Hvad siges ikke?

I vore dage er det ikke så ligetil at læse aviser. Man skal hele tiden læse det med, der ikke står der. Når det drejer sig om bådflygtninge, om konventioner, om migration til Europa, må man gøre sig klart, at både politikere og journalister har deres egen dagsorden – eller som vi sagde i gamle dage: De har deres egne kartofler at skulle hyppe – og at denne dagsorden bestemmer den vinkling, de giver stoffet. Og denne vinkling er ofte bestemt af en baggrundsopfattelse, som de vil prøve at pådutte os arme læsere: en opfattelse af migrantstrømmen som ligeså uafvendelig som en naturkatastrofe, en opfattelse af konventionerne som næsten lige så stenfaste som de ti bud, og en opfattelse af migranterne som traumatiserede, ynkværdige mennesker, der trænger til al mulig forståelse og beskyttelse.

I denne artikel vil jeg aktualisere dette fænomen med noget forholdsvis uskyldigt, nemlig med en artikel i Kristeligt Dagblad om en eventuel afvikling af sukkerroedyrkningen på Lolland-Falster, se her. Der er tale om en artikel, der skal få os til at se de problemer, som sukkerroeavlerne på Lolland har. Man har besøgt og interview’et en enkelt avler for at vise, hvordan ændringer på det store plan, på EU-niveau, har virkning på det lille plan, på den levevis, som en enkelt gårdejer på Lolland kan vente at få.

EU har nemlig besluttet at liberalisere sukkerroedyrkningen. Underoverskriften giver et forvarsel om, hvad man kan vente sig i artiklen:

Landmændene på Lolland-Falster frygter for sukkerroens fremtid, når en længe varslet EU-reform om få måneder liberaliserer det europæiske sukkermarked. Med reformen bliver en beskyttet tilværelse med stabile priser afløst af en uvis fremtid for sukkerroedyrkerne, der har haft historisk betydning for området.

Det lyder jo meget interessant. Alligevel sidder jeg efter endt læsning tilbage med en del spørgsmål, som ikke blev taget op, med nogle problemstillinger, som der ikke blev skrevet om. Og bevares, hele problematikken er en så lille del af alle samfundsproblemerne, at det nærmest kan være ligegyldigt, hvad der skrives og ikke skrives. Så jeg véd såmænd ikke, om jeg sådan for alvor skal bebrejde Kristeligt Dagblad, at de ikke ser problemerne i et lidt større perspektiv. Det vil jeg dog ikke bruge krudt på her. Her nøjes jeg med at se på nogle af de ting, der ikke tages op.

Der er nu først dette med avlernes beskyttede tilværelse med stabile priser. Og jo, det nævnes, men det omtales som en behagelig fortid, som nu desværre er slut. Man forklarer det ret omhyggeligt:

Den 1. oktober i år realiserer EU en landbrugsaftale fra 2013, der liberaliserer det europæiske sukkermarked fuldstændig. Aftalen betyder blandt andet, at landmændene på Lolland-Falster fra den kommende høstsæson mister den fastsatte mindstepris på sukkerroer, der i årevis har garanteret dem en fast indkomst uafhængigt af verdensmarkedsprisen på sukker. Samtidig forsvinder de sukkerkvoter, der traditionelt har været bundet til den enkelte landmands grund og givet ham ret til at dyrke og afsætte en bestemt mængde roer til sukkerfabrikkerne i Nakskov og Nykøbing.

Man véd ikke rigtig, om dette skal få os til at have ondt af de landmænd, der nu skal konkurrere på verdensmarkedet, eller det er meningen, at vi skal tænke: ‘Hillemænd, har de haft en sådan sikkerhed for udkommet indtil nu?’ Artiklen sigter vist mest på det første. Men som en forholdsvis liberal person må man dog vel undre sig lidt over en sådan fastsat mindstepris. Man mindes i hvert fald tidligere tiders ”kornbjerge”, ”svinepukler”, ”vinsøer” og andre uheldige virkninger af EU’s landbrugspolitik. Og man kan jo så vælge mellem at være glad over, at sukkerproduktionen måske er den sidste produktionsgren i EU, der liberaliseres, eller være mistrøstig over, at det har taget så lang tid at få bugt med alle disse støtteordninger for landbruget.

Her skal der i stedet fokuseres på noget andet, nemlig på den vækst i u-landenes sukkerproduktion, der måske nu vil finde sted. Man har jo for lang tid siden erkendt, at EU’s landbrugspolitik var protektionistisk, og at man derfor bevidst holdt en række u-lande ude fra EU’s marked, selv om det ville være langt sundere, om de fik adgang til markedet, end at poste u-landsbistand i dem. Og sukkerproduktion er, så vidt jeg véd, noget, der kan gøres billigere ved hjælp af sukkerrør end ved hjælp af sukkerroer.

Når vi andre har talt for en komplet afspærring af EU’s ydre grænser for alle migranter, både ægte flygtninge og rene lykkeriddere, er vi blevet mødt med en hånsk bemærkning om, at vi nok går ind for et ”Fort Europa”. Men hvis det først er nu, at man lader u-lande få adgang til EU’s sukkermarked, så har man altså indtil nu opretholdt et ”Fort Europa” med hensyn til Europas forsyning med sukker. Uden at en kat har gøet af det. Og uden at nogen har påpeget det uhensigtsmæssige i at give u-landshjælp, samtidig med at vi lukker af for eventuelle sukkerproducerende landes eksport til EU.

Jeg véd godt, at det hele er et ret indviklet spørgsmål. Vi har jo nok en socialistisk ordning, hvad angår pris og mængde, men vi har fuldstændig frihed, hvad angår prisfastsættelse på landbrugsjord. Det betyder, at det er meget vanskeligt fra EU’s side at ændre på den sikre ordning, for derved vil den enkelte landmand ikke kunne leve op til sine rente- og afdragsforpligtelser – prisen er jo, som altid med jordpriser, fastsat ud fra en forventning om, at det hele bliver lidt bedre i fremtiden. Og her har sukkerroeavlerne fra 2005 til 2015 været udsat for et prisfald på 40%! Men det er noget af det, artiklen ikke skriver noget om: hvordan har avlerne klaret det problem? Hvor mange er gået konkurs? Hvor mange er slået over til andre afgrøder?

Men mest irriterer det mig, at man ikke har taget den kendsgerning op, at mange udviklingsøkonomer i tidens løb har klaget over, at ingen har vovet at gøre noget ved det udviklingspotentiale, der for mange u-lande lå i fri adgang til EU’s sukkermarked.

Det ville oven i købet være højaktuelt. For med Donald Trump som præsident i USA er globaliseringen sat under anklage, globaliseringen forstået som frihandel, altså som fri adgang for varer, ikke i dens anden betydning som fri adgang for mennesker. Og det bliver spændende at se, om han får held til at genskabe nogle af de arbejdspladser i USA, der gik tabt på grund af frihandelen. For mig at se er det, han har til hensigt, det samme, som hvis EU ville bibeholde sukkerordningen for lollandske landmænd. Og hvis det er sandt, som The Economist skrev for nogen tid siden, at USA’s frihandelspolitik har været med til at skabe en kinesisk middelklasse, så er det ret store ændringer på verdensplan, en afvikling af frihandelen kan betyde. Men man kan selvfølgelig også håbe på, at USA allerede nu er kommet til at betyde så lidt i verdenshandelen, at andre lande ikke ville lide de store tab.

Men både den EU’ske og den trumpske betænkelighed ved frihandel er afstedkommet ved en indsnævret forståelse af de økonomiske forhold. Man fokuserer på de folk, der bliver afskediget, for dem kan man se, de kan gøre sig gældende, men man har ikke blik for de mennesker, der kommer i arbejde. Hvis Ford flytter en fabrik til Mexico, så er det jo sandt nok, at en del arbejdere på den hidtidige bilfabrik bliver afskediget, men det er også sandt, at der kommer billigere biler ud af det i USA, og at en række arbejdspladser nu bliver skabt, fordi man kan få billigere biler. De første, afskedigelserne, kan ses, de sidste, arbejdspladserne, der bliver skabt, kommer drypvis og kan derfor ikke ses, i hvert fald ikke af Trump og konsorter. Men om det kan ses eller ej, det er lige virkeligt for det.

Men de lollandske bønder vil ikke allesammen gå ned med flaget. Kristeligt Dagblads artikel slutter med, at den interview’ede avler siger, at han allerede nu ser flere og flere gule marker på Lolland, altså de gamle roebønder går over til at dyrke raps. Og så klarer de sig nok.

En anden ting, som måske burde nævnes, men som jeg ikke rigtig véd nok om, er Danmarks forhold til De Dansk-Vestindiske Øer.

Disse øer var ét af leddene i den såkaldte trekantshandel: Danske skibe sejlede til Ghana i Afrika med våben og andet kram, som afrikanerne ville have. Dèr købte de så slaver og sejlede dem til De Dansk-Vestindiske Øer. Og herfra gik turen hjemefter med sukker og rom i lasten, produceret på øerne. De sukkerrør, man dyrkede på jomfruøerne, var den eneste kilde til sukker, man havde, og det var derfor en god forretning, ikke blot for skibsejerne, men også for godsejerne på øerne.

Her viser det sig forøvrigt, at den frie jordprisdannelse spillede en rolle for slavernes trivsel. Thorkild Hansen har i sin trilogi om trekantshandelen en gengivelse af en undersøgelse, som én eller anden – jeg husker ikke hvem – har lavet. Den viser, at det, man troede var sandt: at slaveejerne ville passe godt på deres slaver og ikke presse dem for meget, slet ikke passede med virkeligheden. Hvorfor ikke? Jo, fordi mange af godserne var købt med spekulation for øje: man skulle blot beholde godset i nogle få år, så kunne det sælges, for så var prisen steget, og man kunne inkassere en god gevinst. Det gik ud over slaverne. Der var jo ingen grund til at tage det langsigtede hensyn: at være god og ordentlig ved sine slaver, når det kun var det kortsigtede hensyn, der gjaldt. Så man lod rask væk de gravide kvindeslaver arbejde hårdt, så de aborterede, for man var ligeglad med, om slaverne formerede sig eller ej. Altsammen fordi der kunne foregå spekulation med prisen på godserne.

Og som sagt: så længe man havde et godt marked i Europa, var det en god forretning for godsejerne. Men der blev ikke ved med at være et godt marked i Europa. Da Napoleon gennemførte den såkaldte fastlandsspærring, hvorved han ville hindre den engelske handel på det europæiske fastland og altså ramme englænderne på pengepungen, svarede englænderne igen med at blokere for sukkerskibene fra Vestindien. Formentlig er det noget, der har givet den europæiske sukkerroeproduktion et boost opad. Man havde allerede i 1700-tallet fundet ud af, at visse roearter kunne bruges til sukkerudvinding, og man var også så småt gået i gang med forædling af disse roer, og da så blokaden mod den vestindiske sukker satte ind, og den europæiske produktion gik i vejret, var det, der før var en god forretning for godsejerne på øerne, pludselig blevet en dårlig forretning.

Nå, alt dette fortæller vor artikel i Kristeligt Dagblad intet om. Og det er der måske ikke noget at sige til. Hvad den derimod nok kunne have oplyst os om, var lidt om, hvor stor en indvirkning den danske sukkerproduktion, der blev startet i 1873, havde på de økonomiske forhold på De Dansk-Vestindiske Øer. Fik man sukker fra øerne? Gjorde man sig tanker om øernes afsætningsmuligheder i Danmark, når vi selv begyndte at producere sukker? Eller var det noget, der lå helt udenfor bevidstheden hos danskerne i 1873? I hvert fald ser det ud til, at hovedproduktionen på øerne stadig var sukker. Og skulle den afsættes før, skulle den vel stadig afsættes; til danskerne? Det vides ikke. Men af denne hjemmeside, under 1863, fremgår det, at der blev vedtaget en toldlov, der annullerede SanktCroix’s særtoldsatser for sukker. Mærkeligt, at man havde haft en sådan lov! Og under 1868 kan man se, hvor store arealer der var udlagt til sukkerproduktion.

Det spørgsmål, man må stille sig lyder: Hvad skulle Danmark med en sukkerproduktion ud fra sukkerroer på Lolland-Falster, når vi havde en koloni, der producerede sukker?

Og hvis svaret er, at man tog mere hensyn til lollikkernes beskæftigelse end til negrenes ditto på øerne, så er det måske mere relevant med en undskyldning for dette forhold end for slaveriet.

Jeg véd det ikke. Men ovenstående måske lidt løse overvejelser er, hvad der kan komme ud af det, når man har vænnet til at læse aviser med det i baghovedet: Hvad siges der ikke?

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Historie og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s