Gode gerninger kontra gavnlige gerninger

Den fremmede Luther 6

Vi skal i dette indlæg bevæge os op i et helikopterperspektiv. Vi skal se på noget af det, der var årsagen til, at Luthers tanker slog igennem, blev til andet og mere end den lærde afladsdisputation, han lagde op til med offentliggørelsen af de 95 teser den 31. oktober 1517.

Den historiske udvikling er utrolig indviklet. Det skyldes blandt andet, at vi, der lever nu, har været genstand for en historisk transformation. Vi har som samfund fået ændret vort grundsynspunkt. Og når vi nu senere som gode historikere ser på fortiden, er vi stærkt tilbøjelige til at glemme, at fortidens mennesker tænkte anderledes end vi. Uvilkårlig bedømmer vi dem ud fra vore målestokke. Uvilkårlig prøver vi at forstå eller måske endda retfærdiggøre deres gøren og laden med tanker og idéer, hentet fra vor egen tid.

Lad mig med det samme ile frem til et eksempel på dette fænomen, som jeg har brugt tidligere, se her!

En vis broder Jacob, som menes at være bror til Christian den Anden, har skrevet en fortælling om, hvordan gråbrødrene eller franciskanerne blev uddrevet fra deres klostre i Danmark. Han var hjemmehørende i Malmø, så der er ikke noget at sige til, at fortællingen om begivenhederne i Malmø er meget omfangsrig, se her. Han fortæller blandt andet om to tilfælde, hvor kætterne, altså lutheranerne, inviterede til religionssamtale i det små, men han lader det, forståeligt nok, i begge tilfælde gå sådan, at broder Jacob vandt striden.

Men da den anden [lutheraner, rr] og hans tilhængere trængte hårdere på, standsede broder Jacob sin gang et øjeblik og ville høre, hvad det var for et spørgsmål, kætteren ville stille. Han spurgte ham da: “Hvad er en god gerning? Giv mig et eksempel!” Broder Jacob svarede da: “At faste på rette måde er en god gerning”. Men det behagede ikke kætteren at høre det, skønt han beviste det tilstrækkeligt ud fra Matt 6,16-18. Så trak kætteren og hans følge sig tilbage.

Dette er et eksempel på, hvordan franciskanerne tænkte i senmiddelalderen. Man havde sine munkeløfter. Derigennem lovede man at kæmpe imod synden, og synden var identisk med drifterne. Med løftet om cølibat lovede man at kæmpe imod kønsdriften, med løftet om fattigdom lovede man at kæmpe imod driften efter legemlige behageligheder, og med løftet om lydighed lovede man at bekæmpe driften efter social anerkendelse.

Som jeg i et tidligere afsnit, se her, har nævnt, gjorde Frans engang det, at han strøede aske på sin mad. På den måde, mener han, kan han, som Augustin anbefalede det, indtage sin mad som medicin. De, der er gamle nok til at huske, hvordan levertran skulle indtages, véd, hvad der er tale om. Medicin skal ikke smage godt, man fik vel sommetider fortalt, at jo værre det smagte, des mere gavnede det.

På samme måde var det udtryk for større lydighed mod Guds bud om at bekæmpe driften efter legemlige behageligheder, når man gjorde maden ulækker. Ligesom man også kunne efterkomme Guds bud ved at sove med en kras skjorte på, en skjorte, som kløede og stak; eller ved at gå med bare fødder i stedet for at gå med sko på; eller ved at gå fra det ene sted til det andet, ikke ride, ikke køre i vogn.

Det er rimelig kendt, at disse regler gjaldt for franciskanerne, Luther kalder dem mange steder i sine skrifter for ”barfodsmunkene”. Men trods det er der mange af vore dages katolikker eller andre, der gerne vil vise sig forstående overfor munkevæsenet, som prøver at liste den forestilling ind i vor moderne opfattelse af middelalderens munkevæsen, at munkene skulle tage sig af de syge. Og det kan være ret svært at overbevise dem om, at det ikke var det, der var tanken med franciskanerordenen.

Uvilkårligt føler man vel i vore dage, at disse munke da skulle have noget fornuftigt at tage sig til. Og det overraskende svar på den indvending er, at dette at gå barfodet, dette at faste, dette at synge tidesange, dette at skulle vækkes midt om natten, dette at skulle gå tiggergang i omegnen, alt dette var for disse mennesker ”noget fornuftigt”, for derigennem efterkom de Guds bud. Alt dette var ”gode gerninger”, som Gud krævede gjort af dem. Lægger vi afladstanken til, bliver det ikke blot ”gode gerninger”, men ligefrem ”gavnlige gerninger”, for disse gerninger blev opfattet som ”overskydende gode gerninger”, som kunne indgå i den skat, hvoraf paven uddelte aflad (”uddelte” skriver jeg, for sådan forklarede paverne det selv, men naturligvis skal man sige ”solgte”).

Det, der får os til – fejlagtigt – at tillægge klostrene sygebehandling, er, at der i kraft af reformationen er sket en transformation af den selvfølgelige baggrundsforståelse, vort samfund hviler på. I mange tilfælde kan vi godt acceptere, at andre folkeslag tænker anderledes, har en anden kultur, ser helt anderledes på det, vi betragter som selvfølgeligheder – selv om vi nu må indrømme, at vi har svært ved at acceptere, at muslimer tænker anderledes, end vi gør. Men når det er ”os selv”, eller vore egne samfund, der ligefrem har fået andre kulturelle målestokke ind i hovedet, så er det straks vanskeligere at gå med til det. Ikke desto mindre må vi altså acceptere, at man tænkte helt anderledes i senmiddelalderen, havde andre idealer, så helt anderledes på, hvad der var Guds bud.

Og endnu mere mærkeligt: Det er ikke blot i den nordlige, lutherske eller protestantiske del af Europa, at vi har forladt disse senmiddelalderlige tanker. Det er blevet udbredt over hele Europa, altså også i katolske kredse. Da vi i Klostersognet for år tilbage fik en franciskaner, broder Teodor, til at holde foredrag for os om franciskanerordenen, ankom han fra København med tog – det ville jo også have taget for lang tid og kostet for mange penge, hvis han skulle have vandret på sine fødder den hele vej – og han trak først i sin munkekutte, da han var arriveret, og – læg mærke til det – til den moderne franciskaneruniform hører nu ikke mere bare fødder; han havde almindelige sko på. Dog havde han bibeholdt rebet med de tre knuder på, som franciskanerne bruger; de skal symbolisere de tre munkeløfter.

Jeg har tidligere udtrykt det sådan, at reformationstiden var et tidehverv, se her. Når pludselig almindelige gode borgere i Ystad kunne se, at det var deres gerninger og ikke munkenes, der var gode, kristelige gerninger, fordi det var deres gerninger, der var gavnlige for samfundet, så var det tegn på tidehvervet.

Jeg vil her udtrykke det lidt anderledes. Jeg vil sige, at der med reformationen skete en implosion af den hidtidige katolske tankegang. En implosion finder sted, når et system igennem for lang tid har været bygget på en indre selvmodsigelse. I det øjeblik én tager sig for at afsløre denne selvmodsigelse, bryder systemet sammen.

Der sker det samme, som skete i H. C. Andersens ”Kejserens nye klæder”, da et barn sagde de forløsende ord: ”Han har jo ingenting på!” Fortryllelsen hæves, alle tør pludselig sige det, som alle godt kan se er sandheden.

Man kan her pege på Sovjetunionen. Den faldt sammen, fordi Gorbatjov ikke spillede det spil, hans forgængere spillede. De lod alle, som om valgene var frie, som om der var tale om et sandt demokrati, som om der virkelig herskede frihed i Sovjetunionen. Men de vidste naturligvis godt, at det langt fra var tilfældet. Blot forstod de, at de skulle ”lege med”, hvis unionen skulle bestå, og de selv beholde magten. Men da Gorbatjov tog ordene om frihed og demokrati alvorligt, ikke gik ind i det mummespil, der havde præget forgængerne, så faldt det hele sammen, og det faldt sammen forbavsende hurtigt. Sovjetunionen imploderede.

Og man kan med ganske god ret sige, at det samme fandt sted i Europa i det 16. århundrede. Munkene, forklarer Luther i sit store skrift om munkeløfterne, lever i deres egen verden, dels derved, at de lukker sig inde bag klostermurene, dels derved, at den forståelse af ordene, de har, er forskellig fra den naturlige forståelse af ordene, som folk i almindelighed har.

Tag et ord som ”fattigdom”! Munkene lover at leve i fattigdom, også i legemlig fattigdom:

Den anden del er den legemlige fattigdom, og den kan være tredobbelt, hvis det må være mig tilladt at drive spøg med dem, der driver spøg: Enten, at du ikke bruger nogen ting, hvilket er umuligt, du må nemlig bruge mad og klæder for at bevare dette liv. Eller sådan at du ikke administrerer eller bekymrer dig om nogen ting. Hvilket er barnagtigt, barnligt, sygt, dumt, og hører dem til, der er slaver eller er i en andens hånd. Eller sådan, at du intet ejer for dig selv, men administrerer det i fællesskab. Og disse to (sidste) er det nødvendigt at aflægge løfte om, hvis du vil aflægge et munkeløfte om fattigdom, især den anden forståelse. Forøvrigt, den legemlige fattigdom er en særlig mangel på mad og drikke og klæder, som har brug for andres hjælpemidler, idet den ikke kan hjælpe sig med sine egne hjælpemidler. Her ser du dette Satans narrespil. (Se her).

Satans narrespil”, kalder Luther denne særlige forestillingsverden, munkene lever i. Og senere spørger han: ”Er dette da ikke kendelig snyd for Gud og mennesker?”, se her.

Spørgsmålet er ikke, om vi i dag skal give Luther ret i denne betegnelse. Spørgsmålet er, om folk dengang ville give ham ret, om den forklaring, Luther kom med, kunne drage sløret væk fra deres øjne, det slør, som kirken hidtil havde arbejdet under. Og når vi må svare, at folk dengang virkelig så en afsløring af et narrespil, af kirkens snyd med ordene, og at de derfor i stort tal slog op med romerkirken og vendte sig mod lutheranerne, så er ordet ”implosion” en god betegnelse for det, der skete med reformationen.

At dette at få afsløret ”Satans narrespil” virkelig var noget, der lå Luther på sinde, ses af det sidste store skrift, han skrev inden afrejsen til Worms. Der er dem, der hævder, at Luther regnede næsten sikkert med at miste livet i Worms, og at dette skrift derfor kan betragtes som en slags testamente. Skriftet har form af et svarskrift til én af hans modstandere, en vis italiener ved navn Ambrosius Catarinus, men snart bryder han af med sin modargumentation og giver sig til at udlægge Daniel 8,23 om en konge, der skal ”herske ved skin”. Han udlægger det om pavens rige. For det rige, Daniel omtaler, er hverken åndeligt eller timeligt, og bygger hverken på åndelige eller timelige våben:

På hvilke våben da? På skin-våben, det vil sige, ydre skin, der ser ud som om, der er tom pragt, det vil sige, at jeg skal sige det med ét ord: overtro, riter, ceremonier, som fremviser skin i klæder, spisen, personer, huse, gebærder og den slags. For blandt alle skin eller se-ud-som-om er overtroen og hykleriet, det vil sige fromhedens skikkelse og religionens skin, det mægtigste og skønneste og derfor også det farligste. For de profane slags skin drager ikke sådan, fanger ikke sådan, fastholder ikke sådan, hvad enten det er unge kvinder eller unge mænd, rigdom, venner, festligt lag eller hvilkensomhelst art det er. Men det hellige skin, eftersom det efterligner det guddommelige og foregiver at fremstille evige sager, det kan fange og bedrage selv de visteste, de helligste og de mægtigste, ja endog de udvalgte. (Se her).

Igen: man kan godt overveje, om Luther mon har ret i denne beskrivelse af pavedømmet eller ej, det væsentlige er her, at ganske mange i hans samtid gav ham ret. Og naturligvis er det heller ikke uvæsentligt, at dette, at han betegnede paven som antikrist, ikke var et blot og bart skældsord, som fór ud af munden på ham i et ubevogtet øjeblik, nej, det bliver her i skriftet mod Catarinus underbygget ganske meget.

Og én af de skin-opfattelser, der havde taget magt over mange sjæle, var altså forestillingen om, at man ved at bekæmpe drifterne, kønsdriften, maddriften, anerkendelsesdriften, kunne gøre en god gerning. Eller forestillingen om, at præster og munke/nonner befandt sig på et højere trin end de almindelige kristne, fordi kun de gjorde gode gerninger, for denne bekæmpelse af drifter var jo lægfolket afskåret fra. At Luther formåede at få udryddet denne skin-opfattelse, og det endda i den grad, at samtlige klostre nord for Elben blev nedlagt, viser vel om noget, at der skete en implosion, at skinnet nu omsider ikke kunne bedrage mere, at de sande gode gerninger, nemlig de gavnlige gerninger i kald og stand, nu omsider kom til deres ret.

Ikke kun i kraft af Luther, ligeså meget i kraft af alle de mennesker, der kunne se det djævelske bedrag hos de fromme papister. Men sandt nok, det var Luther, der blev den udslaggivende kraft.

Dette indlæg blev udgivet i Historie, Luther og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.