Løgnepresse?

Nej, det er ikke den tyske presse, der her tænkes på, selv om det jo er fra Tyskland, vi har ordet ”Lügenpresse”. Det er såmænd den danske presse, der her skal ‘smykkes’ med denne betegnelse.

Og det, jeg især tænker på, er en Deadline-udsendelse den 19-12, som var forvandlet fra en almindelig udsendelse med samtaler om stort og småt fra den hjemlige andedam til en live-reportage om begivenheden i Berlin, hvor en mand mandag aften kørte en lastbil ind i et julemarked; resultat: 12 dræbte og mindst 48 sårede, nogle alvorligt.

Man havde indkaldt en tysker, der talte et udmærket dansk, Moritz Schramm, som kommentator, og sammen med DR’s egen korrespondent fra Berlin, Michael Reiter, fungérede de udmærket i sammenhængen. Det vil sige: de fungérede udmærket, når vinklingen var den af DR ønskede. For alle tre, Sigge Winther, Deadlines vært, og de to kommentatorer, var rørende enige om, at hvis det viste sig at være en muslimsk terrorist, der havde forøvet ugerningen, og der ikke var tale om en simpel bilulykke, som man en overgang kunne tro, så ville Alternative für Deutschland, det indvandringskritiske parti, få fordel af det. Og Moritz Schramm fik derfor lejlighed til, uimodsagt, indtil flere gange at fortælle os uvidende seere, at tyskerne skam var glade for deres multikulturelle samfund, at det hele til daglig fungérede upåklageligt, og at man fra officielt hold gjorde sig stor umage for ikke at drage forhastede slutninger.

Og Michael Reiter fra Berlin gjorde sig også store anstrengelser for at fortælle om, hvordan tyske politikere ivrigt prøvede at forhindre, at dette udviklede sig til at generelt muslimhad. Og Moritz Schramm gentog, at det store flertal i Tyskland godt var klar over faren ved at bruge dette til muslim-bashing, og at de få indvandringskritikere, der var i landet, ikke ville få lov til at drage fordel af begivenheden.

Det er dansk løgnepresse i en nøddeskal. For hvad man ikke fortalte, var, at tysk presse og politi trods alt har lært meget af Køln-episoden sidste nytårsaften. Det forfærdelige ved den episode var jo ikke blot de mange sex-overgreb, men også det forhold, at politiet forsøgte at neddysse og fortie hele historien. Der gik dage, inden den fulde sandhed kom frem.

Og det har man i tysk presse taget ved lære af. Nu er man ivrig efter at udføre sine journalistiske forpligtelser, uanset hvilken konklusion de måtte føre til. Nu er man bange for igen at miste tyskernes tillid. Kan gerne være, at man på redaktionerne gør sig tanker om, hvem der kan få gavn af en sådan begivenhed, men man er godt klar over, at det denne gang gælder: sandheden fremfor alt.

Intet af det mærkede man noget til i den danske behandling af begivenheder. Her fortsatte man bevidstløs i det spor, man fra DR’s side hele tiden har kørt i: for alt i verden ikke give Dansk Folkeparti og de andre indvandringskritikere noget at hænge deres hat på. En meget svær opgave, stillet overfor en sådan terrorhandling, men man gjorde sit bedste, hvilket altså vil sige: sandhedens værste.

For sandheden er jo, at der er en forbindelse mellem islam og terror. Sandheden er, at de terrorhandlinger, der har fundet sted i den vestlige verden indenfor den senere halve snes år, næsten alle er begået af muslimer. Og så nytter det ikke noget at sige, at alle trosretninger jo har sindssyge mennesker iblandt sig; om jeg hørte ret, forsøgte Moritz Schramm at trække dette gamle øg af stalden. Og så længe man gør det, og så længe de statsunderstøttede medier gør det, vinder de ikke den troværdighed tilbage, som de er i fuld gang med at tabe. Men skidt endda være med mediernes troværdighed, vi får af samme grund heller ikke stillet de rette spørgsmål til muslimerne.

For det får vi jo ikke gjort med den eftergivende og halelogrende dialog, vi hidtil har ført med muslimerne. Før eller siden må da dette højst aktuelle spørgsmål dukke op:

Hvilken forbindelse er der mellem den almindelige muslim, hans handlinger og tro og så diverse terrorister?

Der er mange, der har forsøgt sig med en radikaliseringsteori, forsøgt at finde ud af, hvorfor terrorister bliver terrorister. Man har villet give psykologiske, sociologiske eller andre slags forklaringer på, at unge muslimer slutter sig til IS eller i det hele taget bliver terrorister. Sidst har en fransk-amerikansk forsker i et interview i Kristeligt Dagblad fremkommet med sine teorier, se her. Men meget få har forsøgt at give en teologisk forklaring, meget få har søgt at overveje, om mon islam, teologisk forstået, i sig selv danner baggrund for fremkomsten af terrorister. Det var dog ellers et oplagt spørgsmål at tage frem i en dialog med muslimerne. Jeg kan også sige: Det var dog oplagt at søge at få de herboende muslimer til sådan for alvor at overveje, om de i deres forkyndelse af islam kan siges at have et medansvar for de terrorhandlinger, der finder sted mod os europæere.

Man kan måske begynde med at spørge: Hvorfor hader de os? Altså, hvorfor hader muslimerne os ikke-muslimer?

For man kan jo med en vis ret hævde, at en terrorhandling, hvor man slår mange europæere ihjel, blot er det sidste og mest utvetydige udslag af et had mod os. Tyverier og røverier imod os er ved at blive dagligdag. Og det udøves af muslimer tilsyneladende uden nogensomhelst dårlig samvittighed, som om man af Allah havde fået carte blanche til at gøre næsten hvadsomhelst imod os ikke-muslimer.

Der har alle dage været slåskampe mellem unge mennesker. Men mens det i min ungdom var almindeligt, at der gjaldt visse regler for disse slåskampe: ”ikke to mod én”, ”ikke slå på én, der ligger ned”, synes den slags riddermoral at være ukendt land for muslimerne. For dem drejer det sig om i løbet af så kort tid som muligt at kunne mobilisere så mange af deres trosfæller som muligt. Så kan de klare en ensom politipatrulje, så kan de slå en sagesløs nattevandrer til plukfisk, så kan de sparke løs på en liggende både det ene og det andet sted. Og så har vi ikke nævnt det, muslimer tillader sig overfor vore kvinder.

Man kan med en vis ret sige, at det drejer om dominans. Det ses særlig i de specielt muslimske kvarterer. Her tillader muslimske ”unge” ikke os ikke-muslimer at gebærde os. Og det gælder også i mange skoleklasser, selv om den direkte vold her er mindre karakteristisk. Ligesom det gælder på gader og stræder, hvor muslimske, tørklædeklædte kvinder bevæger sig. Dem skal man lægge mærke til, dem skal man passe på, for de er muslimer og derfor urørlige – modsat ikke-muslimske kvinder.

Men så rejser sig naturligvis det spørgsmål: Hvorfor mener muslimer, at de skal dominere? Hvad er det i deres religion, der får dem til at tro, at har ret til at handle sådan mod os andre?

Jeg tror, at det har med det forhold at gøre, at de muslimer, der kommer her til landet, alle kommer fra lande, hvor muslimerne er i flertal. Og hvor de er i flertal, er alle andre at betragte som undermennesker, ”dhimmier”, hvis opgave det er servicere muslimerne og iøvrigt holde sig i ro og ikke genere muslimerne. Den ordning er de vant til. Men én ting mere: Den ordning er efter Guds vilje. Muslimerne har af Gud fået til opgave at gøre hele verden muslimsk, ikke ved overtalelse, ikke ved propaganda, ikke ved at fortælle om islams herligheder, men ved tvang, ved falsk reklame, ved dominans i det små, som senere kan udstrækkes til større områder.

Jeg forestiller mig ikke, at den almindelige, såkaldt fredelige, muslim er sig alle disse ting bevidst. Men ligesom de danskere, der rejste til Amerika, holdt sig betydelig mere til deres kirke derovre, end de havde gjort i Danmark, således holder de muslimer, der kommer til dette fremmede land, sig i høj grad til moskéerne og til de imamer, der prædiker dèr.

Her hører de, hvad en from muslim skal gøre og ikke gøre. De fem daglige bønner tales der måske ikke så meget om, selv om det jo hører med til en from muslims livsførelse. Afholdenhed fra vin og svinekød, derimod, er noget, der lettere lader sig gennemføre, også i et fremmed land, og ramadanen skal i hvert fald fejres med fuld musik. Og mærkelig nok, samtidig med disse positive anvisninger følger ofte en negativ: bland jer ikke for meget med danskerne, pas på ikke at blive for danske!

Som man véd, fører dette ofte til, at de unge sendes på ”genopdragelsesrejser” til hjemlandet. Begrundelsen, der gives, er ganske klar og uden omsvøb: de var blevet for danske. En ganske besynderlig begrundelse. Som om man ikke kan være både danskere og pakistaner eller iraker.

I andre tilfælde er det de unge, der mere eller mindre krampagtigt søger at holde fast på hjemlandets muslimske kultur. De tåler ikke dobbeltheden. Men igen: Det er, som om islam ikke tåler danskhed sammen med muslimskhed, så hvis man elsker sin muslimske kultur, må man nødvendigvis hade den danske kultur.

Krampagtigt”, siger jeg, hvorfor det? Ja, det er lidt besynderligt. Men sagen er vistnok den, at disse unge muslimer ikke blot stilles i krydsfeltet mellem to kulturer. Det kunne de måske klare ved at tage lidt fra den ene og lidt fra den anden. De stilles også i en situation, hvor de et sted i deres bevidsthed godt kan se, at den kultur, de flygtede fra, den muslimske, er underlegen i forhold til den danske kultur. Der var jo en grund til, at de flygtede: de ville leve i et bedre samfund end det muslimske samfund, de kom fra. Og det falder dem svært at nægte, at det danske samfund er bedre end det muslimske samfund. På den anden side er den muslimske kultur jo deres kultur, og kan man se ned på sin egen kultur?

Jeg tror, at noget af hadet mod os danskere har med dette forkrampede syn på forholdet mellem kulturerne at gøre. Men hvad man skal gøre ved det, véd jeg vitterlig ikke. Måske man ved en samtale med muslimske lærde kunne få nogle idéer. Men naturligvis, det vil man aldrig få, hvis man bare taler disse lærde efter munden.

Måske den før omtalte fransk-amerikanske forsker er inde på noget rigtigt, når han refereres for følgende:

Hans undersøgelser viser, at støtten til Islamisk Stat først og fremmest hænger sammen med en længsel efter identitet, fællesskab og mening med livet og følelsen af at gøre verden til et bedre sted på samme måde, som også nazisterne drømte om en ny og efter deres opfattelse bedre verdensorden. Hans forskning viser, at mange af de unge jihadister er normale mennesker, der er kommet ind i et altopslugende gruppefællesskab.

Han mangler blot at få religionen med ind i billedet. For identitet, mening med livet, det er jo det, religionen tænkes at give. Og den måde, islam kan give mening med livet på, er ved at pege på, at enhver muslim jo er Allahs soldat, Allah behøver hver enkelt for at få sin vilje med verden gennemført. Og selv om mange har måttet indrømme, at Vesten er overlegen på utallige punkter, er der dog ét sted, hvor Vestens underlegenhed viser sig overordentlig tydeligt: for hvem er det, der har i sig viljen til at dø for Allahs sag? Hvem er det, der vil sætte livet til for at skabe den verden, Allah vil have? Det er muslimen, i hvert fald de muslimer, som de radikale bevægelser tiltrækker. Og hvem er det, der er hunderæd for at miste livet? Hvem er det, der kun har virkningsløse tårer, blomster og lys ved gerningsstederne at opvise, men altid vil have andre til at vove livet? Ja, det er os vesterlændinge.

Med sådanne tanker indenbords er pludselig den muslimske identitet blevet klar for den unge, meningen med livet gået op for ham, omvendelsen til mulig terrorist fuldført.

Det spørgsmål, det ud fra dette kunne være interessant at drøfte med kloge imamer, var altså, om der kan gives en anden udvej ud af de unges tvesind end terroristens; om de på én eller anden måde kan bringes til at elske og måske endda kæmpe for vort sekulære samfund, hvor en fredelig form for islam kunne dyrkes; om de kan få koranen og islam i det hele taget tolket, så vort samfund blev anerkendt.

Jeg er langt fra sikker på, at noget sådant kan lade sig gøre. Men skal der føres dialog med imamerne, skal det være noget sådant, der skal drøftes. Men det sker ikke, så længe journalister og andet godtfolk skyr som pesten enhver antydning af, at islam kunne medføre terror.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget . Bogmærk permalinket.

Et svar til Løgnepresse?

  1. Joakim-83 siger:

    Løgnepressen er heldigvis på vikende front overalt:)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s