Et tippingpoint?

Er stemningen imod indvandringen ved at ændre sig, også i de etablerede medier? Nærmer vi os en situation, hvor det hele vender?

En vis ændring kan i hvert fald spores. Og denne blogejer blev glædelig overrasket ved ét af tegnene på en anden holdning hos et etableret medie, i dette tilfælde Kristeligt Dagblad.

Bladet bringer i dag (den 23-1) et fødselsdagsinterview med tidligere professor Ole Jensen, se her. Her omtaler han den nationalkonservatisme, som han ser hos flere debattører, blandt andet hos Søren Hviid Pedersen, som nationalegoisme. Han mener, man op imod en sådan egoisme kan sætte naturretten, specielt som den kom til udtryk hos K. E. Løgstrup.

Men disse tanker møder modstand i avisens leder, skrevet af Johannes Henriksen, se her. Og det er det, der er det overraskende. Nu er vi altså nået dertil, at et nogenlunde velrenommeret dagblad kan tillade sig at gå imod det, der ellers har været opfattelsen hos de såkaldte ”main-stream-media”: at man for alt i verden måtte modarbejde den højrepopulisme, der ville lukke grænserne og være sig selv nok, som man siger. Imod Ole Jensens påstand om, at nationalegoismen er uden etisk kompas skriver han således:

Sagen er jo, at den såkaldte nationalegoisme, som mindre negativt ladet kan kaldes kulturel besindelse, så langt fra er uden kompas, fordi den netop sigter på at holde fast i, hvad der rent faktisk – moralsk, eksistentielt og åndeligt – er værd at kæmpe for. Og tør sige højt, at der er forhold fra tankeløs globalisering og åndeligt iltsvind til islamisme og terror, som ikke skal stå uimodsagt.

Nu er der i debatten utrolig mange bolde i spil, især måske i den teologiske debat, og det er ikke altid let at se, hvem der er modstander og hvem der er tilhænger. Jeg er f.eks. tilhænger af naturretten, og derfor modstander af Søren Hviid Pedersens og Kasper Støvrings forestillinger om, at der ikke findes nogen universel kultur. Men deres tese om, at vi ikke skal søge at udbrede vores kultur til andre kulturer, er også min opfattelse. Det skal forstås på den måde, at vi ikke må bilde os ind, at der kommer noget godt ud af det, hvis vi, som vi gjorde det i Irak, vil forsøge at indføre demokrati med magt. De pågældende lande skal selv forstå demokratiets gode egenskaber, selv om det har lange udsigter med den forståelse.

Det er sandt nok, at der findes en særlig muslimsk kultur. Og det er også sandt, at det er både dumt og uetisk at forsøge at tvinge noget igennem i de muslimske lande, som denne kultur modsætter sig. Når jeg alligevel vil fastholde, at der findes en universel retstænkning, naturretten kaldet, skyldes det, at jeg anser den muslimske kultur for en kultur, der lever med en iboende selvmodsigelse: den kan ikke blive enig med sig selv om, hvorvidt det er sværdet eller ordet, der skal bestemme. Det giver sig f.eks. udslag i, at man i muslimske lande mange steder indfører en slags demokrati. Blot tør man ikke lade det være et frit demokrati, og man tør heller ikke give den debat fri, som ellers er en uundværlig ingrediens i et demokrati. Så man får skabt noget, der minder om de kommunistiske stater i Østeuropa. De kunne bestå i 70 år, før modsigelsen brød ud i lys lue. Det bliver spændende at se, hvor længe de muslimske ”demokratier” kan bestå.

Derimod er jeg enig med de to herrer i deres såkaldt nationalkonservative holdning, den holdning, som Ole Jensen kalder nationalegoistisk. Hvis det er udtryk for nationalegoisme at forhindre migranter fra især muslimske lande at komme ind i Danmark, ja, så er jeg nationalegoistisk. Men jeg vil nu ikke mene, der er tale om egoisme. I stedet vil jeg give Johannes Henriksen ret i følgende udtalelse om det moralske kompas:

Nej, der hvor det moralske kompas er ved at fortone sig, er faktisk ikke blandt det islamkritiske, nationalkonservative mindretal. Det er derimod ved at forsvinde hos den store gruppe af danskere, som ikke kan finde andet at være anfægtede af eller forargede over end islamkritikerne. Det er en sær stedfortræder-forargelse, en udenomsargumentation, som kun kan tjene det for mange belejlige formål, at man ikke behøver at forholde sig til realiteterne.

Jeg formoder, at Johannes Henriksen ikke uden videre vil indrangere Ole Jensen blandt dem med en stedfortræder-forargelse. Det vil jeg i hvert fald ikke. Men der er et teologisk opgør, der skal tages med ham.

Han siger f.eks.:

Jesus var naturrets-tænker. Hans etik var universel, og vi har en stærk tradition for at tænke videre inden for naturretten i dansk teologi, for eksempel som vi ser det hos Løgstrup.

Åh ja, Jesus var naturrets-tænker, og hans etik var universel. Men dansk teologi har sandelig ikke nogen stærk tradition for at tænke videre indenfor naturretten. Tidehverv har i alle årene været stærk afhængig af Karl Barth, og han var alt andet end naturrets-tænker. Løgstrup og hans elever står snarere som en række ensomme støtter til fordel for naturretten i dansk teologi. Alligevel hører nok flertallet af danske præster til den gruppe, som Johannes Henriksen kalder ”stedfortræder-forargede”, dvs., de bruger evangeliet til at kræve politisk hensyntagen til verdens flygtninge.

Og det er efter min mening ganske ukristeligt.

Men det er til gengæld ret svært at indse det ukristelige i det. Det synes jo at være ganske indlysende og fuldstændig letforståeligt, at når Jesus fortæller historien om den barmhjertige samaritaner og siger: ”gå hen og gør ligeså!”, så er der ikke så meget af rafle om, så er det ikke mere ord og bortforklaringer, det drejer sig om, men handling. Og med al denne gode vilje lægger man i farten ikke mærke til, at det er andre, man kræver handling af, nemlig politikerne, ikke sig selv.

Men er det da ikke sandt, at vi som folk er udfordret af de mange flygtninge, der banker på døren til vort land og søger om asyl? Er det ikke uden videre indlysende, at vi som gode kristne mennesker eller som humanistisk sindede individer må reagere på denne udfordring ved at åbne vore døre og give asyl til de forfulgte?

Hertil må svares, at det ikke er umiddelbart indlysende, at vi som folk skal handle på den måde. Én af de nyttige indsigter, som Luther førte frem, var, at der er forskel på samfundsetik og personlig etik, der er forskel på, hvad der er godt og rigtigt, når du som person står overfor en fremmed, og hvad der rigtigt, når vi som folk står overfor fremmede.

Det kan godt være, at du, hvis en fremmed banker på din dør, skal invitere ham indenfor og give ham et måltid mad. Det kan også godt være, at det slet ikke er det, han beder om, men kun en lille skilling til en kop kaffe på herberget. Men vil det være rigtigt at give ham penge? Vil han ikke bare drikke dem op? Så hvad du skal gøre, må afhænge af din personlige bedømmelse af, hvordan du kan hjælpe ham bedst.

Men eftersom et hjem er noget, der ikke uden videre tåler, at en fremmed kommer ind i det som medlem af familien, vil det åbenlyst være forkert af dig, at invitere den fremmede til at være en del af familien, uanset hvor ulykkelig han ser ud.

På samme måde tåler et folk heller ikke, at alt for mange fremmede bliver inviteret indenfor i det danske hjem for at være en del af folket.

Dette sidste er dog, hvad mange i folket har uhyre svært ved at se. Oven i købet bringer man kristne argumenter i spil for at understrege det.

Så noget har folket da lært af kristendommen. Det er blevet overkristent. Det har taget den pæne kristne moral til sig – helst når man kan slippe for selv at efterleve den – og har ladet alt det andet ligge. F.eks. det, at mennesket er en synder.

Det er ikke lige min kop te, det med menneskets totale syndighed, men lad os alligevel elaborere lidt på det!

Danskerne flest har taget tesen om menneskets syndighed til sig, når det drejer sig om at se ned på sit eget folk. Der er ingen grænser for, hvor ivrigt vi griber i egen barm, når vi ser på historien. Vi danskere – og i større perspektiv, vi europæere – har været skyld i alverdens ulykker overfor den tredje verden. Her er der ingen tvivl, om at Jesu ord om at se bjælken i sit eget øje før splinten i næstens (Matt 7,3f) har haft succes.

Og når det drejer sig om at påpege det påstået forkerte ved nationalkonservatismen – eller med Ole Jensens ord: nationalegoismen – er der heller ingen tvivl om, at syndserkendelsen er helt på plads. At det her oftest er de andres synd, der erkendes, er vel en så lille ting, at vi godt kan springe den over. I hvert fald i første omgang.

Men når det så drejer sig om folkets evne til at indoptage de fremmede i sig, så er pludselig al tale om Luthers påstand om menneskets totalsyndighed glemt. Så kan menneskene bare ved at tage sig sammen, understøttet kraftigt af elitens løftede pegefingre, meget let være gode mod de fremmede, tage vel imod dem, søge at indoptage dem i de folkelige fællesskaber. At mennesket er en synder, er i den forbindelse fuldstændig glemt. Nå ja, det er en synder på den måde, at der er nogle individer i folket, som ikke er så gode modtagere af de fremmede, men de må da kunne skammes ud, tales til rette, bringes til at forstå det etisk ædle i en god integration.

Der er dem – deriblandt undertegnede – der har ment, at den nyere historie bringer et utal af eksempler på, at det går galt, når to eller flere folk skal leve sammen, om ikke før, så når den magt, der har holdt spændingerne i skak, forsvinder. Vi så det i det tidligere Jugoslavien. Her blussede gamle modsætninger op, da centralmagten i landet forsvandt, og landet blev delt i en række mindre områder. Vi ser det i Sydafrika, hvor der stadig er modsætninger, selv om forsoningskommissionen har gjort meget for at neddæmpe dem. Vi ser det i USA, hvor racemodsætningerne er aftaget, men ikke forsvundet. Og først og fremmest ser vi det i Israel og Palæstina, hvor de to folk, israelere og palæstinensere, ikke på nogen måde kan komme overens om, hvem der skal have retten til landet; at bo fredeligt side om side med hinanden har de forlængst opgivet.

Og så tror man her i Europa, at det kan være etisk korrekt, endda kristeligt korrekt, at lade en masse mennesker fra en helt fremmed kultur, en muslimsk kultur, bosætte sig blandt os. Så tror man, at det kan være et etisk krav at skabe situationer, som man andre steder ikke har kunnet håndtére. Så bilder man sig ind, at bare folk fra den højere middelklasse er enige om, at de problemer, der måtte opstå, da må kunne løses, så vil vi kunne løse cirklens kvadratur. Og der er jo vel at mærke tale om problemer, som denne del af folket ikke selv kommer til at lide under, flygtninge og migranter danner altid ghettoer i underklassens boligområder.

Altså, man ser glad og gerne synden hos sine forfædre, er parat til at sige undskyld for alt muligt, vil gerne deltage i nedgøringen af europæisk kultur. Men man bilder sig ind, at den synd – hvis det da er en synd, hvad det ikke er efter mine begreber – der består i, at danskere helst vil bo sammen med andre danskere, nemt må kunne udryddes med nogle kraftige formaninger, eventuelt ledsaget af love, der forbyder hate-speech.

Den synd, derimod – som efter mine begreber er højst reel – som består i, at migranter gerne omgås temmelig letsindigt med sandheden for at få asyl i landet, den ser man ikke. Vi danskere ville godt nok gøre det samme, hvis vi fik en stor belønning for det. Men nej, migranterne har man forud defineret som stakler, de kan simpelthen ikke gøre noget forkert, og gør de det alligevel, skyldes det de traumer, de har måttet gennemleve.

At behandle dem som almindelige mennesker, f.eks. som syndige danskere, der nok vil snyde lidt på vægten, og derfor skal kontrolleres, det er synd for dem, det er at tage deres værdighed fra dem. Ak ja, at de derigennem som andre syndere lærer at sige ”går den, så går den” og derudfra erfarer, at den altfor ofte ”går”, det ser man ikke, eller det vil man ikke se.

Det er ikke, fordi vi danskere er så meget bedre end andre folkeslag, men det er egentlig utroligt, så meget den almindelige dansker har fundet sig i fra de fremmedes side, før han begynder at gøre vrøvl. Efterhånden som ghettoerne er vokset i omfang og antal, er de derboende danskere ofte blevet chikaneret ud og boligkomplekset forvandlet til ukendelighed. Der har dannet sig indvandrerbander, der tager herredømme over områder af byen, og konkurrerer stærkt med de i forvejen generende rockerbander. Der er opstået et lovløst område i ghettoen, hvor ikke dansk lov, men shariaen gælder.

Og alle de migranter, der er kommet til landet, er blevet generøst overøst med kontanthjælp, boligstøtte, børnebidrag, gratis skolegang, osv., osv., alt det, som den almindelige dansker har adgang til, fordi han arbejder og betaler skat, får de uden videre del i. Hvilket formentlig ikke ville udløse nogen særlig misundelse, hvis de tilrejsende muslimer dog blot ville udvise en form for taknemlighed. Men de ovenfor nævnte problemer tyder ikke just på, at det er den følelse, der er fremherskende hos de nye danskere.

Man kan faktisk undre sig over, at den almindelige dansker har fundet sig i det så længe, og at vore politikere hidtil har haft held til at få os til at acceptere så mange fremmede i landet med så mange problemer knyttet til sig.

Intet af det ser Ole Jensen. Han vender sig imod Søren Hviid Pedersen, for han

udgør efter min mening en trussel mod den stærke danske politiske kultur, som er karakteriseret af etikken om, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder. Den næsten selvfølgelige konsensus er truet – og dermed også den relative lighed og den høje grad af tillid, som Danmark er verdensberømt for, og som netop er betinget af, at der er etik i politik.

Det er højst besynderligt. Der er en elefant i rummet, men Ole Jensen ser den ikke. Der er kræfter i vort samfund, der truer den tillid, der før herskede her, nemlig de mange muslimer og deres opførsel. Men nej, det er ikke deres skyld, at tilliden forsvinder, det ikke være deres skyld, og Ole Jensen beskylder derfor os, der er indvandringsmodstandere, for at være de skyldige.

Lidt senere siger han:

Hvis nationalkonservatismen vinder frem, er der ikke noget bolværk mod den stærkestes ret. Så jeg håber, at der vil træde flere – herunder flere teologer – frem på banen, som tør tale de her tendenser midt imod.

Dette, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste læs, er der vist ingen, der vender sig imod. Men at ville standse migrantstrømmen er da ikke udtryk for nogen ret fra de stærkeres side. Det er blot et udtryk for, at man vil sikre landets eksistens. Som det tidligere er sagt: Demografi er skæbne, uafvendelig skæbne. Det betyder udlagt: at er først et stort antal muslimer kommet ind i landet, så kan de ikke sådan komme ud igen, når vi opdager, at de formerer sig hurtigere end vi, og at de vil udgøre et flertal om et vist antal år, nogen siger 50 andre 75. Og så er Danmark ikke Danmark længere.

Skal teologerne på banen, skal det være for at gentage Jesu udsagn om farisæerne: at de er kalkede grave (Matt 23,27), og rette dem mod vore dages lovtrælle, muslimerne. Men det sker så åbenbart ikke; dertil er teologer alt for bange.

På den baggrund er det en lise at læse Johannes Henriksens leder samme dag. Alene overskriften lover godt: ”De løftede pegefingres parade”. Og indledningen ligeså:

Moralsk foragt for populisme ser bort fra virkeligheden

Der er trængsel i de løftede pegefingres parade for tiden. Ondskaben og fascismen lurer i tiden, fortæller de. Søren Pind kan se det, Anders Samuelsen og Lars Løkke Rasmussen kan se det, og Sofie Carsten Nielsen og De Radikale kan selvfølgelig også se det.

Og lidt nede i lederen hedder det:

Ole Jensens kritik af tidens tendens til nationalt navlepilleri kan nok være værd at lytte til, men det er også afgørende, at de flotte ord ikke kun udmønter sig i moralsk foragt for de holdninger, man ikke selv bryder sig om.

Og tag fortsættelsen med, som jeg før citerede:

Sagen er jo, at den såkaldte nationalegoisme, som mindre negativt ladet kan kaldes kulturel besindelse, så langt fra er uden kompas, fordi den netop sigter på at holde fast i, hvad der rent faktisk – moralsk, eksistentielt og åndeligt – er værd at kæmpe for. Og tør sige højt, at der er forhold fra tankeløs globalisering og åndeligt iltsvind til islamisme og terror, som ikke skal stå uimodsagt.

Se, Henriksen tør nævne trolden ved navn, omend det kun er islamisme, ikke islam, han omtaler. At det er det, Ole Jensen tænker på, må man tænke sig til.

Og bare det, at problemerne nu tør omtales, er et skridt på vejen til at løse dem. Bare det, at den sædvanlige præstesnak om etik i indvandringspolitikken her bliver imødegået, er glædeligt.

Men indrømmet, der er et stykke vej, før vi når derhen, at vi kan sætte en stopper for indvandringen.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Et tippingpoint?

  1. Pingback: Som gale hunde | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s