Bondeoprøret

Den fremmede Luther 13

Så skal man til det igen!

I ”Eksistensens” serie af små bøger i anledning af Lutheråret er der nu udkommet en bog af professor Carsten Selch Jensen: ”Hvorfor slår vi ihjel? Om reformationen og krigen”. Og meningen er sikkert god nok. Den omfattende viden hos forfatteren sikkert stor nok. Og det er da også muligt, at en bog af en videnskabsmand skal være præget af et gennemgående ”på den ene side/på den anden side”. Og havde Selch Jensen så endda taget den hele Luther med, så kunne man på en måde bedre affinde sig med denne superneutrale indstilling. Men når han ser bort fra en meget væsentlig ting ved Luthers teologi, nemlig hans martyrvillighed og hans tilsvarende forventning til andre kristne om en tilsvarende villighed til at sætte livet ind for troen, så bliver det altså så som så med hans gengivelse af Luthers tanker.

Eller jeg kan også sige, at så lytter han ikke til Luther. Og vil man udgive bøger om Luther, og vil man søge at indkredse, hvor vi eventuelt kan bruge ham idag, så er den første betingelse vel, at man lytter til, hvad han rent faktisk siger. Men enten har Selch Jensen kun læst sekundær litteratur om Luther – hvad jeg dog tvivler på – eller også har han læst Luther med de samme briller på, som megen sekundær litteratur om Luther bruger; trængt ind til kernen i hans syn på samfundet og på den kristne i samfundet har han ikke.

Og det er en skam. Det kunne han godt have fået plads til på de 37 sider, han har fået stillet til rådighed. Af de 11 kapitler er det kun kapitel 6 og 7, der direkte omhandler Luther. Og det bliver kun til en ret sporadisk omtale af ”Om den verdslige øvrighed” fra 1523, et par bemærkninger om bondeoprøret i 1525 og en hurtig gennemgang af ”Om soldater også kan have Guds nåde” fra 1526. Indledningen indtil kapitel 6 omhandler urkirkens og oldkirkens holdning til staten og de etiske problemer ved krigen, efterskriften fra kapitel 8 udviklingen gennem de senere århundreder.

Bogen som helhed præges af, at Selch Jensen ikke rigtig kan blive enig med sig selv om, hvorvidt han er pacifist eller tilhænger af den retfærdige krig. Og ærlig talt, så siger man til sig selv, at den skinbarlige Luther selv, uden professorale fortolkninger, dog er langt klarere og langt kraftigere i sine argumenter end alle disse fortolkere, der skal forsvare Luther, så han bliver spiselig for en ømfindtlig nutid.

Men nu til et par udeladelsessynder, som er ret væsentlige.

Selch Jenssen omtaler både ”Om den verdslige øvrighed” og ”Om soldater også kan have Guds nåde”. Men den ikke uvæsentlige undtagelse fra en underordnets lydighedspligt, som omtales i begge disse bøger, tager Selch Jensen ikke med. Jeg citerer fra det sidstnævnte skrift, hvor Luther skriver:

Et andet spørgsmål: Hvad hvis min herre fører denne krig med urette? Svar: Hvis du ved med sikkerhed, at han har uret, så skal du frygte og adlyde Gud mere end mennesker (Apg 5,29) og ikke gøre krigstjeneste; for da kan du ikke have nogen god samvittighed over for Gud. Ja, siger du, men min herre tvinger mig, fratager mig mit len, giver mig ikke mine penge, min løn og betaling. Desuden ville folk håne mig og skælde mig ud som kujon, ja, en forræder, der svigter sin herre i nøden. Svar: Den risiko må du tage og for Guds skyld lade det gå tabt, som går tabt. Han kan sagtens give dig det hundrede gange igen, sådan som han lover i evangeliet: Den, der forlader hus, hjem, kone og ejendom for min skyld, skal få det hundrede gange igen. Man må jo også regne med denne risiko på alle andre områder, hvor øvrigheden tvinger en til at øve uret. Men når Gud vil have en til at forlade selv far og mor for hans skyld, så må man rigtignok også forlade sin herre for hans skyld. Men hvis du ikke ved eller kan få at vide, om din herre handler uretfærdigt, skal du ikke slå af på det sikre lydighedskrav på grund af det usikre retsspørgsmål, men efter kærlighedens målestok tro det bedste om din herre. (Se her).

Jo, jo, jeg forstår godt, at den, der som Selch Jensen er tilbøjelig til at kaste al den besværlige tale om retfærdig krig overbord, fordi de er lige ved at have besluttet sig for, at det ikke har noget at sige i den virkelige virkelighed, lader hånt om Luthers opfordring til ikke at adlyde i dette tilfælde. Men Luther selv tog ikke let på dette med den retfærdige krig.

Da der således i 1528 gik rygter om, at de katolske fyrster ville foretaget et angreb mod protestanterne, og man af den grund fra protestantisk side overvejede, om man ikke skulle starte en præventivkrig for at opnå de fordele, det giver at kunne bestemme tid og sted for angrebet, bad man Luther om råd. Og selv om rygterne ret hurtigt viste sig ikke at tale sandt, nåede Luther at afgive sit votum. Det gik ud på, at ”den, der angriber, har uret”, også selv om der er stærke indicier på, at modparten vil angribe. Og Luther troede dengang, som de fleste andre, på rygterne.

Der er også dem, der slår på, at Luther både her og i skriftet om øvrigheden, se her, fragår kravet om lydighedsnægtelse, hvis det ikke er muligt med sikkerhed af afgøre, om der er tale om en forsvars- eller angrebskrig. Og det er måske ud fra sådanne tanker, at man ser sit forud indtagne standpunkt bekræftet: at alt dette med angrebs- eller forsvarskrig er noget uldent noget, som man ikke kan bygge på i den virkelige verden. I så fald må man dog lige lytte med til, hvad Luther skriver til soldaterne i de to hære, der i 1542 ligger overfor hinanden ved den lille by Wurzen.

Først opfordrer han fyrsterne til at søge forhandling. Men skulle det ske, at én af dem bliver angrebet, så vil han fra Wittenberg lyse Guds velsignelse over den angrebne part, at den med god samvittighed kan slås det bedste, den har lært, og det, hvad enten det er hans egen fyrste eller modparten, der angriber. Men om den angribende part hedder det:

Men den anden hævngerrige, ufredelige hob forkynder jeg hermed, at de skal vide det, så de ikke kan undskylde sig på den yderste dag, på dommedagen, at de har lyst sig selv i band og er trængt ind i Guds hævn, og hvis de omkommer i krigen, må de være evig fordømte på legeme og sjæl. For de fører ikke alene krig uden tro, men de bringer også i den verdslige ret en dårlig samvittighed med ind i slaget. Og jeg tilråder også troligt, at den, der fører krig under en sådan ufredelig fyrste, han skal løbe alt, hvad han kan, bort fra krigen, han skal redde sin sjæl, og lade sin hævngerrige, vanvittige fyrste alene, så han kan føre krig med dem, der vil fare til djævelen med ham. For ingen er tvunget til, ja det er snarere forbudt ham, at være lydig mod en fyrste eller en herre, eller at holde en ed, når det er til fordømmelse for hans sjæl, det vil sige, når det er imod Gud og imod retten. (Se her).

Man skulle jo heller ikke synes, at det er så svært for soldaterne at opdage, om det er dem eller fjenden, der overskrider grænsen. Så helt galt afmarcheret er Luther nu ikke.

Men ak, Selch Jensen er ikke den eneste, der ser stort på denne undtagelse. Det gjorde man også i den Lutheropfattelse, man havde i Tyskland før Anden Verdenskrig. Om det skyldtes, at man ikke havde læst Luthers originale tekster, eller det skyldtes, at man mente, det var for naivt, hvad han sagde, får stå hen. Men den tyske Hauptpastor W. Görnandt, der virkede ved den tyske kirke i København, skrev i Deutsche Nachrichten, den avis, der udkom i de tyske flygtningelejre her i landet fra 1945-1949:

Af den grund, mener Luther, må menneskene indordne sig under lovens tvang, og de har ingen ret til oprør og modstand. Men også denne underordnelsespligt har en tydelig grænse: hvis de “overordnede” forlanger noget, der klart går imod Guds vilje, så skal de ikke adlydes; ja, Luther går endog så vidt, at han opstiller en ret til at nægte krigstjeneste for dem, som er fast overbevist om den pågældende krigs uretmæssighed. Man kan jo prøve at forestille sig, hvilken håndgribelig aktuel betydning dette råd fra Luthers side ville have kunnet få i de foregående år, hvis man blot havde rettet sig efter det. Se her.

Her er altså én, der har læst på lektien. Og han har jo ret. Hvis den del af Luthers tankeverden var gået ind i generalernes bevidsthed, og de havde vovet at rette sig efter ordene, var krigen aldrig begyndt. For de kunne jo alle se, at angrebet på Polen netop var et angreb.

Men uha! Noget sådant kan man da ikke forlange af generaler. Hitler kunne jo finde på at henrette dem for det. Vi forstår jo alle så udmærket, at man føler sig tvunget til at adlyde ordre, for vi har omhyggeligt siet al martyrvillighed ud af Luthers teologi. Det gør det hele meget nemmere.

Forøvrigt ligger der også det forhold gemt i Luthers krav til fyrsten om kun at føre forsvarskrig, at legitimitetsspørgsmålet på den måde kommer frem i lyset, og altså kommer frem som noget, der vedrører også den menige soldat.

Det var noget, Churchill havde blik for. Han sagde i én af sine taler i begyndelsen af krigen, at man godt kunne beklage, at det tog så lang tid at blive klar over, hvem Hitler egentlig var, hvor lidt man kunne stole på hans ord. Men på den anden side, føjede han til, har disse begivenheder med Hitlers brudte løfter gjort det soleklart for vore soldater, hvad det er, de kæmper imod.

Det var den ene undladelsessynd: man må virkelig huske at få den tanke med hos Luther, at lydighedspligten overfor fyrsten har sine undtagelser. Så til den anden.

Den er også ganske almindelig blandt lutherforskere og historikere i al almindelighed. Man gør normalt det, når man skal omtale bondeoprøret (ikke ”bondekrigen”, som Selch Jensen også skriver), at man kaster sig ud i et forsvar eller angreb mod Luther, som i sit andet skrift om oprøret hævder, at bønderne skal ”slås ned som gale hunde”. Det gør dog Selch Jensen ikke uden videre. Han skriver:

I første omgang opfordrede han [dvs. Luther, rr] til, at man straks standsede krigshandlingerne og i stedet søgte at forhandle sig frem til en løsning på de sociale problemer som bønderne pegede på. Da han ved selvsyn så, hvilke myrderier og ødelæggelser bondehærene havde forårsaget ændrede hans syn på konflikten sig dog radikalt. Hvor han i første omgang havde formuleret sig om en mulig fredelig afgørelse på oprørene i skriftet »En fredsappel i anledning af de schwabiske bønders tolv artikler« (Ermahnung zum Frieden auf die zwölf Artikel der Bauernschaft in Schwaben) fra 1525, så blev tonen en ganske anden i det korte tillæg, som han efterfølgende føjede til fredsappellen, »Imod bøndernes røver- og morderbander« (Wider die raüberischen und mörderischen Rotten der Bauern). Heri opfordrede han kompromisløst øvrigheden til at slå oprørene ned: »Derfor, kære herrer, befri nu, red nu! Forbarm jer over de arme mennesker! Stød, hug, dræb nu, hvem der kan!« (Side 20-21).

Men hvorfor så let springe hans forhandlingsforslag over? Er det dog ikke mærkeligt, at han, der anser bøndernes oprør som ikke blot et oprør mod deres jordiske herrer, men også som et oprør mod Gud, i det hele taget råder til at forsøge sig med forhandling? Er man ikke nødt til af den grund at se med lidt mildere øjne på hans råd om nedkæmpelse af bønderne, selv om disse øjne typisk er nutidsøjne?

Det mærkelige ligger allerede i hans fredsappel. Her retter han sit skyts først mod fyrsterne, se her, og siden mod bønderne, se her. Men han begynder med at hæfte sig ved artikel 12 i de artikler, som bønderne havde udsendt, se her. Her tilbyder de sig til at modtage bedre undervisning i den hellige skrift. Og det er nok til at få Luther til at skyde alle tanker om øjeblikkelig straf for oprør mod øvrigheden til side og opfordre til forhandling. Ja, mere end det! Det får ham til selv at begive sig ind i stridens øje og gennem en række prædikener prøve at give bønderne det, de bad om: bedre undervisning i den hellige skrift.

Men den undervisning ser helt anderledes ud, end vi forestiller os. Vi er tilbøjelige til at bruge kristendommen som et ekstra lag ovenpå den naturlige etik. Det gælder min gamle lærer på Københavns Universitet, N. H. Søe, som i sin ”Kristelig Etik” forsøger at få ordet om at vende den anden kind til til at harmonere med den strafmulighed, øvrigheden synes at måtte have. Og det gælder såmænd også Selch Jensen, som søger at få Luther anbragt imellem Machiavelli og pacifisten Erasmus af Rotterdam: hvilken etik kan man uddrage af Luthers toregimentelære?

Men Luther vil ikke aflevere nogen kristelig etik. Og hvis han vil, er den i hvert fald meget ekstrem og gælder kun for den kristne som enkeltperson. Og som sådanne prædiker han for bønderne. De skal finde sig i al undertrykkelse og udpining fra fyrstens side. De skal på enhver måde underordne sig øvrigheden, også den uretfærdige øvrighed, også den direkte tyranniske øvrighed. Så når de tror, at de kan bruge evangeliet til at få understøttelse for deres iøvrigt rimelige krav, så tager de gruelig fejl.

Derfor skal de give afkald på at kæmpe under kristennavnet og vide, at de kæmper som hedninger imod øvrigheden.

Derfor skal og må nu jeres titel og navn være det, at I er mennesker, der kæmper af den grund, at I ikke vil eller skal lide uret og ondt, sådan som det er naturligt. Det navn skal I tage på jer, og lade Kristi navn i fred. For det er også jeres gerninger, sådan handler I også. Men vil I ikke føre det navn, men beholde det kristelige navn: velan, så kan jeg ikke forstå sagen anderledes, end at den gælder mig, og så må jeg regne jer for fjender, som vil hindre og bekæmpe mit evangelium, mere end pave og kejser hidtil har gjort det, fordi I under evangeliets navn farer frem og handler imod evangeliet. Så vil også jeg omvendt ikke skjule for jer, hvad jeg vil gøre i den anledning. Jeg vil henføre sagen for Gud, jeg vil med Guds nåde vove min hals og trøstigt forlade mig på ham, som jeg har gjort indtil nu imod pave og kejser, og bede for jer, at I må blive oplyste, bede om, at han vil stå jeres forehavende imod, så han ikke lader det lykkes. Se her.

Vi i vore dage vil jo nok sige, at Luther da er en sær snegl. I sin henvendelse til fyrsterne siger han, at oprøret er deres skyld og opfordrer dem til at være imødekommende. Og i sin henvendelse til bønderne siger han også, at de krav, de kommer med, er rimelige, men til dem hedder det, at de ikke skal bruge vold eller oprør for at få dem gennemført, ja, de skal være villige til at finde sig i al uret fra øvrighedens side. Sådan kan man da ikke tale til mennesker, siger vi. For vi viger tilbage fra Luthers martyrvillighed; den tager vi ikke med ind i vor forståelse af hans teologi. Men ikke desto mindre har han den. Og ikke desto mindre forventer han af de kristne, der følger hans lære, at også de er villig til at tage martyriet på sig.

Og selv er han det også. Ikke blot i Worms, men også her overfor bondeskarerne. Han siger her, at han ”med Guds nåde vil vove sin hals”, og Julius Köstlin, en tysk professor, der i slutningen af 1800-tallet skrev en omfangsrig Luther-biografi, prøver ud fra samtidige breve og senere oplysninger at stykke hans rejse ind i bondeoprøret sammen, hvilket er ret svært. Men han hævder dog, at Luther gik imod bønderne med en række prædikener, se her, selv om han må indrømme med en samtidigs brev til kurfyrsten, at ”Dr Luther ikke kan dæmme op for et sådant oprør”. De ville hellere lytte til Thomas Münzer. Hans breve udgav Luther den 12. maj 1525, se her.

Når Selch Jensen skriver, at det, der fik Luther til at ændre holdning til oprøret, var, at han ved selvsyn så bondehærenes ødelæggelser, kunne man få den tanke, at det kun var en sådan ydre ting, der bevirkede, at Luther anbefalede, at bondeoprøret skulle slås ned. Det var det ikke. Det, der fik ham på andre tanker, var, at han på sin prædikenrejse ind i oprørsland mødte en total afvisning af evangeliet, sådan som han læste det i bibelen.

Og læg mærke til det: Når vi synes, det er noget mærkeligt noget, som ikke er værd at nævne, skyldes det ikke blot, at vi har svært ved at kapere Luthers martyrvillighed, det skyldes også, at vi ud fra det, vi har oplevet i mellemtiden – jeg tænker på alle de oprør, der er lykkedes, og som har ført til en ændret styreform, omend af og til til et decideret diktatur – har fået den opfattelse, at vore samfund består af ynkværdige og gode mennesker på bunden, som desværre underkues af onde mennesker i samfundets top. Vi betragter næsten pr. automatik samfundets laveste klasser som gode mennesker. Denne opfattelse fører vi over på bønderne på Luthers tid: de var stakkels undertrykte mennesker, der desværre var nødt til at gribe til vold for at blive hørt. At de har været undertrykte, er jo rigtigt nok. Det giver Luther os ret i. Blot må vi gøre os klart, at de har ladet sig vildføre af sværmeriske prædikanter som Thomas Münzer, og at det har ført til, at de optræder med en vildskab uden lige. Münzers hårde ord, se f.eks. her, er mindst lige så hårde som Luthers ”slå dem ned som gale hunde”.

Men altså: Luthers hårde ord kunne for så vidt godt tages som udtryk for hans toregimentelære. Men inden vi forarges over det, skal vi lige bringes til at forundres over, at han faktisk opfordrede til forhandling først, selv om det sådan set går imod en kras forståelse af toregimentelæren.

Hvis vi til sidst skal stille det sædvanlige lærerspørgsmål: ”Kære børn, hvad kan vi så lære af det?”, må vi gøre os klart vanskeligheden ved en direkte overførsel af Luthers tanker til nutiden: hos os er vi alle ”fyrster”, fordi vi alle deltager i landets styrelse og lovenes vedtagelse gennem den demokratiske proces. Men vi kunne måske lære, at det altid er vanskeligt for ikke at sige umuligt at overbevise mennesker om voldsudøvelsens djævelskhed, når de har fået underbygget deres voldsudøvelse med gudelige tanker.

Münzer mente, at evangeliet, som han havde forstået det, gav ret til at slå ihjel, ”lad ikke jeres sværd blive koldt af blod”, se her. Det samme mener de muslimske salafister. Og ligesom de få hedsporer var i stand til at trække bønderne med sig ud i et voldsorgie, sådan lader i vore dage mange muslimer sig trække med ud i terrorhandlinger af netop på koranen byggede gudelige tanker. Derfor styres muslimer måske bedst af diktatorer, der med hård hånd tør slå oprørske salafister ned ”som gale hunde”. Men bedst ville det naturligvis være, om man kunne fjerne forbindelsen mellem religion og vold. Det er dog svært, når religionen er islam.

Måske vi burde kikke Luthers martyrteologi lidt efter i sømmene!

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i Etik, Historie, Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

2 svar til Bondeoprøret

  1. Pingback: Historiske “kendsgerninger” | ricardtriis

  2. Pingback: Poul Helgesen | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s