To dårlige traditioner nedgjort

Den fremmede Luther 3

Da først Luther var nået frem til den anskuelse, at paven var antikrist, at det altså var djævelen selv, der havde sat sig på kirkens ledelse – det skete i februar 1520 – tog hans angreb på kirken fart, altsammen dog fastholdt som ”ordangreb”, aldrig, i hvert fald aldrig efter august 1520 med udgivelsen af ”Til den kristelige adel”, angreb, der opfordrede til voldsanvendelse.

I 1522 udgav han således, som nævnt i mit forrige indlæg, et lille skrift, der i meget kraftige ordvalg angreb gejstligheden: ”Imod den falske gejstlige stand, bestående af pave og biskopper”. To ting skal her fremdrages som eksempel på den vrangverden, Luther gjorde op med.

Den ene ting var det forhold, at adelen sendte sine næstældste sønner ind i kirken for at undgå at skulle dele deres gods mellem arvingerne, og af samme årsag sendte deres døtre i kloster.

Den anden ting var den tradition, der havde udviklet sig, at præster, der ikke kunne leve i cølibat, som de efter kirkens regler skulle, kunne klare frisag ved at betale en bøde til biskoppen.

Den første ting først: Luther viser, hvordan dette at leve i cølibat er en umulighed og skriver så:

Men hvordan ville fyrsterne og adelen sørge for deres børn og venner, hvis der ikke længere var noget, der hed bispedømmer og stiftelser? Her kan du se vores blindhed i Tyskland. Hvis en bonde slår din søn eller dræber ham eller påfører din datter en skændsel, så ville der komme sår og våben, så skulle du nok rase og fare op, og hvis du kunne ødelægge et land, så ville du gøre det; så stor en uret mener du er overgået dig. Men kære, luk nu øjnene op og se, om ikke du selv er dit barns og vens største morder og fjende. Du hjælper ham til at få et bispedømme, selv om du er vis på, at han så kommer til at høre djævelen til, og vil komme ind i en stand, hvor han ikke kan blive salig; det véd du. Sig mig, om du ikke er værre ved ham med det, end hvis du havde gennemstukket hans hjerte med tusind sværd. (Se her).

Luther har i det foregående angrebet de eksisterende biskopper for at være en falsk gejstlig stand. Det er derfor, han kan sige, at den adelsmand, han taler til, véd, at hans søn i en sådan stilling ikke kan blive salig.

Det samme gælder, når adelsfolk sender deres døtre i kloster, fordi de af økonomiske årsager ikke vil gifte dem bort. ”Det uskyldige blod skriger over dem, og Gud hører og hævner”, skriver han og fortsætter:

Se nu en del af denne jammer. Den største del af de piger, der er i klostrene, er friske og sunde, og af Gud skabt til at blive kvinder og føde børn, og de formår heller ikke at overholde standen i fri lydighed; for kyskhed er en nåde, der går ud over naturen, hvis den endda så var ren. Dertil kommer, at Gud ikke i så stor udstrækning vil gøre undtagelser fra sin lov (dengang han skabte mand og kvinde) og sikkert ophæve den med undergerninger, men vil have, at jomfrudom skal være en sjælden ting for ham. Hvis du havde en datter eller en veninde, der var faldet i en sådan stand, så skulle du, hvis du var redelig og from, hjælpe hende ud derfra, om du så måtte risikere al din ejendom, dit liv og dit helbred. Men nu gør du det for din elendige ejendoms skyld, at du støder hende ind i djævelens gab, uden hendes vilje. Hvad følger da deraf? Hør nu efter, jeg har i mine dage ikke hørt nogen nonne aflægge skriftemål, men jeg skal nok ramme rigtigt efter den hellige skrift, hvordan de har det, og jeg véd, at jeg ikke vil lyve. En pige, som ikke har denne høje sjældne nådegave, kan lige så lidt undvære en mand, som hun kan undvære at spise, at drikke, at sove og at forrette andre naturlige nødvendigheder. Omvendt på samme måde, kan en mand ikke undvære en kvinde. Årsagen er denne: dette at avle børn er lige så dybt indplantet i naturen som at spise og drikke. Derfor har Gud givet og indsat de lemmer på kroppen, de lugte, de udsondringer og alt hvad der tjener dertil. Den, der nu vil hindre disse ting, og ikke lade det gå, som naturen vil gå og må gå, hvad gør han andet, end forsøge at forhindre, at naturen er natur, at ild brænder, at vand gør vådt, at mennesket spiser, drikker og sover? (Se her).

I det forrige indlæg viste jeg, hvordan Luther, også her i 1522, hævdede, at driftslivet kunne holdes under åndens kontrol ved et frisk og kækt trosliv. Intet sådant er nævnt her. Den mulighed synes udelukket. Hvorfor?

Ja, muligvis, fordi Luther her i er ude i et andet ærinde. Men det er alligevel mærkeligt. Der tales her ikke om, at nogle af de lemmer, de lugte og de udsondringer, der hører forplantningen til, er blevet fordærvet ved syndefaldet, nej, de er der bare, og de er der som noget, Gud har skabt. Og de adelsfolk, der vil gøre deres sønner til biskopper og lukke deres døtre inde i klostre, fordi de derved kan bevares deres godser udelt, de får ikke foreholdt den mulighed, der dog blev nævnt før (i mit forrige indlæg): at munkeri og nonneri er noget skidt, hvis der ikke bliver drevet på med den rette tro og med skriften.

Og dette med at troen kunne ”hæve ånden op over kødet”, nævnes overhovedet ikke. Hvordan skulle det også kunne lade sig gøre, hvis det, Luther siger her, er sandt: at det, at mand og kvinde kommer sammen for at avle børn, er naturligt, og at den, der vil forhindre det, er at sammenligne med den, der vil nægte, at ild brænder og at vand gør vådt.

Man kan måske sige, at det er ret bemærkelsesværdigt – også det – at Luther her taler om kvindens kønsdrift. Det var noget, man ellers aldrig gjorde noget ud af: at dette at gå i kloster mod sin vilje, er noget, der undertrykke kvinden. Det er sædvanligvis manden og hans problemer, man har for øje, også i lutherske kredse og også hos Luther selv. Men her nævner han kvinden, hendes driftsliv, hendes længsel på det kønslige område. Meget usædvanligt.

En sådan åbenhed overfor kvindens problemer ved nonneriet eller ved præstecølibatet har jeg hidtil kun fundet hos den danske karmelittermunk Christiern Schrok, som blev sognepræst i Assens, og som i Malmø fik trykt et skrift om præsteægteskabet. Han fremhæver fordelene ved som præst at være gift således:

Se, disse gode ting skal I finde, om I får jer en ærlig kvinde i Guds velsignelse, så bliver I ærlige mænd og gode forbilleder i den hellige kirke og I gør gavn og bære frugt med jeres prædiken og lærdom og jeres hustruer bliver hæderligt tagne af hver mand og holdne i hæder og ære af andre gode kvinder. Ligeledes bliver jeres børn ægte arvebørn og optugtes i salig lærdom og dydelighed, og får jeres bøger og visdom. (Se her).

Men altså: Når Luther vil gøre indsigelse mod den uvane, adelen har med at gøre deres sønner til biskopper og deres døtre til nonner, argumenterer han udelukkende med kønsdriftens uomgængelighed. Den er indplantet i os, som det er indplantet i os at spise og drikke. Alt om, at den kan neddrosles gennem en frisk og kæk tro, er glemt, det samme er formaningerne om at bekæmpe drifter.

Så til den anden tradition, Luther vil gøre op med: traditionen med, at præster skal betale en pengebøde, hvis de har levet sammen med deres husholderske.

Det er en ret hård beskyldning, Luther her retter mod biskopperne:

Giv dog gode råd her, gode rådgiver! Hvorfor ser de almindelige bordelværtinder ikke gerne, at de unge drenge gifter sig? Uden tvivl, fordi de derved mister indtægt. Og biskopperne har dog i næsten alle stifter en stor del af deres årlige indtægt fra lutter præstefriller. For den, der vil have en frille, han må pr år give biskoppen en gylden, og der er et ordsprog iblandt dem: Kyske præster kan biskoppen ikke lide, og de er også fjendtligt indstillet overfor dem. (Se her).

Biskopper som bordelværtinder? Kan det virkelig være sandt?

Ja, det kan det. Det indrømmes i én af de tekster, som den danske reformationshistorie har efterladt os, nemlig den såkaldte ”Confutatio” fra 1530.

Frederik den Første havde ved en religionssamtale, som fandt sted i 1530 i København, påbudt de lutherske prædikanter at svare på nogle påstande, som de pavelige, med hjælp fra Poul Helgesen og en indkaldt franciskaner fra Rhinområdet, ville gendrive. Én af dem gik på præstecølibatet. Her svarer det lutherske blandt andet:

Men den kyskhed, der er alt andet end kysk, til hvilken præster føres frem af menneskelige dekreter, den er ikke uden alvorlig samvittigheds snare, og den nægter vi ikke er djævelens opfindelse, som Paulus’ ord 1. Tim 4. klart tilkendegiver, og i hvor høj grad dette tjener bispernes pengepung, er der ingen, der er uvidende om. (Se her).

Det fremføres altså af de lutherske som en kendt sag, at biskopperne tjener på præsters overtrædelse af cølibatskravet. Og et stykke nede i svaret fra de pavelige hedder det:

Men angående hvad I tilføjer til sidst, at denne kirkelige lov om præstecølibat tjener biskopperne til indtægt, så må jeg tilstå, at hvad denne sag angår, så véd jeg, at der i visse dele af Tyskland (hvordan det er i Danmark, er mig ubekendt) forekommer misbrug hos dem, som tænker på biskoppernes pengekasse, hvor de har gjort en indtægt ud af denne rosværdige ordning på en for dem selv tåbelig måde.

Poul Helgesen udgav i 1534 (eller deromkring) Biskoppernes Gensvar, dvs. Confutatio i en dansk oversættelse. Men mens han medtog lutheranernes anklage, udelod han de paveliges indrømmelse. Confutatio blev forøvrigt gemt i de kongelige arkiver, fordi kongen afbrød religionssamtalen; Christian den Anden var nemlig ved rigsdagen i Augsburg vendt tilbage til den katolske tro, fordi han derigennem kunne få hjælp fra sin svoger, Kejser Karl den Femte. Og under en sådan trussel var det ikke tilrådeligt med religionssamtaler.

Men det var Luther, det skulle dreje sig om, den fremmede Luther.

Mens jeg i mit forrige indlæg kunne vise, hvordan Luther faktisk forestillede sig muligheden af, at troen i et menneske kunne udtørre kødets udsondringer, så kan jeg her vise, hvordan Luther betragter disse ting som givet fra naturens hånd og derfor som uundgåelige livsvilkår for enhver mand eller kvinde. Det mærkelige er, at disse modstridende påstande står i ét og samme skrift.

Det bliver et kommende indlægs opgave at undersøge, om dette baserer sig udelukkende på skriften, eller tillige på Luthers erfaringer, erfaringer med ”tårnoplevelsen” og erfaringer som ægtemand.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Luther og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s