Undskyldning?

Claus Bryld gør i en kronik i Jyllands-Posten, se her, opmærksom på, at det den 14-12 er netop 100 år siden, vi her i Danmark afholdt folkeafstemning. Spørgsmålet var: skal vi sælge de Dansk-Vestindiske Øer til USA eller ej? Og denne jubilæumsdag giver ham anledning til at tage spørgsmålet om en eventuel undskyldning fra dansk side for ”vores” behandling af slaverne op.

Han mener, at en undskyldning ville give god mening. Jeg ikke.

Men da jeg tidligere har behandlet spørgsmålet, se her, skal jeg ikke her igen fremdrage de mange mærkelige spørgsmål, der kan stilles i den anledning, kun én ting vil jeg gentage fra denne gamle og iøvrigt fyldestgørende artikel.

Jeg skrev dengang bl.a.:

Når jeg mener, man skal droppe al denne tale om undskyldninger, skyldes det også, at forholdet mellem den, der forventer en undskyldning, og den, der tænkes at skulle aflevere en, let bliver noget forkrampet noget. Som et forhold mellem et barn, der har fået en forkvaklet opdragelse, og hans forældre. Bliver han ved med at bore i alt det, han mener forældrene gjorde forkert, spørger man jo til sidst sig selv: bliver den mand aldrig voksen? Som voksen må han dog tage ansvar for sig selv og alt det, hans forældre har givet ham med på vejen, godt og skidt. Det hører alt sammen med til det, han som voksen tænkes at overtage. Man kan jo ikke få sin barndom byttet, hvis man ikke er tilfreds med dem.

Og dette billede af forholdet mellem Jomfruøernes befolkning og danskerne udlagde jeg således:

På lignende måde med beboerne på de dansk-vestindiske øer. De har nu engang den historie, de har; den kan ikke byttes, hvis de ikke er tilfredse med den. Og den har da været med til at gøre dem til dem, de er, naturligvis, men den skæbne og det, de er i dag, må de da som normale voksne mennesker tage på sig. Det er nu engang det, de har fået at bære, vi kan ikke bære det for dem. Er der traditioner, de ikke er tilfredse med, må de lave dem om, vi kan ikke gøre det for dem.

Vi har jo også fået en historie, vi må bære. Men ved at give vestinderne en undskyldning bibeholder vi det koloniale forhold til dem. Vi spiller stadig rollen som forældre, de tænkes stadig at være som børn, der ikke er voksne nok til selv at bære den skæbne, de nu engang har fået.

Ja, man kan med føje tilføje, at dette at give en undskyldning for noget, der er sket med disse menneskers tip-tip-oldeforældre, er at bibeholde den uudtalte koloniale opfattelse af forholdet mellem danskerne og vestinderne: de er (stadigvæk) de stakkels undertrykte, vi dem, der trods tidsafstanden er de skyldige.

Men det svarer desværre forbavsende godt til en anden mærkværdighed ved vor vestlige selvforståelse, nemlig til det forhold, at vi rask væk tager ansvar for noget, som vi ikke med rimelighed kan siges at have ansvar for. Vi er tilbøjelige til at tage ansvar for alle verdens gebrækkeligheder, fordi vor verdensdel engang tilfældigvis var den ledende, både økonomisk og militært. Men når vi på den måde ”tager ansvar”, gør vi derved indbyggerne i vore tidligere kolonier til umodne mennesker, der ikke er i stand til at tage vare på sig selv. Det er ikke meningen (meningen er kun at vise os selv og andre, hvor gode vi er), men det bliver uvægerlig konsekvensen.

Og i tilfældet ”Jomfruøerne” bliver det ekstra uansvarligt, hvis vi vil tage ansvar ved at komme med undskyldninger. Slaveriet blev ophævet i 1848. Fra da af havde indbyggerne samme frihed som indbyggerne i Danmark til at søge at forbedre deres økonomiske og politiske situation. Det skete dog kun langsomt, om overhovedet.

Dernæst har øerne i 100 år været underlagt USA’s love og bestemmelser. Om de giver mulighed for forbedrede livsforhold, er ikke til at sige, men de bedst egnede har sikkert nok kunne tilkæmpe sig en god tilværelse, de mindre egnede blot ikke. Men på trods af disse hundrede år, hvor vi ikke havde noget at sige over øernes skæbne, skal alligevel danskerne sige undskyld. Det giver altså ingen mening.

Derimod kunne det give en vis mening at gøre opmærksom på, at slavefrigivelsen i 1848 kun bestod i en overgang fra én form for slaveri til en anden form for slaveri. Men da denne anden form for slaveri var udbredt i hele den vestlige verden, ja, måske i verden som helhed, var der dengang ingen, der gjorde vrøvl. Og det er der såmænd dårlig nok i dag.

Det er sandt, at det juridiske slaveri ophørte. Men i selve den proklamation, der bekendtgjorde slaveriets ophævelse, stod at læse, hvordan en anden form for slaveri tog sin begyndelse. For slaverne havde hidtil kunne bo gratis i deres hytter, de var jo deres herres ejendom, og det betragtedes som hans problem at huse og brødføde dem. Nu, hvor de var frie, var de ikke længer underlagt deres herres forgodtbefindende, men jo heller ikke den forpligtelse til deres underhold, han havde.

Derfor stod der i proklamationen, at de kunne bo frit i deres hytter i tre måneder (tror jeg nok, det var) derefter skulle de betale husleje til grundejeren, dvs., den tidligere slaveejer. Det vil sige: for i det hele taget at kunne leve på øerne, måtte de tjene penge, og de var derfor henvist til den tidligere slaveejer og nuværende grundejer for at kunne tjene penge på hans sukkerplantage. Slaveejerne slap for besværet med at underholde sine slaver, de skulle blot afpasse størrelsen af huslejen og lønnen efter hinanden, så kunne de få nogenlunde det samme i kassen som før. Slaverne fik frihed, men ikke mulighed for at bruge friheden til andet end til at arbejde for en slaveløn for deres herrer.

Grundtvig havde ellers herhjemme advaret mod det, man foretog sig på Jomfruøerne. Han skrev i 1849 i sit ugeblad ”Danskeren” (side 534f):

Ethvert Folk er sit Fædernelands Grund-Eier (paa pluddervælsk “Suveræn”) og kan aldrig retmæssig ved nogen Lov tabe sin Eiendoms-Ret, saa det er kun Nytten og Brugen af Jorden, der retmæssig kan fordeles ved Lands-Loven og blive Gienstand for Kiøb og Salg, og disse Ting bør da ordnes ved Love, som har fælles Bedste for Øie og tager særdeles Hensyn til Landets Forsvar og Landefredens Haandhævelse. Om vi derfor havde faaet en Lovgivning, som gik ud fra den falske Grundsætning, at enten Kongen eller en Slump Herremænd eiede Landet og kunde give eller sælge det til hvem de vilde, og kunde altsaa, om de lystede, lade det ligge øde, ja med Flid ødelægge det, saa hele Folket maatte sulte ihjel, da seer man let, at saadanne Love var ligesaa uretfærdige, som ubillige og ugudelige, og burde uden videre afskaffes.

Men det var jo netop den situation, der forelå på Jomfruøerne i 1848: en slump herremænd ejede landet og kunne bestemme over det, opkræve afgift af mennesker, der var født og opvokset på øerne, for i det hele taget at få lov at være der, og tjene penge på den arbejdskraft, som var tvunget til at arbejde for dem.

Slaverne blev befriet for den juridiske side af slaveriet, men de fik ikke tildelt nogen ret til den ø, de var født på. Og så var friheden ikke så meget værd, som det almindeligvis antages. Alle var lige, men nogle (godsejerne) var mere lige end andre.

Og vil man udfinde årsagen til den manglende udvikling på øerne, både under dansk og amerikansk administration, er det måske dèr, man skal begynde.

Nå, det er ikke alle, der som Bryld mener, det er hensigtsmæssigt at give en undskyldning, se f.eks. Jyllands-Postens leder den 14-12 her. Også Kristeligt Dagblads kronik fra 14-12 handler om spørgsmålet, se her, men den synes nu mest at være præget af forargelse.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Historie og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s