Udestående problemer

Jeg mener: mine udestående problemer med Lars Sandbeck.

I mit forrige indlæg her på bloggen sluttede jeg med at ønske, at Sandbeck og jeg kunne blive nogenlunde enige om, hvad opstandelsestroens budskab er, og om, hvordan det har noget at sige os nulevende.

Nu, efter at jeg har hørt ham på det nys afvigte konvent for emeritusser på Løgumkloster Refugium, må jeg desværre meddele, at det dog blev så som så med enigheden.

Ganske vist begyndte Lars Sandbeck med at erklære det, jeg kun kan være enig med ham i: at det væsentligste dog ikke er opstandelsestroens objektive side, altså hvad der skete og ikke skete påskemorgen, men dens subjektive side: hvordan dette griber ind i vor forståelse af menneskelivet i dag.

Desværre må jeg indrømme, at Sandbecks ”subjektive side” er mig lidt for klein. Han nøjes med at hævde, at det igennem Jesu opstandelse bliver tydeligt, at vores adskillelse fra Gud er overvundet; Gud er hos os overalt, også i døden. Men hvordan mit liv bliver anderledes af, at jeg tror, at Gud er hos mig, blev ikke klart for mig.

Men så til den ”objektive” side af opstandelsen: Hvordan skal vi tolke de nytestamentlige vidnesbyrd? Hvad mener Paulus? Hvad mener Lukas?

Det lykkedes mig i spørgerunden efter foredraget at få indsparket to spørgsmål. Godt nok var der meget mere, jeg kunne have lyst til at spørge om, men jeg regnede med, at jeg bedre kunne få et acceptabelt svar, hvis jeg indskrænkede mig til to spørgsmål.

Det første spørgsmål gik på Lukas. Om ham hævdede nemlig Sandbeck, at han kunne rumme den modsætning eller modsigelse, som Sandbeck opererer med, i sig. Han kunne både lade Jesus sige til røveren, at han i dag skal være med ham i paradis, og lade graven være tom og Jesus fremtræde som så legemlig, at han direkte spiser i disciplenes nærvær.

Og spørgsmålet er så: Hvis Lukas så åbenlyst kan rumme i sin forestillingsverden disse to modsigelser, hvorfor vil Sandbeck så absolut have os til at tro, at Paulus ikke kan?

Sandbeck var selvfølgelig parat med den iagttagelse, at Paulus – i modsætning til Lukas – ikke siger eller rettere ikke skriver noget om nogen forening af modsigelser. Men det rokker ikke ved værdien af min indvending. Min påstand går på, at Sandbecks modsætning er noget, han føler sig nødsaget til at opstille som et moderne menneske, men at vi, hvis vi tager Lukas som et eksempel på et ikke-moderne menneske, næsten tvinges til at blive klar over, at denne opstilling af en modsætning er noget, kun vi moderne mennesker foretager. Og da Paulus også er et ikke-moderne mennesker, vil det mest naturlige være, at han ligner Lukas mere end han ligner os, og derfor så udmærket vil kunne rumme forestillingen om den tomme grav samtidig med de forestillinger, han gør sig i 1 Kor 15 om det himmelske legemes sammensætning.

Mit andet spørgsmål gik på den mundtlige overlevering, der nødvendigvis må tænkes at gå forud for den skriftlige. Man er nødt til, sagde jeg, at forestille sig en mundtlig overlevering af Jesus-ordene og af fortællingerne om Jesus, herunder fortællingerne om de forskellige visioner af den opstandne, som noget, der skal lægges tilbage i tid til lige efter langfredag. Ellers bliver det umuligt at forestille sig, at det lille samfund, der havde dannet sig omkring Jesus, fortsatte med at eksistere.

Og vi véd jo da også fra Paulus’ breve, at han har kendt visse Jesus-ord, forresten forholdsvis få, selv om han naturligt nok har kendt flere, end vi kan se af hans breve. Derudover har han kendt nadverens indstiftelsesord og en række beretninger om personer, der har set den opstandne Jesus.

Men da han ikke har fortalt noget om det, véd vi naturligvis ikke, om beretningen om kvinderne ved den tomme grav hører med til det, han har fået overleveret af den ældste menighed. Vi véd imidlertid, at denne beretning er blevet nedskrevet på et tidspunkt noget før år 80. For markusevangeliet bringer denne beretning.

Så hvis man vil forestille sig, at Paulus ikke var klar over, at der eksisterede nogle beretninger om kvinderne ved graven, må man altså enten tænke sig, at disse beretninger ikke var blevet overleveret i de menigheder, hvorfra Paulus har fået sin viden om kristendommen, eller at disse beretninger først er blevet dannet (eller altså ”opfundet”) efter Paulus’ død.

Det er naturligvis ikke umuligt at forestille sig noget sådant, men det forekommer mig at være en unødig komplikation. Blot er man altså nødt til at operere med en sådan komplikation, hvis man vil fastholde tesen om, at Paulus ikke har kendt noget til den tomme grav.

Så dels gør denne tese Paulus til noget specielt i forhold til andre nytestamentlige forfattere, specielt Lukas, og dels er man nødt til at antage specielle overleveringsforhold for beretningerne om den tomme grav.

Naturligvis kunne Sandbeck udmærket gå med til disse specialiteter. Og lige så naturligvis – og det er det, der gør mig lidt loren ved hans tese – kunne han ikke se, at det er ham, der lægger sine teorier ned over det ny testamente, i stedet for at han skulle lytte sig ind til, hvad det ny testamentes forfatteres verdensopfattelse var.

Men nuvel, dette var blot en afrapportering fra det nu overståede emerituskonvent.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s