Sandbeck igen

På fredag skal jeg høre et foredrag af Lars Sandbeck, der hedder ”Kristi opstandelse”. Det har bevirket, at jeg har gået mine forskellige indvendinger imod Sandbeck igennem for på en måde at samle ”ammunition” til gode spørgsmål til ham. Men samtidig er jeg dog forberedt på, at vi måske kan blive enige på nogle punkter. I en lille manchet i programmet skriver Sandbeck:

Foredraget vil fokusere på de forskellige forestillinger om opstandelsen, vi finder i Det Nye Testamente, med henblik på at undersøge, hvad der er opstandelsesbudskabets centrale indhold og betydning.

Dette fokus er også mit. Hvad er det egentlig, vi sigter på, når vi bekender vor tro på Jesu opstandelse?

Der er selvfølgelig en række ting, jeg er spændt på at høre lidt mere om. F.eks. vil jeg godt vide, hvordan Sandbeck stiller sig til den indvending imod hans brug af Thomas Aquinas, som jeg kom med i Kristeligt Dagblad den 30-3 2015. Han havde i en kronik i Kristeligt Dagblad den 22-3 2016 tager Thomas til indtægt for den tanke, at Jesu grav ikke var tom påskemorgen, se her. Herimod kunne jeg i mit lille pip af et læserbrev påvise, at Thomas så sandelig regner med, at Jesus stod legemligt op af graven, han gør sig endda anstrengelser for at hævde, at Jesus som opstanden havde et sandt legeme (verum corpus). Jeg har i et senere blogindlæg, se her, samlet mine indvendinger sammen. Dette indlæg har jeg kaldt ”Historieforfalskning”, for jeg mener virkelig, at det er højst uvidenskabeligt sådan at lægge sine egne synspunkter ned over en historisk person og prøve at få den historiske person til at godtage disse synspunkter og desuden jo direkte forfalskning at nøjes med at se på nogle af personens ytringer.

Har man med en historisk periode at gøre, drejer det sig om at lytte sig ind til denne periodes egne forudsætninger. Man vil bære sig forkert ad, hvis man begynder med at opstille kriterier for, hvordan dette eller hint skal forstås, og derefter går i gang med at bedømme periodens udsagn på baggrund af disse kriterier.

Men det er netop sådan, Lars Sandbeck og hans far, Anders Eyvind Nielsen, har båret sig ad. De har fundet det nødvendigt at begynde deres bog Kristi opstandelse med en gennemgang af det, de mener er en moderne tids problemer med opstandelsen. Derefter går de så i gang med at undersøge, hvordan det ny testamente tackler disse problemer.

Men det hele sker på en måde, så man næsten ikke mærker, hvor kæden hopper af.

De har således på forhånd opstillet en forskel mellem Paulus og Lukas. Paulus skrev omkring år 50 og havde ikke brug for nogen tom grav, hedder det, han havde kun brug for en åbenbaringsvision, hvorved han af Gud blev udnævnt til apostel på lige fod med de andre apostle, som havde fulgt Jesus i hans jordeliv og havde set den opstandne kort tid efter langfredag. Lukas, derimod, skrev omkring 120-140 e. Kr., og opererede med den tanke, at Jesus fysisk var stået op fra de døde, at graven derfor var tom, og at de første vidner derfor så den opstandne Jesus med deres fysiske øjne.

Den forskel kan man muligvis operere med som forsker. Men man må holde sig for øje, at det er en forskel, man selv lægger ned over teksterne, ikke en forskel, der findes i teksterne selv. Det glemmer de to forfattere imidlertid.

Se f.eks., hvordan de i det afsnit, der hedder ”Hvad er et opstandelsesvidne”, lige så stille drejer problemstillingen fra en nutidig til en fortidig. Jeg har tidligere bragt et citat fra dette afsnit, se her, og i dette citat er de to forfattere i færd med at undersøger Paulus’ udsagn i Gal 1,15 om, hvordan Gud besluttede at udvælge ham til at forkynde evangelium for hedningerne. Denne oplevelse karakteriserer de som en ”kristocentrisk opstandelsesvision”. Det forklarer de nøjere ved at sige, at ”Paulus har altså ikke set den opstandne Kristus med sit fysiske blik, men Gud har vist Kristus for ham i en åbenbaring”. Og det er helt i orden, for det kan læses som en forskel, som nutidige forskere opstiller, ikke om en forskel, som findes hos Paulus eller andre på det ny testamentes tid.

Men to sætninger senere tillægger de imidlertid åbenlyst Paulus denne forskel. Her hævder de, ”at Paulus altså dermed ikke mener, at hverken han selv eller nogen før ham i fysisk forstand skulle have set eller mødt den opstandne Kristus”. Det siger teksten virkelig ikke noget om. Det er de to forfattere, der lægger deres i forvejen opstillede forskel ned over den arme Paulus’ tekst.

Et sådant spring fra nutidige opfattelser til fortidige findes flere steder i deres bog.

Også på anden måde har de to forfattere svært ved at fastholde forskellen mellem en nutidig og en fortidig opfattelse. Når de f.eks. siger, at ”Gud har vist Kristus for ham i en åbenbaring”, så er det faktisk lidt usikkert, om det er Paulus’ opfattelse eller deres egen, de gengiver. Er det Paulus’, så bliver det foregående nok også Paulus’ opfattelse, og så må anklagen om sammenblanding rettes mod dem allerede, hvad disse sætninger angår. Men er det deres egen opfattelse, de gengiver, så blander de Gud ind i deres analyse, og som god historisk videnskabsmand kan man ikke anvende begrebet ”Gud” i sin argumentation.

For man kan jo virkelig spørge, om ikke det dog for et nutidsmenneske ville være langt det mest naturlige at drage den slutning ud fra 1 Kor 15,1-11, hvor Paulus medregner sig selv til de mennesker, der har set den opstandne, at alle de personer, der nævnes i stykket, har set den opstandne på samme måde: så der altså, hvad alle opstandelsesvidnerne angår, også de første fra første påskedag, er tale om hallucinationer, måske ekstatiske hallucinationer, men altså oplevelser, der foregår i det indre af hjernen, ikke i den ydre virkelighed.

Så vil man måske indvende imod mig: ”Jamen, hvad så med den tomme grav? Så mener du altså alligevel ikke, at graven var tom?”

Dertil vil jeg svare: Jo, det gør jeg da. Det vil sige: det er ikke noget, jeg mener, som om jeg var blevet overbevist af tekstmæssige overvejelser, det er noget, jeg tror. For hvis vi vil beskæftige os med det ny testamente på historisk-kritisk måde, så må vi for en stund lade vore trosartikler ligge, og nøjes med at drage de slutninger, som alle med historisk-kritisk sans kan drage.

Det vil sige: Ud fra de historisk-kritiske undersøgelser kan vi måske udkaste den teori, at det første var den række af Kristus-visioner, som mange disciplene havde efter den forfærdelige langfredag. Blandt dem kan meget vel have været kvindernes visioner ved graven. Der kan også have været visioner af den opstandne, vandrende på søen, Mark 6,45-52. For vi véd fra fortællingen om Peters fiskedræt, at den forekommer både som et under, der fandt sted under Jesu jordeliv, Luk 5,5-11, og som en åbenbaring af den opstandne, Joh 21,3-8. Så det kan vel også have været tilfældet med andre underberetninger. I det hele taget: det tog tid at få alle disse visioner bragt nogenlunde i orden.

Men ret hurtigt blev nu den tanke accepteret, at Jesus var oprejst fra de døde om søndagen. Ikke blot tager Paulus det som noget, han lige fra starten har overleveret korintherne, at Jesus opstod fra de døde på den tredje dag (1 Kor 15,4), han går også i 1 Kor 16,2 ud fra, at det er på den første dag i ugen, altså om søndagen, at menigheden forsamles. Så man er nok nødt til at forestille sig, at Jesus selv har profeteret, at han skulle opstå fra de døde. Hvilket selvfølgelig ikke er noget bevis for, at han så gjorde det, kun en teori, der måske kan gøre det lettere at forstå, hvordan nogle disciple kunne få den tanke, at han skulle opstå.

Måske man også skal hæfte sig ved, at det, der fortsatte, var det fællesskabsliv i kærlighed og fortrolighed, som havde udfoldet sig omkring Jesus.

Jeg har tidligere været inde på, at en rettesnor for et sådant fællesskabsliv kunne være ”afsmitningsreglen”, påstanden om, at du får tilmålt med den alen, du måler andre med, Luk 6,37-38, eller altså: er du venlig og imødekommende, forstående og fuld af indlevelsesevne, vil du af fællesskabet blive mødt med venlighed og forståelse, ligesom du, om du er rethaverisk og selvhævdende, vil blive mødt med sådanne holdninger, se her.

Har det været tilfældet, at man i fællesskabet omkring Jesus har levet efter den regel, må hans død jo siges at være det klarest mulige dementi af reglen: Jesus nøjedes med at tale imod farisæerne og de ledende skriftkloge, men de reagerede med at handle imod ham: de fik ham slået ihjel, ergo, han fik ikke tilmålt med den alen, han målte andre med. På den måde bliver Jesu opstandelse Guds understregning af, at mennesket virkelig er sådan indrettet, at det reagerer med forståelse på forståelse: før eller siden vil det, at man ikke sætter sig til modværge, (Matt 5,39), få virkning på dem, der vil forfølge urmenigheden.

Blot forudsætter det at handle efter afsmitningsreglen jo, at man er villig til, som Jesus, at gå i døden, om det skal være. Og det blev den ældste menighed som bekendt ret hurtigt prøvet i. Ikke så underligt, for så vidt. For forkynder man, at Jesus er opstået fra de døde, forkynder man samtidig dermed, at det store råds dom over ham var forkert, og det kan man ikke tænke sig, at de ledende jøder ville sidde overhørig. Så man forfulgte de kristne.

Og det var Paulus med til.

Men netop han bliver så et bevis på, at afsmitningsreglen har gyldighed. For han blev jo omvendt, men omvendt på en næsten bagvendt måde. For han gik fra at være forfølger til at blive forfulgt. Og umiddelbart vil man vel spørge: Kan noget normalt menneske omvendes den vej? Er det ikke en omvendelse imod al sund fornuft?

Svaret er, at det er det. Men svaret er måske også, at Jesu holdning, hans efterlevelse af afsmitningsreglen, også var imod al sund fornuft. Man kan til nød forstå, at afsmitningsreglen gælder i de nære forhold, altså f.eks. i en forholdsvis lille menighed af Jesus-troende. Men at den skulle gælde i de store forhold, lyder vel lidt for utroligt. Og dog kom den jo altså til det. Det var igennem martyrvilligheden, at oldkirken vandt frem, fik tilhængere, voksede sig stor.

Forstå det, hvem der kan!

Kun én ting endnu vil jeg nævne.

Man kan betragte Jesu undere som den ene side af et paradoks. Dette, at et menneske kommer til tro, er noget, der sker ud fra det menneskets eget inderste, men samtidig noget, der sker i kraft af Guds indgriben. Begge dele, det ene ikke uden det andet. Man kan måske sige, at det at blive kristen, eller det at blive omvendt, sker, fordi man gribes bagfra af overmægtige kræfter. Og samtidig er det dog noget, der sker, fordi man selv med det inderste af sin sjæl forstår. Og hvor meget det end er kræfter udefra, fra Gud, der giver stødet, det er dog én selv, der fatter og indser og forstår.

Derfor har Jesus en række ord, der er vendt imod dette at gøre undere. Men han gør jo trods det undere. Folk kommer til tro i kraft af hans undere. Og dog er der også folk, der kommer til tro uden noget forudgående under.

Det paradoks, som underne således skal afbilde, genfindes i opstandelsesberetningerne.

Thomas ville ikke tro, at de andre disciple havde set Jesus. Men søndagen efter viste Jesus sig for disciplene, altså også for Thomas. Så han fik det skub udefra, der skulle til. Og dog var det ham selv, der bekendte: ”Min Herre og min Gud!” Og Maria Magdalene er den første, der søndag morgen ser, at stenen er væltet bort, Joh 20,1. Men hun mistolker det, hun ser, hun tror, at nogen har stjålet Jesu lig. Selv da hun lidt senere ser Jesus selv, tror hun, det er havemanden, og vil af ham have svar på, hvor Jesu lig er båret hen. Man fornemmer, hvordan den menighed, der har lyttet til fortællingen, gribes af indestængt latter. Men man fornemmer nok også det gribende, det rørende, det helt overvældende, da Jesus kalder hende ved navn: ”Maria”, og hun da kender ham og får alting i sit indre til at falde på plads. Jovist, stødet kom udefra, men det er hende selv, der indefra forstår.

Det samme kan ses med de to disciple fra Emmaus. Det forekommer vel tilhørerne ufatteligt, at de to disciple ikke forstår, når Jesus forklarer for dem, hvordan det dog var efter skrifterne, at Messias skulle lide og dø, men opstå på tredjedagen. Men de véd jo af egen erfaring, hvor umuligt det var at tro netop det. Så heldigvis er der noget, der hedder ”at bryde brødet”, at nyde nadveren. Dèr kan de genkende ham, dèr falder tiøren, dèr kommer de til at forstå. Omsider.

Indrømmet, denne måde at fortælle på er kun en svag afglans af det ny testamente selv. For dèr er der helt anderledes svung over det, dèr føres man fra undertrykt latter til jubelsang. Men jeg vil dog påstå, at selv disse lidt tørre overvejelser om paradokset i opstandelsesberetningerne er mere livsbefordrende og dertil en sandere gengivelse af teksterne end alle Sandbecks forsøg på indlægning af moderne problemstillinger i de gamle fortællinger.

Så kun dette: Skal jeg på fredag høre om, hvad der er opstandelsesbudskabets centrale indhold og betydning? Det håber jeg. Så kan vi måske blive mere enige, Sandbeck og jeg, end hvis vi skal tærske langhalm på spørgsmålet om den tomme grav.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s