Luthers erfaringer

Den fremmede Luther 4

I dette indlæg vil jeg vove noget, som man så at sige aldrig vover: Jeg vil vove at spørge om (og undersøge), i hvor høj grad Luthers skrifter bygger på hans erfaringer. Han bygger det jo selv næsten altsammen på skriften. Og han er bestemt en yderst skriftkyndig mand. Men bygger han det ikke også på sine erfaringer. Dels erfaringerne som munk, dels erfaringerne som almindelig borger.

Her lønner det sig at gå nærmere ind på Augustins tankegange. Han søger i den tiende bog af sine Bekendelser at redegøre for, hvordan drifterne har tag i ham og hvordan han søger at neutralisere dem. I kapitel 30 tager han kønsdriften frem. Dens fristelser mener han så nogenlunde at have overvundet ved at sende sin konkubine gennem mange år bort. Dog undrer han sig over, at han ikke kan udrydde den helt, noget, jeg vender tilbage til om lidt.

Dernæst tager han i kapitel 31 driften efter mad og drikke frem. Her om siger han i sin enetale til Gud:

Så meget har du lært mig, at jeg er nået til at indtage min mad som medicin. Men når jeg går over fra sultens pine til mæthedens hvile, ligger begæret på lur efter mig i selve overgangen. Den overgang er i sig selv en lyst, og der er ingen anden vej end den, som nødvendighed tvinger mig til at gå. Selv om det er på grund af helbredet, jeg spiser og drikker, så følger der dog et farligt velbefindende med, der som regel prøver at gå foran, så det nu bliver på grund af det, jeg foretager mig, hvad jeg både siger og mener bør ske for helbredets skyld.

Altså, ikke blot spiser og drikker vi, vi direkte begærer maden og drikkevarerne. Og når den naturlige mæthed indfinder sig, betragter Augustin det som et tegn på den synd, der er knyttet til begæret. Derfor er det, han betragter sin mad som medicin, dvs., som noget, der er nødvendigt for at opretholde livet, men ikke nødvendigvis behøver føre til nydelse.

Man fortæller om Frans af Assisi, at han en dag tog noget aske fra ildstedet og strøede det på sin mad. ”Broder aske er kysk”, sagde han. Det er lige efter bogen, når bogen er Augustins Bekendelser. For på den måde kan han undgå den syndige madnydelse.

I de følgende kapitler går Augustin imidlertid de lystfølelser igennem, der er knyttet til de forskellige sanser, for at bekende for sig selv og sin Gud (og sine læsere), hvordan han søger at undgå at fanges ind af disse legemligheder. Men så kommer han i kapitel 36 til det, jeg vil kalde den tredje drift, driften efter social anerkendelse. Den knytter han sammen med Guds tilgivelse og Guds retfærdiggørelse, der står i modsætning til den retfærdiggørelse, han stadigvæk ønsker sig hos andre mennesker, og den del af Bekendelserne kunne man tænke sig har været noget af det brændsel, der tænder Luthers såkaldte klosterkamp.

Det skal her kun optræde som en flyvetanke, om jeg får tid til at udvikle den nærmere, vil fremtiden afgøre. Meningen med denne gennemgang af et væsentligt Augusin-aktstykke er kun at vise, hvordan de tre drifter, som munkeløfterne vil bekæmpe, opfattes som udgående fra det samme karakteristikum ved mennesket: at det begærer.

Og meningen er også at vise, at både Augustin og Luther kender til det fænomen, der hedder de ufrivillige natlige ejakulationer, altså det forhold, at det unge, fyrige menneske, der ikke får seksuel tilfredsstillelse, hverken ved sig selv eller ved andre, oplever, at naturen ”tager over” og selv gennemfører det, der ikke kan få udløsning i vågen tilstand. Augustin beskriver det således:

Men endnu lever der i min erindring, som jeg har talt så meget om, billeder af sådan noget, som vanen har indpræget der, og de bryder ind i mine tanker. Når jeg er vågen, har de ingen magt; men i søvne får de mig ikke blot til at føle nydelse, men også til at give efter og til noget, der ligner virkelighed. Så stor magt har de forføreriske billeder over min sjæl og mit kød, at de falske syner får mig til at gøre i søvne, hvad de ikke formår i vågen tilstand. Er jeg da ikke mig selv, herre, min Gud?

Augustin undrer sig over, at han ikke med sin fornuft kan undertvinge disse legemlige rørelser. For hvad der ikke er hans fornuft, er måske ikke helt ham selv, synes han at mene.

Det samme skriver Luther om i skriftet om den falske gejstlige stand. Her hedder det:

Videre: Hvor der er ufrivillig kyskhed, der undlader naturen ikke at gøre sin gerning, kødet vil være sammen, og som Gud har skabt det, sådan går lugtene efter deres art. Så hæver udsondringerne sig og de hemmelige synder som Skt. Paulus i 1 Kor 6,9 kalder urenhed og blødhed. Og — at jeg skal tale lige ud af posen af hensyn til den elendige nødvendighed — hvis det ikke flyder ind i kødet, så flyder det ud i skjorten. Dette skammer folk sig over at klage over og bekende. (Se her).

Luther skammer sig tilsyneladende ikke, omend han ikke omtaler det som sine egne oplevelser. Hvad det måske heller ikke er, jævnfør udtalelsen om troen, der udtørrer kødets udsondringer, for et par indlæg siden. Dette kunne jo tyde på, at han som 34-årig i nogen grad var kommet ud over den udtalt ”fyrige” alder.

Vi, derimod, der gerne vil forsvare Luther, har skammet os over hans ligefremhed. Ikke så meget, fordi vi helst ikke vil tale om disse materier, mere fordi vi frygter, at de kan bruges som våben i katolikkernes hånd: de har jo ofte op igennem historien anklaget Luther for kun at være en munk, der ikke kunne udholde munkelivets cølibat. Men det behøver vi vist ikke frygte i vore dage.

Her er det dog ikke udtalelserne selv, jeg er ude efter, mere den Luther, der ikke blot taler og tænker ud fra bibelsteder, men også ud fra sine egne erfaringer, erfaringer med overdreven faste i klosterkampen (og måske tillige overdreven erkendelse af egen retfærdiggørelsestrang), og erfaringer af mere praktisk art med munkelivet, noget, som vi i dag næsten har glemt, men som dog kom til at betyde temmelig meget, blandt andet, at 27 franciskanerklostre plus de andre ordners kloster her i landet blev forladt.

Og erfaringer med ægteskabet ikke at forglemme.

Hvad disse erfaringer angår, er det frugtbart at se lidt nærmere på en bryllupsprædiken, Luther udgav i 1531 og genudgav 1536, sidste gang med en besynderlig tilføjelse, se her, hvor begge prædikener er sat op sideløbende.

Teksten er taget fra Hebr 13,4: ”Ægtesengen skal holdes i ære af alle, og ægtesengen være ubesmittet”. Og Luther går meget ligefremt til værks. Han spørger, hvad forskellen er mellem et forhold til en hore og et ret ægteskab, og svarer, at det er Guds ord. Ægtemanden véd, at det er Gud, der har sat den anden ved hans side og befalet ham at holde sammen med hende. På samme måde er der forskel på en forbryder, der slår ihjel, og samfundets bøddel, der slår ihjel; den første gør det uden nogen legitimitet, den sidste gør det på Guds befaling.

Og Luther er heller ikke bleg for at indføre djævelen som en person, der glæder sig, hvis ægtefolkene skændes og er uenige.

For djævelen kan ikke lide, at ægtefolk er venlige overfor hinanden og er enige. Derfor kan Gud også godt lide den brunst, han har indgivet brudgommen og bruden. Han har tænkt: Jeg må give narren en kappe på, så de kommer sammen. For hvis det ikke forholdt sig sådan, så ville man aldrig kunne bringe folk sammen i det ægteskabelige liv. Og når en sådan brunst og kærlighed altid forbliver aktiv, så vil den ene opæde den anden af stor kærlighed; som man siger i ordsproget. (Se her).

Og her kommer det så: afsløringen af, at Luther, der nu er blevet gift – det blev han i 1525 – og har fået børn, ser anderledes på orgasmen eller brunsten. Før han blev gift, i 1522, mente han, at brunsten var af det onde, og at den kunne neddrosles af troen (Se her). Før delte han Augustins opfattelse af brunsten som noget, Gud havde straffet mennesket med efter syndefaldet. Men nu, i 1531, deler han den folkelige opfattelse af brunsten som noget, der er med til at knytte den ene person til den anden, noget, der holder sammen på ægtefolkene, og som – læg mærke til det – af Gud er indgivet bruden og brudgommen; nu kan han oven i købet identificere brunst og kærlighed, forbliver de to aktive, vil den ene opæde den anden af kærlighed.

Der er virkelig kommet nye boller på suppen, hvad synet på brunsten angår. Selv dette, at han i 1522 talte om, at Gud har indsat de lemmer på kroppen, der tjener forplantningen, står ikke mål med denne udtalelse. For dengang var der blot tale om, at naturen nu engang forefandtes på denne måde, nu er der direkte tale om, at formålet med denne brunst er, at mand og kvinde skal bindes endnu mere til hinanden.

Og jeg vover altså at antyde – for ikke at sige: hævde – at det er de erfaringer, Luther har gjort i sit ægteskab, der her får lov til at gøre sig gældende. Før udtalte han sig som den blinde om farverne, når han skulle skildre det ægteskabelige liv, nu kan han tale ud af egen erfaring, så har altså piben fået en anden lyd.

Men ak – hvor længe var Adam i paradis: Hvor længe fastholdt Luther disse ”moderne” anskuelser?

I 1536, hvor han genudgav denne bryllupsprædiken, har han lavet lidt om på den, udover at han har tilføjet nogle ”umoderne” bemærkninger.

Som det kan ses af den sammenstilling, jeg har lavet (se her), hedder det i celle 58 ikke mere, at det er Gud, der har indgivet brudgom og brud denne brunst, men blot, at de har brunsten sammen, og at Gud kan lide den. Og hele celle 59 om dette med at æde hinanden af kærlighed er udeladt. Dertil kommer, at Luther fra celle 127 og fremefter siger noget mere om ægtestanden, f.eks. at brunsten ikke var til stede i paradiset, kort sagt: her falder han tilbage til sin sædvanlige augustinisme.

Og i sin genesiskommentar fra 1538, hvor Luther behandler syndefaldsberetningen i 1 Mos 3, lægger han mærke til, at vi nedværdiger legemet derved, at vi er bange for nøgenheden og siger så:

Forbindelsen mellem mand og kvinde er indstiftet af Gud. Men hvor hæslig er den ikke efter synden! hvor hæftigt brænder ikke kødet selv! Derfor, efter synden sker forbindelsen ikke, skønt den er Guds værk, offentligt, men ordentlige ægtefolk søger et ensomt sted, fjernt fra menneskers øjne. (Se her).

Så selv om man skulle tro det, ændrer Luther ikke grundsynspunkt efter bryllupsprædikenen fra 1531. Han har stadigvæk hele Augustins forestillingsverden om syndefaldet siddende i sig. Man kan undre sig over hvorfor. Måske det hænger sammen med, at ”tårnoplevelsen” var en kamp indenfor driften efter social anerkendelse; og hvis Guds retfærdiggørelse gjorde menneskets drift efter social anerkendelse eller social retfærdiggørelse syndig, så var det jo so oder so menneskets driftsliv, der skulle tilintetgøres af den, der tror på Guds retfærdiggørelse. Og derfor måtte han bibeholde sit ”umoderne” syn på brunsten.

Måske!

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Luther og tagget . Bogmærk permalinket.

Et svar til Luthers erfaringer

  1. Pingback: Gode gerninger kontra gavnlige gerninger | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s