Luther og Den hellige Jomfru

Den fremmede Luther 1.

Jeg véd ikke, hvordan De har det, kære læser, men besynderlig nok er jeg, der dog ellers er en ret habil Luther-kender, allerede ved at være træt af de mange Luther-artikler. Hvordan skal det så ikke gå senere på året, ja, mon alt, hvad der har med Luther at gøre, vil hænge mig langt ud af halsen, når vi efter mange Luther-artikler endelig når frem til den 31. oktober, 500 året for Luthers opslag af de 95 teser på slotskirkens dør i Wittenberg?

Det er, for mig personligt, noget af det spændende ved dette år, Luther-året.

Det hænger i nogen grad sammen med, at det er en noget mærkelig tid, vi befinder os i, en glad jubilæumsfejrende tid. Det er, som om vi ikke længere kan bidrage med noget selv, det er, som om der på det åndelige felt ikke mere sker noget afgørende, men – tænker man vist – når vi nu ikke rigtig har noget selv at komme med, så kan vi da i det mindste glæde os over fortidens store tænkere. Og så går man næsten jubilæums-amok, så får den ene storhed fra fortiden efter den anden sin dag, og så må naturligvis den største af den alle, Luther himself, beæres med en fest, der siger spar-to til alle de andre jubilæumsfester, vi har været igennem, så kan en enkelt dato ikke slå til, nej, vi skal et helt år igennem fejre den store reformator.

Det ville på sin vis være sjovere (og også mere frugtbart) hvis man læste Luthers værker også udenfor jubilæumstiden. Det ville være mere relevant, hvis man var opmærksom på nye tendenser i Luther-forskningen og gjorde et stort nummer ud af det. Havde man f.eks. for år tilbage, da de finske Luther-forskere opdagede, at Luther faktisk brugte ordet ”deificatio”, hvad ingen før dem havde opdaget eller gjort noget ud af, slået alarm, skrevet overskrifter i aviserne, fremhævet det epokegørende for fremtidig Luther-forskning, så havde der dog været tale om noget nyt, og ikke bare om en fejring af noget allerede bestående. Men dette nybrud i forskningen var ikke noget, der trak de store overskrifter dengang, ikke engang i Præsteforeningens Blad.

Jeg har derfor her i det nye år sat mig for, at jeg her på bloggen vil påtage mig rollen som en slags luthersk ”Rasmus-Modsat”, idet jeg vil prøve at vise en række ting fra Luthers værker, som ikke rigtig passer ind i den sædvanlige Luther-tolkning. Jeg gør det naturligvis for at drille – ikke så meget de seriøse Luther-forskere, men mere de mange Kloge-Åger, der optræder på slap line i aviserne, mest i Kristeligt Dagblad, men jeg gør det også, fordi nogle af de ting, jeg drager frem, måske kan forvandles til et gennembrud for en ny Luther-forståelse. Det vil jeg selvfølgelig selv stræbe efter at nå frem til, men man kan jo også håbe, at andre vil blive inspireret, måske endda til helt andre udlægninger end dem, jeg kommer med.

Men vær advaret! Med mine nytårsforsætter har det sig på samme måde som med alle andres: de holder måske ikke januar måned ud.

Dog, vi går trøstigt i gang!

Det første, jeg vil sige noget om, er Luthers tanker om Den hellige Jomfru.

Det er delvis inspireret af det Luther-tillæg, som Kristeligt Dagblad bringer den 6-1 2017, se her. Her er der på side 20 et interview med Bjørn Thomassen, den katolske lektor, der har vakt en vis debat i bladet i foråret 2016. Han synes at ville fastholde sin indvending imod fejringen, den nemlig, at man fra dansk side glemmer de negative sider af reformationen. Det protesteres der imod på side 33 i hæftet. Men Bjørn Thomassen, der i sin tid ikke fik ret med sin påstand om, at man ødelagde Maria-billeder, nøjes nu med at sige, at det nok har været synd for en del mennesker, der tidligere har kunnet bede, mens de kiggede på et af sidealtrenes Mariabilleder, at de med ødelæggelsen af sidealtrene ikke kunne gøre det mere. Et fuldstændig opdigtet problem, sidealtrene havde haft en funktion for de mange privatmesser, som Luther ønskede afskaffet, derfor nedtog man dem, ét enkelt sted med vold, nemlig i Vor Frue Kirke i København.

Blandt andet derfor kan det være relevant at tage Luthers tanker om jomfru Maria frem.

Luther har holdt en prædiken på dagen for Marias undfangelse, altså ikke den dag, hvor Jesus blev undfanget: Marias Bebudelsesdag, men dagen, hvor hun selv blev undfanget ved samkvem mellem Joachim, hendes far, og Anna, hendes mor. Han benytter lejligheden til at gennemgå sine tanker om arvesynden, se her. Og i det stykke følger han ret nøje Augustin. Han har f.eks. den tanke fra Augustin, at vi alle er født med synd, fordi vi alle er undfanget i begær. Augustin forklarer det med, at hvis mennesket skulle have født børn før syndefaldet, ville Adam have kunnet styre sit lems bevægelser med sin vilje, og udgydelsen af sæden ville være sket uden ”den skrækkelige brunst”, altså uden orgasme.

Men både Augustin og Luther går nu ud fra, at fordi Jesus ikke er undfanget ved nogen mand, derfor er han ikke, som vi andre, en født synder. Det var ikke alle teologer på Augustins tid, der gik med til det, men det var Augustins tanker, der slog igennem og blev den selvfølgelige baggrund, man arbejdede ud fra.

Hvilket altså også Luther gjorde.

Men mere end det!

I senmiddelalderen var der nemlig nogle fromme mennesker, især karmelittermunkene og franciskanerne, som blev ramt af den tanke, at det jo var muligt, at Jesus kunne have arvet arvesynden gennem sin mor. De udarbejdede derfor nogle forestillinger om, at Maria på én eller anden mærkelig måde var blevet undfanget uden begær, så også hun blev født uden synd. Jeg har skrevet lidt om det her:

Sagen var den, at der var dyb uenighed mellem franciskanerne og dominikanerne netop på det punkt. Franciskanerne holdt, sammen med karmelittermunkene og Luther selv (at det ikke skal være løgn) på, at det ikke blot var Jesus, der var undfanget på ubesmittet vis, det samme var jomfru Maria. Karmelitterne yndede at udsmykke deres kirker med billeder af Joakims og Annas historie, det gamle par, der ikke kunne få børn, men som ved et besøg i templet fik løfte på et barn, som dog, ifølge Birgittas åbenbaringer, skulle undfanges, ikke i kraft af kødelig lyst, men i kraft af kærlighed. De tekniske vanskeligheder, for ikke at sige umuligheder, ved en sådan undfangelse synes ikke at have anfægtet tankens ophavsmænd eller -kvinder, og jeg ville ikke nævne dem her, om det ikke skyldtes, at ét af de kalkmalerier, karmelitterne fik anbragt i vore kirker, jeg husker ikke hvilket, anbringer en skreven bemærkning ved billedet af Joakim og Anna, der ved deres møde kysser hinanden: Her undfanges Maria. Sådan løser man disse tekniske vanskeligheder. Uskyldigt, men vel ikke just realistisk.

Men i prædikenen om arvesynden gør Luther sig faktisk ganske lignende tanker:

For det syvende. Men eftersom jomfru Maria også er født på naturlig måde af sin far og mor, har mange af doktorerne villet sige, at hun også var undfanget i arvesynd; men alle er de enige om, at hun var blevet helliget i moders liv, og at hendes forældre har undfanget hende uden lyst og begær. (Se her).

Man kan i denne prædiken læse lidt om, hvordan han forestiller sig det. Men det er ikke helt nemt at blive klog på hans tanker. F.eks. fører det denne lidt mærkelige konsekvens med sig:

Altså indtager jomfru Maria midterpunktet mellem Kristus og andre mennesker. For da Kristus var blevet undfanget og levede, var han lige fra dette øjeblik fuld af nåde. De andre mennesker er uden nåde både i den første og den anden undfangelse. (Se her).

Men det betyder meget mere, det betyder direkte, at Maria er uden synd, hun er sammen med Kristus undtaget fra arvesynden. Ifølge Luther.

Det betyder nu de ord, som englen Gabriel siger til hende: ‘Velsignet være du blandt kvinder!’ For man kunne ikke sige til hende, at hun er velsignet, hvis hun var lagt ind under forbandelse; det var også ret og billigt, at den person blev holdt udenfor synden, fra hvem Kristus skulle modtage det kød, der skulle overvinde alle synder. (Se her).

Og det er dog vist noget, som de færreste Luther-forskere har opdaget. Det er i hvert fald noget, så at sige ingen har taget op til teologisk behandling. Hvad jeg heller ikke skal gøre her. Kun det vil jeg bemærke, at Luthers syndsforståelse synes at være meget knyttet til legemet; man kan muligvis tale om en dobbelt syndsforståelse, en legemlig, knyttet til menneskets efter vor nutidige mening uundgåelige driftsliv, og en psykologisk, knyttet til den måde, vi tænker og forstår os selv på.

Men det bliver der nok lejlighed til at beskæftige sig nærmere med i løbet af året. Hvis det gode nytårsforsæt holder.

Dog, her blot dette til sidst: da Luther jo ikke har holdt disse tanker for sig selv, da de måske oven i købet er blevet bemærket af danske reformatorer, så er det da forståeligt nok, at man her i landet har ladet mange Maria-altre forblive på plads. Det gjorde jeg også opmærksom på i min reaktion i foråret på Bjørn Thomassens påstande, se her. Men han har tilsyneladende ikke, som mange andre kloge folk, læst min blog.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Luther og tagget . Bogmærk permalinket.

Et svar til Luther og Den hellige Jomfru

  1. Pingback: Katolsk og luthersk historieforskning | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s