To inkompatible metaforer

Den fremmede Luther 2.

Luthers tanker hænger ikke sammen. Han bruger om menneskets syndighed to vidt forskellige metaforer, som ikke har logik tilfælles. Han kommer derfor uvægerlig til at sige modsatrettede ting om synden, om retfærdiggørelsen og om Guds tilgivelse.

Det betyder imidlertid ikke, at vi over en bank skal forkaste Luthers tanker. Jeg forestiller mig, at Luther i det, man plejer at kalde ”tårnoplevelsen”, altså i den fortvivlelse, han blev bragt ud i, før han ud af fortvivlelsen fik det kristelige gennembrud, der gav ham det sikre fodfæste som reformator – jeg forestiller mig, at dette var en oplevelse i det, man kan kalde personforholdets metafor, og at han sidenhen søgte i sin bibellæsning og sine bibelkommentarer at fastholde og stadig nyformulere denne oplevelse. Blot sad en anden metafor dybt i ham, den augustinske metafor eller den ontologiske metafor, og da denne metafor ikke har logik tilfælles med personforholdets metafor, løber Luther gang på gang ind i modsigelser, eller han springer fra den ene metafor til den anden uden selv at blive klar over det.

Ét af de steder, hvor det tydeligt kommer frem, at Luther arbejder med to metaforer, er i hans skrift imod Latomus fra 1521. En teolog fra Louvain universitetet, Jacobus Latomus, havde skrevet et skrift imod Luther, Luther fik det i hænde i begyndelse af sit Wartburg-ophold, og gav sig straks i kast med et svarskrift. Begge skrifter findes på www.martinluther.dk. Jeg udgav for nogle år siden et skrift på internettet om disse problemer. Det er skrevet på engelsk og hedder ”Luther criticized”. Det kan ses her. Det afsnit, der her er af særlig interesse ses her. Jeg skal prøve i det følgende at gennemgå disse materier på en lidt kortere måde. Men indviklet må det vist nødvendigvis blive.

Lad mig begynde med et citat om de to metaforer, skønt Luther jo ikke kalder dem sådan:

Vi har altså ved evangeliet to goder mod lovens to onder: Gaven i stedet for synden og nåden i stedet for vreden. Der følger nu videre, at det med de to, vreden og nåden, er sådan (da de er uden for os), at de udtømmes helt, sådan at den, der er under vreden, helt og holdent er under hele vreden, (W107) mens den, der er under nåden, helt og holdent er under hele nåden, fordi vreden og nåden forholder sig til personer. For den, som Gud antager i nåde, antager han helt, og den, som han viser yndest, viser han helt og holdent yndest. Og på den anden side: den, han bliver vred på, kommer helt og holdent under hans vrede. Han deler nemlig ikke denne nåde, sådan som han deler gaverne. (Se her).

Specielt er det interessant, at han om den ene metafor, den med vreden og nåden, siger, at de to forholder sig til personer. Det er det, der viser, at han bruger det, jeg kalder personforholdets metafor. For i forholdet mellem personer, i hvert fald, når der er tale om et tæt personforhold, f.eks. til en bror eller søster, eller til en ægtefælle, gælder det, at forholdet kan gå i stykker, og går det i stykker, er tilliden helt forsvundet. Omvendt, sker der det, at den ene går i sig selv og beder om tilgivelse, så er tilgivelsen hel, forholdet genetableres totalt, der er intet halvt i tillidsforholdet.

Dette leder mig hen til et Luther-citat, som jeg holder meget af (fordi Luther her er enig med mig), nemlig et sted fra ”Om de gode gerninger” fra 1520. Luther er i færd med at vise, at troen er den første gerning, det vil sige, troen er den gerning, alle de andre gerninger hviler på, og for at belyse det bruger han billede af et jordisk ægteskab: når mand og kone stoler på hinanden, bliver alle de gerninger, de gør, gjort med den største lethed og selvfølgelighed, hvorimod de, hvis de to ikke nærer tillid til hinanden, bliver gjort med ulyst, se her.

På samme måde i forholdet til Gud, siger så Luther. Stoler du på Guds nåde, er alle gerninger lette og selvfølgelige, stoler du ikke på ham, besværlige og møjsommelige.

Lidt tidligere har Luther sagt det på en lidt anden måde, som også er værd at lægge mærke til. Han henviser til 1 Sam 10,6-7, hvor Samuel siger til Saul, at han, når ånden kommer over han, skal gøre, hvad der falder ham for; han behøver ingen til at fortælle sig, hvad der er ret og uret, se her.

Men indrømmet, der er ikke så mange steder, hvor det bliver tydeligt, at Luther tænker i personforholdets kategorier. For det meste holder han sig til formuleringer, der kun antyder, at det er disse kategorier, han tænker i, det bliver ikke klokkeklart, at det forholder sig sådan. Og i mange tilfælde tænker han i andre kategorier, noget, der bliver klart i citatet fra Latomus-bogen lidt senere, hvor han skal behandle det andet gode ved evangeliet, nemlig gaven.

Lad os da komme til læresætningen. Den retfærdige og troende har uden tvivl nåden og gaven: Nåden, som benåder ham helt, så at personen fuldt ud er Gud velbehagelig, og der ikke mere er plads til nogen vrede i henseende til ham. Og ligeledes gaven som helbreder ham fra synden og hele hans sjæls og legemes fordærv. Det er altså helt igennem ugudeligt at sige, at den døbte endnu er i sine synder, eller at alle synder ikke er helt og holdent forladt. For hvad synd er der dér, hvor Gud viser yndest og ikke vil vide af nogen synd, men af hele sit hjerte antager sig hele personen og helliger den? Men dette skal, som du kan se, ikke henføres til vor renhed, men alene til nåden hos den Gud, der viser yndest. Alt er tilgivet ved nåden; men endnu er ikke alt helbredt ved gaven. Gaven er virkelig indgydt, surdejen er blandet [i melet]. Og den arbejder nu på at rense den synd ud, som allerede er tilgivet personen, og jage den onde gæst bort, som den har fået frihed til at smide på porten. Imens dette finder sted, kaldes den for synd og er det også virkelig efter sin natur, men nu en synd uden vreden, uden loven, en død synd, en uskadelig synd, blot man forbliver i nåden og dens gave. Med hensyn til sin natur adskiller synden sig ikke på nogen måde fra sig selv før og efter nåden. Men der er forskel på dens behandling. Den behandles nemlig anderledes nu end før. Hvordan blev den behandlet før? Som noget der var der, blev erkendt og overvældede os. Men nu behandles den som noget, der ikke er der og smides ud. (Se her).

Man må nok sige, at hvis man ikke forstå det, Luther skriver her, er man lovlig undskyldt. For Luther søger her at overføre det, der gælder i personforholdet: at forholdet er intakt igen, at tilliden er hel og fuld, til det, jeg har kaldt den ontologiske metafor, det billedsprog, der forestiller sig synden som en kraft i mennesket, identisk med menneskets drifter: kønsdrift, drift efter legemlige behageligheder og drift efter social anerkendelse. Denne kraft, det véd Luther jo så udmærket af egen erfaring, lader sig ikke sådan på én gang drive ud, og selv om man ud fra personforholdets metafor må sige, at der ikke er nogen synd dèr, hvor Gud viser yndest, må man ud fra den ontologiske metafor sige, at synden i mennesket så sandelig er der endnu, den er ikke drevet ud, kun i færd med at blive drevet ud.

Men det bliver værre endnu. Lidt senere kan han sige:

Men også for personen gælder det, at den hverken står i Guds behag eller har hans nåde, hvis ikke det er, fordi gaven på denne måde arbejder på at rense synden ud. (Se her).

Nu sker der noget, der er ganske utilladeligt i et personforhold: der opstilles betingelser; Gud stiller betingelser for at ville kendes ved personen, den betingelse nemlig, at personen arbejder på at rense synden ud. Og mærkelig nok, det at rense synden ud, synes altså her at være noget, mennesket selv både kan og skal levere.

Hvad der mere nøjagtigt ligger i det, er imidlertid vanskeligt at bedømme. Tag den næste, han skriver:

Gud frelser ikke opdigtede, men virkelige syndere. Han lærer os ikke at dræbe opdigtet, men virkelig synd. (Se her).

Denne skelnen mellem opdigtet og virkelig synd bruger han nogle måneder senere i et brev til Melanchthon af 1. august 1521. Men dèr efterfølges det ikke af en opfordring til at bekæmpe synden eller rense den ud, dèr efterfølges den af den ret kendte bemærkning ”Synd tappert”, se mit indlæg derom her. Min tolkning af dette udsagn går, som det ses af indlægget, ud på, at Melanchthon opfordres til at søge seksuelt samvær med sin kone, så de kan få børn. Og skal det lykkes, så skal man altså ikke gøre det, at man søger at undertvinge kønsdriften, nej, man skal ”i Guds navn” give sig hen til den i sikker forvisning om, at Guds tilgivelse vil dække over den dertil knyttede synd.

Hvad er det så for en virkelig synd, Gud lærer os at dræbe?

Med det kontroversielle udsagn ”Synd tappert” in mente ville det næsten være umuligt at tænke på kønsdriften. Utvivlsomt tænkes den dog med. Men hvad enten det er det kønslige begær eller det er begæret efter mad til at stille sulten med, det hedder jo om ”gaven”, at den ”helbreder ham fra synden og hele hans sjæls og legemes fordærv”. I den formulering synes kønsdriften ikke at være undtaget.

I et skrift ”Imod den falske gejstlige stand” fra 1522, hedder det:

Derfor har jeg ofte sagt, og siger det endnu: Man skal ikke lade sig forvirre af alt det præsteri, munkeri og nonneri, hvis der ikke blandt dem dag og nat bliver drevet på med og opøvet i den hellige skrift og den rene tro. Stiftelser og klostre ville være rene helvedesporte, og hvis ikke kækt og frisk troen blev opøvet derinde, så var der hverken råd eller hjælp mod det. Jeg advarer dig, vogt dig for det gejstlige liv, hvis det føres uden skrift. (Se her).

Han er altså en besynderlig størrelse, den Luther. Her har han lige skrevet et omfattende og gennemarbejdet skrift ”Om munkeløfterne”, hvor han vender sig imod alt munkeliv, skrevet i efteråret 1521, og så kommer kort tid efter denne bemærkning, hvor det ser ud, som om klostre og stiftelser godt kan fortsætte med hans velsignelse, hvis de blot opøver troen kækt og frisk derinde. Men se så det følgende:

Skal man endelig overholde kyskheden, så må man have en stærk, fin tro, som med magt kan hæve ånden op over kødet, og som en ild udtørre kødets udsondringer, så at mennesket endog hader dette liv og næsten bliver en engel, som Esaias siger om Kristus (Es 11,5): Retfærdighed vil være et bælte om hans lænd, og troen et bånd om hans nyrer. Troen må være et bælte om nyrerne og holde dem fast, ellers holdes de ikke fast. (Se her).

Her er der ikke tvivl om, at ”gaven”, dvs. troen, er i stand til at ”hæve ånden op over kødet” og ”udtørre kødets udsondringer”. Udtørre kødets udsondringer? Nej, kære Luther, den må du længere ud på landet med. Og hvordan kommer talen om retfærdigheden, der er et bælte om hans lænd, ind i billedet.

Det giver en nogenlunde samtidig tekst svar på. Der er tale om en udlægning af 1 Peters brev fra 1522. Her hedder det i 1 Pet 1,13: ”Omspænd jeres sinds lænder”, se her. Det får denne forklaring med på vejen:

Sådan er den legemlige omspænden af lænderne ikke andet end kyskheden, som Esajas siger i Es 11,5: Retfærdigheden vil være et bælte om hans lænder og troen et bælte om hans nyrer, det vil sige, alene ved troen dæmper og tvinger man den onde lyst.

Altså, denne – efter vor mening umulige – tanke om troen, der kan bekæmpe ”den onde lyst”, er nu ikke blot ønsketænkning fra Luthers side, den søges ligefrem underbygget med skriftargumenter.

Men ikke blot synes Luther således hugget midt over i sin opfattelse af, hvordan man skal forholde sig til drifterne, først og fremmest kønsdriften, han er også i syv sind med hensyn til, om det, der hører forplantningen til, skal opfattes som Guds gode gave eller opfattes som Guds straf for syndefaldet. Dog, det spørgsmål må vente. Hvis mit nytårsforsæt holder, er der jo lang tid til året er omme.

Augustin havde, som jeg antydede i mit forrige indlæg, den tanke, at menneskets legemlige udrustning ligefrem blev lavet om efter syndefaldet. Og hvis Luther havde svært ved at slippe Augustins tanker herom – og det havde han – er det måske ikke så mærkeligt, at han opererer med sådanne tanker om, at den legemlige udrustning ved menneskets restituering føres tilbage til en oprindelig tilstand, hvor det var ånden, der herskede over legemet.

Det er noget af det spændende ved Luther: Han er en stadig kæmpende figur, han har ikke en én gang for alle fastlagt opfattelse, jo, han har sin ”tårnoplevelse”, men netop den kæmper han med at få formuleret på rette måde, så på den ene side Augustin får sin ret (hvad han vist ikke skulle have) og på den anden side hans egne højst jordnære erfaringer tages med i betragtning.

Men indrømmet, disse tanker ses ikke i den sædvanlige Lutherudlægning. Tidligere skyldtes det nok en vis frygt for den katolske kritik af Luther, nu skyldes det nok et ønske om at gøre Luther så indbydende for samtiden som muligt. Men om det nu er bevidst eller ubevidst, at disse ting er udeladt, de findes der, de indgår som en del af Luthers kamp for teologisk klarhed, og de må med, om den inspiration, der kan hentes fra Luther, skal være en ægte inspiration og ikke blot et forsøg på at iklæde sine egne tanker et luthersk klædebon.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

2 svar til To inkompatible metaforer

  1. Pingback: Luthers erfaringer | ricardtriis

  2. Pingback: Historiske “kendsgerninger” | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s