Performative ord

Den fremmede Luther 12

Da jeg sidste efterår var i Det kongelige Teater for at se Shakespeares skuespil ”Romeo og Julie”, lagde jeg mærke til, at man i vielsesscenen, hvor frateren vier Romeo og Julie, havde undladt at bruge et rigtigt vielsesritual. Man lod frateren føre de tos hænder sammen, man lod ham lægge sine hænder på deres hoveder, mens de knælede ned, men man undlod tilspørgslen, det med ”vil du elske og ære … indtil døden skiller jer ad?” Og de to svarede da heller ikke ja til noget.

Det er vist nok noget, instruktøren har fra Shakespeare, men hvad enten denne ”skuespilsvielse” er hans eller instruktørens ”opfindelse”, der er det rigtige ved den, at man på den måde respekterer, at kirken og teatret har hver sin genre. I kirkens vielse sker der noget, to mennesker bliver bundet med kærlighedens bånd til hinanden for livet. Man siger, at de ord, hvormed præsten erklærer de to for ægtefolk at være, har performativ kraft, de gennemfører det, de siger, eller i og med, at ordene udtales, sker det, de handler om.

Og der er det rigtige ved teatrets tilbageholdenhed overfor vielsen, at man ikke sådan kan bruge de performative ord, uden at den performative kraft følger med. Og det er jo ikke meningen i en teaterforestilling. Her er det hele netop teater, og her har det hele sin styrke i ikke at være virkelighed, men ”kun” teater.

Når jeg kom i tanker om denne iagttagelse, skyldtes det, at det forekommer mig, at man i Aarhus har glemt denne forskel på kirken og teatret. Aarhus domkirke og teatret Svalegangen har i fællesskab lavet et projekt, som de kalder ”Befri gudstjenesten”, se Kristeligt Dagblads interview med domprovst Poul Henning Bartholin om sagen her. Man har lagt beslag på kirken fra den 18. til den 25. februar. De ordinære gudstjenester foregår i mødesalen i skt. Clemens gård, se her. Det er sikkert også hyggeligt.

Og man har fået en række kendte og mindre kendte personligheder til at prædike, heriblandt den nye kvindelige imam Sherin Khankan. Især hendes navn på listen har fremkaldt reaktioner. Og det er ikke mindst det forhold, der er genstand for interview’et med Bartholin.

Bartholin prøver at klare frisag overfor det mærkelige forhold, at en imam skal prædike ved en kristen gudstjeneste, gennem to sproglige manøvrer. 1) Han hævder, at der ikke er tale om en gudstjeneste, men om en forestilling. 2) Han hævder, at der ikke er tale om en prædiken, men om en verdslig tale. Så er den hjemme. Alting er i orden. Det er os andre, inklusive Kristeligt Dagblad, der har misforstået det hele.

Og man må da indrømme ham, at dette med, at det er en forestilling, understøttes af det faktum, at man skal betale 50 kr for en billet. Noget sådant har man dog ikke nogensinde krævet ved en gudstjeneste.

Men interview’eren er ikke helt tilfreds. Han spørger videre:

Hvorfor har I hyret en uddannet præst og ikke en skuespiller til præsterollen, hvis det drejer sig om en forestilling og ikke en gudstjeneste?

Fordi det kan tilføre noget, at det er en rigtig præst. Det er vigtigt, at personen, der spiller præst, har en dyb forståelse af, hvad sådan en gør under en gudstjeneste. Det er vigtigt at have den teologiske refleksion med under forestillingens tilblivelse.

Sognepræst Christina Laursen, der skal spille præst, sagde for en uges tid siden til Kristeligt Dagblad, at hun ville undlade at pege på Kristus og i stedet pege på fællesskab og kærlighed. Ville det være i orden for en præst at sige, hvis ikke det drejede sig om en forestilling?

For mig at se kan man ikke pege på fællesskab og kærlighed uden at pege på Kristus. Jeg ved ikke, om Christina Laursen er citeret korrekt, men jeg er sikker på, at hun er enig i, at de to ting hænger sammen.

Ærlig talt, jeg tror ikke, jeg køber den argumentation. Hvis man da i det hele taget kan tale om en argumentation. Projektet hedder ”befri gudstjenesten”, men den skal altså alligevel ikke befris eller nytænkes mere, end at præsten skal have en dyb forståelse af, hvad en præst gør under en gudstjeneste. Det vil sige: ”plejer” spiller også her, hvor det ellers drejer sig om nytænkning, en enorm rolle. Og der er vist heller ikke megen nytænkning i at sige, at man, når man peger på fælleskab og kærlighed, også peger på Kristus. Det er de gammelkendte fraser om igen. For hvem er Kristus i denne sammenhæng? Hvem er han for den moderne tilhører, som man vil have fat på? Og vigtigst af alt: Kan man i grunden ikke godt undvære ham? Og er det ikke den egentlige grund til, at Christina Laursen har undladt at pege på ham?

Man kunne indvende, at nytænkningen ikke skulle drejer sig om, hvad teaterfolk mener og tror, men om, hvad teologer ved en ny gennemtænkning af de teologiske påstande kunne komme op med.

Så bliver Bartholin spurgt om, hvorvidt der er tale om en udtyndet kristendom, og han svarer:

Nej, forestillingen peger i høj grad på, hvad der er bærende i en luthersk gudstjeneste, nemlig at Gud i Kristus tjener mennesker.

Og her kommer så én af de teologiske floskler, som vist mangler teologisk underbygning: at Gud i Kristus tjener mennesker. Og det er måske dèr, vi har hele problemet med projektet: man har et teologisk diktum: at Gud i Kristus tjener mennesker, men man véd ikke rigtig, hvordan man skal få det ud til folket. Derfor hidkalder man teaterfolk, derfor får vi et stort misk-mask af teater, sekulær tale, diskussion?, og alle de andre ting, som skal give fylde, men vist bare afslører tomhed. Eller afslører, at sætningen ”at Gud i Kristus tjener mennesker” ikke er tænkt igennem, ikke har fået fodfæste i dagliglivet, men forbliver i de høje teologiske luftlag.

Måske man også – ihukommende mit forrige indlæg – kunne få den tanke, at folkekirken er som en supertanker: nu har den igennem de sidste to hundrede år haft ateismen som fjende, så kan den ikke pludselig se islam som den størrelse, der skal gøres op med. Men er ateismen længer den egentlige fjende? Har ikke mange mennesker, netop fordi de ser de stærkt troende muslimer ikke være det mindste forlegne ved at vise deres tro, spurgt sig selv og hinanden: hvad tror vi egentlig på? Hvad er egentlig vor tros grundlag? Og er det her ikke for lidt at sige, at Gud i Kristus tjener mennesker? Var det ikke en idé, om man forlod det poppede – som jo ærlig talt er prøvet mange gange før – og i stedet for diverse kulturpersonligheder satte nogle teologer til at gøre det, som de vel må forventes at have fået uddannelse til, nemlig at prædike?

Men nu skriver vi jo 2017, og nu er dette år jo forlængst gjort til Luther-år, og intet arrangement vil derfor undvære en henvisning til Luther, heller ikke projekt ”befri gudstjenesten”. Jeg vil derfor tillade mig at gå lidt videre i de genre-overvejelser, jeg gjorde mig i begyndelsen, og henvise til en prædiken af Luther over ”elsk jeres fjender”. Her beskriver han en kristen som et menneske, der slet ikke kender til noget had eller fjendskab med nogen, og spørger så:

Så rejser sig nu det spørgsmål: Hvad skal man nu sige til det, at man ofte i skriften læser, at selv hellige personer har forbandet deres fjender, også Kristus selv og hans apostle? Betyder det at elske og velsigne sine fjender? Eller, hvordan kan jeg elske paven, som jeg daglig skælder ud på og forbander, og det med rette? (Se her).

Han svarer selv lige efter:

Jeg svarer så enfoldigt, jeg kan: Jeg har ofte sagt, at prædikeembedet ikke er vores embede, men Guds. Men hvad der hører Gud til, det er ikke noget, vi gør, det gør han selv gennem ordet og embedet, og det er hans egen gave og virksomhed. Nu står der skrevet i Joh 16,8, om Helligåndens embede og gerning, at han skal overbevise verden; men hvis han skal overbevise den, så kan han ikke hykle overfor den, eller kaldes nådejunker og sige, hvad den gerne vil høre. Nej, så må han skælde ud på den og overfuse den med ondt; sådan som Kristus skriger vé over farisæerne.

Ikke sandt, det var alligevel meget. Prædiken er Guds ord, ikke vores. Selv om det er os, der tænker os om, formulerer alle ordene, skriver dem ned, måske lærer dem udenad, så vi kan fremføre dem naturligt og ligefremt, embedet er Guds, det er Helligåndens gerning, der udøves fra prædikestolen.

Hvad er det dog for noget at sige? Hvordan hænger det sammen?

Ja, det hænger måske sammen med, at prædikenen tænkes at have performativ virkning. Og at den tænkes at have en sådan virkning, viser sig i, at den står alene; den tænkes ikke i gudstjenestelig sammenhæng at skulle diskuteres, eller at lægge op til debat.

Hvad skal den så?

Den skal sige mennesker det, de ikke kan sige sig selv.

Det er f.eks. ikke umiddelbart indlysende, at de menneskelige fællesskaber bygger på noget, der overtrumfer retfærdigheden. Men hører vi lignelsen om de to sønner, Luk 15,11-32, så kan vi jo nok sætte os ind i den følelse af at være blevet uretfærdigt behandlet, som præger den ældste søn: ”mig, som har tjent dig trofast, har du aldrig givet et kid”. Men gennem faderens udsagn om, at ”vi nu burde glæde og fryde os, fordi din bror lever”, bliver broderen udsat for et performativt udsagn, der tilsigter at ændre ham, og det samme udsagn tænkes jo at ramme os, når vi hører fortællingen, hvad enten det nu sker gennem en prædiken eller på anden måde: vil vi i vor dagligdag lade retfærdighedsforestillinger overskygge alt andet, også broderkærligheden?

Hykleri er jo også noget, man godt kan gribes af. Og vi véd det vel fra os selv, at er vi grebet af hykleri, så véd vi det ikke selv. Der tiltrænges altså en afsløring udefra. Og dette udefra kan være fra en prædiken. Men vi må jo nok indrømme, at det i vore dage også kan komme fra film og romaner, fra skuespil og debatartikler, for vi i den vestlige verden er alle mere eller mindre påvirkede af Jesu afsløring af farisæismen. Mange af hans ord er gået hen og blevet en slags ordsprog for os, som vi forholdsvis ubevidst søger at rette ind efter.

Derfor kan det godt give en vis mening af og til at lade filmfolk, kendte debattører eller forfattere få adgang til prædikestolen og give deres besyv med, hvad angår udlægningen af dagens tekst. Også det kan føre til den forvandling i sindet hos tilhørerne, som en prædiken skal sigte på. Det er prøvet i adskillige kirker, uden at det har givet anledning til den store kritik. Det hænger vel også sammen med, at disse kulturpersonligheder nok ikke ville påtage sig opgaven, hvis de var erklærede ateister, der så negativt på alt det, der hører kirken til.

Og nu har man så i Aarhus inviteret en muslim til at tale fra domkirkens prædikestol. Kan det ikke være lige så tilladeligt som at lade enhver anden kulturpersonlighed tale?

Læg mærke til det modsigelsesfyldte i Poul Henning Bartholins forsøg på at forsvare invitationen:

Poul Henning Bartholin, du mener, at en imam kan prædike i Aarhus Domkirke på søndag, fordi det er en forestilling og ikke en gudstjeneste. Hvorfor er det en vigtig skelnen i dette tilfælde?

Sherin Khankan skal ikke prædike. Det står der ganske vist på hjemmesiden, men det drejer sig om en verdslig tale, et oplæg om et aktuelt emne. Når vi laver en forestilling om en gudstjeneste, spiller vi også gudstjeneste. Derfor kalder vi talen en prædiken, selvom det i virkeligheden ikke er evangelisk forkyndelse i den forstand.

Sherin Khankan er indbudt som en person, der siger noget om fællesskab. Hendes tale vil bagefter få modsvar fra forestillingens præst, som vil bruge evangeliet som afsæt til at tale om fællesskab. Projektet er her ikke at række ud efter islam og dialog, men simpelthen at drøfte det med hende, fordi hun er samfundsdebattør.

Tag bare den sidste sætning! Man vil ikke række ud efter islam i en dialog, men vil alligevel ”drøfte” fællesskab med Khankan. Jamen, at ”drøfte” er det ikke det samme som ”at gå i dialog med”?

Og man spørger sig selv, om mon hendes ”tale” på søndag skal stå uimodsagt i ”forestillingen”, eller den allerede ved den samme ”forestilling” skal have et modsvar fra ”forestillingens præst”. Og man spørger også sig selv, om et sådant modsvar, hvis det altså hører med til ”forestillingen” nu på søndag, også skal forekomme som korrektion eller modindlæg til de andre prædikanter eller foredragsholdere. Hvis det er tilfældet, så behandler man dem anderledes, end man andre steder har behandlet tilsvarende kulturpersonligheder, og så går man også bort fra den forestilling om prædikenen, at den skal være performativ, eller at den skal fremkalde en ændring i tilhørernes holdninger. Og så går man da vist også bort fra det programpunkt, der er sat op for hele miskmasket: at man vil ”befri gudstjenesten”. Nå ja, hvis meningen er, at man vil befri den for enhver påvirkningsmulighed, så er det måske rigtig nok. Men ”befri” betyder vel her: vikle den ud af alle de gamle fraser, så der virkelig kan ”ske noget”, altså ske noget med de mennesker, der har betalt helte 50 kr for at være med.

Men tilbage til Sherin Khankan. Spørgsmålet er: Kan hun ikke være lige så god som enhver anden kulturpersonlighed? Kan hun ikke lige så godt som enhver anden udstille vores farisæisme og gøre den afskyelig for os?

Svaret er nej.

Og svaret er nej, fordi hun tilhører en religion, der om nogen har taget farisæernes holdning til sig. Hun tilhører en religion, der har regler for alting, der opdeler dagligdagens handlinger i ”halal” og ”haram”, tilladt og forbudt, og derfor som udgangspunkt går imod det, der er gudstjenestens hovedformål: at skabe forvandling bort fra lovtrældom hen til evangelisk ligefremhed. Skal det lykkes for hende, skal det ske ved et meget stort slumpetræf, som vel ikke er umuligt, men som dog er langt mere sandsynligt hos de andre kulturpersonligheder.

Luther er god til at illustrere, hvad det går ud på. Han har i sin romerbrevsforelæsning fra 1515 skrevet følgende:

Den fjerde trældom er den åndelige, men onde trældom. Den kæmper apostelen imod af alle kræfter til bedste for de kristne. Den består i at være underlagt loven og dens byrder, altså, at tro, at for de kristne er der brug for ydre lovgerninger til frelse. For de, der er vise på den måde og tror på det, forbliver trælle og bliver aldrig frelst. For de træller under loven og loven hersker over dem på grund af deres tåbelige tro og samvittighed. Sådan er alle de mennesker, som vil frelses gennem noget andet end tro på Kristus, de ser med stor bekymring på, hvordan de kan gøre fyldest for loven med dens mange gerninger og lovbestemmelser. Men disse gerninger har apostelen og de åndelige ganske vist også gjort og gør dem stadigvæk, men ikke, fordi de bør gøres, men fordi de vil det; ikke fordi de er nødvendige, men fordi de er tilladte. Men disse hyklere binder sig således ind i dem, at de gør dem nødvendigt, og derfor gør dem, fordi de af nødvendighed bør gøre dem, ikke fordi de vil gøre dem, sådan som de dog selv synes. Og denne trældom er i vore dage vidt udbredt. Se romer11#74.

(Romerbrevsforelæsningen er under udbygning. Man kan derfor ikke se den lidt større sammenhæng, citatet her står i; men jeg håber, det kommer sådan lidt hen ad vejen).

Muslimerne er, så vidt jeg kan se, ”mennesker, der vil frelses gennem noget andet end tro på Kristus”, og ”de ser med stor bekymring på, hvordan de kan gøre fyldest for loven”. Og når de ikke vil vide af den frihed, som troen på Kristus giver, så gør de deres gode gerninger, ikke som frie gerninger, som de egentlig selv synes, det er passende at gøre, men som gerninger, de nødvendigvis må gøre, fordi de er påbudte gerninger.

Hvis Sherin Khankan deler dette – forkerte – syn på, hvad gode gerninger er, hvordan kan hun så være med til i en gudstjeneste eller en ”forestilling”, der skal ”befri gudstjenesten”, være med til at nedbryde al lovtrældom? Det lader sig ikke gøre.

Og så er der blot tilbage at håbe på, at hun på søndag i den samme seance bliver mødt med passende modargumenter af ”forestillingens” præst. Men man kan nu godt frygte, at man selv her i Luther-året får den sædvanlige gang snik-snak, når det drejer sig om dialog med muslimer, og ikke mødes af hans karske tale.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam versus kristendom, Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s