Så fast en borg

Den fremmede Luther 11

Vi gør rigtig noget ud af Luther i Horsens Klosterkirke. Hver onsdag klokken 10.00 til 10.20 er der morgensang i kirken, og ved den lejlighed bruges der her i Luther-året som andagtsstykke en Luthertekst, som tænkes at være om ikke opbyggelig, så i det mindste oplysende.

Gad vidst, om Luther kommer til at hænge os ud af halsen, når vi når hen på efteråret og den rigtige fejring sætter ind, den, der knytter sig til den 31. oktober, dagen for teseopslagene! Nå, det er mig, der fik til opgave at fremskaffe de tekster, vi læser, og jeg har gjort mig umage – synes jeg da selv – med at få teksterne til at være så varierede som muligt, så det ikke kun er tung teologi eller from opbyggelighed, vi udsættes for, men også af og til udslag af Luthers humor og sjove iagttagelser.

Men det hænder, at vore udmærkede præster vil give Luther endnu en tand og derfor sætter en Luther-salme på programmet. Og ja, det tager vi da med, dem synger vi jo også en del af, når det ikke er Luther-år. I dag, den 15-2, skulle vi således synge ”Vor Gud, han er så fast en borg”. Og det er jo en kendt salme på en kendt melodi, så den synger vi glad og gerne med på.

Men efter læsningen, som afslutning på andagten, skulle vi så synge en salme på det samme versemål og med den samme melodi, digtet af én af vore nye salmedigtere, Iben Krogsdal. Jeg tror nok, at hun har sat sig for at digte en ny salme til hver af de gammelkendte Luther-salmer, jeg har i hvert fald stødt på hendes salme på melodien til ”Nu fryde sig hver kristen mand”.

Og det er da ikke, fordi jeg har noget imod denne idé. Og forleden, da det var ”Nu fryde sig hver kristen mand”, hun havde brugt, tænkte jeg ikke sådan over forskellen. Men i dag, hvor det var ”Vor Gud, han er så fast en borg”, forekom hendes salme, netop når man sang den sammen med Luthers original, utrolig bovlam. Jamen, hun kan da være en udmærket salmedigter, og hun har da også skrevet noget, som jeg egentlig har fundet ganske fortrinligt. Og det kan man muligvis også sige om denne salme, hvis det ikke var, fordi man lige inden havde sunget Luthers kraft-salme.

Jeg mener, her hører vi om djævle, der myldrer frem, her opereres der med den mulighed, at ”de tager vort liv, gods, ære, barn og viv”, her sættes vi tilbage til Luthers tid, hvor der så sandelig var krig og vold på mange fronter, fjender, der fra mange sider truede evangeliet, som Luther havde afdækket, papister og sværmere og kloge filosoffer, og alle fik de Luthers forhammer at smage. Han havde ingen fine fornemmelser, her ophørte al hensyntagen for det ene formål at få evangeliet til at fremstå klart og tydeligt. For det formål måtte de stærke midler tages i brug, djævelen kaldes ved navn, fejltagelser drages frem i lyset.

Og så føres vi med den nye salme op til vor tid, så tages det frem, som vi har fået ud af at være lutheranere igennem fem hundrede år, og hvad bliver det til? Det bliver hos Iben Krogsdal – som hos den største del af den øvrige kirke – til en kedelig afsløring af en blind plet, hvad kirkens opgave angår, det bliver til en beskæftigen sig med alt andet end det, der dog må være én af kirkens største opgaver i dag, nemlig at gøre rede for forholdet mellem kristendom og islam.

Den Luther, der satte livet ind for evangeliets skyld, han har fået efterkommere, der ikke vover at fastholde kristendommens sandhed overfor islams vildfarelser, men bøjer og skraber for islams repræsentanter, at de endelig ikke skal føle sig uvelkomne her i landet. Den Luther, der hævdede, at fyrsten skulle lader ”ånderne tørne sammen” og først gribe ind, hvis den ene part ville gribe til vold (se her), hans efterfølgere af i dag undviger på alle måder enhver åndelig kamp med islam, ikke blot inviterer man imamer med ind i kirken og lader dem fremsynge deres falske koran dèr, det forlyder endog – og det er netop kommet frem i dag – at man ved en specialgudstjeneste i Aarhus Domkirke vil lade en imam, godt nok en kvindelig imam, nemlig Sherin Khankan, prædike.

Luther? Nå ja, ham fejrer vi da på behørig vis, ham ærer vi skam med lange foredrag og kyndige oplæsninger, men når det kommer til forsvar for det kristne evangelium imod den muslimske trussel, så gemmer vi ham langt væk, så har han ikke noget at sige os, eller – værre endnu – så lader vi, som om de ligegyldigheder, vi hoster op med, er, hvad vor tid trænger til.

Jamen, hungrer vore menigheder da ikke efter at få et klart billede af, hvad kristendommen er i modsætning til islam? Er det ikke dèr, slaget skal stå? Er det ikke det, det drejer sig om? Er det ikke dèr, vi har vore dages udfordring, en udfordring, der fint holder mål med de udfordringer, Luther stod overfor, papismens og sværmernes udfordringer?

I hvert fald, jeg kunne ikke slippe disse overvejelser, og da jeg først havde fået den tanke ind i hovedet, at man da måtte kunne genskrive Luthers ”Vor Gud, han er så fast en borg” på en mere krasbørstig måde, end Iben Krogsdal har gjort det, blev tanken ved med at arbejde i mig, indtil nedenstående digt var skrevet.

Og når jeg nu bagefter læser det igennem, er det egentlig ikke så tosset. Jeg kalder fjenden ved hans rette navn, for det er Muhammed, der er fjenden, ikke nødvendigvis den enkelte muslim, kun for så vidt han har ladet sig besnære af Muhammed, og det er der jo nok mange, der har. Og jeg går ikke ind på folketingets dagsorden: hvad man kan tillade af prædikener i moskéerne, men holder mig til kirkens opgave, som er at opstille forskellen mellem loven og evangeliet så knivskarp, at både kristne og muslimer skulle kunne se, hvor stregen går mellem de to religioner. Men jeg fastholder også, at har folketinget besluttet, at vi skal tage imod så og så mange muslimer som indvandrere – hvilket vi som borgere gør klogt i at vende os imod – så er det kirkens forbandede pligt at tale imod koranens voldsopfordringer, ikke at lade, som om de ikke findes. Og endelig har jeg en bøn om, at den folkelige tillid må bevares, og de muslimer, som ved diverse regeringers misregering er kommet ind i landet, må gribes i det mindste så meget af denne tillid, at de arbejder med på den, hvilket ikke kan ske ved at forlange, at vi kristne skal bøje os for deres følelse af krænkethed, hver gang vi siger noget ondt om Muhammed, men kun kan ske ved, at de opgiver deres fornærmethed over vor omtale af deres profet, og ligeledes opgiver den deraf flydende vold.

Men her er digtet:

Nydigtning af ”Vor Gud, han er så fast en borg”! (15-2 2017)

Mel.: Vor Gud, han er så fast en borg…

1. O, Gud, Du er vort stærke skjold,

bag det vi vil opøve

et værn mod dem, der vil med vold

os al vor frihed røve.

Giv mod trods al vor frygt,

og giv os duers kløgt,

så slangers snildhed kan*)

os præge hver en mand,

at vi kan fjenden tvinge.

2. Din fjendes navn er Muhammed,

han vil os overliste,

men, stærke Gud, slå du ham ned,

at han os ej skal friste

at gå på kompromis

med lovens tyranni!

Bevar vort frie ord

trods truslerne om mord,

som lyder fra hans strube.

3. Giv styrke til med gæstfrihed

at tage mod hver fremmed,

som søger ly og voldsfrihed,

bli’r i vort folk indlemmed.

Og lær os vise dem,

at dette er vort hjem,

at fra koranens ord,

hvorpå så stærkt de tror,

hvert voldsord må udrives.

4. Den tillid, Du lod vokse frem,

som præger hele folket,

lad den omslutte nye hjem,

så alting bliver tolket

i lyset af Dit ord,

det ord, hvorpå vi tror,

at tale uden vold,

det er vort bedste skjold,

lad det beskærme alle!

*) Matt 10,16

Så mange var ordene!

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Luther og tagget . Bogmærk permalinket.

2 svar til Så fast en borg

  1. Pingback: Gudstjenesterester | ricardtriis

  2. Pingback: Blasfemi-udstilling | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s