Fake news

Falske nyheder”, det er blevet et begreb, som man taler meget om i de etablerede medier. Og ingen tvivl om det, det er Donald Trump, der har fremkaldt dette begreb, for han synes at operere med noget, hans talsmænd eller -kvinder kalder ”alternative nyheder”; han synes at mene, at påstår han blot noget tilstrækkelig hårdnakket, så skal de etablerede medier pænt rette sig efter hans påstand.

Men den slags falske nyheder er det forholdsvis let at komme til livs. Man skal blot gøre, som de amerikanske medier gjorde, da Trump påstod, at der var flere til hans indsættelse end til Obamas: man skal vise billeder, der viser, at hans påstand er forkert. Det er også, hvad man har gjort, og tiden vil vise, hvem der vinder: Trump med sin bevisligt falske påstand eller medierne med deres kritiske efterprøvning.

Det bliver nok medierne.

Imidlertid har dette medført, at nogle af medierne er begyndt at øve en form for selvkritik: Er vi gode nok til at være kritiske? Er vi degraderet til lammefromme mikrofonholdere? Og så indkalder man nogle ”kritiske” journalister, der skal forestille at stille kritiske spørgsmål til mediernes hidtidige håndtéring af tingene. Men den tilgang til problemerne er langtfra dybtgående nok.

Man har jo stadigvæk fra de etablerede mediers side et horn i siden på det, man kalder ”alternative medier”, dvs på de internetsider, der har opnået stor gennemslagskraft. Dèr har vi, siger man, eksempler på ”fake news”. Dog nøjes man indtil nu med at fremsætte påstanden om falskhed, man beviser den ikke, som man gør det med Trumps alternative kendsgerninger.

Nej, det, man kan anklage de etablerede medier for, er noget langt værre. Det, der får dem til at miste troværdighed, er noget langt farligere. Det er den vinkling, de giver af nyhederne, og det er alt det, de fravælger i nyhedsstrømmen. Dét er det, der gør det anstrengende at lytte til de etablerede medier. Dét er det, der for mig har forvandlet det, der før blev modtaget letløbende og uden kritiske spørgsmål, til noget, det er meget anstrengende at læse og lytte til: Man skal hele tiden være opmærksom på, hvad det ikke siges.

I første omgang havde jeg således godtaget mediernes referat af pressekonferencen efter Merkels møde med Erdogan. Man gjorde noget ud af, at Merkel tilsyneladende havde fået anbragt en kritik af Erdogan inde i en ros til ham. Og det syntes man, var ganske smart. Men man undlod at fortælle, at Erdogan sandelig også havde kritik at fremføre mod Merkel og mod alle os europæere, der rask væk taler om ”islamistisk terror”. Det måtte jeg ind på et såkaldt alternativt medie for at finde ud af, i dette tilfælde det svenske Avpixlat. Her fortæller man, se her, at Erdogan havde set meget forarget ud, da Merkel omtalte ”islamistisk terror”, og at han umiddelbart derefter sagde:

– Uttrycket “islamistisk terrorism” sårar oss muslimer djupt. Ett sådant uttryck är inte korrekt, eftersom islam inte kan förknippas med terror. Islam betyder fred. Jag ber om att detta uttryck inte ska användas. Så länge det används måste vi ta avstånd från det. Som en muslimsk president kan jag personligen inte acceptera att uttrycket används.

Det er da noget nyt. Skal vi tilfredsstille Erdogan, er det ikke nok, at vi siger ”islamistisk terror” og ikke – mere korrekt – ”islamisk terror”, nej vi må hverken sige det ene eller det andet. For uanset, hvor mange islamiske terrorister der opererer på europæisk grund, så har det ikke noget med islam at gøre, for islam betyder fred. ”Period”, punktum, som Trumps talsmand sagde efter påstanden om, at der havde været flere til Trumps indsættelse end til Obamas.

I fortsættelse af disse for Europa yderst afgørende problemer lykkedes det så for en journalist på Weekendavisen, Jesper Vind, i et interview i Deadline at få det til at se ud, som om den fortsatte lukning af Balkanruten udelukkende afhang af Tyrkiet. At Makedonien havde lukket sin grænse til Grækenland, at andre lande på Balkan havde fulgt eksemplet, og at det sandsynligvis var det mere end Tyrkiets holdning, der havde bevirket den opbremsning af migrantstrømmen, der kunne ses i februar/marts 2016, det fik lov til at være et problem, der ikke blev berørt. Dels nævnte Vind overhovedet ikke den mulighed, og dels fik han ikke stillet spørgsmål om det af studieværten.

Og det er da for dårligt. Det er ikke ”fake news”, for et sådant fænomen er til at tage og føle på. Nej, det er falskhed ved udeladelse, det er tegn på, at journalister er gået ind i den boble, politikerne befinder sig i, i stedet for at prøve at prikke hul på den.

Makedonien har lukket sin grænse til Grækenland. Hvis politikere og journalister nævner det alt for tit, kunne nogen måske få den tanke, at det dog må være ethvert lands ret at åbne eller lukke sin grænse for hvem det vil, og at det derfor er højst besynderligt, at det er EU, der næsten på sine grædende knæ skal bede andre lande tage sig af den grænsebevogtning, der dog må være EU’s egen opgave. Først bad man Tyrkiet gøre det, nu vil man gerne bede Libyen om det, hvis man bare kunne finde en regering, der kunne gøre det.

Altså, journalister og politikere i uhellig forening vil bilde os ind, at opgaven med at afgøre, hvem der kommer ind i EU og hvem ikke, ikke ligger hos EU’s myndigheder, men må overlades til nabolandene. Hvorfor dog det? Hvornår er det blevet god skik?

Nu holder man så EU-topmøde på Malta. Og noget er der dog sket. En vis bevægelse har dog fundet sted i alle de ”fake news” eller altså “udeladelsesnyheder”, som politikere og journalister igennem snart mange år har udsendt til de intetanende befolkninger. Tidligere kunne man godt låne øre til diverse NGO’er, når de forklarede, at man ikke kunne udlicitere sine menneskerettighedsforpligtelser, og stadigvæk er der enkelte pip fra disse organisationer, der finder vej til main-stream-medierne. Men nu lader politikerne, som om de ikke hører det. Og journalisterne stiller ikke spørgsmål om den side af sagen mere.

Skal det kaldes et fremskridt, er det i hvert fald et meget lille ét. Men det er vist også alt, hvad man kan glæde sig over for tiden.

Man kan forstå, at politikerne på Malta er meget bekymrede for de migranter, der af den libyske kystvagt bliver sendt tilbage til Libyen. For kan og vil Libyen overholde sine menneskerettighedsforpligtelser? Men ingen bekymrer sig om, at EU med sine tiltag for at styrke den libyske kystvagt, er lige så hyklerisk, som når man på den ene side holder den etiske fane højt: man vil ikke et øjeblik bøje sig for dem, der siger, at fodjordsreglen er ødelæggende for Europa, man vil – og så bander man – sørge for, at enhver, der sætter foden på europæisk jord og søger om asyl, kan få sin sag behandlet. Men på den anden side sørger man for, at der ikke kommer alt for mange og sætter fod på Europas jord ved at pålægge flyselskaber et transportøransvar: de må under strafansvar ikke medtage passagerer til Europa, som ikke har gyldig legitimation og gyldigt visum.

Det samme gør man med hjælpen til den libyske kystvagt: med højt hævet etisk fane viser man alverden, at man overholder fodjordsreglen, samtidig med at man beder libyerne sørge for at begrænse antallet af fødder, der bliver sat på europæisk jord.

Men ingen journalister gør vrøvl. Ingen journalister spørger ind til den højst absurde situation, der kan opstå ud for Libyens kyst: indenfor territorialgrænsen hersker den libyske kystvagt. Bliver ens gummibåd opdaget af den, er det tilbage til Libyen (hvis man da ikke har bestukket den til at sætte kikkerten for det blinde øje). Men har man held til at komme udenfor denne grænse, venter de europæiske skibe på én, og man bliver samlet op og kommer til det forjættede land, Europa. Man ser den absurde situation for sig: en gummibåd fyldt med migranter sejler ud fra kysten. En libysk kystvagtsbåd, betalt af EU, sætter efter den. Men udenfor grænsen venter et italiensk krigsskib, også betalt af EU. Den ene båd betyder tilbageslag, den anden betyder redning, begge handler på EU’s foranledning. Skal det italienske krigsskib f.eks. prøve at komme først hen til gummibåden, eller skal det sejle bort, fordi det skal overlade skuepladsen til den libyske kystvagt?

Det får vi naturligvis intet at vide om fra diverse pressekonferencer fra Malta-mødet, for ingen spekulerer i de baner. Men mon ikke man kan være sikker på, at skulle der være nogen af de fintfølende journalister, der opdager, at det italienske krigsskib overlader det til libyerne at ”ekspedere” migranterne, så vil politikerne af den etablerede presse få det glatte lag. For det, der holder gang i hele denne trafik, er jo – bortset fra menneskesmuglerne – den europæiske medlidenhedspresse.

Og hvad mon der vil ske, hvis migranterne skærer hul på gummibåden, så den begynder at synke? Den libyske patruljebåd har ikke plads til alle de mennesker, så italieneren går indenfor den libyske territorialgrænse og hjælper med at fiske migranterne op. Så kan man være sikker på, at alle migranter svømmer hen til italieneren, for de kan jo ikke forestille sig, at migranterne vil blive overført til den libyske båd, når den kommer tilbage efter at have afleveret sin første ladning. Det kan jeg heller ikke forestille mig. For vi er jo så gode.

Men spørgsmålet her er egentlig ikke, hvorfor dette er uholdbart, det er, hvorfor ingen spørger ind til konsekvenserne, hvorfor ingen stiller vore politikere til regnskab for alle de halve og hykleriske løsninger, de præsenterer os for på indvandringsområdet.

Hvis man forestiller sig en journalist, der befinder sig udenfor boblen, hvad ville så være mere naturligt end at spørge, hvorfor den italienske flåde og de EU-skibe, der hjælper den, ikke kan gøre, som den græske flåde gjorde i Ægæerhavet, før Syriza vandt valget i januar 2015. Her optrådte man som kystbevogtning, det vil sige: man bevogtede faktisk de græske kyststrækninger mod illegal invasion, man skubbede eventuelle migrantskibe tilbage. Når det kunne fungére i Ægæerhavet frem til maj-juni 2015, hvorfor kan det så ikke fungére igen både dèr og i libysk farvand?

Men naturligvis, alle de journalister, der har mulighed for at stille spørgsmål til politikerne, befinder sig indenfor boblen, og derinde kan det næsten ikke tænkes, at der ikke er nogen, der véd, hvordan den græske flåde gjorde dengang, blot har de lært at holde mund. For i boblen er man enige om at fortsætte hykleriet, fortsætte med at lade, som om man overholder alle konventioner, specielt fodjordsreglen, og derfor ikke kan tillade sig at skubbe bådene tilbage, men må have nabostaterne til at sørge for at holde migranterne tilbage, mens man dog samtidig får flyselskaberne til at forhindre, at alt for mange benytter sig af fodjordsreglen.

Det er i sandhed en mærkelig verden, vi befinder os i. Og det er ikke Trump, der gør den mærkelig, vi kan udmærket selv, vi europæere, ja hvad angår vildførelse af en befolkning, slår vi amerikanerne med mange hestelængder.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s