Luthers indflydelse

Så skal man igen til at forsvare Luther. Ak ja! Kristeligt Dagblad bragte den 2-12 en artikel med fem ikke-tilhængere af Luther for at høre, hvordan de bedømmer Luthers indflydelse på vort samfund af i dag, se her.

Der er tale om Peter Tudvad, som mener, at Luther fra før 1525 (bondekrigen) nok kan være brugelig, men ikke Luther fra efter 1525. Dernæst hører vi Frederik Stjernfelt vende sig imod Luthers skelnen ”mellem stat og kirke”. Og så er det Jens-André Herbeners tur; han mener, vi gik den forkerte vej efter Reformationen, vi fik et mere totalitært styre og mere censur. Bent Melchior kan ikke som jøde få sig til at sige noget positivt om Luther på grund af Luthers anti-jødiske skrift Om jøderne og deres løgne fra 1543. Og endelig hævder Bjørn Thomassen, at man med lutherdommen fik et mere magtbegærligt system end det, man havde før.

Og bevares, det er udmærket med kritik af Luther. Og vi lutheranere har såmænd også godt af lidt modsigelse. Men dels vil det være gavnligt for debatten, om man som kritiker så nogenlunde underbygger sin kritik, og dels må man som historiker være opmærksom på den irriterende kendsgerning, at en historisk person af og til kan forårsage en udvikling frem mod opfattelser, som går imod de opfattelser, han selv i sin tid gav udtryk for.

Det sidste er et lidt mærkeligt og forholdsvis overset fænomen. Erasmus har i sit angreb på Luther fra 1524 brugt udtrykket ”kærlighedssangene” om det gammeltestamenteligt skrift Højsangen, se her. Luther går i rette med ham, se her, han udlægger nemlig Højsangen som en samtale mellem Kristus og sjælen. Men i kraft af den historisk-kritiske bibelforskning, som blev et resultat af Luthers vægtlæggen på bibelen, er det endt med, at man har måttet give Erasmus ret: der er tale om en række kærlighedssange.

Det vil sige: den historiske udvikling kan af og til være ret snørklet.

Men nu først Peter Tudvad! Han skriver:

Den Luther, der slog teserne op i Wittenberg og drog til Worms, vel vidende at han kunne blive brændt på kætterbålet, er enestående og fantastisk modig. Det kritisable begynder, da Luther opfordrede fyrsterne til at slå de bønder ihjel, som greb til våben på baggrund af hans egne idéer.

Det er ikke sandt, at bønderne greb til våben i kraft af Luthers idéer. Det svarer forøvrigt også dårligt til Tudvads påstand lidt senere om, at Luther ”påtvang tyskerne en lydighedsfetichisme”. Hvis Luther krævede af de kristne, at de skulle adlyde fyrsten, også selv om han var uretfærdig – og det gjorde han; man skulle kun nægte at adlyde, hvis fyrsten vil tvinge én til at begå synd, f.eks. begynde en angrebskrig – så kan bøndernes oprør jo på ingen måde være sket på baggrund af hans idéer. Højst kan man sige, at hans vægtlæggen på skriften fik folk til at ville bruge skriften til at bygge samfund med. Men det var bestemt imod hans overbevisning.

Men der er dog i det mindste hos Tudvad en beundring for Luthers mod.

Frederik Stjernfelt vil bekæmpe myter om Luther:

Den allerstørste myte er, at Luther lavede et skel mellem stat og kirke. Han gjorde jo det stik modsatte. Han sad som international ekspert i Wittenberg og coachede fyrster om, hvordan de skulle grundlægge statskirker. Han opfandt statskirken.

Også det bygger på en misforståelse. Luthers toregimentelære er først og fremmest en lære om, hvordan man skal skelne mellem lov og evangelium: loven hører under øvrighedens område, evangeliet under kirkens regi. Luthers betydning dengang ligger i, at han fratog kirken den enorme magt, den havde haft, både økonomisk og politisk. Det gjorde han bl.a. ved at lade landsherren overtage styret af den verdslige del af kirken.

Men hvis man kalder folkekirken en statskirke, og hvis man mener, at Luthers intentioner med toregimentelæren dermed er slået fejl, så overser man fuldstændig, hvordan toregimentelæren med sit krav til øvrigheden om at handle ud fra love, altså ikke ud fra barmhjertighed eller vilkårlige sym- eller antipatier, faktisk er slået igennem med langt større virkning, end det ser ud til. Og det i hele Europa!

Jens-André Herbener mener ikke, at man kan sige, at det var Luther, der skabte det moderne samfund:

Det moderne Nordvesteuropa er groft sagt opstået som en modreaktion på tidlig protestantisme. Luther krævede, at alle skulle udvise nærmest ubegrænset lydighed over for fyrsterne, som han anså for Guds redskaber på Jorden, og den tanke står på mange måder i decideret modsætning til de idealer, som præger nutidens verden.

Her har vi igen den myte om Luther, at han kræver ubegrænset lydighed af borgerne overfor øvrigheden. Man kan måske snarere sige, at han lagde grunden til den moderne tanke om ytringsfriheden:

Hvis nu din fyrste eller verdslige herre giver dig befaling til at slutte op omkring paven, at tro bestemte ting eller befaler dig at skaffe bøger af vejen, (se lyd01#n14) skal du svare: Det tilkommer ikke Lucifer at have plads ved siden af Gud. Kære herre, det er min pligt at adlyde Dem med liv og gods; giv mig befaling så vidt Deres myndighed rækker på jorden, så vil jeg adlyde. Men befaler De mig at tro og at skaffe bøger af vejen, så vil jeg ikke adlyde. For så er De en tyran og går for vidt, giver befaling på områder, hvor De hverken besidder nogen ret eller myndighed. Hvis han af den grund fratager dig alt, hvad du ejer, og straffer din ulydighed, salig er du! Og tak Gud for, at du er værdig til at lide for Guds ords skyld. (Se her).

Dog var jo dette med ytringsfriheden eller her: friheden til selv at bestemme over, hvad man ville læse, ikke noget, der fra da af kom til at herske overalt i Europa. Luther selv havde såmænd svært ved at give andre frihed til at være uenig med ham. Så når Herbener slutter på denne måde:

Jeg mener, at vi har fået et billede af Luther, som er alt for positivt. Nogle af hans tanker er sympatiske, men forestillingen om, at Luther er banebrydende for det moderne samfund, er forkert og ahistorisk

er der såmænd noget om det. For man kan ikke forestille sig, at hans tanker blev ført direkte op til nutiden. De skulle igennem mange overvejelser, omformninger og kritikpunkter, førend de via oplysningstiden – og delvis imod de lutherske kirkers opfattelse, kanhænde underbygget med Luther-citater, det er det paradokse ved den historiske udvikling – slog igennem for alvor.

Og alligevel: ”banebrydende”? Jo, der skete noget i Worms, som ikke sådan kunne gøres om.

Og af den grund skulle måske Bent Melchior alligevel sende Luther en venlig tanke. Luther lagde i sit opgør med pavemagten stor vægt på den naturlige lov. Den magt, paven havde tillusket sig, magten til at løse folk fra deres ægteskabsløfte og fra andre løfter ligeledes, mente Luther var en antikristelig magt, for den var imod den naturlige lov. Luther gik ind for den naturlige lov, men han gennemtænkte det ikke principielt, han satte blot paven fra bestillingen som en myndighed, der stod over den naturlige lov. Det blev overladt en senere tid at gennemtænke de konklusioner, tanken om den naturlige lov gav anledning til. Hollænderne Hugo Grotius og Baruch Spinoza tog sig det arbejde på. Men det var nok først med oplysningstiden, at man rigtig fik lagt grunden til et samfund, bygget på den naturlige lov.

Og det fik jøderne gavn af. For man fandt ud af, at enhver, der var bosiddende i det pågældende land, måtte dele de rettigheder, som borgerne i landet havde, altså også jøderne. I land efter land måtte de se sig forvandlede fra tålte og delvis forhadte mennesker til fuldgyldige samfundsborgere.

Tager man Luthers skrift mod jøderne i betragtning, kan man sådan set godt drille ham lidt med, at hans tanker om den naturlige lov, der fik langt større medløb efter hans opgør med paven, efter et par hundrede år udviklede sig til den vel nok største ændring af de jøders forhold, som han i sit skrift ville forfølge med bål og brand.

Men naturligvis, at nazisterne i høj grad benyttede sig af hans skrift, at hans skrift i det hele taget er forfærdelig læsning, og at det næsten er komplet uforståeligt, at en Luther med de skrifter, han havde skrevet indtil da (altså indtil 1543, da han udgav Om jøderne og deres løgne) i det hele taget kunne skrive sådan, det er kendsgerninger, man må stå ved.

Bjørn Thomassen vil jeg ikke sige så meget om. Han var i foråret ude i Kristeligt Dagblad med en masse løse påstande om reformationen, påstande, der delvis blev tilbagevist, også her på bloggen. Se f.eks. her, hvor jeg bl.a. henviser til et indlæg i Kristeligt Dagblad den 26-4 2016, se her, hvor Knud Torm fortæller om Maria-billeder i kirkerne i Danmark, der er blevet bevaret.

Det er derfor lidt besynderligt, at Bjørn Thomassen fortsætter sine påstande, uanset tilbagevisningerne. F.eks. hævder han, at ”der blev sat hårdt ind imod for eksempel tilbedelsen af Jomfru Maria”. Det går jo stik imod Knud Torms artikel, men hvad, det er så lang tid siden, han skrev, så det har læserne formentlig glemt. Eller også har Bjørn Thomassen glemt det.

Lad mig slutte med at korrigere Frederik Stjernfelt! Han siger lige efter påstanden om, at Luther opfandt statskirken:

Kong Christian III i Danmark blev kirkens øverste, da han med Luthers hjælp udrullede Reformationen i Danmark.

Her er han altså lidt for hurtig på aftrækkeren. Det er sandt nok, at efter Grevens Fejde, tog Christian magten i Danmark og indførte reformationen. Og vi plejer da også at huske årstallet for reformationens indførelse i Danmark: 1536. Men man skal sandelig ikke glemme det folkelige røre, der gik forud. Hvis man tager det med i betragtning, må man sige, at reformationen blev indført fra neden og ikke fra oven.

Vi kan tage Malmø som eksempel (byen hørte jo dengang med til det danske rige).

Om det, der skete fra 1527 og fremefter beretter Gråbrødrekrøniken. Denne krønike står bestemt ikke på lutheranernes side og har kun negativt at sige om dem. Alligevel kan den ikke nægte, at flere og flere borgere sluttede op om den lutherske prædiken, som begyndte i 1527, se her. Og Malmøbogen, skrevet af én af den malmøske lutherdoms præster, Peder Lauridsen, fortæller, at der efter den i 1528 indførte reformats blev holdt 3 prædikener hver søgnedag, mellem fem og seks i gråbrødre kirke, mellem seks og syv i helliggejst, og mellem syv og otte i Sankt Peders kirke, se her. Derigennem blev Luthers tanker sunget og prædiket ind i danskernes sind.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Luther og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s