Som gale hunde

For et par indlæg siden fik jeg lejlighed til at glæde mig over Kristeligt Dagblad, som opponerede mod Ole Jensens påstand om, at nationalegoismen – hans navn for nationalkonservatismen – er uden moralsk kompas, se her. Nu er min glæde om ikke blevet fuldkommen, så dog steget en smule mere. For nu bringer bladet et interview med en tysk sociolog og filosof, knyttet til det teologiske fakultet ved Humboldt universitetet i Berlin, Hans Joas, se her.

Og Hans Joas er bekymret for det modsatte af det, Ole Jensen er bekymret for. Han mener, at kirken indtager en helt forkert rolle i den splittelse, der for tiden råder i det tyske folk angående indvandringen. Både den katolske og den protestantiske kirke optræder efter hans mening som et ”moralagentur”: Man mener ikke, man kan være en god kristen uden at støtte en liberal indvandringspolitik. Kirkerne kunne have spillet en afgørende rolle ved at forsøge at råde bod på folkets splittelse, ved at prøve at tage bekymringen over indvandringen alvorlig, men man vælger i stedet at fastholde støtten til Merkels indvandringspolitik, hvilket kun kan øge fremmedgørelsen overfor kirken.

Joas sammenligner med tiden for de store arbejderkampe:

I midten af det 19. århundrede gennemgik den tyske arbejderklasse en enorm sekularisering. Den havde klart at gøre med en skuffelse over den protestantiske kirke, der holdt fast i en tæt relation til det preussiske dynasti i stedet for at støtte arbejderne.

Nu ser vi på samme måde, at kirken støtter de forkerte. De mennesker, der er bekymrede over indvandringen

betragter – med rette – ikke sig selv som ikke-kristne eller moralsk set mindre værd end de kirkeledere, der fortæller dem, at man som kristen bliver nødt til at støtte en liberal politik.

Såvidt Hans Joas.

Det eneste, jeg undrer mig lidt over, er, at Hans Joas ikke nævner den tyske filosofiprofessor Konrad Ott, jeg omtalte for et halv års tid siden, se her. Også han ser denne holdning fra kirkens side som et problem, han er gift med en protestantisk præst. Dengang mente jeg, at man med lige så stor ret kunne drage Luther til hjælp. Hans to-regimentelære lod jeg aftegne med følgende citat:

For eftersom han [fyrsten, rr] er kristen, lærer evangeliet ham, at han ikke må gøre nogen fortræd, ikke straffe eller hævne, men skal tilgive enhver, og finde sig i den pine og uret, der sker ham. Det er, siger jeg, den lektie, en kristen har for. Men det ville ikke give noget godt styre, hvis du ville prædike sådan for fyrsten; — — Se her.”

Denne gang vil jeg bruge et andet citat fra Luther i det samme ærinde, nemlig nedenstående fra skriftet ”Imod de morderiske og røveriske bondebander” fra tiden for bondeoprøret i 1525:

For det andet: når de [de oprørske bønder, rr] anretter oprør, frækt røver og plyndrer klostre og slotte, som ikke tilhører dem, som de åbenlyse stratenrøvere og mordere gør, så har de alene derved fortjent at dø to gange på legeme og sjæl. Det er jo også sådan, at en oprører, som man kan fælde på vidners udsagn, allerede er fredløs efter Guds og kejserens lov, sådan at den, der som den første kan dræbe ham, må gøre det, og gør ret og vel derved. For et hvilketsomhelst menneske er både overdommer og skarpretter over en åbenlys oprører. Det er her ganske som ved en ildløs, at den, der som den første kan slukke ilden, han er den bedste. For oprør er ikke slet og ret mord, nej, det er som en stor ild, som antænder et land og lægger det øde; sådan fremkalder oprør et land fuldt af mord og blodsudgydelse, og gør kvinder til enker og børn faderløse, og ødelægger alt, som den allerstørste ulykke. Derfor skal her enhver, som kan, slå løs, slå ihjel og stikke ned, privat eller offentligt, i den overbevisning, at der ikke kan være noget mere giftigt, mere skadeligt, mere djævelsk end et oprørsk menneske. Ganske som man må slå en gal hund ned; slår du ikke den, så slår den dig, og et helt land sammen med dig. (Se her).

For et par dage siden fik jeg af en katolik stukket dette citat med den gale hund i næsen. Han mente, der blev dræbt omkring 100.000 bønder ved den lejlighed. Og han giver Luther ansvaret for dette blodbad. Han overser dog – som de fleste – at de oprørske bønder var ramt af noget, man godt kan kalde en blodrus. Og han overser også, at halvdelen af de fyrster, der slog bønderne ned, var katolske.

Man kan naturligvis overveje, om man kunne have forhindret dette ved at standse oprøret noget tidligere. Der er dog kun få, der bebrejder Luther, at han faktisk forsøgte at få en forhandlingsløsning i stand. Han skriver i begyndelsen af ovenstående skrift:

I min tidligere lille bog turde jeg ikke dømme bønderne, fordi de tilbød sig til at bøje sig for retten og modtage bedre undervisning; som jo også Kristus påbyder, at man ikke skal dømme. (Matt 7,1) Men før jeg fik set mig om, fortsætter de og griber ind i sagen med næven, idet de glemmer alt om deres tilbud; de røver og raser og handler som gale hunde. (Se her).

Det vil sige: Inden man bebrejder Luther, at han opfordrede fyrsterne til at slå bønderne ned som gale hunde, skal man lige undersøge, om mon Luther kunne have ret i, at de oprørske bønder faktisk opførte sig som gale hunde. Hvis de gjorde det, er der måske ikke noget at sige til, at Luther skrev, som han gjorde. At så fyrsterne nok overdrev noget i deres efterfølgende straffeforanstaltninger, og at Luther, efter at bondehæren var nedkæmpet, vendte sig imod denne hævnakt fra fyrsternes side, se her, er også noget af det, man ofte glemmer.

Hvad jeg her vil fremhæve, er, at vor kirkefader her udviste en sund realitetssans.

Og han holder fast ved det hårde skrift mod de oprørske bønder, selv om han allerede dengang mødte bebrejdelser for det. I et senere skrift citerer han de indvendinger, der kom frem: han skulle have vist barmhjertighed, han skulle have rettet sig efter Jesu ord Luk 6,36 ”Vær barmhjertig, ligesom jeres fader er barmhjertig” og Matt 12,7 ”Barmhjertighed vil jeg, ikke slagtofre”, og skriver så:

Her mener de, de har ramt plet; hvor Luther skulle have lært, at man skal forbarme sig over bønderne, dér lærer han, at man øjeblikkelig skal slå dem ihjel. Hvad synes du? Lad os se, om Luther kan slippe fri. Jeg tror, han sidder i fælden. (Se her).

Og ikke sandt, her har Luthers modstandere lige så gode kort på hånden, som vore modstandere har, når de henviser til lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Det kan Luther da ikke have noget kristeligt at svare på. Men det har han. Han skriver lidt senere:

Kære venner, I, som nu så udmærket berømmer barmhjertigheden, nu, hvor bønderne er slået, hvorfor berømmede I den ikke også, dengang bønderne rasede, slog, røvede, brændte og plyndrede, så det var forfærdeligt at se og høre? Hvorfor var de ikke også barmhjertige overfor fyrsterne og herrerne, som de helt ville udslette? Dengang var der ingen, der talte om barmhjertighed, man talte kun om ret; dengang tav man om barmhjertigheden, og der var intet andet end ret, ret, ret, der gjaldt og blev ophøjet. Men nu, hvor de er slået, og den sten, de kastede op i luften, falder ned i hovedet på dem, nu skal ingen tale om ret, nu skal man kun tale om barmhjertighed. (Se her).

Man skal altså lige huske, at Luthers tale om de gale hunde finder sted forud for det slag, hvor bondehæren led nederlag. Det gjaldt for indvendingerne imod ham dengang, og det gælder også i dag.

Det, der er Luther imod, er lovløsheden. Og det er jo Gud, der har givet loven, der er ham, der har befalet øvrigheden at sørge for lovens opretholdelse. Derfor er det også Gud, der gennem Paulus har sagt, at øvrigheden ikke bærer sværdet forgæves. Hvis det ikke var sådan,

Så ville jeg også løbe ind i et hus, skænde konen og døtrene, bryder pengekister op, tage penge og gods og sætte manden sværdet for brystet og sige: Vil du ikke finde dig i det, så stikker jeg dig ned, for du er en gudløs. Men når så tyendet løb til og slog mig ned, eller når dommeren lod mig halshugge, så ville jeg råbe: ”Hov, Kristus lærer, at I skal være barmhjertige og ikke slå mig ihjel”. Hvad skal man sige til det? Men netop det gør mine bønder og mine bondeforsvarere nu. Nu, hvor de har gjort alt det mod deres herrer, som de har lyst til, som røvere, mordere, tyve og slyngler, nu først skal man høre en sang om barmhjertighed. (Se her).

Det er sandt nok, skal man følge Luther her, må man først vide, om det er sandt, hvad han påstår, at situationen var kommet helt ud af kontrol, så det var fuldstændig umuligt at forhandle videre med bønderne, om de altså virkelig opførte sig som rasende hunde. Noget tyder på det, vi har andre steder set oprørsledere miste kontrollen over det oprør, de havde sat i værk.

På samme måde i dag. Hvis vi skal bedømme indvandringen korrekt: er det barmhjertighed eller lovoverholdelse, vi skal tilstræbe?, må vi blive enige om, hvad vi har med at gøre. Og her er det min opfattelse, at vi efterhånden igennem mange år har været så large med vores kontrol af de såkaldte flygtninge, at menneskesmuglere i stort tal benytter sig af det. Vi har set igennem fingre med manglende papirer, vi har godtaget alt for mange som flygtninge, ja, vi har modtaget en række såkaldt uledsagede flygtningebørn uden at stille spørgsmål om, hvem der har betalt for deres flugt. Vi har i det hele taget ladet barmhjertigheden og ikke retfærdigheden herske på det område. Og vi har – hvis vi tør se sandheden i øjnene – erfaret, hvad Luther siger i det første af dagens citater: at det kommer der ikke noget godt styre ud af. For barmhjertigheden bliver misbrugt, og vores er blevet misbrugt ud over alle grænser.

Og nu er der så ved at opstå et skel i befolkningen, et skel mellem dem, der mener, barmhjertighed bør herske i forhold til migranterne, så vi næsten pr automatik betragter dem som traumatiserede stakler, og så os andre, der vover at følge Luther i hans kamp mod lovløsheden og kræve orden og love og lovoverholdelse.

I en artikel, se her, prøver en kineser, der kom til Sverige for 28 år siden, derefter flyttede til Canada, men nu er vendt tilbage, at gøre sig klart, hvad der er sket med det Sverige, han elskede for 28 år siden. Han har læst om nogle af de ugerninger, som indvandrerne i Sverige har forøvet, og det har berørt ham dybt. Men han fortæller videre:

Jeg kunne ikke lade være med at fortælle det til mine svenske bekendte. Men oftest kunne jeg ikke finde hos dem blot en lille smule ægte medlidenhed med ofrene. Det svar, jeg sædvanligvis fik, var, at det, som var sket, var forfærdeligt, og bagefter kom den næsten obligatoriske tale om, at ”voldsudøveren også er et offer”. Ironisk nok plejer de svenskere, som gerne taler om ”humanisme”, at være dem, der mest mangler ægte empati. Jeg endte med at indse, at svenskernes humanisme er noget, de har lært sig, at man skal have, ikke noget, der er fortrolige med.

Det forekommer mig, at denne analyse har en del på sig. Men man spørger alligevel sig selv: Er det sandt, at denne påtagne humanisme tvinger det øvre lag af det svenske samfund til at holde deres følelse af empati med deres landsmænd nede? Hvis det samme finder sted i Tyskland, så tror da pokker, at skellet i folket bliver større.

Men det finder måske også sted i Danmark. Det, man tror er kristendom eller i det mindste humanisme, er utrolig svært at få ud af diskussionen. Information beretter om et borgermøde i Hellerup, som borgmesteren afholdt for at overbevise borgerne om, at de skulle taget godt imod de 60 flygtninge, der tænkes placeret på en skole på Hellerupvej. Den beslutning har der i Gentofte kommune været megen uro omkring. Der har været adskillige læserbreve, der mere eller mindre hårdt vendte sig imod, at flygtninge skulle bo midt i deres kvarter. Og man kan jo næsten ikke dy sig for at tænke, at det har disse rige venligboere rigtig godt af, og at deres protester viser det hykleriske i deres holdninger. Men hvis man kan tørre det smørrede grin af ansigtet, kan man vel også høre en ægte folkelig bekymring bag udsagnene, den bekymring, der viser sig alle steder, hvor man vil indkvartere flygtninge.

Information beretter om mødet her. Oven i købet starter deres artikel på forsiden. Efter en række beroligende ord fra borgmesteren og fra en kommunal embedsmand, kommer der en noget forsigtig diskussion ud af det. Dog kunne Information konstatere, at stemningen ændrede sig, da en herre ved navn Niels Bonde tog ordet. Han sagde bl.a.:

Jeg vil gerne sparke en fodbold tilbage, når den havner i min have. Jeg vil oven i købet spille fodbold med dem. Min kone vil gerne læse lektier med en af pigerne. Men lad os nu ikke feje bekymringerne ind under bordet. ’Minighetto’ er et godt ord. En spredning ville være en bedre løsning. Hvis der kommer sådan en flok unge mennesker, er det ikke uden bekymring. Nogen må da have set i medierne, hvad der lige er sket i Sverige, hvor en gang-rape blev lagt ud på video. Det hjælper ikke ret godt på vores følelse af sikkerhed. Det er lidt naivt at tro, at man kan vaske en hel voldskultur ud af folk, der kommer fra gaden dernede.

Men så kommer der en bemærkning fra en kvinde, som viser, hvor dybt den før omtalte påtagne humanisme sidder i sindene også hos os. Hun sagde:

Det gider de da ikke. De er jo flygtet fra det.

At de rent faktisk har gjort det i Sverige, rører hende ikke. At der er beretninger om det fra utallige kilder siden begivenhederne sidste nytårsaften i Køln, tager hun ikke til sig. Hun nægter tilsyneladende, som svenskerne, at vise sympati og forståelse for de kvinder, der er blevet overfaldet eller ikke tør gå ud om aftenen, og finder øjeblikkelig sin egen ”forklaring”, der spiller på den kendte melodi, at flygtninge pr. definition er ynkværdige mennesker, der trænger til al mulig omsorg. At de er voldelige, nej, det kan simpelthen ikke passe, for så er jo vores medlidenhed forgæves, så bliver jo vores barmhjertighed misbrugt, og så – ja, så føler man tilsyneladende, at det går ud over ens egen godhed, den, som man så velvilligt viser overfor de fremmede, helst naturligvis, når man ikke skal have dem som nabo.

Overfor en sådan farisæisme, der er så meget mere farlig, som den ikke erkendes som farisæisme, burde kirken, om nogen, tage til genmæle. Overfor en sådan selvgodhed, der nægter at se virkeligheden i øjnene, hvis den kan rokke ved selvgodheden, burde kirken råbe: ”Kalkede grave!” i stil med det, dens herre råbte. Og det, man kan læse i Kristeligt Dagblad, er måske en svag begyndelse på en sådan farisæisme-afsløring. Men der er lang vej igen.

Ikke blot fortælles der i Kristeligt Dagblads referat, at en tysk præst fornylig er blevet afskediget for sine indvandrerkritiske holdning, Katrine Winkel Holm véd også på sin blog, se her, at berette om en engelsk præst, der har måttet forlade sin stilling som ”kongelig konfessionarius” (dem er der omkring 40 af i England), fordi han protesterede imod en gudstjeneste i Glasgows Saint Mary’s kirke, hvor man fejrede helligtrekongers dagen ved at lade en imam citerer et vers fra koranen, der vendte sig imod påstanden om, at Jesus er Guds søn.

Altså: skellet mellem eliten og folket genfindes indenfor kirken. Også her hersker en islamvenlig elite over en undrende og frustreret menighed. Men Kristeligt Dagblad vil altså ikke 100% være en del af eliten. Tak for det!

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik, Luther og tagget . Bogmærk permalinket.

Et svar til Som gale hunde

  1. Pingback: Hjemvendte IS-krigere | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s