To fejlskud

Det kongelige Teater opfører i denne tid en opera, kaldet ”Martyriet”. I en pressemeddelelse, se her, hedder det:

I Martyriet følger vi Kaj Munk i den sidste tid før hans død. Her glider han længere og længere væk fra familien i sin søgen efter Guds plan med ham, alt imens hans kone Lise forgæves forsøger at fastholde ham til livet.

At vælge martyriet for sin tro er også et brændende tema i dag. Martyriet undersøger, hvad der får et menneske til at ofre sig selv i en fanatisk overbevisning. Forestillingen er på den måde en kommentar fra en ikke så fjern fortid i en dansk provins til nutidens store, globale spørgsmål om ideologi, krig og religiøse konflikter.

Her optræder hele to fejl i forståelsen af, hvad et martyrium er.

Den første fejl består i at hævde, at Kaj Munk selv ønskede at dø en martyrdød. Hvis han gjorde det, er der ikke tale om nogen martyrdød. Det er formentlig forkert, hvad den historiske Kaj Munk angår. Det skal jeg tage op om lidt. Men det er, hvad operaen fortæller om Kaj Munk: han ville det selv.

Den anden fejl er meget værre. Den består i, at man ikke kender forskel på kristendom og islam. Den består i, at man tror, at en kristen martyr og en muslimsk ditto er ét og det samme. Den består i, at man i stedet for at se på den vidt forskellige religiøse baggrund, som henholdsvis kristendom og islam giver, nøjes med at se på den psykologiske mærkværdighed, at et menneske kan blive så fanatisk, at det ønsker sig døden.

I Berlingskes foromtale, se her, begås den samme fejl:

Hvad er det, der får et menneske til at ofre sig selv og gå i døden for en fanatisk overbevisning? Og hvad er forskellen mellem en frihedskæmper og en terrorist, mellem det idealistiske menneske, der kæmper for sin retfærdige sag, og en religiøs eller politisk fanatiker?

Sidste år fik Teater Sort/Hvid ørerne i maskinen, da man i udstillingen »Martyrmuseum« viste islamistiske terrorister side om side med skikkelser som filosoffen Sokrates og den revolutionære socialist Rosa Luxemburg, der blev myrdet i 1919.

Nu vover forfatteren Vilhelm Topsøe og komponisten John Frandsen pelsen, når de i operaen »Martyriet« fremstiller digterpræsten Kaj Munk, der blev likvideret af nazisterne under Anden Verdenskrig, som en kristen martyr og trækker linjer til vore dages politiske og religiøse fanatikere.

Det er mærkeligt, at man ikke kan se forskellen. De politiske og religiøse fanatikere i nutiden, som der henvises til, er naturligvis de muslimske selvmordsbombere. De kaldes af andre muslimer for martyrer. Og de opnår Guds belønning, mener muslimerne, ved at ofre livet for at kunne slå andre mennesker ihjel. Men selv om man så antager, at Kaj Munk selv opsøgte martyriet, og således mod sædvane kalder en sådan handling for et martyrium, så var det et martyrium, hvor han for det første ikke dræbte sig selv, og for det andet ikke ønskede at slå andre ihjel. At slå andre ihjel og at lade sig slå ihjel, man skulle tro, at ethvert barn kunne se forskellen. Men ak, når det drejer sig om kristendom, kan selv den dummeste journalist, kunstner, kommentator tillade sig at udstille sin uvidenhed, uden at det bliver afsløret som det, det er: bundløs uvidenhed om religiøse forhold.

John Frandsen, der har komponeret musikken, siger i et interview, se her:

Da forfatteren og Munk-eksperten Vilhelm Topsøe for nogle år siden henvendte sig til mig og foreslog, at vi sammen skulle skrive en opera om Kaj Munk, var jeg i første omgang lidt tøvende. Har den historie stadig noget afgørende at fortælle os? Men efterhånden som vi fik talt os igennem, blev jeg overbevist: ja, den er måske endda særligt relevant netop i disse år, hvor talen om ”det religiøse martyrium” dukker op oftere og oftere, og med helt andre udgangspunkter end traditionel dansk kristentro.

Ikke sandt, når man taler om ”det religiøse martyrium”, kan både kristne og muslimer komme på tale. At de så siger det stik modsatte om martyriet, det ser man stort på.

I Berlingskes foromtale siger samme John Frandsen:

Jeg synes, det er fascinerende at prøve at udforske, hvad det er for en personlig drivkraft, der bringer et menneske derhen. Det er også vigtigt at huske hinanden på, at religiøse martyrer ikke er noget, muslimerne har fundet på. Dem har vi haft op igennem vor egen kristenheds historie.

Ja, ja, han er jo bare komponist, så han véd vel ikke bedre. Men alligevel! At der ikke er nogle af de kristne martyrer, der har slået andre ihjel, burde dog være almenviden.

Nå, det skal dog siges, at Tine Topsøe, der har iscenesat operaen, i et interview i Kristeligt Dagblad, se her, omtales på følgende måde:

Tine Topsøe mener, at man må skelne benhårdt mellem Kaj Munks martyrium og de martyrier, der fylder medierne i dag.

Kaj Munk var ikke en ung fortvivlet mand, der slog en masse mennesker ihjel”.

Den benhårde skelnen havde man vist glemt på Det kongelige Teater, da man udsendte ovennævnte pressemeddelelse. Og John Frandsen har i sine samtaler med Vilhelm Topsøe også overhørt denne skelnen, benhård eller ej. Men findes den, denne skelnen, må det vist betyde, at der ikke er noget i operaens tekster, der ”trækker linjer” til nutidens fanatikere.

Dette fejlskud skal jeg imidlertid ikke her gøre mere ud af. Jeg har forklaret mig ret indgående angående sammenblandingen af de to slags martyrer i anledning af udstillingen ”Martyrmuseum”, der blev vist i maj 2016, se her.

Men det andet fejlskud, det med, at Kaj Munk ligefrem opsøgte martyriet, vil jeg godt gøre lidt ud af.

Det går tilbage til Niels Nøjgaard. I den store biografi ”Ordets Dyst og Daad”, som han skrev over Kaj Munk i 1946, var han i så høj grad præget af den tids fejlopfattelse – den, at modstandskampen, som lige var overstået, havde været hård og sammenbidt fra besættelsens første dag – at han gentog den i sin beskrivelse af Kaj Munk. På side 378 skriver han f.eks.:

I Virkeligheden skete der for hans Person dét den niende April, at Udsigten aabnede sig til det Sted, hele hans Liv var lagt op til at naa: Golgatha.

Det er forkert. Før den 29. august 1943 var der ikke dødsstraf i Danmark. De straffe, som man kunne vente sig, og som Kaj Munk også ventede sig, var bøder, afsked, eventuelt fængsel, ikke dødsstraf.

Måske man i Nøjgaards tilfælde skal udvise lidt forståelse. Han havde mistet en nær ven. Han havde måske prøvet at finde Guds mening med det, der var sket med Munk. Og da han havde erfaret, hvordan hans død udvirkede en enorm modstandsvilje i det danske folk, så han deri Guds mening med Munks død. Det er der ikke noget galt i. Det er udmærket at få martyrtanken ind i dansk teologi igen.

Man kan oven i købet sige, at Munk selv så martyrvilligheden som en del af det at være kristen. Det kan man finde mange eksempler på i hans produktion.

Men at slutte derfra og til, at Munk så martyrdøden som den af Gud villede slutning på hans liv, så han ligefrem stræbte efter at komme til at lide martyrdøden, det er rivende galt. Dette at se døden som en risiko, man ikke kan undgå, når man nu vil gøre det, som man af Gud føler sig forpligtet til at gøre, altså i Munks tilfælde: søge at holde danskerne borte fra nazismen, det er én ting, og det er, hvis man skal være historisk korrekt, nok en risiko, Munk ikke fik øje på før til allersidst. Men det at se døden som noget, hele livet var lagt an på, er noget helt andet.

Det er ikke desto mindre en tanke, som Nøjgaard udvikler ret kraftigt i sin bog, især i det slutkapitel, hvor han søger at sammenfatte, hvad der udgjorde Munks personlighed. Her fremhæver han kaldstanken som noget for Munk specielt. Og gang på gang antydes det, at Munk selv havde indset, at hans kald, meningen med hans liv, var at dø for tyskernes hænder.

Ærlig talt, det er det rene vrøvl. Men når man læser det igennem, lyder det umiddelbart ret tilforladeligt. Og denne tilforladelighed øges, fordi Nøjgaard bruger det trick, at han lader det være uvist, om det, der omtales, er hans egen senere tolkning, eller det er en tolkning, som Munk har med sig i krigens sidste dage. Nøjgaard skriver f.eks. side 416:

Han [dvs. Kaj Munk, rr] overdrev med Vilje for at skaffe sig Gehør, og det er en Kendsgerning, at hvor meget eller lidt det danske Publikum gennem Aarene fik fat i det, han vilde med al sit Spræl – de færreste opfattede vel stort andet end Sprællet – saa havde han naaet af skaffe sig den Opmærksomhed, som betingede den enestaaende Virkning i Danmark og i Norden og videre ud af hans afgørende Indsats: Døden.

Det kunne lyde, som om det var Munks egen hensigt med ”sprællet”, at folk skulle forstå alvoren i det, når han uundgåeligt kom til at lide martyrdøden. Men det kan også være Nøjgaards senere tolkning af begivenhederne. Det er ikke til at se, om det er det ene eller det andet. Og det er at skabe uklarhed, hvor klarhed var på sin plads.

Eller han kan skrive (side 426):

Grundtvig var Danmarks Skjald, hvor Munk, der i Virkeligheden higede mod det samme, selvironisk gav sig Navnet Danmarks Journalist. Og alligevel blev han – i et andet Format, paa en anden Maade – sit Lands Skjald. Med sit Blod satte han Profetstemplet paa sin Gerning. Hans Kald blev Martyrens, og ved sin Død bragte han sit ellers saa flimrende Forfatterskab ind i en ny Belysning.

Også dette er et eksempel på denne dobbelthed, som man ikke rigtig véd, hvor ender.

Men her gælder det virkelig om at holde sig for ørerne overfor den sirenesang, som Nøjgaard synger. Nej, Munk anede ikke, at hans kald bestod i at skulle dø. Nej, Munk havde godt nok en kaldsbevidsthed, og han drog godt nok som én af de få danske teologer martyrtanken ind i sin teologi, men det blev aldrig for hans vedkommende til mere end en nogenlunde rationel overvejelse over de risici, der var ved hans gerning som folkelig opvækker. Nej forresten, ikke ”rationel”, for hans dramatiske jeg kunne ikke lade være med at udpensle denne tanke på dramatisk vis, men selvfølgelig håbede han som alle andre danskere, der gjorde noget, som var illegalt, at slippe fra det med livet i behold.

Dog, er der nogen, som har lyttet intenst til den sirenesang, som Nøjgaard lader lyde, er det Vilhelm Topsøe, den person, der har skrevet librettoen til operaen ”Martyriet”. Mærkelig nok er der ingen, der har gjort opmærksom på, at Topsøe i 1998 skrev et skuespil, der hed ”Pastor Munk”. Det blev opført på Odense Teater, og så vidt det kan ses af foromtalen og anmeldelsen i Kristeligt Dagblad, er operaens libretto bygget over teksten til skuespillet. Og er der noget i såvel skuespil som opera, som der ikke lades skygge af tvivl om, så er det Munks dragelse mod martyrdøden. Det, der hos Nøjgaard er anelse, er noget delvis usagt, noget kun antydet, bliver hos Topsøe udtrykt med en enorm skråsikkerhed. Teksten til skuespillet kan findes her.

Det er et meget mærkeligt skuespil. Det, som Vilhelm Topsøe i førnævnte foromtale i Berlingske siger om operaen, gælder også om skuespillet:

»Jeg synes, det her martyrium er så spændende. Munk sidder i Vedersø og tænker, at han med sin martyrdød kan opvække det sløve danske folk til modstand. Og han lykkes faktisk med det,« siger Vilhelm Topsøe.

»Der har ganske vist altid været tvivl om, hvorvidt Kaj Munk virkelig søgte martyriet. Men Munk tog sig selv alle mulige friheder, når han skrev sine historiske skuespil. Så det er altså den historie, vi går ud fra. Og vi oplevede, at jo mere kristne, vi gjorde hans bevæggrunde, jo mere aktuelt blev vores stykke. De martyrer, vi ser i dag, har jo ofte en meget stærk religiøs overbevisning,« siger han og understreger, at Munks ensomme martyrium på ingen måde kan sammenlignes med vore dages selvmordsbombere, der tager mange uskyldige mennesker med sig i døden.

Altså, når Kaj Munk kan skrive et skuespil om Grundtvig, uden at det er den historiske Grundtvig, det handler om, kan Topsøe også skrive et skuespil om Kaj Munk, uden at skal forstås som et indlæg om den historiske Kaj Munk. Så i operaen er det bare Topsøes Munk, vi møder, ikke den historiske person af samme navn.

Udmærket!

Men hvis man gør det og på fri hånd tillægger denne ”Kaj Munk”, at han vil opsøge martyriet, kommer man i bekneb med den kristne forståelse af martyriet. For ifølge den forståelse kan et menneske ikke gøre sig selv til martyr. Det er den ægte Munk naturligvis godt klar over, men minsandten, om ikke den topsøeske Kaj Munk også véd det. Topsøe lader sin Kaj Munk sige: ”Man kan ikke gøre sig selv til martyr, det kan kun Gud”.

Og så skulle man jo tro, at hele meningen med skuespillet og muligvis også operaen var ødelagt, for det gik jo ud på at vise, hvordan nogen vælger martyriet; Kaj Munk gjorde det, og nutidens (muslimske) martyrer gør det også. Det, man vil undersøge, synes at være dødsdriften hos disse mennesker, men hvis en kristen martyr ikke kan gøre sig selv til martyr, kan der ikke hos nogen kristen martyr være tale om nogen dødsdrift.

Dette problem søger Topsøe i skuespillet at komme udenom ved at lade Munk søge at få frigivet en tilfangetaget ung mand fra egnen. Han siger til Werner Best (som også optræder i stykket): ”Tag mig i stedet!” Så kan Topsøe få Munk til at minde om en kristen martyr. For på den måde kan al tale om dødsdrift manes i jorden; han gør det jo som en kærlighedsgerning overfor den unge mand.

Men henimod slutningen af stykket er vi tilbage i problemstillingen med den af Munk ønskede martyrdød. Det er igen Best, der optræder som Munks modspiller. Han tilbyder at give Munk den martyrdød, som han ønsker, men føjer til, at den almindelige opfattelse, at Best er bødlen, er forkert. For hvis Munk fuldfører Guds plan ved at dø martyrdøden, fuldfører Best den så ikke også ved at påføre ham døden?

BEST: I Deres sidste prædiken talte De om Guds plan. De vil sikkert føle, at De med denne martyrdød ville fuldføre Guds plan. Men gør jeg så ikke også det?

(KAJ MUNK svarer ikke.)

BEST: De vil naturligvis få en beroligende indsprøjtning, men nu da det er ved at blive alvor ønsker De det måske ikke?

(KAJ MUNK svarer ikke.)

BEST: De vil åbenbart ikke tale med mig. Men jeg er en mand af ære. De gav mig engang syndernes forladelse. Husker De det? Derfor giver jeg, Dr. Best Det Tredje Riges befuldmægtigede i Danmark, Dem hvad ingen anden kan give Dem. Martyrdøden. Og et eftermæle. Nu vil De ikke blive glemt. Men uden mig…?

(BEST rækker tornekronen frem, KAJ MUNK tager den.)

BEST: Så har vor fælles Gud virkelig elsket Dem, pastor Munk. Mere end andre, mener jeg. Jeg har tvivlet på det, men det gør jeg ikke længere. De er en af Herrens udvalgte. Vi ses altså ikke mere. Hernede, skulle jeg måske sige. Hvis det kan være Dem en trøst.

Det er det rene galimatias. Det, der opnås med den kristnes martyrdød, er, at den henrettende magt afsløres i at begå et justitsmord. Og så vil skuespillet hævde, at bødlen udfører Guds gerning på samme måde som martyren! Vås! Han afsløres i sin ondskab.

Vilhelm Topsøe har den 1-2 en længere artikel i Kristeligt Dagblad om disse materier, se her. Den føjer intet væsentligt til det, der er sagt hidtil. Men det bliver også her klart, at den ”benhårde” forskel mellem muslimsk og kristen martyrforståelse lider af et stærkt anfald af knogleskørhed.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Islam versus kristendom og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s