Luther for flerkoneri?

Den fremmede Luther 5

Hvad jeg skal tage frem her, er for så vidt ikke udtryk for ”den fremmede Luther”, eftersom det er kendt stof. Både Volker Leppin og Heinz Schilling tager episoden frem i deres Luther-biografier. Det samme gør en for mig hidtil ukendt internet-side, se her, som dog er noget mere kritisk overfor Luther, end jeg er. Man kan læse den igennem, hvis man vil; hvis man kan udholde alle skældsordene mod Luther, giver den et nogenlunde sandfærdigt billede af situationen. Men vil man forstå Luther lidt mere positivt, er Heinz Schillings bog nok at foretrække.

Schilling ofrer hele fem sider på sagen, så man kan ikke påstå, at han vil søge at undgå det prekære i den. Men hans overordnede syn på historien er nok værd at lægge sig på sinde. Han skriver i sin biografi ”Martin Luther”, side 472:

Historikere bruger ofte deres egen ”tidsånd” som rettesnor, og derfor ser de hans [hertug Filips, rr] dobbeltægteskab som udtryk for en ”hæmningsløs seksualitet” og ”den største plet i reformationens historie og i Luthers liv” – sådan lød vurderingen i det borgerlige 19. århundrede – eller man forsvarede ham som en ”uforfærdet bigamist”, der ”satte punktum for dobbeltmoralen” for nu at udtrykke det med det nuværende fokus på en allestedsnærværende seksualitet. Lad os gøre os fri af den slags anakronistiske vurderinger og også her forsøge at forstå det fremmedartede i det 16. århundrede.

Sagen var den, at én af de fremmeste fyrster i det lutherske område, hertug Filip af Hessen, var blevet forelsket i en ung adelsdame. Det var han blevet ret ofte tidligere, og det havde ikke voldt ham samvittighedskvaler at have en elskerinde ved siden af sin hustru. Men denne gang satte den unge dames mor sig imod forbindelsen. Der skulle et lovformeligt ægteskab til, før de to kunne gå i seng sammen.

Og det var ikke så nemt at fremskaffe, når Filip var gift i forvejen, og skilsmisse ikke var på programmet hos de lutherske. Ikke endnu, i hvert fald. Han klagede sin nød til Strasbourg-reformatoren Bucer, og denne henvendte sig med hans spørgsmål til Luther og Melanchthon: når nu de gammeltestamentlige patriarker kunne have flere koner, hvorfor kunne en luthersk bibelkristen så ikke have det i vore dage?

Det satte Luther i et dilemma. To ting i hans teologi stødte her sammen i en farlig cocktail. 1) Hans stærke tiltro til bibelen og 2) hans tese om ægteskabet som stedet, hvor man(d) kunne få afløb for den ellers utæmmelige kønsdrift.

Det kan være sandt nok, at bibelen ikke indeholder noget udtalt forbud mod bigami. Men Luther havde for vane at handle og argumentere ud fra den naturlige lov og først siden søge at argumentere med bibelcitater. Det gjorde han også her. Når skabelsesberetningen talte om, at en mand forlader sin far og mor og holder sig til sin hustru, og de bliver ét kød (1 Mos 2,24) var det et tegn på, at monogami var det oprindelige. Og når Jesus i Matt 19,5 gentager disse ord ved at sige, at ”de to skal blive ét kød”, er det udtryk for, at det ny testamente ikke går ind for polygami. Skal hertug Filips ønske imødekommes, skal det ske som en skriftemålsdispensation, som absolut må holdes hemmelig, for der skal ikke fremstå nogen fornemmelse af, at flerkoneri nu er lov i den evangeliske lejr. Det var, hvad han skrev til Filip den 10. december 1539. Og sandt nok, Luther gav virkelig, sammen med Bucer og Melanchthon, Filip denne skriftemålsdispensation.

Så er det sandt, at Luther i ”Om kirkens babyloniske fangenskab” har skrevet, at han, hvis det endelig skal være, sådan set foretrækker bigami fremfor skilsmisse, se her. Men man må være opmærksom på, hvilken sammenhæng ordene står i. Luther er i færd med at overveje, hvad man skal gøre, hvis manden er impotent. Her vil han i første omgang tilråde kvinden at søge samleje med en anden, helst jo med sin mands billigelse, blot skal samlejet holdes hemmeligt. Vil han ikke gå med til noget sådant, råder Luther hende til i stedet for at brænde af begær – hvad kvinder altså også kan gøre, ifølge Luther – at rejse til et fremmed land og gifte sig med en anden.

Men det er her værd at bemærke, hvordan Luther formulerer sig. Han skriver:

Men hvis det sker uden at han véd det eller imod hans vilje, så lad her den kristne og frie bedømmelse afgøre det, ja lad kærligheden afgøre, hvem der har påført den anden den største skade. (Se her).

Det er altså ikke en afgørelse, der er bundet af loven, heller ikke en lov, der kan uddestilleres af bibelen, det er den kristne frie bedømmelse, der kaldes på. Blot må det indrømmes, at Luther langtfra altid er så fri i sin afgørelse; meget ofte holder han sig til en regel, han har kunnet udlede af bibelen.

Men lad os tage et andet eksempel på, hvad hans frie bedømmelse siger. I en prædiken over Matt 5,31-32, Jesu ord om skilsmisse, vil han ikke under alle omstændigheder forlange skilsmisse, hvis der er tale om utroskab. På den måde er han ikke ”lovtro”. Han skriver:

Men hvis man vil råde dem, der vil være kristne, så ville det være meget bedre, at man formaner og opfordrer begge parter til at blive sammen, og lader den uskyldige ægtefælle forsone sig med den skyldige, så han eller hun tilgiver den anden af kristelig kærlighed (om ellers den skyldige vil ydmyge sig og forbedre sig). Med mindre da, at der ikke var håb om forbedring, eller den skyldige, når vedkommende igen var forsonet med den anden og taget til nåde, ville misbruge en sådan velgerning og straks igen gå hen sig til et offentligt fruentimmer, i tillid til, at man ville vise barmhjertighed og tilgive. (Se her).

Og han er heller ikke ”Jesus-tro”, for Jesus siger jo: ‘tilgiv op til syvoghalvfjerds gange’ (Matt 18,22). Det gør Luther ikke. Og det er rigtigt gjort af ham. Situationen forhindrer ham i det. Hvis dette, at manden er blevet tilgivet, ikke betyder andet for ham end en formodning om, at han nok vil kunne få tilgivelse én gang til, så er tilgivelseshandlingen uægte, for til sand tilgivelse hører ikke blot et tilgivelsesord, men også – som forudsætning for det – en ægte fortrydelse. Og den kan man ikke præstere gang efter gang.

Det er noget af det, der gør Luther spændende. Han er ikke bare ”bibeltro”, han er også tro mod det folk, han er anbragt iblandt, tro mod de folkelige overbevisninger og traditioner, der hersker dèr.

Luther vil altså ikke tage ordet om at tilgive de mange gange som en ny lov fra Jesu mund. Det forholder sig ikke sådan, at den kristne altid skal være rede til tilgivelse, ligegyldigt, hvordan den, der skal tilgives, tér sig. Nej, Luther tænker forholdet med, han véd af, at forholdets genoprettelse er det afgørende. Og det genoprettes ikke, hvis den ene opfatter sig som en tilgivelsesmaskine, der, fordi Jesus nu har sagt sådan, automatisk og pr rygrad udsender sin tilgivelseserklæring. Skal Luther ”oversætte” Jesu ord for folkene i Wittenberg, må det lyde, som i denne prædiken.

Og ligesom Luther i ”Om kirkens babyloniske fangenskab” prøvede at tage vare på kvindens utilfredsstillede kønsdrift, noget, han ikke kunne gøre, hvor rådgivningen skulle holde sig indenfor den gældende moral, sådan prøver han her at rådgive om mandens utilfredsstillede kønsdrift, noget, som heller ikke kan holdes indenfor moralens normale rammer. Men Luther véd godt, hvad lov og moral siger, og han er også med på, at disse forestillinger skal opretholdes. At den kristne er fri for loven, betyder netop, at han opfatter alt dette som gode råd, som det er klogt at rette sig efter, ikke som absolutte befalinger, som man partout skal adlyde, om man vil være med i menigheden. Denne omsorg for menighedens moralopfattelse får ham til at kræve hemmeligholdelse.

Men selvfølgelig kunne det dobbeltægteskab, der blev enden på det, ikke holdes hemmeligt. Og det medførte et ikke ringe prestigetab for Luther og den lutherske bevægelse.

Til sidst: Man kan jo så spørge, hvorfor vi lutheranere egentlig går imod bigami, eller hvorfor Luther gjorde det. For det gjorde han jo også igennem hele denne affære.

Svaret er ikke nemt at give. For det, der bestemmer vort svar, er noget, der har udviklet sig i kraft af – ja, nogen vil sige en naturlig udvikling, jeg vil nok sige, en kristendomsform, der har fremmet den naturlige udvikling. F.eks. siger Luther i en prædiken over ordet om ikke at se på en kvinde, så man begærer hende:

Men at nogle her har disputeret og nøje undersøgt, om det også er synd, når én begærer en kvinde til sin ægtemand, eller omvendt en kvinde begærer en mand, det er naragtigt, og begge dele er spørgsmål, der er stillet imod skriften og naturen. For hvordan skulle mennesker blive ægtefolk, hvis de ikke havde lyst og kærlighed til at være sammen? (Se her).

Man kan sige, at det sidste spørgsmål er naturens spørgsmål. Men er man ikke nødt til at se Gud bag sådanne naturens ordninger? Gud har villet, at menneskene skulle formére sig. Gud har villet, at menneskeheden skulle opretholdes. Derfor har han villet kønsdriften. Det er dog den naturligste sag af verden.

Javel. Men fordi Luther henter sin forståelse af, hvad tillid, hvad kærlighed, hvad tilgivelse og forsoning er, netop fra et sådant intimt og nært personforhold, derfor bliver hele hans forkyndelse i dens skelnen mellem lov og evangelium én lang formaning til et godt liv i de forhold, vi står i: på vor arbejdsplads, overfor vore søskende og forældre, og overfor vores ægtefælle.

Og det er ved denne fælles anstrengelse, det er kommet dertil, at den tillidserklæring, de unge giver hinanden, når de finder sammen i kærlighed, er så overvældende: for derved siger jo den anden til mig, at dig, dig vil jeg holde sammen med livet igennem, dig, dig vil jeg dele seng og bord med resten af livet, dig, netop dig vil jeg have til far/mor for mine børn.

Selvfølgeligt og ligefremt? Javist.

Hvad ellers? Nå ja, der er vel intet alternativ. Men alligevel kun en selvfølge i vores kultur. Og jo kun en selvfølge i en kultur, hvor bigami er udelukket. For bord og seng deler vi i vor del af verden kun med én. En sådan uendelig tillid kan et menneske kun nære til én.

Der kunne også siges noget om Henrik den Ottende af England, som forskød sin første hustru til fordel for en pige, Anna Boleyn, han var forelsket i. Det blev årsagen til, at Church of England blev oprettet. Men det lader vi ligge i denne omgang. Jeg har nævnt hendes forunderlige historie her.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Luther og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s