Uforenelighed

Kan islam og kristendom forenes? Findes der en fællesnævner for disse to religioner? Hvordan kan man tale sammen med muslimer?

Disse spørgsmål skal jeg her prøve at tage frem.

Baggrunden for det er nogle bemærkninger af biskoppen over Roskilde stift, Peter Fischer-Møller, om samtalemuligheder med muslimer. Det var anledning til først et samtale-interview med ham i Kristeligt Dagblad, se her, senere en kronik af Carsten Breengaard imod de deri fremførte tanker, se her.

Overskriften på det første indlæg var ”Biskop: Kristne har ikke patent på vejen til Gud”. Og overskriften på kronikken var ”I stedet for Gud på korset har vi fået en samtale-Gud”. Med de overskrifter skal det komme uoverensstemmelse ud af det; faktisk lægges der op til, at man ikke prøver at forstå hinanden, men kun graver sig dybere ned i sine skyttegrave.

Jeg skal her prøve at vise, at de to religioner faktisk er uforenelige, men at det på trods af det godt kan lade sig gøre at føre en samtale mellem de to religioners tilhængere.

Hvis man tænker tilbage på et tidspunkt, hvor man har været uenig med én af sine nærmeste, sin kone eller mand, sin søster eller bror, så har man måske opdaget, at man, mens man er godt gal i skralden på den anden, går og samler sammen af ting, man har gjort uden at få modydelse, af kærlige ord man har sagt, uden at en anden har svaret lige så kærligt, af ting i det hele taget, som gør den andens opførsel fuldstændig egoistisk og uantagelig.

Men man har så også – forhåbentlig da – oplevet, hvordan man, hvis forholdet til den anden igen bliver retvendt, uden videre glemmer alle de forsøg på retfærdiggørelse, som man havde viklet sig ind i, af glæde over, at tilliden nu er genoprettet.

Hvad jeg her har skildret, er nogenlunde det samme, som Løgstrup skildrer i Opgør med Kierkegaard, hvor han skelner mellem kredsende livsytringer og suveræne livsytringer. Uenigheden, som jeg skildrede ovenfor, hører til de kredsende livsytringer, tillidens genoprettelse til de suveræne livsytringer.

På et tidspunkt gjorde jeg den opdagelse, at det kredsende ved de kredsende livsytringer – Løgstrup nævner fornærmelse, misundelse, jalousi – var, at man hele tiden bevægede sig indenfor en bestemt del af sproget. Man tænkte i retfærdighedsbaner, i beskyldninger og modbeskyldninger, i, hvad der var god moral og ikke god moral.

Omvendt var det suveræne ved de suveræne livsytringer det, at der nu kom en helt anden del af sproget på banen. Man tænkte i forhold: er forholdet til den anden intakt eller er det brudt. Man tænkte i tillid og fortrolighed: vil den anden stadig have med mig at gøre? Man tænkte i samliv og indlevelse: hvad har den anden ikke tænkt om mig?

Det nye ved disse tanker – altså det, at jeg så at sige satte sprog på den menneskelige forsoningsproces – var, at man derved fik en forklaring på, at de kredsende livsytringer var så umulige at komme ud af. Det skyldtes, forstod jeg, at den del af sproget, man bevægede sig i, ikke havde logik tilfælles med den del, der hører det intakte tillidsforhold til. Skal man ud af den binding, som dette sprog (eller ”dette sprogspil”, for det er jo kun en del af det menneskelige sprogs mange facetter) holder én fast i, må der derfor komme et ord udefra, man må kaldes på af en anden, der må ske den forvandling med én, at alle de tanker, der hører retfærdighed og moral til, må viskes ud af sindet, så alene ønsket om fornyet samliv bliver tilbage.

Det bedste eksempel på, at en sådan forvandling er ønsket, er Jesu lignelse om de to sønner (eller lignelsen om ”den fortabte søn”, som vi lidt fejlagtigt plejer at kalde den). Den ældste søn afbildes af Jesus netop som én, der tænker i retfærdighedsbaner (”Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham.” Luk 15,29f). Vi forstår det allesammen. For der er jo ikke tale om nogen ligelig fordeling. Og kræver almindelig retfærdighed ikke det? Men vi forstår vel også faderens svar (”Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.”) For den yngste søn er jo dog den ældstes bror. Og vi kender vel også til det at føle samhørighed med et familiemedlem, skønt han eller hun ikke har opført sig som forventet.

Nu gør Jesus jo det i sin lignelse, at han – uden de religionsfilosofiske mellemregninger, som jeg har foretaget – overfører disse holdninger fra forholdet mellem mennesker til forholdet mellem menneske og Gud. Derved fremstår det uforenelige. For de to dele af sproget (eller de to sprogspil), som her bringes i spil, har ikke logik tilfælles. Man kan ikke forsvare faderens forbarmen sig over den yngste søn med nogen form for retfærdighedsbegreber. Det er og bliver uretfærdigt overfor den ældste søn. Men fidusen er, at han – og vi – skal bringes helt ud af at være bundet til retfærdighedstanker.

Bundet af retfærdighedstanker”? Man kunne også tale om at ”leve under lovens trælleåg”, som Paulus siger Gal 5,1. Det, der er galt med farisæerne – for det er dem, der afbildes i skikkelse af den ældste søn – er altså, at de mener, at forholdet til Gud er et forhold til en dommer, eller at man klarer frisag overfor Gud ved at overholde loven, eller det er, at de tænker i retfærdighedsbaner om Gud.

Ud fra en sådan dagligdags oplevelse kan man nå frem til en forståelse af forskellen mellem loven og evangeliet: lovholdningen til Gud er det forkerte, evangeliet er, at Guds ord forvandler os, så vi gribes af en evangelieholdning eller en kærlighedsholdning eller en relationsholdning – kært barn har mange navne – ikke blot til Gud, men også til næsten. Blot truer denne relationsholdning hele tiden med at forsvinde bag den tilsyneladende meget frommere lovholdning, og det desværre ikke blot i forholdet til Gud, men også i forholdet til næsten.

For er den forsvundet i forholdet til Gud, er der stor fare for, at den også forsvinder i forholdet til næsten.

Og den er næsten forsvundet i forholdet til Gud, både hos kristne og hos muslimer, mest udtalt naturligvis hos muslimer. For hos dem har de deres religion til at understøtte denne forsvinden af relationsforståelsen af forholdet til næsten.

Men den er også næsten forsvundet hos os. Sådan har det været igennem mange år. Godt nok træffer man sporadisk relationsholdningen hos Luther, så man får indtryk af, at denne holdning er hans egentlige holdning til Gud. Men han siger så meget andet, som kun dårligt passer med denne holdning.

Dog lader vi Luther ligge i denne omgang og nøjes med hans nutidige efterfølgere.

I Den korte Avis har man i de sidste dage kunnet se en annonce fra noget, der hedder Påske Snacks, ”Forlaget Alstrup”. En præstelignende skikkelse bekendtgør: ”Gud elsker dig og der er ikke noget du kan gøre for at få ham til at ændre mening”. Og ikke sandt, det lyder da som et godt evangelium. Det er lige efter bogen, altså den kristelige bog: det ny testamente.

Såmænd er det ej. Guds ord til os er ikke nogen mening. Og det, der skal prædikes, er ikke noget om Guds sindelag overfor os. ”Gud er kærlighed”, lyder det gang på gang, som om evangeliet var udtrykt ved at fortælle om, hvordan Guds sindelag overfor os er.

Det er sandt, at Gud taler et ord til os om sin kærlighed, men meningen er ikke at oplyse os om sit sindelag. Meningen er, at vi derigennem skal komme ud af vor lovtrældom. På samme måde som faderen i Jesu lignelse. Men tager man ordet ud af situationen, forstår man det som en tale om Guds kærlige væsen eller om Guds sindelag overfor os, så bliver ordet forvandlet fra et ord, der lyder til os, til et ord, vi ejer og har, fra et ord, der kalder på vores reaktion: ”Vil ikke også du kæmpe for fællesskabets opbygning?”, til et ord, der kun er laurbær, vi kan hvile på. Og det var ikke meningen.

Jeg har andetsteds været inde på Luthers prædikener over bjergprædikenen og har dèr nævnt, at Luther i den forstand slet ikke er lutheraner, at han, som de nutidige lutheranere, anvender Jesus-ordene i bjergprædikenen som ”syndespejl”, dvs., som en skærpelse af loven, der skal tvinge os til at se os selv som syndere, se her. Nej, han anvender ordene, som de var tænkt at skulle anvendes, som formaning, dvs., som et godt råd til, hvad man kunne tage og gøre, hvis man vil have sit liv til at lykkes.

Vil du have dit ægteskab til at lykkes? Jamen, så se blot på andre kvinder, deres former, bevægelser, ord og mimik, med lyst og fornøjelse, men undlad at udsende signaler med dine blikke. Det er meningen med ordet i Matt 5,28 om ikke at se på en kvinde med et lystent blik. Enkelt og ligetil.

Og er forholdet gået i stykker eller truer det med at gå i stykker, så lad for alt i verden være med at pukke på din ret, lad være med at tænke i retfærdighedsbaner, find dig hellere i, om så skal være, at lide uret. For at forholdet bevares går forud for alt, også for den strenge retfærdighed. Det er meningen med opfordringen om at vende den anden kind til, Matt 5,39.

Men farisæerne havde lavet et helt system af regler, som skulle overholdes. På den måde var de sikre på at kunne møde Gud med overskud på dommens dag. De tænker ikke på, at Gud høster, hvor han ikke har sået, Matt 25,26. De mente, at disse regler var åbenbaret på Sinai, og at mennesker uden denne åbenbaring ikke ville vide, hvad der var godt og ondt. Men når fællesskabets trivsel går forud for al regeloverholdelse, så er det den gensidige tillid, der bestemmer, hvad der skal gøres og hvad ikke, og så gælder dette regelsæt ad Wandsbeck til.

Det sjoveste eksempel på dette krav til de kristne om selv at finde ud af, hvad der skal gøres, er Paulus’ brev til Filemon. Filemons slave, Onesimus, er løbet bort fra ham, er kommet til Paulus og dèr blevet kristen, ligesom Filemon er det. Paulus sender ham nu tilbage til Filemon medbringende det brev, vi stadig har i det ny testamente. Men ikke om Paulus med et ord siger noget om, at Filemon burde frigive Onesimus, han nøjes med en række antydninger. For Filemon skal selv kunne indse, at når de to nu er brødre i menigheden, så burde de også være det i samfundet som helhed. Se evt. en nøjere undersøgelse af Filemonbrevet her.

Nuvel, dette skulle vise, at selv om det ny testamente prøver at fastholde relationsholdningen, er vi hele tiden fristet af lovtankegangen til at overhøre den formaning, der udgår fra forkyndelsen, og nøjes med datidige og derfor forholdsvis uvedkommende trossætninger.

Og det betyder så, at når vi vil tale med muslimer, så er det netop forskellen mellem lov og evangelium, vi skal have fat på, forskellen mellem det at opfatte Gud som én, der kræver regler overholdt, og opfatte ham som én, der kalder os ind i fællesskabet med sig selv og med andre mennesker.

Og lad os så se, hvordan Peter Fischer-Møller vil håndtere en sådan samtale!

Først: Han har en mærkelig forestilling om, at man helst skal være enig med den, man taler med. Han bliver spurgt om muslimernes gudsforståelse er forkert og svarer:

De fortæller en anden historie om Gud. Hvis man siger til nogen, at det er forkert, hvad du siger, så holder man jo også op med at gide høre på dem. Det er en enorm ufrugtbar måde at gå ind i en dialog på. Jeg vil hellere høre, hvad de har at fortælle.

Jamen, kære Fischer-Møller, muslimerne véd da godt, at vi er uenige med dem. Det, samtalen skulle bringe for dagen, er, hvad denne uenighed består i. Jeg vil da godt høre på muslimerne, ja, jeg har jo da her på bloggen brugt megen tid på at finde ud af, hvad de mener, men hele tiden har jeg vidst, at de havde uret, blot ville jeg finde ud af, hvori denne uret består.

Lidt tidligere har han sagt:

jeg synes, det [kristne evangelium] er verdens bedste historie, vi som kristne har at fortælle. Derfor bruger jeg meget af mit liv på det. Jeg involverer mig i religionsdialog, fordi jeg gerne vil have lejlighed til at fortælle den til andre mennesker. Min pointe er også, at det ikke er en historie, vi er færdige med at forstå. Så det at tale med andre er også en mulighed for selv at blive klogere. Vi har ikke patent på Gud. Det er ikke sådan, at vi har den færdigstøbte sandhed om Gud. Derfor har vi brug for samtalen.

Kan vi lære noget om kristendom ved at tale med muslimer? Kan vi blive klogere på vort menneskeliv og på dets afhængighed af Gud på den måde? Ærlig talt, jeg kan ikke se det. Ganske vist har det, jeg har lært om muslimer og islam, fået mig til så meget mere intenst at adspørge Det ny Testamente, men det er derved, jeg er blevet klogere, ikke ved at studere islam.

Og så bringer han Kanaans sprog i spil:

Evangelierne er nogle af de første fortolkninger, men det er jo netop fortolkninger af noget, der overgår vores forstand: At Gud blev menneske.

At Gud blev menneske”. Åh, ja, det kan alle vi fromme kristne da nok blive enige om. Men nu var det jo en samtale med muslimer, vi skulle undersøge nærmere. Og selvfølgelig kan vi se en forskel til islam dèr, for de betragter det som blasfemi at tale om, at Gud blev menneske. Men må vi ikke i begge tilfælde spørge, hvor vi skal træffe afgørelse om det? De har deres åbenbaring i koranen, vi vores i bibelen (eller i Kristus, som Fischer-Møller siger), men ender vi bare dèr, hvor åbenbaring står imod åbenbaring? Er der ikke mere at sige?

Mig forekommer det mere frugtbart at bruge forskellen mellem lov og evangelium i en sådan samtale, at prøve at forklare muslimerne, at vores fromhed ikke går ud på at overholde de og de regler og lade det være godt med det, men har med fællesskabet at gøre, fællesskabet mellem mennesker og fællesskabet med Gud.

Men jeg er da godt klar over, at vi tilsyneladende står svagt, hvis vi vil samtale om håndteringen af kønsforskellen. For vore unge opfører sig ikke særlig klogt på det område, og jo da slet ikke særlig moralsk. Men vi kan måske få vor modpart til at forstå, at en sådan opførsel af os betragtes som frihedens pris, en pris, vi er villig til at betale for at kunne fastholde friheden, for efter vor opfattelse kan et holdbart ægteskab kun bygges på parternes frie tilslutning.

Her er det dog værd at være opmærksom på, at hvis den forståelse af sproget som styrende, enten førende ind i en lovholdning eller ind i en relationsholdning til tilværelsen, er korrekt, så har muslimerne også mulighed for i deres ægteskaber at erfare den ægte kærlighed, så diskussionen kan kun komme til at dreje sig om, hvorvidt en sådan ægte kærlighed har størst chance for at fremstå, hvis lovholdningen er den overordnede, eller hvis relationsholdningen er det.

Nu plejer vi jo overfor muslimerne at være særdeles eftergivende, og det hører efter vor mening med til god (kristen?) skik ikke at prale af noget af det, man har, men alligevel: er det så svært at se, at det er endog meget svært for kærligheden mellem ægtefæller at vokse frem, hvis den ene part føler, at han eller hun er blevet tvunget ind i forholdet, endsige da, hvis begge parter føler sådan. Man kunne selvfølgelig forestille sig, at de personer i familien, der bestemmer, hvem der skal have hvem, tager hensyn til de unges personlighed – hvem passer han eller hun mon sammen med? – men vi véd jo, at der er mange andre ting på spil i disse afgørelser: familiernes status, deres bopæl: kan et ægteskab føre til opholdstilladelse i brudens land?, ja, i de fleste tilfælde er der også penge involveret i forholdet. Så det er ikke ualmindeligt, at hensynet til de unges følelser for hinanden spiller en ret ringe rolle.

Dertil kommer, at aftaler om giftermål mellem den og den ofte aftales, mens de pågældende er børn, og at dette ikke at adlyde sin far betyder, at han mister ære – noget af det værste, der kan overgå en muslimsk mand: tænk, han har ikke styr på sin familie, så de adlyder ham!

Men netop det sidste må da få os ikke-muslimer til at spørge, om nogen virkelig kan sætte sin egen ære over sin datters lykke. Jeg véd godt, at det ikke falder muslimer ind at spørge sådan, men i en samtale skal man vel komme frem med sine synspunkter, for at finde ud af, hvad modparten mener.

Og netop derfor kunne det da være interessant at høre, hvad muslimer siger til den sag, der blev afgjort for nylig, hvor en pakistansk familiefar fik en fængselsdom for at have holdt sin datter indespærret i Pakistan igennem næsten to måneder, se her. Hun skulle tvinges ind i et ægteskab, som hun var imod, og kom kun ud ved de danske myndigheders hjælp.

Det hører jo med til loven, at overtrædes den, kommer der sanktioner mod den formastelige. Og er det lov, at en datter skal adlyde sin far med hensyn til giftermål, så er det jo logisk nok, at faderen får mulighed for visse straffe. Men dels: Har shariaen virkelig en sådan lovbestemmelse? Og dels: Er det i orden ifølge shariaen at spærre datteren inde, indtil hun giver efter?

Det sidste fører yderligere dette spørgsmål med sig: Hvordan ser man fra muslimsk side på den straf, faderen får? Accepterer man den, fordi man befinder sig i et ikke-muslimsk land? Ville man i et muslimsk land i det hele taget straffe faderen?

Som man ser: Der er så sandelig nok at tale sammen om, man behøver ikke at standse ved den kristne påstand: at Gud blev menneske. Langt mere frugtbart ville det være at gå ud fra den kristne forudsætning, at der findes en naturlig lov, som alle mennesker forstår. Måske man så fra muslimsk side ville indvende, at den åbenbarede lov netop er givet, fordi der ikke findes nogen naturlig lov. Men modspørgsmålet er naturligvis, om ikke også muslimer forstår, at kærlighed ikke komme i stand ved tvang, og at den danske lov, der straffer en far for en sådan handling, ikke er så tosset endda, selv om den er baseret på rationel forståelse og ikke på nogen åbenbaring fra Gud.

Det er vist i det hele taget den væsentligste forskel på de to religioner: en forskel i synet på vore helligskrifter. Muslimerne er gået langt ud ad den tangent, der hedder, at koranen er Guds eget skinbarlige ord. Vi er gået knap så langt ud ad samme fejlagtige tangent i vor forståelse af bibelen, og fordi vi har begået den fejl, ender vor samtale med muslimerne ofte med, at åbenbaring står imod åbenbaring, koran mod bibel. Som man måske kan forstå, vil jeg plædere for, at vi læser bibelen som en inspirationskilde, ikke som en åbenbaringskilde. Stedet, hvor vor religions sandhed afgøres, er i forholdet til vor næste: er det som beskrevet af Jesus beroende på kærlighed og forståelse og ikke på lovoverholdelse? Mens stedet, hvor islams sandhed afgøres, er i det muslimske samfund, hvor alle underkaster sig den samme koran; eller rettere: hvor alle tilsyneladende underkaster sig den samme koran, for man må jo indrømme, at der er mange fortolkninger af koranen.

Det var alt for denne gang.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s