Et afklarende spørgsmål

Her fornylig dukkede der langt om længe et afklarende spørgsmål op.

Jeg har, som man måske har observeret, længe klaget over, at vore mediers journalister ikke stiller visse afgørende spørgsmål. Man har en vinkling, som man anlægger. Den svarer forbavsende godt til den måde at se tingene på, som hersker i de øverste politiske lag i Europa. Og derfor er der en række spørgsmål, man ikke stiller. Jeg har kaldt disse spørgsmål NAQ’s, ”never asked questions”.

Et af disse spørgsmål blev altså stillet her forleden. Det blev stillet af Hege Storhaug, hun, der fornylig har udgivet ”Islam, den ellevte landeplage”, se her. Det drejer sig om de såkaldt uledsagede flygtningebørn. Og netop dem har jeg været noget i tvivl om. Hvad var der på færde her?

Disse ”børn”, som jo ofte aldeles ikke er børn, kommer rejsende som enkeltpersoner med migrantstrømmen, altså uden deres forældre. Hvorfor gør de det? Er de forfulgte? Det går man fra myndighedernes side ud fra, og man giver dem derfor en bedre behandling end de normale migranter. Jeg er også blevet klar over, at de ofte efter kortere eller længere tids ophold hos os søger om familiesammenføring for deres forældre eller andre familiemedlemmer, altså sammenføring hos os, ikke i oprindelseslandet. Hvilket de ret ofte får bevilget.

Men jeg har været i tvivl. Jeg har manglet evnen til at stille væsentlige spørgsmål. Og så stiller Hege Storhaug det, så tingene pludselig falder på plads.

Det er meget enkelt.

Hun har taget fat i en udtalelse fra en vis Lucio Melandri fra UNHCR. Han gør rede for antallet af uledsagede børn er stigende, og skriver i den anledning, at det er en alarmerende trend, at flere af disse meget sårbare børn risikerer livet for at komme til Europa. Dertil indvender Storhaug:

Nei, det stemmer nok særdeles sjeldent at barn på eget initiativ risikere livet for å komme til Europa. De sendes av gårde. Pengene det koster betaler foreldre, storfamilier, stammer og klaner. Kan denne Melandri forklare oss hvordan et barn skulle ha råd til å betale tusener av dollar for å komme seg om bord i en båt?

Vet Melandri heller ingenting om kollektivistiske kulturer? Tror han en kvinne, eller et barn/ungdom, selv bestemmer fremtiden sin? Dertil kan ta et så livsavgjørende valg som å forlate sine velgjørere og begi seg til et nytt kontinent?

FN prøver å lure oss til å tro at barn alene og på eget initiativ legger ut på ferden over Middelhavet, i fjor hele 26 000 av dem. Men så lett går vi ikke på limpinnen.

Det er dog ret indlysende. Det er forældrene eller familien i det hele taget, der betaler og sender dem af sted. De har til opgave at røre europæernes samvittighed – for vi bliver jo især rørt over børn, der lider – og så, når de har fået foden indenfor, søge om familiesammenføring for deres forældre.

I et senere indlæg gås der endnu mere til biddet, se her. Her spørger Storhaug også, om denne færd, barnet sendes ud på, mon ikke er skadelig for barnets sundhedstilstand. Og så stiller hun et modspørgsmål til den, der er så bekymret for disse børns vé og vel:

Hva med å være så humane at vi åpner skytteltrafikk mellom Kabul og Gardermoen? Kun barn adgang. Så slipper klaner og storfamilie å bruke sparepenger på menneskesmuglere. Så slipper barna å bli voldtatt underveis. De slipper all angst for ikke å nå frem til destinasjon Norge og slik skuffe klan og storfamilie økonomisk.

Og hun slutter med at hævde, at dette at afvikle denne form for asyltildeling øjeblikkelig er det eneste fornuftige. Og dertil det eneste humane.

Med andre ord: I al vor godhed gør vi et barn fortræd, nej ikke ét barn, men mange. Og det bør vi holde op med. I det øjeblik, vi ikke tager imod længere, holder denne umenneskelige trafik op. Den lever af, at vi er påvirkelige, altfor påvirkelige og dertil altfor naive.

Somme tider kan det mest anstændige og mest humane være at undlade at yde ”hjælp”, fordi vi kun derved kan standse menneskesmuglernes kyniske trafik.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget . Bogmærk permalinket.

2 svar til Et afklarende spørgsmål

  1. M.S.Carstens siger:

    Det er så rigtigt som det er sagt!
    Jeg har fået mange verbale klø, bl.a. i Politiken inden jeg blev censureret, for selv samme tanker.
    Kender man bare lidt til den Islamiske kultur, er det jo helt oplagt, at det netop ikke er “børnene” selv, der tager disse afgørelser, endsige finansiere dem.
    “Børnene” er absolut ikke forfulgte* og de vestlige myndigheder burde omgående indføre den modsatrettede familiesammenføring: Barnet hjem til forældrene!

    * understreges i øvrigt 21.01.2017 i:

    http://jyllands-posten.dk/indland/ECE9309448/roede-kors-nordafrikanske-boern-saetter-asylsystemet-skakmat/

    Men mon røde Kors vil gå forrest i den omvendte familiesammenføring, eller er de bare ude på, at få tilført disse “børn” endnu flere skattepenge og betalte superpædagogiske institutioner?

  2. Pingback: Etik eller økonomi | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s