Menneskets oprindelse

Videnskab kan bruges til meget. I en kronik i Jyllands-Posten, se her, prøver professor Anders Klostergaard Petersen at bruge videnskaben om menneskets udvikling til at opfordre de borgerlige politikere til at være mere ordentlige, både i behandlingen og i omtalen af flygtninge.

Han har læst en bog af Joseph Henrich, det må vist være den, jeg også er i gang med: ”The Secret of Our Succes”. Her viser Henrich, at mennesket i sin redskabsbrug i modsætning til dyrene har en kumulativ kultur: man lærer efterhånden mere og mere, fordi man ophober den viden, forrige slægter havde tilegnet sig.

Det oversætter Klostergaard til en påstand om, at mennesket ikke blot er et legemligt væsen, det er også et åndeligt væsen, det har kumulativ kultur eller ånd.

Ikke et ondt ord om chimpanser, hedder det så

Som mennesker er vi imidlertid andet og mere: kultur og ånd. Det kræver rigtignok, at man forstår det og er villig til at kultivere det. Ellers vender vi kun alt for hurtigt tilbage til skoven.

Det er noget frygteligt vrøvl. Jovist, vi driller af og til hinanden med, at nu er der vist nogle abetendenser i os, der gør sig gældende. Men den slags tanker plejer jo at forblive på drilleplanet. Når de som her bliver taget alvorligt, må de anholdes.

Udviklingen går ikke baglæns. Det er komplet umuligt for mennesket at vende tilbage til skoven. Vi har fået denne kumulative kultur, den kan vi ikke sådan give fra os. Eller – sagt lidt tydeligere – vi har fået et sprog, og dette sprog er vor skæbne. I den grad er det vor skæbne, at vi aldrig kan slippe det, ja, det bliver skæbnesvangert, når vor selviskhed iklæder sig skønne sproglige utopier, der giver os lov til at slå andre ihjel. Så kommer vor ondskab til at overgå alt, hvad noget dyr kan præstere.

Mærkeligt nok omtaler Klostergaard næsten ikke sproget som noget, der er en del af vort udviklingspotentiale og derfor adskiller os fra dyrene. Det er mærkeligt, fordi han begynder med et Grundtvig-citat – at mennesket er ingen abekat – og man kunne formode, at han ikke blot kendte fortsættelsen:

bestemt til først at efterabe de andre Dyr, og siden sig selv til Verdens Ende, men han er en mageløs, underfuld Skabning, i hvem Guddommelige Kræfter skal kundgiøre, udvikle og klare sig giennem tusinde Slægter, som et Guddommeligt Experiment, der viser, hvordan Aand og Støv kan giennemtrænge hinanden, og forklares i en fælles guddommelig Bevidsthed”

men også vidste, at Grundtvig mener, at det, der adskiller os fra dyrene, netop er ”Ordet” eller altså sproget. Dét er det jo, der udvikler sig, dét er det, hvis kræfter klarer sig gennem slægterne, dét er det, der er Guds eksperiment med os og får legemlighed og åndelighed til at gennemtrænge hinanden.

Jeg er ikke kommet så langt i Henrichs bog, og jeg er lidt spændt på, hvor stor en rolle han vil tillægge sproget. Jeg var i sin tid meget optaget af de resultater, som Jane Goodall havde opnået ved at følge vilde chimpanser gennem en årrække, og jeg mente at måtte konkludere, at det netop var sproget, der gav mennesket, men altså ikke chimpansen, en kollektiv hukommelse, og derfor sproget, der gjorde fortidsmennesket bevidst om, at det skulle dø, se evt. her. I de fejder mellem chimpanseflokkene, som Goodall iagttog, ser man nok, at chimpanserne går bersærk, men ikke, at de slår ihjel, højst udøver de vold med døden til følge. Dette at slå ihjel synes at være en handling, der er forbeholdt mennesket i dets indbyrdes uoverensstemmelser.

Den viden om, hvordan man slår ihjel – en viden, som rovdyrene har instinktivt – kan vi ikke sådan lægge fra os. Så tilbage til skoven kommer vi aldrig.

Men kan vi mon ikke komme tilbage til det store menneskeslagteri, som de to verdenskrige medførte?

Vi håber det jo ikke. Men det er værd at lægge mærke til, at det i f.eks. Anden Verdenskrig ikke var mangel på kultur, der førte til menneskeslagteriet – nazisterne mente om sig selv, at det var dem, der var udtryk for fremtidens kultur. Og de fik jo af den grund utrolig mange tilhængere i Tyskland.

Lad mig også fremhæve en anden ting ved disse forfærdelige krige. Under Første Verdenskrig opdagede man, at soldaterne på begge sider af fronten havde udviklet advarselssystemer, så de kunne hjælpe hinanden til at undgå det værste blodbad. Ikke blot fandt de menige soldater sammen juleaften, de fandt også sammen mange steder langs fronten. Man kan sige med Habermas, at livsverdenen, som den menige soldat repræsenterede, her viste sig betydelig mere menneskelig end systemverdenen, som generalerne og politikerne repræsenterede.

Men altså: Klostergaard omtaler kulturen og det i modsætning til naturen:

Det er sansen for kulturens skrøbelighed og fællesskabets lette vej til opløsning og vold, som gør mig til liberal, socialkonservativ tænker. Kun en borgerlig tænkning har hidtil dokumenteret evne til at forstå kulturel skørhed og social erosion. Samme tænkning lægger derfor vægt på kulturel læring som modvægt til dyriskhed og narcissisme. Det er gennem kultur, vi holder aben stangen og fremelsker det sociale menneske, som evner at indgå i fællesskab med andre uden at forfalde til vold og selviskhed.

Som krigene har vist, er vi mennesker i dyriskhed langt værre end dyrene. Men vi skal altså som modvægt have en liberal, socialkonservativ tænkning, kun derved kan vi holde aben stangen.

Så citerer Klostergaard Goethe:

Ædel skal mennesket være, hjælpsom og god, for deri alene adskiller det sig fra alle andre væsener, vi kender, skrev Goethe. Det lød ikke: Ædelt er mennesket; men derimod ædelt skal det være. At fremelske det ædle i mennesket er kulturens opgave. Ordentlighed og respekt kommer ikke naturligt. Det kommer kulturligt. Det ved Angela Merkel, men har dagens danske borgerlige politikere den dannelse og indsigt?

Og indrømmet, det lyder jo smukt: at det er kulturens opgave at fremelske det ædle i mennesket. Men spørgsmålet er ikke, om det er smukt, men om det er sandt. Kan gerne være, at ordentlighed og respekt kommer ”kulturligt”, men er det af den grund noget, det ene menneske kan drive det andet til? Eller noget, en elite kan fremelske hos en befolkning?

Ja, det mener Klostergaard. Han vil være liberal, men lægger ikke mærke til, at han med sine forestillinger om, hvad politik går ud på, er alt andet end liberal.

Liberalisme går ud på at lade mennesker selv bestemme. Hvad de skal købe, hvilke film de vil se, hvor de vil bo, hvem de vil bo sammen med, hvor deres børn skal gå i skole osv., osv., alt det skal være familiens eller den enkeltes egen afgørelse. Og politikerne skal blande sig så lidt som muligt. Der skal ikke være nogen smagsdommere, der skal bestemme bogudvalget eller kulturudvalget at vælge imellem. Politikerne skal ikke søge at fremelske ordentlighed og respekt, det er jo noget, der ligger i folk selv, når de lever i et liberalt samfund.

Sådan set er det spørgsmål, Klostergaards kronik rejser, et alt for gammelt og alt for velkendt spørgsmål, nemlig spørgsmålet: Hvem skal vogte vogterne?

De borgerlige politikere, som Klostergaard henvender sig til, tænkes at skulle fremelske ordentlighed og respekt, for, siger Klostergaard, hvis mennesket er et kulturvæsen, skal denne kultur kultiveres. Og hvem skal gøre det? Hvor finder man en sikkerhed for det rigtige resultat, bestående af det ædle menneske?

Ja, i Sovjetunionen var det den ledende elite, der tog sig det arbejde på at fremelske den rette sovjetborger. I Nazityskland var det føreren, der med sine ideologer og mange hjælpere skulle opdrage folket. Og i EU er det – ja, rigtigt gættet – eliten i Bruxelles og dens medarbejdere rundt om i landene, der skal kultivere den almindelige borger. Og, siger altså Klostergaard, uden en sådan kultivering er vi snart tilbage ved abestadiet. Ak nej, vil jeg sige, tværtimod, hvis eliten, med eller uden Klostergaards påskyndelse, fortsætter med at ville kultivere os, så vi åbner landets døre for endnu flere uintegrérbare muslimer, så risikerer vi at ødelægge den naturlige tillid, der hersker mellem medlemmerne af ”den danske stamme”.

Klostergaard slutter med følgende svada:

Derfor er det svært ikke at forfalde til mismod, når man ser på aktuel borgerlig politik, internationalt og nationalt. Det første har jeg begrænset mulighed for at påvirke. Hvad angår det sidste, kan jeg appellere til landets borgerlige politikere. Tænk dog over, hvad I gør!

I tilsidesættelsen af Danmarks internationale forpligtelser som f.eks. udtrykt i afvisningen af kvoteflygtninge og i en eklatant mangel på ordentlighed i behandlingen og omtalen af flygtninge er I godt på vej til at reducere mennesket til abekat. I betoningen af det nationale på bekostning af det internationale fører I os tilbage til stammesamfundet. Dermed bidrager I til sammen med andre, som internationalt trækker på samme hammel, at øge risikoen for vold mellem nationer. Mennesket er hverken ædelt eller ordentligt; men det kan kultiveres i den retning. Det forudsætter imidlertid politikere, som forstår det og ved at handle derefter.

Det er politikerne, han henvender sig til, ikke den almindelige borger. Men besynderligt er det, at han ikke har lagt mærke til, at folk er ved at være godt trætte af at bliver behandlet som nogen, der skal kultiveres til at være ædle og ordentlige. Det er jo netop den holdning, som Klostergaard her udviser: den formynderiske holdning, der har fået de mange bevægelser, der vil bremse migrantstrømmen, til at få øget tilslutning.

Men altså: vi, der vil bremse indvandringen, kommer aldrig til at reducere mennesket til en abekat; vi betoner ikke det nationale på bekostning af det internationale, tværtimod ser vi det nationale som grundlag for alle internationale aftaler. Hvordan det skulle føre til vold mellem nationerne, er det mig umuligt at se. Derimod kan jeg se uønskede spændinger vokse frem i takt med det stigende antal indvandrere fra en fremmed kulturkreds, som vi af Klostergaards og ligesindedes iver efter at opdrage os til ædle mennesker tvinges til at modtage og leve sammen med. Det vil sige: efter min overbevisning er det en holdning, som den, Klostergaard indtager, der udgør en fare for vold, ikke mellem nationerne, men indenfor nationerne, og ikke den holdning, der vil bruge de mange penge, vi i dag bruger på integration, til at hjælpe forfulgte mennesker i nærområderne.

Det er et yderst overfladisk menneskesyn, der mener ud fra forestillinger om menneskets udvikling at kunne drage konklusioner om, hvad der er politisk klogt i dag.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Indvandringspolitik, Samfundsforhold og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s