste efter Guds hoved.

Det vil sige: Vel véd jeg godt, at Luther anser brunsten for en fæl synd, men det forhindrer mig ikke i at rette på vor store guru og som moderne menneske være af den anskuelse, at kønsdriften netop er med til at fremme den forståelse, indlevelse, kærlighed, som skal præge et ægteskab. Og vel véd jeg godt, at Luther betragter menneskehoben i et samfund som en syndig skare, der kun kan holdes i ave med retfærdig magtudøvelse, men det forhindrer mig ikke i at vende mig imod disse tanker og hævde, at alle mennesker i sig har en fornemmelse for, hvad der er retfærdigt og uretfærdigt, og at derfor alle mennesker er skikkede til at deltage i den demokratiske diskussion; ja, jeg tillader mig oven i købet at glæde mig over denne retfærdighedsfølelse, for den tillader os at minimere den nødvendige retfærdige magtudøvelse, i hvert fald så længe den skal udøves blandt et nogenlunde homogent folk.

Og så skal vi her til slut have fat på Luther igen, denne gang på en positiv måde. For sagen er jo, at politi-magten hos os ikke længer skal udøves blandt et homogent folk. Vi har fået et ret kraftigt influx af ikke-danskere, ja af ikke-kristne mennesker over de seneste tyve-tredive år. Og vi får det stadigvæk, for vore politikere kan ikke få sig selv til at standse denne indvandring.

Stillet overfor den problematik har jeg som før nævnt ofte fremhævet det Luther-diktum, der siger, at det ikke bliver noget godt styre, hvis man vil regere efter evangeliet.

På Luthers tid var der heller ikke tale om noget homogent folk, blot gik skellet dengang mellem adel og bonde, ikke mellem tyskere og ikke-tyskere, som i vore dage. Og da denne modsætning brød ud i oprør i 1525, søgte Luther at mægle med loven som baggrund: hvad er rimeligt, og hvad urimeligt i bøndernes krav? Hans første skrift under bondekrigen hed ”Formaning til fred på grundlag af bøndernes 12 artikler”, se her. Imidlertid lod bønderne sig rive med af nogle prædikanter, specielt af Thomas Münzer. Han mente, at forholdene skulle ordnes efter evangeliets forskrifter. Og ud fra disse forskrifter drog han den konklusion, at bønderne som de fattige og undertrykte havde ret imod fyrsterne, ja, ligefrem ret til at føre krig mod dem for at oprette, hvad han mente skulle være et kristeligt samfund, se nogle af hans breve her.

Det var ikke mindst det, der fik Luther til at skrive sit ”hårde” skrift imod bønderne, det skrift, hvor han opfordrede fyrsterne til at slå bondehæren ned som gale hunde. Hvorfor? Jo,

For en fyrste og herre må her betænke, at han er Guds embedsmand og hans vredes tjener, Rom 13,4, hvem det er befalet at føre sværdet over den slags forbrydere, og at han forsynder sig lige så meget overfor Gud, hvis han ikke straffer og forsvarer sig og undlader at udføre sin embedsgerning, som hvis én myrder, som ikke har fået befaling til at føre sværdet. (Se her).

Når Luther udtaler sig så hårdt, hænger det sammen med, at han godt kunne se, at bønderne blev vildere og vildere. Der var langt fra de nogenlunde antagelige krav, de stillede i de 12 artikler, og den vildskab, hvormed de angreb adelens borge senere. Dette vanvid måtte standses, og det kunne, som tingene havde udviklet sig, kun standses med brutal magt. Men, hævder han, at udøve denne magt er en del af den opgave, Gud har givet øvrigheden.

Modsætningen i vore dages samfund er ikke en modsætning mellem rig og fattig eller mellem adel og bonde, men en modsætning mellem danskere og muslimer. Den øgede kriminalitet skyldes ikke de etniske danskere, men de indvandrede muslimer. Og det hjælper ikke på forholdene at blive ved med at importere muslimer, heller ikke selv om man erklærer, at de er ynkværdige og stakkels mennesker, som vi ikke kan være bekendt ikke at hjælpe.

Vi skal selvfølgelig ikke lære af Luther, at muslimerne skal ”slås ned som gale hunde”, for vore muslimer gør jo ikke oprør, de nøjes med at være udklækningssted for terrorister. Men vi kunne måske lære af ham, eller i hvert fald af en revideret Luther, at vi danskere ikke er syndere, fordi vi ikke kan møde de fremmede med samme tillid, som vi møder vore landsmænd med – for forskellen i tillid er naturbestemt og står ikke til at ændre med selv nok så mange formaninger – vi er snarere syndere, fordi vi bliver ved med at importere muslimer, skønt vi vel med al tydelighed burde have erfaret, at vi derved ødelægger den tillid, der tidligere prægede vort samfund.

Den tillid var Guds gode gave til os, og Hans gaver bør man ikke kaste i grams, hvilket vi er i færd med at gøre nu.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Luther, Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s