En spansk prop i Afrika

Af en artikel i Berlingske, se her, fremgår det, at Spanien for en del år siden besluttede sig for at behandle flygtningespørgsmålet på den måde, at man ville ”sætte en prop i Afrika”. Underoverskriften på artiklen lyder:

Mens migranttrafikken er tæt ad andre middelhavsruter, går Spanien stort set fri. Et system af samarbejdsaftaler med vestafrikanske lande holder tilstrømningen nede på et håndterligt niveau.

Og spørger man, om nogen virkelig kan sætte en prop i den strøm af mennesker, der andre steder synes at være uafvendelig, er svaret i kolde tal:

Mens andre »frontlinjelande« som Italien og Grækenland ifølge FNs Flygtningehøjkommissariat UNHCR begge har modtaget op mod 175.000 migranter ad søvejen i 2016, er der i samme periode ankommet omkring 5.000 til Spanien.

Dertil skal dog lægges de migranter, der har held til at komme ind i de to spanske enklaver på Nordafrikas kyst, Ceuta og Melilla, ialt 5.200. Men stadigvæk er der langt fra disse tal til de tal, man opererer med i Italien og Grækenland.

Man har fra begyndelsen af halvfemserne arbejdet på at få en samarbejdsaftale i stand med Marokko, men

Det var imidlertid først i forbindelse med krisen ved De Kanariske Øer, der midt i 00erne var mål for tusindvis af fiskekuttere fyldt til bristepunktet med migranter, at politikken blev sat i system.

Som led i en såkaldt »Plan África« indgik Spanien aftaler med en række vestafrikanske lande, der – ligesom i forhold til Marokko – kombinerede samarbejde om grænsekontrol med udviklingsprojekter samt, i de fleste tilfælde, regler om repatriering.

Løfter om at lette adgangen til legal immigration er aldrig blevet opfyldt. I stedet har modydelsen især været bistand, ikke mindst militær. Eksempelvis har Spanien foræret Mauretanien fire patruljebåde, en helikopter og et overvågningsfly som »betaling« for aftalen med det strategisk vigtige land.

Det, der nu er interessant, er den følgende bemærkning: at denne ”spanske model” har vakt interesse og anerkendelse blandt regeringer flere steder i Europa.

Dette fremkalder en vis undren. Men der er tale om en glædelig undren. For hvis man sammenligner med tidligere udtalelser, synes der at være tale om en vis ændring.

Den 12. juli 2014 fortalte jeg i et indlæg her på bloggen, se her, om et interview i Deadline, hvor Anja Bo interview’ede Thomas Gammeltoft Hansen. Dengang var de to så rørende enige om, at man da ikke kunne udlicitere sine menneskerettighedsforpligtelser. Ja, Anja Bo strammede tesen derhen, at man ikke kunne få andre lande til at gøre det beskidte arbejde, altså arbejdet med at bevogte grænsen. Begge var nemlig enige om den specielle betydning af ordet ”bevogte”: gennem denne form for bevogtning skal man ikke forhindre folk i at komme i land eller komme over grænsen, man skal blot sørge for at registrere dem, så de kan søge asyl på retmæssig måde.

Den form for ‘bevogtning’ gennemføres stadig af Italien.

Men Spanien er altså nu ikke det mindste flov over at få andre lande til at forhindre migranter i at træde op på Spaniens dørtrin, uanset, at de derved forhindres i at søge asyl, hvis det er det, de vil (hvad det jo nok er). Og – og det er det bemærkelsesværdige – andre regeringer klapper i hænderne over det, Spanien gør.

Gad vidst, om vi monstro i migrantspørgsmål skal til at regne med et ”før tsunamien” og ”efter tsunamien”. Noget kunne tyde på det. Eller noget kunne tyde på, at europæiske regeringer er ved at få et mere realistisk forhold til migranterne. Man har gennem migranttsunamien i efteråret 2015 set, hvad en konsekvent efterlevelse af konventionerne kan føre til, og noget sådant ønsker man ikke. Derfor interesserer man sig for den ”spanske model”.

Dog, nogle er utilfredse.

Senest har Amnesty International kritiseret, at Spanien reelt »udliciterer« dele af sin grænsebevogtning til lande, hvor respekten for migranternes menneskerettigheder er minimal. Også andre internationale organisationer og institutioner, heriblandt EU-Kommissionen, har de seneste år protesteret mod både spansk og marokkansk politibrutalitet – især ved grænserne til Ceuta og Melilla.

Der er altså organisationer, heriblandt ikke mindst EU-kommissionen, der uændret kører videre med forbudet mod ”udlicitering”. Hvis tsunamien i 2015 har fået nogen til at ændre mening, er det ikke Amnesty International og EU-kommissionen. Oven i købet er man indigneret over politiets arbejde. Det var man også i efteråret 2015, hvor migranter angreb grænsehegnet til Ungarn. Tænk, at ungarsk politi ville forhindre de stakkels migranter i at komme ind i Ungarn! Og så voldeligt politiet optræder, besvarer vold med vold i stedet for at prøve at tale folk tilrette!

Artiklen slutter med at pege på en afgørende forskel mellem Spaniens og Italiens problemer:

Samtidig, og ikke mindst, afhænger modellens effektivitet af, om det overhovedet kan lade sig gøre at indgå aftaler med pålidelige samarbejdspartnere i politisk stabile lande. Spanien ville næppe befinde sig i samme komfortable situation, hvis ikke samfundsomvæltningerne i forbindelse med det såkaldte »arabiske forår« i 2011 var løbet ud i ørkensandet ved grænsen mellem Tunesien og Algeriet.

Uden den tunesiske diktator Ben Ali og hans libyske kollega Muammar Gaddafi, der tidligere fungerede som »dørmænd« ved den centrale Middelhavsrute ind i Europa via Italien, har især Libyen udviklet sig til et lovløst slaraffenland for menneskesmuglere. Men hvis kong Muhammed VIs vestligt sindede regime på et tidspunkt mister sit jerngreb om Marokko, kan den langt kortere søvej over Gibraltarstrædet igen blive migranternes foretrukne.

Det vil sige: journalisten kan tilsyneladende ikke tænke den tanke, at Spanien selv skulle kunne forsvare sit søterritorium. Det er tænkeligt, at han har ret: den opblødning af den hårde konventionsholdning, som måske er dukket op efter tsunamien, vil muligvis hærdne igen, hvis tiden får os til at glemme tsunamien.

Men det modsatte kunne også ske: at flere og flere regeringer omsider indser, at nu er nok nok; vi kan – og vil – ikke modtage flere migranter. Havde de først ankomne opført sig ordentligt, så måske, men nu, hvor de har voldtaget og stjålet, nu, hvor deres taknemlighed over at være kommet i sikkerhed kan ligge på et meget lille sted, nu vil vi ikke mere.

Dog, den konklusion er vi europæere endnu ikke kommet til. Desværre.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s