Lovreligion lig med magtreligion?

Først skal vi lige igennem en lille indledning om de danske mediers ret forskellige reaktion på terrorhandlingen i Berlin den 19-12.

Det er vist efterhånden gået op for de fleste, at en journalist kan få næsten en hvilkensomhelst mening frem blot ved at spørge de ”rigtige” eksperter. Så man skal ikke altid tro på overskrifter. Således interview’er Kristeligt Dagblad nogle eksperter, der besynderlig nok alle er enige om, at hensigten med terrorhandlingen var at oppiske en stemning af religionskrig og skærpe etniske og religiøse konflikter, se her.

Besynderlig nok er det af alle aviser Information, der imødegår denne opfattelse. Her har man fået sine eksperter til at mene, at nu er vi nået dertil, at alle europæiske stater, ikke blot de mest aggressive, er mål for islamisk terror, se her. Oven i købet mener én af eksperterne, at Islamisk Stat mener, at de befinder sig i en religionskrig. Og bare det at bruge dette ord og åbent erkende, at måske Samuel Huntington får ret, han, som mente, at der ville opstå et ”clash of civilizations”, specielt mellem islam og kristendom, er måske tegn på et nybrud i forskningen. I hvert fald er det et tegn på, at Informations vinkling er anderledes end Kristeligt Dagblads.

Men ingen af de to vinklinger giver noget særlig begavet svar på, hvad vi i den vestlige verden – eventuelt ud fra vores religion – kan gøre for at få den tabte tillid tilbage.

Ja, netop: ”Få tilliden tilbage”. Eva Selsing har i Berlingske en udmærket kronik om den tillid mellem danskere, der er ved at gå tabt, se her. Hun skriver bl.a.:

Tilliden dør lige så stille. Tillidstabets betydning for selve vores måde at leve på kan ikke overvurderes. Og alligevel bliver det konsekvent overset, måske fordi målestokken for tabt tillid er en kompleks, svært kvantificerbar størrelse. Er det ikke bare dig, der er fjollet, at du nu er bange for at løbe alene i skumringen – en tur, du ellers altid har nydt? Hvorfor sætter du ikke dit barn i den lokale folkeskole – den fineste fællesskabsmarkør? Hvorfor undlader du at bruge din ytringsfrihed til at dele dine bekymringer om vores fremtid?

Det er altsammen små ting. Men sammenlagt ændrer det på vores måde at leve sammen på. Og det, der har bevirket denne ændring, er, at vi har fået et voldsomt ryk-ind af muslimer.

Jeg kom i mit forrige indlæg til at ønske, at nogle af vore muslimer kunne bringes dertil, at de virkelig kom til at elske vort danske samfund, måske endda så meget, at de ville kæmpe for det. Og det er jo ikke sådan, at jeg er blind for, at det er der faktisk muslimer, der gør. Midt i Tv-avisen forleden springer der frem en tysk-tyrkisk mand, der virkelig gav udtryk for sin sorg over den massakre, der havde fundet sted. Og jeg tror på ham, jeg tror virkelig, at hans sorg er ægte, også sorgen over, at noget sådant skal ramme det tyske samfund. For – tror jeg – han holder virkelig af dette samfund, ønsker sig ikke på nogen måde, at der skal gro en modsætning op mellem kristne og muslimer. Men hvor meget jeg end har til overs for sådanne enkeltmuslimer, jeg sidder stadig tilbage med det spørgsmål: Kan der fremskaffes en muslimsk teologi, der kræver muslimers underordnelse under en sekulær retsorden, og måske endda giver udtryk for glæde over denne retsorden? Og i bekræftende fald, hvordan kan denne underordnelse eller denne glæde begrundes?

Tilbage i september 2007 skrev jeg et indlæg her på bloggen, der hed ”Islam kan ikke være demokratisk, muslimer kan!”, se her. Jeg sluttede med bl.a. at spørge, hvor længe de demokratiske enkeltmuslimer af deres teologiske ledere kan få lov til at blive ved med at være muslimer. Og jeg må indrømme, jeg har ikke i alle de mellemliggende år fundet svaret på det spørgsmål. Så nu tager jeg det altså frem igen, dog på en lidt anden måde.

Også et andet indlæg skal jeg henvise til, nemlig dette. Her stiller jeg det spørgsmål, om det mon er selve lovholdningen til Gud, der fremkalder volden. Umiddelbart forekommer det godt nok at være en tåbelig tese. Skulle man virkelig ikke kunne være tilhænger af enten jødedom eller islam uden på én eller anden måde at gå ind for voldsanvendelse? Og dog tyder en bestemt ting på, at der måske i den ellers utrolig fredelige jødedom latent kan ligge en voldstendens. Jeg tænker på det forhold, at de ultra-ortodokse jøder i Israel på et tidspunkt kastede sten efter de biler, der kørte igennem deres kvarter på sabbatten. Om det skrev jeg dengang:

Det lyder jo ganske mærkeligt, næsten utroligt. Her har man anset jøderne, ikke mindst de ortodokse jøder, for at være de mest fredsommelige mennesker af verden. Her har disse jøder levet ganske ubemærket i Europa gennem århundreder, ikke haft særlig megen forbindelse med deres ikke-jødiske naboer, men da aldrig grebet til vold overfor dem. Og så kommer de til Israel, så får de opfyldt alle deres ønsker om, at kvinderne kan gå derhjemme og mændene leve i et stadigt lovstudium, og hvad sker der? De griber til vold overfor deres medjøder. Det er dog ganske mærkeligt.

Jeg må tilstå: jeg har ikke sidenhen fundet nogen god forklaring på dette forhold. Måske man kan forstå, at muslimer, der kommer fra et muslimsk land, hvor muslimer er i flertal og derfor er vant til at være de bestemmende, har visse voldstendenser i sig. Men at jøder, der i århundreder har levet som mindretal og aldrig grebet til vold, i deres – troede vi – fredelige religion skulle have en latent voldsopfordring liggende, det forekommer nærmest absurd.

Så de tilnærmelsesvise forklaringer, jeg skal forsøge mig med i det følgende, er så tilnærmelsesvise, at de næsten må betragtes som gætværk ud i det blå. Og dog!

Begge de to religioner, islam og jødedom, er lovreligioner. Det vil sige, at de benægter eksistensen af ”den naturlige lov”. Ifølge teorien om ”den naturlige lov” har mennesket selv mulighed for at danne sig en forestilling om, hvad der er godt og hvad ondt. En sådan tanke finder man hos både Thomas Aquina og Luther, men altså ikke i de to lovreligioner (og forøvrigt heller ikke hos den kendte kristne teolog Karl Barth). Det ville også nærmest være selvødelæggende med en forestilling om den naturlige lov for disse to religioner, for de hævder jo begge at være i besiddelse af en åbenbaret lov, for jødernes vedkommende Toraen, der blev åbenbaret på Sinai og nu findes nedskrevet i Bibelen, for muslimernes vedkommende Shariaen, der blev åbenbaret for Muhammed fra år 610 til han døde i 632, nu nedskrevet i koranen.

Dette, at mennesket ikke selv kan tænke sig frem til den gode handling, betyder nu, at der ikke er noget at forstå for menneskets vedkommende; det drejer sig bare om at adlyde. Og som en slags prøve på, om nu også mennesket vil adlyde uden at forstå, er der i begge religioner fastlagt nogle ting, der skal overholdes, uden at der gives nogen forklaring på hvorfor. Det drejer sig om omskæringen, det drejer sig om spisereglerne og det drejer sig for jødernes vedkommende om overholdelsen af sabbatsbudet og for muslimernes vedkommende om fejringen af ramadanen. Ingen af disse ting har nogen fornuftig begrundelse, selv om man har forsøgt at give fornuftige begrundelser for det. De skal blot understrege, at det ikke blot er menneskets ydre handlinger, der skal underkastes den (påstået) guddommelige vilje, det er menneskets hele tankeverden, den, hvormed det forsøger at få sammenhæng i tingene, der skal bøjes: Gud er så højt ophøjet over mennesket, at det, når han taler, er komplet umuligt for mennesket at forstå, det har kun at adlyde.

Den problematik – forholdet mellem Gudsordet, der blot skal adlydes, og Gudsordet, der skal forstås – forekommer også i kristen teologi. Jeg har i min afhandling ”Dogmatiske brokker” vist, hvordan den dukker op i striden mellem Erasmus og Luther, og hvordan man som kristen teolog må give Erasmus og ikke Luther ret (se her). For Luther kommer til at overdrive, når han mener, at det menneskelige sprog og den menneskelige tanke er uegnet til at fatte Guds mysterier. Her rammer Erasmus hovedet på sømmet, når han erklærer:

Hvis Gud værdiges overfor os at tale med menneskeord, efter den sædvanlige, daglige tale, hvad perverst er der da i at bruge den menneskelige sprogbrug til at udforske meningen? (H8#58).

Men man kan såmænd i Luthers skrifter finde en del steder, hvor han må give Erasmus ret i denne observation.

Spørgsmålet er imidlertid, om noget menneske eller nogen menneskelig religion virkelig vil være i stand til på den måde at udelukke alle fornuftige overvejelser af deres hjerne. Man kan godt sige, at den guddommelige åbenbaring bare skal tros, men man kan ikke i praksis holde sine fornuftsovervejelser tilbage. Nok vil således muslimen hævde, at åbenbaringen virkelig er en åbenbaring, altså at den fortæller os noget, vi ikke vidste i forvejen, men han kan ikke lade være med at forsøge at underbygge åbenbaringen med begrundelser, iagttagelser af, om det virker eller ej, forklaringer, der skal vise, hvordan åbenbaringen egentlig blot er en videreførelse af, hvad fornuften siger.

Det vil sige, at hvis spørgsmålet som her er, om en lovreligion altid vil udvikle sig til en magtreligion, så er svaret aldeles ikke ligetil. For netop begrebet ”lov” i lovreligionen er jo fornuftsbaseret, og ligesom enhver diktator altid vil søge at retfærdiggøre sine handlinger, sådan vil også enhver lov i en lovreligion søge at underbygge sine krav med fornuftsargumenter.

Mange af islams filosoffer, ikke mindst da Ibn Rushd, har da også været af den opfattelse, at åbenbaringen var for de mindre kyndige, filosofien eller fornuftsovervejelserne for de mere kyndige. Men de to veje førte samme sted hen, mente han, nemlig til det muslimske samfund.

Det har disse filosoffer nu nok ikke ret i, det må snarere betragtes som et forsøg på at bevare den menneskelige fornuftsmæssige integritet.

Men spørgsmålet: magtreligion eller lovreligion, kommer til at spille en afgørende rolle, når vi skal overveje, hvordan vi skal forstå islam. En klog mand har sagt, at man først når frem til en ægte beskæftigelse med en fremmed religion, hvis man føler sig fristet af den. Og spørgsmålet bliver så, om man nogensinde kan føle sig fristet af islam. Det spørgsmål skal tages op i de følgende indlæg.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam, Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Lovreligion lig med magtreligion?

  1. Karen E. Hansen siger:

    Spørgsmålet om forbindelsen mellem lovreligion og vold er overordentligt interessant! Håber du vil arbejde videre med det.
    Det virker nærliggende at tænke, at den “blinde lydighed” må medføre forbud mod en række spørgsmål, der melder sig naturligt. Vi lærer vore børn at spørge og prøver at give dem fornuftige svar på spørgsmål om at skulle eller ikke måtte. Jeg erindrer, at Naser Khader skriver i “Ære og Skam” om den muslimske opdragelse, at den indeholder straf og som oftest ingen forklaring. At det kan medføre vold over for “ulydighed” eller som reaktion på “forkerte meninger” blandt voksne er nærliggende… Måske er der en sammenhæng mellem forbuddet mod tvivl og påbuddet om jihad??

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s