To modkørende tog?

Den fremmede Luther 7

I Weekendavisen for den 20-1 2017 gennemgår Frederik Stjernfelt en bog af en katolsk forsker, Volker Reinhardt. Den hedder ”Luther, der Ketzer”.

Det lyder vældig interessant, for det kunne da være rart at høre lidt om, hvordan man fra katolsk side bedømmer Luther. Desværre er Stjernfelts anmeldelse ikke on-line, så jeg har måttet ty til nogle tyske anmeldelser. Mest interessant er nok et interview, som en tysk radiostation ”Deutschlandfunk” har foretaget med Volker Reinhardt, se her.

Det bliver for meget at gennemgå hele interview’et, men lad mig til en begyndelse nævne et overordnet kritikpunkt, som jeg har imod hans fremstilling i interview’et. Han bliver spurgt:

Main: Er De papist?

Reinhardt: Den bebrejdelse kan jeg godt leve med. Men det er ikke sandt. Jeg er hverken det ene eller det andet. Nej, jeg tror, at de, der læser min bog, ikke vil sige sådan.

Og det lyder jo godt: en neutral iagttager må jo da kunne give os et bedre svar på det evindelige historiske spørgsmål: ‘Hvad skete det egentlig?’ end alle disse partimedlemmer, hvad enten de så er lutherske eller katolske.

Men det bliver galt, når Reinhardt tror, at dette at være neutral betyder at stille de to parter lige. Altså noget i retning af: katolikkerne brugte store skældsord, Luther brugte store skældsord; der var skurke og etisk mindreværdige mennesker på den ene side, der var skurke og etisk mindreværdige mennesker på den anden side; italienerne så ned på tyskerne, betragtede dem som under deres niveau; tyskerne, omvendt, betragtede italienerne som arrogante, som pengegriske, og stolede derfor ikke på dem. Altså, kort og godt: den ene side har ikke noget at lade den anden høre.

Den slags tanker er jeg ikke helt med på. Det er, som om Reinhardt vil undgå at medgive, at striden i høj grad var teologisk. Det er, som om han nøjes med at fremføre modsætningen mellem italienere og tyskere som forklaring på det, der fandt sted. Jeg kan tilslutte mig Thomas Kaufmann, der i ”Frankfurter Allgemeine Zeitung” i en anmeldelse skriver, se her:

Hvad der formåede at fascinere ved Luthers kristendomsanskuelse, hvorfor mennesker igennem et halvt årtusind bliver elektrificeret ved at læse hans tekster, hvordan livshistorier ved mødet med hans budskab tager et helt nyt forløb – munke og nonner forlader deres klostre, præster gifter sig, stifter lader deres billeder og altre bryde ned – alt det erfarer læseren intet om.

Men der er mere på spil. Der er i Reinhardts historiefortælling tale om en asymmetri, som gør den reinhardtske neutralitet næsten umulig at gennemføre. Den ene part, den katolske, har magten og truer med at udøve den, altså med at lade Luther brænde på kætterbålet. Den anden part har ingen magt, kun ordets magt, som han til gengæld bruger flittigt. Er det på den baggrund ikke ligegyldigt, hvem der anvender skældsord, eller hvem der ser ned på den anden part?

Det kan illustreres ved noget af det sidste i interview’et. Her spørger interview’eren, om man ikke på de tilsyneladende uovervindelige modsætninger dengang kan anvende billedet med to tog, der kører imod hinanden uden at bremse. Dertil svarer Reinhardt:

Jo, det er en smuk sammenligning. Man forsøger at bremse. Der er jo det berømte forhør af Luther ved en romersk kardinal, som på nogle punkter slet ikke tænkte så forskelligt fra Luther – det er det alleruhyggeligste. Denne kardinal – kaldet Tomaso de Vio, Gäetanus eller Cajetan, som i 1518 forhørte Luther og, hvis det gik godt, skulle medbringe ham som fange, har heller ikke nogen god følelse, når det drejer sig om aflad for de døde. Det ærgerlige er, at man overhovedet ikke diskuterer de spørgsmål, man i fællesskab interesserer sig for. Også her, hvor det kunne komme til en egentlig kommunikation, ja måtte komme det, kom det ikke til det. Altså ville jeg sige, at det er to tog, der styrer imod hinanden, selv om der forekom forskellige forsøg på at bremse dem.

Der er en sjov overensstemmelses mellem Luther og Cajetan deri, at de begge begrunder menneskets totale syndighed med Es 64,5(6): ”Vi blev alle som den urene, og al vor retfærdighed blev som snavset tøj”. Ordene ”snavset tøj” i den danske oversættelse hedder på latin ”pannus menstruatae”, hvilket betyder en menstruationsklud. Cajetan har forberedt sig til mødet med Luther ved at skrive nogle små afhandlinger, deriblandt en afhandling om tese 58. I den afhandling bruger han stedet hos Esajas:

Og for ikke oftere at skulle gentage det, så må man skelne: de hellige og deres gerninger kan bedømmes på to måder: De kan bedømmes ud fra sig selv og ud fra deres egne kræfter, og således bedømt er de altid skyldnere og fordømte, som ikke opfylder Guds bud, ifølge stedet hos Esajas: ‘Al vor retfærdighed er som en menstruationsklud’. Og de kan bedømmes efter Helligåndens nåde i dem selv og i deres gerninger, både når den former og når den hjælper til, og således bedømt opfylder de budene og er ikke skyldnere, men kreditorer, ud fra selve deres hellige gerninger værdige til evigt liv, og de har ikke nogen fordømmelse i sig. (Se her).

I Luthers skrift imod Latomus fra 1521 siger Luther, at Latomus vender sig imod Luthers diktum: ”Enhver god gerning er synd”. Luther skriver så:

Det ualmindelig fine sted, Es 64,5, hvor det hedder: ’Og vi er alle blevet urene, og al vor retfærdighed som en menstruationsklud’, prøver han at tage fra mig; (Se her).

Man kan næsten sige, at Cajetan er enig med Luther i Luthers velkendte tese: at mennesket på én gang er synder og retfærdig. Men de bliver til gengæld uenige, når det drejer sig om at drage konklusioner af dette skriftsted. Luther siger:

For det tredie. Ingen af de hellige opfylder i dette liv Guds bud tilstrækkeligt, derfor gør de slet ikke nogen overskydende gerninger. Derfor bliver der ikke noget at uddele til aflad. Jeg tror, at konsekvensen er tilstrækkelig klar, men oversætningen beviser jeg således, at man ikke bør tvivle på den, men tro på den, eftersom det modsatte er kættersk. (Se her).

Dette har Cajetan læst før forhøret. Hans svar lyder:

Til den fjerde tese kan man sige, at en hellig mand kan bedømmes på to måder, han kan bedømmes i forhold til, hvor meget han arbejder ud fra sin frie vilje, og således forstået opfylder ingen af de hellige Guds bud i dette liv. Og han kan bedømmes i forhold til, hvor meget Guds nåde arbejder i ham, hvor meget den står ham bi og hjælper ham, og således forstået opfylder enhver helgen Guds bud i de ting, som vi roser dem for at have overholdt. (Se her).

Men han tør ikke rigtig drage den konsekvens, Luther drager: at det skatkammer, paven påstår at uddele aflad fra, er tomt. Han har, som det ses af det første citat, jeg bragte, forvandlet de absolut syndige mennesker fra debitorer til kreditorer. Og i dette, at de er kreditorer, kan ligge gemt en formodning om, at deres gerninger kan være de eftertragtede ”overskydende gode gerninger”.

Men altså, Reinhardt ærgrer sig over, at det ikke kom til nogen samtale mellem Cajetan og Luther i Augsburg i oktober 1518.

Indrømmet, jeg har haft den samme tanke. Men efter at have læst Luthers beretning om sit møde med Cajetan og Cajetans brev til Luthers fyrste, Frederik den Vise, har jeg måttet indse, at en teologisk samtale mellem de to var ønsketænkning fra min side og fuldstændig umulig i virkeligheden.

Ikke fordi Luther stod for stejlt på sit. Tværtimod prøver han i det responsum, han mod Cajetans ønske afleverer til ham, at vende og dreje ordene, så de kan tilfredsstille Cajetan, samtidig med, at de er i overensstemmelse med hans egen overbevisning. Begyndelsen på mødet med Cajetan skildrer Luther således:

Her, hvor han havde sagt, at han ikke ville disputere med mig, men fremsætte sagen blidt og faderligt, forelagde han mig i sin herre pavens navn tre ting, som han forsikrede jeg skulle gøre: Punkt 1: Jeg skulle vende tilbage til hjertet og tilbagekalde mine vildfarelser. Punkt 2: Jeg skulle love at afholde mig fra dem i fremtiden. Punkt 3: Jeg skulle afholde mig fra alt, hvad der kunne forstyrre kirken. (Se her).

Altså, der var ikke tale om to tog, der styrede mod kollisionen med hinanden, der var tale om, at det ene tog fór frem med vældig kraft, mens det andet søgte ind på et vigespor. Der var tale om én part, som ifølge Reinhardt havde til opgave at føre Luther med sig til Rom som fange, og på modsatte side en part, ikke Luther, men hans fyrste, Frederik den Vise, der kun ville lade Luther møde Cajetan, hvis kejseren ville garantere hans sikkerhed; hvilket skete.

Nu kom det alligevel til en slags samtale, for Cajetan havde henvist til en ekstravagans (en pavelig skrivelse) fra midten af 1300-tallet, hvori det blev hævdet, at Kristi død udover at have bragt menneskeheden forløsning også bragte kirken en uanet mængde af overskydende gode gerninger, se her. Det vil sige, at selv om de almindelige helgener ikke bragte nogle overskydende gode gerninger ind i kirkens skat, så gjorde Kristus det.

Det mente Luther var et uafgjort spørgsmål i kirken, og han hævdede, at han ikke var kætter, selv om han vendte sig imod denne antagelse. Og i kraft af kejsernes frie lejde måtte Cajetan lade Luther gå. Han fik ham ikke med som fange til Rom.

Senere sendte så Cajetan et brev til Frederik den Vise, se her. Heri redegør han for begivenhederne på en lidt anden måde end Luther. Men han når dog at få bebrejdet Frederik, at han har villet skaffe Luther frit lejde; hvorfor stolede han ikke på ham? En lidt for snu bemærkning, når vi nu fra Reinhardt véd, at Cajetan havde ordre til at føre Luther til Rom.

Og endnu senere foretog paven det kunststykke at udstede en bulle, se her, der bestemte, hvad der fremover skulle være ret kristen lære, nemlig, at Kristus gennem sin lidelse havde givet kirken en skat af overskydende gode gerninger. På den måde lykkedes det de katolske teologer at få fjernet tvivlen om det sande indhold i kirkens skat.

Luther sad med den fornemmelse, at man overhovedet ikke ville høre på ham; at man i sin overmåde store arrogance kun var ude på at få lukket munden på ham. Det så han bekræftet i pavens bulle. Og ikke mindst den var det, der fik ham til at skrive til sin ven, Wenceslaus Link, at antikrist hersker i den romerske kurie, se her. Det er, så vidt vides, første gang Luther nævner den mulighed, at paven er antikrist.

Men det blev ikke sidste gang. Foreløbig lod Luther sig berolige af kardinal Miltitz. Men da han i februar 1520 læste en genudgivelse af Laurentius Vallas bog om det konstantinske gavebrev og derigennem fandt ud af, at dette brev, som paverne påberåbte sig som basis for deres overordnede stilling i forhold til fyrsterne, var et falsum, dukkede tanken om paven som antikrist op igen hos ham. Om Konstantins gavebrev se her.

Men det er en anden historie. Her blot dette, at forhøret hos Cajetan så langt fra at vise os to ligeværdige størrelser, der begge har ansvar for, at al samtale ophører, snarere viser os papisternes magtarrogance. Vil man være neutral, er man det ikke på Reinhardts måde.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Luther og tagget . Bogmærk permalinket.

2 svar til To modkørende tog?

  1. Pingback: Misforståelse af afladen | ricardtriis

  2. Pingback: Euroens forbandelse | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s