Giv dig hen!

Hver jul plejer jeg at hæfte mig mere ved juleevangeliet efter anden tekstrække end ved det efter første. Det efter første er det kendteste, det, der handler om barnet i krybben og hyrderne på marken. Det efter anden er til gengæld det tankerigeste, er det, man kan blive ved og blive ved med at inspireres af.

Der er tale om johannesevangeliets indledning, Joh 1,1-14. For et opfriske hukommelsen, lad mig så citere det i dets helhed, ja endog medtage vers 16-18, ligesom Henrik Stubkjær i Viborg Domkirke forleden:

1. I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. 2. Han var i begyndelsen hos Gud. 3. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. 4. I ham var liv, og livet var menneskers lys. 5. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

6. Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. 7. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. 8. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset.

9. Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. 10. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. 11. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. 12. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; 13. de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.

14. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. 15. Johannes vidner om ham og råber: »Det var om ham, jeg sagde: Han, som kommer efter mig, har været der forud for mig, for han var til før mig.« 16. Af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde; 17. for loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus. 18. Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.

Åh ja, jeg véd det godt, jeg har en tilbøjelighed til at standses af det første vers og aldrig komme videre. For her vender evangelisten jo op og ned på vore tilvante forestillinger. Vort forunderlige sprog passer som fod i hose til den verden, vi er sat ind i. Dets begreber om tings tilværelse og dets forestillinger om årsager, der passer ind i virkningerne som et stort puslespil, har givet vore videnskabsfolk nok at se til. Og almindeligvis undrer det os jo ikke, at der er den overensstemmelse, for da mennesket fik sit sprog foræret – nå nej, vi må udelade den eventuelle giver i de videnskabelige forestillinger – da menneskets sprog udviklede sig, skulle det jo passe bedst muligt til den verden, mennesket levede i, og derfor blev det videnskabelige sprog med årsager og virkninger dannet og tilpasset. Verden først, sproget sidenhen.

Nej, det er omvendt, siger evangelisten, sproget først, verden sidenhen. Sproget med dets strukturer, dets indre sammenhæng, dets mening, var det mønster, det skelet, omkring hvilket atomer og vand og liv og mennesker blev til.

Og der var altså én, der udtalte ordet, brugte sproget, fik ting til at ske omkring sprogets indre kerne. Og denne ene, Gud, gav det hele mening, forvandlede det fra kaotisk tilfældighed til meningsfuld sammenhæng. Vel kan vi ikke se denne ene, vel kan videnskabsfolk ikke udgranske ham med deres glaskolber og computere, men de udforsker dog netop verden ud fra den dobbelte forudsætning, at det er muligt at udforske den – verden er skabt, så dens gåder lukker sig op gennem årsagssætningen – og at det er meningsfuldt – vi mennesker får mening og sammenhæng ud af vores forskning.

Den kaotiske tilfældighed, det er vel den, vi synes at se tydeligst i de videnskabelige landvindinger. Og den kan virke knugende. Alting låst fast i ubønhørlige naturlove! Alting, ned til de mindste detaljer, lagt ind under jernhårde love, mennesket selv uden frihed, uden selvstændighed, som en samling nerveceller, der styres hid og did af små og store impulser! Hvor er mennesket i alt dette? Hvor er jeg?

Ikke blot johannesevangelisten vender sig imod denne indelukkethed, Karen Blixen gør det også. I én af sine noveller: ”Kappen”, lader hun sin hovedperson sige, at ”trofasthed er den høje, guddommelige egenskab, gennem hvilken universet styres”, og derigennem vender han, som johannesevangelisten, vor sædvanlige opfattelse på hovedet. Hvad vi så som knugende, indespærrende, ser hovedpersonen som udtryk for Guds trofasthed. (Angående ”Kappen”, se evt min gennemgang af novellen her).

Derfor, fra disse tilværelsestolkninger lyder det til os: ”Giv dig hen! Lad skaberværket besætte dig, henrykke dig! Tror du, at det var tilfældigt, at alle edderkoppespindene i græsplænen den morgen lyste med rim? Nej, det var Guds opmuntring til dig. Tror du, det er ud af ingenting, at koppesygdommens baciller herskede? Nej, det var en opgave, som Gud gav sin kæreste skabning, mennesket, at det kunne gribes af stolthed over at have tilintetgjort dem. Tror du, det er lutter naturlove og kun det, der har bestemt, at moderdyret skulle knyttes til sin unge med oxytocin-hormonet? Nej, det var forberedelsen til menneskets fremmeste egenskab: Moderkærligheden”.

Vers 2-5 har i den nye oversættelse fået foretaget en lille ændring. I den gamle oversættelse hed det:

2. Dette var i begyndelsen hos Gud. 3. Alt blev til ved det, og uden det blev intet til af det, som er. 4. I det var liv, og livet var menneskers lys. 5. Og lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det.

Man har med den nye oversættelse villet foregribe den hemmelighed, der åbenbares senere: at Ordet er lig med Kristus, og derfor siger man ikke ”det”, nemlig om Ordet, men ”han” om Kristus. Og begge oversættelser er mulige ifølge den græske grundtekst. Når man som jeg vil identificere Ordet med sproget, vil dog den gamle oversættelse være den mest nærliggende. For sproget er til liv, og det lys, som livet er, skinner i mørket.

I mørket?

Hvor kom dog det mørke fra? Ud af ingenting, ud af lyset, ud af sproget, brugt og misbrugt, kom mørket. Uforklarligt, også for sig selv, for ”mørket fik ikke bugt med det”, ”begreb det ikke”, ”fattede det ikke”. Mørket er jo uden lys, uden sprogets lys til at oplyse sig.

Er det derfor ikke selvmodsigende, når det i vers 9 hedder, at lyset var ved at komme til verden? Lyset var jo i verden, så hvorfor komme til verden?

Jo, det er på en måde selvmodsigende, men selvmodsigelsen ligger i den mærkelige skabning, der hedder mennesket. Det havde i udviklingens løb fået sprogets gave, det havde med sproget fået frihed til at forstå eller misforstå, men uforståeligt for det selv blev det grebet af misforståelse i stedet for forståelse. Derfor måtte lyset igen komme til verden, selv om det jo var der i forvejen.

Og lyset kom i form af et menneske. Menneskets misbrug af sproget måtte retvendes af et menneske, der brugte sproget ret.

Og så skal vi igen ind i johannesevangelistens finurlige omgang med det græske sprog, uoversætteligt, som det er. ”Lyset var ved at komme til verden”, hedder det, men så fortsætter de to danske oversættelser ”Han var i verden …” men hvorfor ikke ”det var i verden …”, sådan kan det jo også oversættes?

Og det næste ”Verden er blevet til ved ham” kan også oversættes ved et ”det” i stedet for dette ”ham”. Så betyder det enten lyset eller ordet. Og måske er allerede betydningen ”Ordet” ved at slå igennem hos evangelisten, for det næste ”ham”, det i ”verden kendte ham ikke”, kan nok oversættes med ”det”, men det ”det”, der her er tale om, kan ikke være lyset, men må være Ordet.

I fortsættelsen, derimod, skinner det tydeligt igennem, at der nu tænkes på en person, på Kristus.

11. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. 12. Men alle dem, der tog imod han, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; 13. de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.

Til gengæld dukker så her gåden fra før op: Hvorfra kom mørket? Hvorfra kom den manglende modtagelse af Ordet?

At tage imod” udtrykkes her med det samme græske ord, som i vers 5 brugtes om mørket, der ”ikke fik bugt med Ordet”. Jeg vil anbefale, at man bruger ordet ”forstå” i stedet for de to forskellige ord, man har brugt i vers 5 og vers 9. Så det altså om mørket hedder, at det ikke forstod Ordet, og her om hans egne hedder, at de ikke forstod ham. For ordet ”forstå” kan netop bruges om dette at få et indfald, at komme til at forstå noget, at tiøren falder for én. Så bliver det nemlig ikke så overraskende, at denne modtagelse af Ordet eller altså af Kristus afstedkommes af Gud. Det er jo noget, evangelisten er meget omhyggelig med at understrege.

For bedre at forstå dette med forståelsen kan det være praktisk at springe frem til vers 17:

17. for loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus.

Her antydes det, at det, der gjorde, at ”hans egne”, dvs., jøderne, ikke forstod ham, var, at de var fanget i lovtankegangens fængsel. De tænkte kun i bestemmelser, der skulle overholdes, de var kun ude efter at retfærdiggøre sig overfor Gud, og kunne derfor ikke forstå, at det ikke skulle dreje sig om at gøre gode, retfærdiggørende gerninger, men om at tro på, at Gud i forvejen har retfærdiggjort én.

Evangelisten viser gennem en række fortællinger i løbet af evangeliet, hvordan jøderne afviste Jesus, netop fordi de satte loven foran i deres gudsforståelse. I fortællingen om helbredelsen af den blindfødte på en sabbat, kapitel 9, er det ikke selve helbredelsen, der fylder linjerne, men farisæernes (som i johannesevangeliet ofte kaldes ”jøderne”) reaktion. De nægtede, at Jesus kunne være fra Gud, han overholdt jo ikke sabbatten. Så nægtede de, at den blindfødte havde været blind fra fødslen og spurgte hans forældre. De var imidlertid bange for jøderne, for de havde besluttet, at enhver, der bekender Jesus som Kristus, skulle udelukkes af synagogen (vers 22). Og da de så spørger ham selv, og opfordrer ham til at tro på Guds tale til Moses og ikke på Jesus, siger han, at ”hvis den mand ikke var fra Gud, kunne han intet gøre” (vers 33).

Og så slutter evangelisten sin beretning med disse Jesus-ord:

Og Jesus sagde: »Til dom er jeg kommet til denne verden, for at de, der ikke ser, skal komme til at se, og de, der ser, skal blive blinde.« Nogle af farisæerne, som var sammen med ham, hørte dette og sagde til ham: »Er vi måske også blinde?« Jesus svarede dem: »Var I blinde, havde I ikke synd. Men nu siger I: Vi ser; i synd er og bliver I.

Det er ret bemærkelsesværdigt. For her udnyttes den ligefremme helbredelse af en blindfødt som baggrund for en tale om blindhed i overført betydning. Det overnaturlige i helbredelsen gøres således til en påstand om, at dette at komme til at forstå også kun finder sted på overnaturlig vis. Nøjagtig som det blev påstået i kapitel 1, at de, der forstår ham (eller tog imod ham), gav han ret til at blive Guds børn, hvilket ikke sker ved egen kraft, men af Gud.

Det vil sige: dette at forstå, at man er fanget i lovtankegangens fængsel, at man på forkert måde betragter Gud som én, man skal yde en præstation overfor, lovoverholdelsens præstation, det er ikke noget, man selv kan præstere, for det, man skal forstå, er jo netop, at man ikke selv skal præstere noget, men kun give sig hen. Først ved at få fortalt, at Gud er en person, man står i et far-barn-forhold til, kan man slippe fri for al præstationsangst og præstationslyst. For da er man blot, er blot den, hvis navn man lyder, er blot det menneske, der blev til på det og det tidspunkt, fik den og den opvækst, har de og de familiemedlemmer og venner og lever på den og den måde. Og da bliver det, man skal gøre, ikke den og den gode gerning, ikke overholdelsen af den og den moralregel, er den end aldrig så ophøjet, men blot dette, at værne om de forhold, man står i; noget, der er ganske naturligt, for – som Paulus siger i Ef 2,10 – vi skal blot vandre i de gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.

Det, der blev givet ved Moses, var løgnen om livet, løgnen om, hvad det kommer an på. ”Nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus”. Nej, naturligvis vil johannesevangelisten ikke skrive, at Moses bragte løgnen, det ligger kun implicit i, at sandheden kom ved Jesus Kristus. For ”Ingen har nogensinde set Gud”, og modsat det, farisæerne troede om Gud, var det ikke de lovkyndige, der skulle være hans tolk, men den énbårne.

Al lovreligion er af det onde, ikke blot jødernes og muslimernes, men også den, vi kristne gang på gang laver os selv, så vi mener, at vi ved at gøre dette eller hint er på den rette vej. Gang på gang har kirken brug for en reformator af Luthers format, men selv om man aldrig så meget siger, at kirken er ”semper reformanda” – den skal til stadighed reformeres – den bliver det jo ikke af den grund, men kun i Guds time.

Efterskrift: Undskyld denne lille nytårseksegese, men jeg længes sådan efter at kunne skrive, som jeg gjorde efter at have udlagt Karen Blixens novelle ”Kappen”: Her kan islam godt gå hjem og lægge sig!

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Ny testamente og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s