At forstå islam med indlevelse

I et indlæg fornylig (af 28-12) stillede jeg det spørgsmål, om det er muligt at blive fristet af islam. Kan man leve sig så meget ind i islams liv og forskrifter, at man fristes til at blive muslim?

Det må jo indrømmes, at set ud fra en umiddelbar betragtning, har muslimerne gjort det vanskeligt for sig selv at hverve sig tilhængere i de europæiske lande. For vil ikke alle de mange muslimske terrorhandlinger opfordre folk til at holde sig langt væk fra de muslimske trossætninger? Og vil ikke disse handlinger i stedet inspirere folk til at tillægge muslimer en slags kollektivt vanvid, hvis man altså ikke vil abonnere på den opfattelse, som ideligt prædikes af vore ledere, at disse terrorhandlinger intet har med islam at gøre?

Alt dette er jo sandt nok. Og dog kommer islam til os som en fristelse, en gammelkendt fristelse, en fristelse, der ramte os lang tid, før der var tænkt på islam. Den kommer til os som farisæismens fristelse, den møder os som den fristelse, der siger som tjeneren i lignelsen om de betroede talenter: ”Se, her har du, hvad dit er!”, uden hensyn til konsekvenserne af handlingen, en farisæisme, der er ligeglad med de fællesskaber, der hersker iblandt os, men kun vil ”holde sin sti ren”, en farisæisme, der søger sit eget, nemlig det, hvormed den kan pynte på sit image, og ikke det, der opbygger fællesskabet.

Det betyder, at islam, som den fremstår her og nu, ikke er nogen fristelse for os. Den er den først, når vi i den grad er grebet af farisæismens fangarme, at vi genkender vor egen fromme stræben i muslimernes regler, når vi opdager, at den fromhed, der får dem til at holde kønnene afskilt, er af samme art som den, hvormed vi søger at gøre det, vi mener er det gode. Eller når vi opdager, at resultatet af vore formaninger om afholdenhed, hvad angår spiritus, er for intet at regne imod deres forbud mod alkoholindtagelse. Eller når vi bliver træt af alt det demokratiske vås, der kan siges i vore debatter, og længes efter et afgørende ord, der kan skære igennem. Sker det, så skal vi se løjer. Så vil snart alle Jesus-ordene være omdannet til fromme moral-ord, ord, hvormed vi kan holde os fællesskabets indbydelse fra døren.

At denne udvikling allerede er på vej, opdagede jeg i går eller rettere: i dag, i denne dags midnatstime, ved at se midnatsgudstjenesten fra Viborg Domkirke. Det var smukt, det var gribende, javist, men prædikenen! Nå ja, man kan da sige, som min farfar, en ledende missionsmand i Herning, sagde til en ung missionær, der gerne ville høre hans mening om den tale, han havde holdt: ”Det var da en god tekst, du havde!” Henrik Stubkjær, prædikanten, tidligere generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp, nuværende biskop i Viborg, havde valgt Joh 1,1-18, teksten om Ordet, der var fra begyndelsen og nu blev kød, og den tekst kunne han da sige meget pænt og rigtigt om.

Men han kunne ikke dy sig for at benytte lejligheden til at sige noget fromt om vort forhold til flygtningene. Han skulle absolut have føjet en bemærkning ind om, at vi danske ikke skulle lukke os om os selv. Vi forstod godt, at dette var en politisk bemærkning om, at det nu burde være slut med stramningerne på flygtningeområdet. Og for det tilfælde, at vi ikke skulle have fattet pointen, havde han arrangeret det sådan, at tre lægpersoner senere i gudstjenesten fik lejlighed til at fremsætte nogle nytårsønsker. Så kunne han give den hele armen under dække af, at det jo ikke var ham, der sagde det. Den ældste fik så lov at fremkomme med en række pacifistiske bemærkninger om alt det onde, der fremkom gennem våben – intet om nødvendigheden af dem – og den yngste, en pige på en halv snes år, kunne uantastet ønske – eller bede Gud om, forskellen blev ikke rigtig klar – at Trumps mur mod Mexico aldrig ville blive bygget, for den ville medføre krig og døde mennesker.

Det var rørende, det var sødt, og det var superfromt. Og bagved i billedet kunne man se biskoppen stå og smile huldsaligt: ‘hør den uskyldiges røst!’

Men ak, derved afslørede han sig som en falsk profet, en Muhammed i forklædning. Derved blev det klart, at han er én af dem, Jesus omtaler i Matt 7,15-23, én af dem, vi skal vogte os for, fordi de kommer til os i fåreklæder, men i deres indre er glubske ulve, én af dem, der på hin dag vil sige til Jesus: ”Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn?”, men til svar ikke skal høre anerkendelse, men i stedet ordene: ”Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!”

Lovbrud? Nej, hør nu! Den gode Henrik Stubkjær har jo netop forklaret, at det hele ikke fra Guds side er kærlighed og barmhjertighed, der skal følge gerninger efter, vi skal ikke lukke os om os selv. Det er da lovoverholdelse og ikke lovbrud.

Nej, det er lovbrud. For loven er til for at opbygge fællesskaberne. Og blandt de fællesskaber, der skal opbygges, er det folkelige fællesskab. Som Konrad Ott gjorde opmærksom på det: Vi kan ikke ”gøre det gode”, være ”overholdere af loven”, og så overlade det til Gud at holde de onde konsekvenser borte fra os, se evt. min artikel om Ott her.

Sagt på anden måde: Vores lovoverholdelse skal aldrig være blind.

Det er islam, der ser et ideal i en blind lydighed. Det er islam, der blindt retter sig efter shariaens krav, hvad end konsekvenserne måtte være. Det er islam, der har en lovholdning til Gud, ikke kristendommen. Det er islam, der betragter Gud som så højt ophøjet over mennesker, at vi aldrig vil kunne forstå hans handlemåde, kun det kan vi, at vi adlyder ham bogstaveligt efter den åbenbaring, han har givet os.

Kristendommen, derimod, ser Gud som identisk med Ordet, som forståelig, forståelig fra verdens begyndelse, ja, for verden er jo skabt ved Ordet, men også forståelig i den verden, der foer vild og ikke begreb Ordet. Der er derfor ikke tale om nogen blind lydighed fra menneskets side, der er tale om en forstående lydighed.

Det vil sige: vi kan ikke klare frisag på den store dag ved at sige: Har vi ikke åbnet vore grænser? Har vi ikke modtaget den fremmede som én af vore egne? Har vi ikke skaffet husly og mad til de voksne, skolegang til børnene, uddannelse til de unge, når de bankede på vor dør? Har vi ikke taget af de skattemidler, der skulle gå til nogle af vore egne og brugt dem på de fremmede?

Alt dette fører kun med sig, at der bliver sagt til os: ”Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I, som øver lovbrud!”

Har vi ikke i mange af vore sange takket Gud for alt det, han har givet os gennem det folkelige fællesskab? Har vi ikke i vore fortællinger, f.eks. om besættelsestiden, glædet os over den tillid, der var vokset frem mellem os, fordi vi var danskere? Har vi ikke følt, at vi på én eller anden måde blev knyttet sammen med andre danskere, når vi traf på dem i udlandet? Har vi ikke følt en taknemlighed mod Gud gennemstrømme os, når vi igen satte foden på dansk jord? Hvordan kan vi så bilde os ind, at vi ustraffet – altså også ustraffet af den Gud, der har givet os dette fællesskab – kan kaste vrag på det, blot fordi vi vil opfylde nogle selvopfundne regler?

For hvor mange utilpassede fremmede skal vi se i vort land, før vi forstår, at det folkelige fællesskab, vi har takket for, er i fare? Hvor mange ghettoer skal der opstå hos os, med udstødelse og had mod os danskere, før det går op for os, at dette at integrere de fremmede hos os er en opgave, der er større, end vi troede? Eller altså: Hvornår vil vi indse, at farisæismen og islam optræder hånd i hånd, når vi blindt, altså uden hensyn til konsekvenserne, og fromt, i den tro altså, at Gud vil det, åbner vore grænser for enhver, der siger ”asyl”? Hvornår går det op for os, at vi i dobbelt forstand går islams ærinde med en sådan holdning, dels derved, at det er islams farisæiske gudsforståelse, der bagfra sniger sig ind over os, når vi blindt adlyder det, vi tror er Guds krav om at tage os af den fremmede, og dels derved, at resultatet af vor ‘fromhed’ bliver flere muslimer i landet, flere ghettoer med muslimsk jurisdiktion, flere terrorhandlinger?

Nej, islam, som den optræder nu, med barske ord og barske terrorhandlinger i sig, er ikke nogen fristelse for os. Men islam som falsk gudsforståelse, som sindelagsetik, der handler uden at tage hensyn til konsekvenserne, den del af islams gudsforståelse lever i bedste velgående midt iblandt os, endda på det sted, hvor modstanden mod den skulle være størst: i kirken.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s