Mediernes brøde

Det har længe været sådan, at journalister og politikere har kunnet tillade sig at være uvidende, ja næsten blanke på nationaløkonomiens område. Det har forekommet begge parter tilstrækkeligt, at man fra tid til anden inviterer en økonom ind i studiet, når der forekom noget i den offentlige debat, der var lidt for uforståeligt, eller indhentede en udtalelse – helst ultrakort – fra én af de økonomer, der anså det for forsvarligt at stille op på den betingelse. Så havde man, mente man, opfyldt sin pligt som journalist eller politiker.

Grækenlands gældskrise var ét af de emner, man har skullet behandle. Men nogen særlig dybtgående behandling er det ikke blevet til. For hvis nu alle Grækenlands vanskeligheder beror på den fejlkonstruktion, som euroen udgør, så er det et lidt for farligt emne at beskæftige sig med. Så man har som regel nøjedes med at citere en økonom, der var tilhænger af euroen, for så fik man ikke ørerne i maskinen.

På samme måde med Brexit. I alt væsentligt har danske journalister holdt sig til de økonomer, der tænkte Bruxelles-tanker, og altså anså Brexit for en ulykke, ikke så meget for EU, mere for Storbritanien.

I begge tilfælde kan man undre sig lidt over, at det forhold, at virkeligheden ikke arter sig efter forudsigelserne, tilsyneladende ikke får vore medier til at skifte grundopfattelse.

Jeg tager en leder i Berlingske af Tom Jensen frem som eksempel, se her.

Det kan godt siges at være lidt uretfærdigt. Tom Jensen er jo ellers normalt meget fornuftig. Og det er han oven i købet også i denne leder. Tilmed er det noget helt andet, han er i gang med at tale om. Og så angriber jeg ham for en lille bagatel! Er det ikke lidt tvivlsomt?

Han skriver bl.a.:

Er der nogen, der kan huske Attac? Det var en elefanthueklædt omrejsende bevægelse, som førte an i meget af det, der indtil for få år siden var den eneste synlige modstand mod globaliseringen. Og den deraf følgende nødvendige politik. De nødvendige internationale institutioner. De nødvendige frihandelsaftaler. Den nødvendige fjernelse af grænserne for menneskets, varernes og kapitalens frie bevægelighed. Alt det nødvendige, som kun de mest ekstreme kunne argumentere imod, netop som følge af tingenes uafvendelige nødvendighed…

Jeg fornemmer en vis afstandtagen fra alt det med nødvendigheden, som han her nævner. Meningen synes at være, at sådan så eliten på forholdene dengang, da Attac var i vælten.

Blot er jeg lidt i tvivl om, hvorvidt det nu også er meningen. For talte man dengang om globaliseringen? Var det ikke verdenskapitalismen, man anså for fjenden? Eller valutaspekulationerne?

Min mistanke om, at Tom Jensen bruger nutidens termer til forklaring af fortidens fænomener, bestyrkes af det, han skriver om fjernelse af grænser. For her smutter lige det nødvendige ved fjernelse af grænser for menneskets frie bevægelighed med ind i billedet. Og det var dog vist ikke inde i billedet dengang.

Og fjernelsen af grænser for mennesker er aldeles ikke nødvendig, heller ikke efter normale nationaløkonomiske teorier.

Hvordan kan jeg nu vide det?

Det kan jeg vide, fordi The Economist i sin tid roste globaliseringen utrolig meget, se mit indlæg her. Bladet skrev:

Begynd med at huske på, hvad der er på spil. Det mangesidede system af institutioner, regler og alliancer, anført af Amerika, har igennem syv årtier understøtter global vækst. Det muliggjorde genopbygningen af efterkrigens Europa, det så Sovjet-kommunismens lukkede verden bryde sammen, og det fremkaldte ved at tilslutte Kina til den globale økonomi den største reduktion af fattigdommen i historien.

Det giver jeg bladet fuldkommen ret i. Men læg mærke til, at alle disse fantastiske ting er opnået uden at man fjernede grænserne for menneskenes frie bevægelighed. Deraf slutter jeg – men ikke The Economist, for det tænker bladet ikke over – at EU’s tale om den frie bevægelighed for varer, kapital og mennesker, kun er økonomisk begrundet for de to førstes vedkommende, ikke for menneskenes vedkommende. Økonomier kan blomstre, selv om der ikke gives nogen fri bevægelighed for mennesker. EU kan også, hvert land for sig, få vækst i økonomien, uden nogen Schengen-aftale, uden nogen Dublin-forordning, med grænsebevogtning ved alle grænser, så kun varer og kapital (og tjenesteydelser) kan bevæges frit.

Det vil sige, hvis The Economists evaluering af de store økonomiske fremskridt i efterkrigstiden står til troende, så prøver EU at snyde os: man vil absolut have de enkelte lande til at smelte sammen til én stor USA-lignende statsdannelse, til sin tid med fælles præsident og et ægte parlament, som formodentlig tænkes at komme til at ligne den amerikanske kongres. Og fordi man ikke har tålmodighed til at vente på, at landene lige så stille gror sammen af sig selv på de måder, de nu hver for sig finder for godt, derfor blander man nationaløkonomiske tanker ind i det hele. Dem er der jo ingen, der rigtig forstår, og det lyder jo godt, at der i Stor-Europa ikke skal være nogen grænser. Det søger man at snige ind i de økonomiske teorier, så fri bevægelighed for mennesker optræder med samme økonomiske selvfølgelighed, som fri bevægelighed for varer og kapital.

Og ak, Tom Jensen har ladet sig rive med af denne forkerte tankegang!

Lidt senere omtaler han Brexit: briterne stemte sig ud, fordi de ikke længere gad være med i EU. Det er jo også en slags idealisme, føjer han til. Og så skriver han:

Præcis som det er, når nogle ønsker at lukke grænserne, selv om det måtte skade den økonomiske vækst. De prioriterer imidlertid et indvandringsstop og deres kamp mod f.eks. islam højere end fremskrevne vækstkolonners stabile yndighed.

Her er de for mennesker åbne grænser gået hen og blevet en del af forudsætningerne for økonomisk vækst. Det er direkte forkert. Talrige undersøgelser viser, at den indvandring, vi har haft i de sidste mange år, koster penge, endda rigtig mange penge.

Det er rigtigt, at vi, der er imod indvandring af muslimer, prioriterer et stop for en sådan indvandring af ikke-økonomiske grunde. Vi ser vort lands enestående tillidskultur under nedbrydning, vi er bange for de mange ghetto-områder, vi ser integrationen som et fallitbo. Og det er nok også rigtigt, at hvis virkelig det forholdt sig sådan, at den muslimske indvandring gav os økonomiske fordele, så ville vi være imod den. Men sådan forholder det sig jo langtfra.

Jo, hvis man absolut vil have EU til at være en tro kopi af USA, så der kun er én valuta overalt, så er det muligvis korrekt nok, at der heller ikke skal være grænser for mennesker, der vil flytte fra ét sted til et andet. For så vil der muligvis dannes økonomiske vækstcentre forskellige steder i området, og sådanne centre vil tiltrække arbejdskraft fra mindre økonomisk attraktive steder. Men når det nu faktisk forholder sig sådan, at Europa ikke er USA og ikke kan blive det, fordi man ikke kan smelte alle de forskellige folkeslag sammen i én stor heksekedel – folkene gør besynderlig nok modstand mod et sådant initiativ – så er det ikke nødvendigt af hensyn til økonomien at ophæve grænserne for mennesker.

Og så er det altså snarere et stykke listigt folkeforførelsesstrategi, når man fra elitens side lader al grænseophævelse indrullere under hovedbegrebet ”globalisering” og drager den forkerte slutning, at fordi folk, som de er flest, er imod ukontrolleret indvandring, er de også imod fri bevægelighed for varer.

Desværre hopper Tom Jensen på den limpind.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Samfundsforhold og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s