Guds dårskab

Den fremmede Luther 9

Det er Paulus, der har bragt mig frem til denne lidt særprægede overskrift. Han skriver i 1 Kor 1,22-25:

For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker.

Det, jeg her skal omtale lidt nøjere, er den forudsætning, der ligger bag Paulus’ ord her: at Kristus er den første martyr, at hans disciple er kaldede til at efterfølge ham i martyrvilligheden, og at den dårskab, der består i at være villig til at lide døden for sin tros skyld, som jo altså ifølge den kristne forkyndelse er Guds dårskab, er visere end menneskene.

Martyriet er nemlig ikke kun martyrens død. Martyriet er også den efterfølgende lovprisning i den kristne menighed af det, martyren har gjort. Og martyriet er endelig den negtive bedømmelse af martyrens bøddel, som denne lovprisning medfører.

Dette med at lovprise den, der holder fast ved sin tro på trods af, at han eller hun bliver truet på livet, er i vore dage noget, vi næsten helt har glemt. Og den kristne kirke har ikke gjort noget for at hjælpe på hukommelsen.

Det vil sige: dette gælder måske kun den kristne kirke i Europa. I f.eks. Kenya er den kristne kirke stillet overfor den muslimske oprørsgruppe Al-Shabab. Den udøver også sin terrorvirksomhed i Kenya, for den er utilfreds med, at Kenya har sendt tropper ind i Somalia for at bekæmpe netop Al-Shabab. For nogen tid siden foretog den et terrorangreb mod et indkøbscenter i Nairobi. Her gik terroristerne frem, som de plejede at gøre i Kenya: de spurgte, om folk var muslimer eller kristne; muslimerne lod de gå, de kristne skød de. Siden fik vi set en rystende dokumentar, som var sammensat af de billeder fra overvågningskameraer, som var bevaret fra aktionen. På et tidspunkt så man en af terroristerne spørge en kvinde, som man ikke kunne se, om hun var kristen eller muslim, og da hun havde svaret ”kristen”, hørte man umiddelbart efter et skud. Senere fandt man hendes lig, se her.

Jeg tør ikke sige, om de kristne i Kenya hylder hende for hendes trosstandhaftighed. Jeg har ikke hørt om det i vore medier. For vi gør det jo ikke. Heller ikke vore kirker. Vi har glemt alt om martyrteologien. Vi opfordrer vore medborgere til at passe på sig selv. At den ”Guds dårskab”, der opfordrer til at holde fast ved troen trods dødstrusler, skulle være visere end mennesker, nej, det tror vi ikke på. For menneskelig visdom vil jo sige, at man da ikke skal udæske eventuelle muslimske terrorister ved at udtale sig negativt om deres religionsstifter, uanset om man mener det, uanset om man føler sig forpligtet til at oplyse sin menighed.

Og så får vi den mærkelige situation, at de af vore medborgere, der må have politibeskyttelse, fordi de har talt sandt om islam og derved fået de muslimske terroristers trussel ind over sig, nærmest bliver betragtet som lidt halvdumme, fordi de ikke kunne forstå den visdom, som vi synes skal gælde, menneskers visdom: at man må passe på med, hvad man siger; at man må undgå at få ørerne i maskinen; at man hellere må holde mund med det, der kan krænke muslimerne.

-Jamen, vi lever jo med en luthersk kirke, og Luther siger jo ikke noget om martyriet. Hvorfor skal vi så ulejlige os med at gøre noget ud af den sag?

Nå, så Luther siger ikke noget om martyriet! Sandt nok, hans fromme efterfølgere, også dem i vore dage, tager alt mulig andet frem af det store forråd, han har efterladt os. Og der er jo nok at tage af: ”frelse ved troen alene”, ”gode gerninger er gavnlige gerninger”, ”aflad skal man ikke købe”, osv. Og det er såmænd på sin vis forståeligt nok: man er vant til at uddrage fra Luther det, man har brug for i situationen, og martyrteologi har man igennem flere hundrede år ikke haft brug for. Derfor ser man det ikke, selv om det er der.

Dertil kommer, at man i vore dage prøver at komme på så god talefod med katolikkerne som muligt. Derfor er man tilbøjelig til fra luthersk side at lade begge sider være nogenlunde lige skyldige i det, der skete.

Men her sætter begivenhederne selv sig imod. Det var virkelig ikke Luther, der var ude efter pavens skalp, men omvendt paven, der ville have Luther brændt på bålet. Papisterne dengang mente, det var pavens pligt ikke blot at påpege, hvad der var kætterske meninger, men også at opfordre den verdslige øvrighed til at eksekvere den dom, de kætterske meninger førte med sig: at blive brændt på bålet.

Den fare så Luther bestemt også i øjnene. Når han reddede livet, skyldtes det væsentligst to personer: Jan Huss og Frederik den Vise.

Jan Huss blev, som man måske véd, brændt på bålet i Konstanz i 1415. Om man skal kalde hans død en martyrdød, er måske uvist. Men i hvert fald fik den en slags martyrvirkning: Man var fremover opmærksom på det løftebrud, paven dengang havde givet sin tilladelse til: kejseren brød løftet om frit lejde. Det store spørgsmål, både for Luther og alle andre, var, om kejseren denne gang, hvor Luther blev indkaldt for rigsdagen i Worms, også ville bryde det løfte om frit lejde, han havde givet Luther. Det anså mange for det mest sandsynlige, deriblandt Luther selv. Han blev således advaret mod at drage til Worms, en adelsmand tilbød ham ophold på hans uindtagelige ridderborg, men Luther afslog med sit berømte diktum: ”Om der så er lige så mange djævle i Worms, som der er tagsten på husene, tager jeg derind”.

Så det er svært at nægte, at Luther havde villigheden til at lide martyrdøden. Han skriver således den 21-12 1520 til sin ven, Georg Spalatin, der var sekretær hos Frederik den Vise:

Bliver jeg stævnet, vil jeg, såvidt det står til mig, endog som syg, lade mig bringe derhen, dersom jeg ikke kan komme rask. Thi det er ikke ret at tvivle om, at jeg kaldes af Herren, dersom kejseren kalder mig. — Vi formår jo vistnok ikke at afgøre, hvoraf der kan opstå mest fare for evangeliet og for menneskeheden, af mit liv eller af min død. — Som jeg oftere har sagt, ville jeg hellere omkomme ved romanisternes hånd alene, end at han [kejseren, rr] skulle indblande sine hænder i denne sag. Du véd, hvilke ulykker der forfulgte kejser Sigismund efter mordet på Huss, så at han derefter ikke havde held til noget, døde uden arvinger, og også hans dattersøn Ladislaus senere omkom, og i et slægtled blev hans navn tilintetgjort, og hvorledes endelig hans dronning Barbara blev dronningernes infami, og andre ting, som jeg tror er dig bekendt. (Se her).

Bemærkelsesværdigt er det også, at han drog sit lettelsens suk, allerede da han havde overstået forhøret hos rigsdagen, før det var klart, om kejseren ville bryde sit løfte om frit lejde. Da han klokken cirka 8 om aftenen kom tilbage til sit kvarter, løftede han hænderne og udbrød: ”Jeg kom igennem det!” (Se her). Men han var jo aldeles ikke kommet igennem det, han var på ingen måde sluppet fri af dødstruslen, den hang stadig over ham. Det, han var kommet igennem, var forhøret. At han havde holdt stand, at han ikke havde givet efter for truslen, at han havde bevaret sin sjæl, det var det, han jublede over. Hvad der så siden skete med ham, det måtte komme eller ikke komme, som nu Gud bestemte det.

Efter Worms fik han at vide af sin fyrste, at han ville blive ”taget til fange”, så snart man kom ind i fyrstens område. Men han måtte ikke røbe det for nogen. Selv den broder, han efter ordensreglerne skulle have med som ledsager, vidste ingenting. Derved blev forsvindingsnummeret jo også så meget mere omgivet af mystik. Og det var helt efter Frederik den Vises planer.

Men i 1523 blev nogle af hans ordensbrødre i Antwerpen anklaget og dømt for kætteri. De blev brændt den 1-7 1523 på Grand Place i Bruxelles. Da Luther hørte det, udbrød han: ”Det skulle jo have været mig!” og sendte et brev til sine tilhængere i Nederlandene. I dette brev indlagde han et digt eller en salme, hvori han både beskrev selve begivenheden og den virkning, den havde på morderne. Den kan ses her.

Jeg har tidligere omtalt begivenheden, se her, men kan dog ikke dy mig for her at gentage det vers af Luthers martyrsalme, som jeg dengang citerede:

For bålets aske bliver ved,
gi’r støv i alle lande.
Al verdens vand, dens jord og grav
kan ej dets glød udvande.
Dem, som vor fjende ved sit mord
har tvunget til at tie,
dem tvinges han til hvert et sted
at lade glad udsige
Guds pris med tunger døde.

Når jeg ikke kan dy mig, skyldes det, at Luther her omtaler martyrvirkningen. Morderne tvinges til at lade de døde tale, for Gud udvirker, at de døde taler gennem deres død.

Det vil sige: Her bliver det tydeligt over al måde, at Guds dårskab er visere end menneskene, Guds svaghed er stærkere end menneskene.

Guds dårskab er ikke blot dette, at der er mennesker, der er villige til at dø martyrdøden, det er det langt mere omfattende, at vi i den europæiske kultur stoler på ord mere end på sværd, eller det, at vi regner med, at hos os skal ordet og ikke magten herske. Muslimerne, derimod, tror mere på magt end på ord. Den respekt, de taler om, er en respekt, man fremtvinger med magt, ligesom rockerne vil ”sætte sig i respekt”. Den respekt, vi taler om, er hjertets respekt, er den respekt, der kommer indefra, og som ikke kan fremtvinges. Og det er vel forståeligt nok, at vil vi vise muslimerne, at der er en anden form for respekt end den, de regner med, så ville det være det bedste, om vi vovede at tale frit fra leveren angående deres religion, om vi vovede at holde fast på, at mens vi mener, deres religion er forkert, anerkender vi dem som mennesker, altså holde fast på denne overbevisning, uanset de trusler, de måtte fremsætte imod os.

Her kunne kirken træde til som folkets rådgiver og læremester. Men ak, netop kirken svigter afgørende her. Store dele af den tør ikke fremstille islam som væsentlig anderledes end kristendommen, man inviterer imamer ind i kirken, for at de kan lade deres kristendomsfjendtlige budskaber lyde, man bøjer islams lære, så den kommer til at minde om kristendommen.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Luther og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s