Befri gudstjenesten

Jeg var til begravelse i lørdags. Og ja, en begravelse er jo også en slags gudstjeneste, i hvert fald mere end en forestilling.

Og mærkeligt er det sandelig, at et ord kan ramme én, så alting synes at gå op i en højere énhed. Jeg har oplevet det før, men regnet det mere eller mindre for en erhvervssygdom: jeg gamle præst lider af en næsten sygelig respekt for diverse bibelord og salmevers. Og når de lyder i kirken, nu ikke længer fra min mund, men fra mine efterfølgeres mund, så vækker det minder, så rammes jeg af alle de tanker, jeg før har gjort mig over denne tekst, af alle de begivenheder, hvor disse ord syntes at passe som fod i hose, og så øges min respekt for bibelordet voldsomt, så føler jeg mig ét med den gamle forfatter, følger med ham ind i tilværelsens mysterier, glædes med ham over den jubel, gudsordet i ham kan fremkalde.

Alligevel var det noget særligt i lørdags. Det var én af mine venner fra den såkaldte hjernegruppe, der blev begravet. Og så er der jo utrolig mange minder, der dukker op, minder om udbytterige samtaler, minder om den fælles kamp for at få rede på vor mærkværdige tilværelse.

Og på vor mærkelige hjerne, dette sære organ, der på én eller anden måde sætter os i forbindelse med den hele menneskehed, dens kultur, dens overvejelser, dens gale udveje, dens jublende glæde.

Og dens fortrøstning.

Det sidste springer vi som regel over. Vi nøjes med problemerne. Og de er jo også store nok. Så store er de, at vi aldrig synes at blive færdig med dem. Og hele tiden lurer tidens frække overbevisning på os: Der er kun denne verden. Det, vi kan se og tage og føle på, er alt, hvad der findes. Vi, der befinder os ved historiens herlige afslutning, er nået frem til den eneste sande overbevisning, den, tidligere tider ikke turde begive sig ud i, fordi man ikke mente, man kunne leve med dem: at al tale om gud og overnaturlige væsner er tankespind, ulogisk tale, videnskabsfornægtende forsøg på at slippe for tomheden.

Alt dette ligger der som en truende overbevisning, der vil snuppe os til sidst. Men meget andet havde vi fremme i gruppen.

Så var det kønsforskellen, vi skulle slås med. Har vi forskellige hjerner, mænd og kvinder? Og hvis ja, kan vi så selv modvirke det, som denne forskel lægger op til? Og kan vi ikke det, hvem er vi da, ud over, at vi er bestemt ned til den mindste tanke af det, der foregår i hovedet på os?

Så var det problemerne med højre og venstre hjernehalvdel. Også det havde vi fremme og drøftede intenst. Kunne det måske forklare, hvorfor vi er, som vi er? Eller alt det med spejlneuronerne? Man finder dem hos dyr, man finder dem hos mennesker. Er det dèr, vores gåde ligger gemt?

Og det bedste af det hele: vi vovede os frem. Vi fandt ud af, at der ikke blev gjort grin med os, hvis vi kom frem med vore spinkle håb og ydmyge fortrøstninger. Vi turde fremsætte også religiøse, poetiske, dybt menneskelige påstande. De blev taget op, de blev diskuteret, ikke som galimatias, men som noget, der burde overvejes, tages hensyn til, reflekteres på, ja, som noget, også de andre havde været i nærheden af i deres tanker.

Det var dejligt. Det var opløftende. Det var givende.

Og nu var det så slut. Nu var så én fra gruppen død og blev begravet. Og så rejser alle spørgsmålene sig igen: Var det altsammen hjernespind og intet mere? Havde de ”frække” ret: der er kun denne verden og intet mere.

Så står man der med sin svage tro, sin lidt forkrøblede overbevisning, der syner af så lidt. Og hvad kan så kirken sige, den er jo ligeså kleinmodig som dens afdankede medhjælper? Det bliver nok de sædvanlige, lidt for forsigtige floskler.

Nå ja, jordpåkastelsesordene om den døde, der igen skal opstå af jord, de må vel skulle lyde. Men ellers?

Og så blev det hele helt anderledes. Så mødte man en kirke, der turde. Så var der stadig nogen, der turde tage de gamle velkendte ord i sin mund:

Herre, du ransager mig og kender mig.
v2 Du ved, om jeg sidder eller står,
på lang afstand er du klar over min tanke;
v3 du har rede på, om jeg går eller ligger,
alle mine veje er du fortrolig med.
v4 Før ordet bliver til på min tunge,
kender du det fuldt ud, Herre;
v5 bagfra og forfra indeslutter du mig,
og du lægger din hånd på mig.
v6 Det er for underfuldt til, at jeg forstår det,
det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.

Åh, Gud, de ord! Jeg kender dem jo så godt, men havde i al min forkrøblethed næsten glemt dem. Men her blev de taget frem. Her turde man tale om Gud, som den altgennemtrængende person, der kender én, så endog ordet og tanken er til hos ham, før det bryder frem hos mig. Det er underfuldt, ja, men det er også større, større end tidens ”frække” forestillinger, større end vore mange forsigtige tanker i gruppen, større end selv de største filosoffers ophøjede overvejelser.

v7 Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd?
Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt?
v8 Stiger jeg op til himlen, er du dér,
lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.
v9 Låner jeg morgenrødens vinger
og slår mig ned, hvor havet ender,
v10 så leder din hånd mig også dér,
din højre hånd holder mig fast.
v11 Siger jeg: »Mørket skal dække mig,
lyset blive til nat omkring mig«,
v12 så er mørket ikke mørke for dig,
natten er lys som dagen,
mørket er som lyset.

Her har vi siddet i vore tanker, her har vi grublet og søgt, her har vi ledt og efterprøvet de mærkeligste tanker, og så er det dog, som om det hele finder sit salige slutpunkt, når salme 139 bliver læst op i en kirke, så lyder det fra denne længst hengemte kilde, at han har været der hele tiden, al vor søgen var i den forstand forgæves, at det i forvejen var ham, der var subjektet i vor søgen. Og vi steg jo op til himlen, vi var jo i dødsriget, vi lånte morgenrødens vinger, så vi kunne flyve alle de vilde tanker imøde, og dog var det, vi troede, kun var vor egen udflugt, styret af ham, dog ledte hans hånd os også dèr, hans højre holdt os fast.

Blot véd jeg ikke, om vi, al vor dejligt oparbejdede fortrolighed til trods, turde sige som salmisten, at lyset skal blive nat omkring os. Men om vi så havde sagt det, når fortvivlelsen greb os, om ikke til hinanden, så dog til os selv, så talte vi dog samtidig til den Gud, for hvem mørket ikke er mørke, men klart som dagen. Så var vi dog stadig set af hans øjne, midt i vort selvvalgte mørke.

Og så standsede præsten sin oplæsning af Salme 139 dèr. Det gjorde ikke noget. For resten af dagen klingede de følgende strofer frem i bevidstheden:

v13 Det var dig, der dannede mine nyrer,
du flettede mig sammen i min mors liv.
v14 Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt,
underfulde er dine gerninger,
jeg ved det fuldt ud!
v15 Mine knogler var ikke skjult for dig,
da jeg blev formet i det skjulte,
blev vævet i jordens dyb.
v16 Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje;
alle dagene stod skrevet i din bog,
de var formet,
før en eneste af dem var kommet.
v17 Hvor er dine tanker dyrebare for mig,
hvor stor er dog summen af dem, Gud!
v18 Tæller jeg dem, er de flere end sandet,
bliver jeg færdig, er jeg stadig hos dig.

Alt det, vi har diskuteres, alle de neuroner, hvis virkninger vi har drøftet, den bevidsthed, vi ikke rigtig kunne komme på sporet af, alt det skyldes Gud, ham er det, der har dannet det exceptionelle modtageorgan, der sammen med alt det input, jeg har fået livet igennem, udgør mig, mit selv, min person. En person, der dog er omsluttet forfra og bagfra af denne store, ukendte, dejlige, varme person, der hedder ”Gud”.

Hvor gjorde det dog godt! Hvor var det dog opløftende netop her, som afslutning på alle vore grublerier i gruppen, at møde salmistens karske tale!

Hov, jeg kom jo til at skrive som overskrift ”Befri gudstjenesten”. Og ja, så bliver jeg mindet om, at jeg egentlig ville have skrevet dette som et modstykke til ”forestillingen” i Aarhus Domkirke, den, der ”kører” for øjeblikket. Men ærlig talt, det er jo som at sammenligne ild og vand.

Og ja, jeg tror godt, at jeg kan aflægge al min gammelmandsstædighed, al min jeronymuske forbenethed og virkelig åbne mig for det nye og spændende ved mange teologers forsøg på nytænkning. For naturligvis må man møde mennesker dèr, hvor de er. Og det er da også muligt, at alt, hvad jeg her har skrevet, om det blev læst af arrangørerne af ”forestillingen” i domkirken, blot ville blive betragtet som ”yt”, som en forlængst uinteressant gammel pastors håbløse udgydelser, og salme 139 selv som noget, der ikke kan interessere unge mennesker i vore dage.

Lad mig derfor slutte med et citat af Søren Kierkegaard. Det er fra ”Enten-Eller”, ”Diapsalmata”. Den tid, han beskriver, kan jeg genkende som min egen.

Lad Andre klage over, at Tiden er ond; jeg klager over, at den er ussel; thi den er uden Lidenskab. Menneskenes Tanker ere tynde og skrøbelige som Kniplinger, de selv ynkværdige som Kniplings-Piger. Deres Hjertes Tanker ere for usle til at være syndige. For en Orm vilde det maaskee kunne ansees for Synd at nære saadanne Tanker, ikke for et Menneske, der er skabt i Guds Billede. Deres Lyster ere adstadige og dorske, deres Lidenskaber søvnige; de gjøre deres Pligter, disse Kræmmersjæle; men tillade sig dog ligesom Jøderne at beklippe Mønten en lille Smule; de mene, at om vor Herre holder nok saa ordentlig Bog, kan man nok slippe godt fra at narre ham lidt. Pfui over dem! Derfor vender min Sjæl altid tilbage til det gamle Testamente og til Shakespeare. Der føler man dog, at det er Mennesker, der taler; der hader man, der elsker man, myrder sin Fjende, forbander hans Afkom gjennem alle Slægter, der synder man.

Det gjorde min sjæl også, vendte tilbage til Det gamle Testamente. Og ordet derfra vendte ikke tomt tilbage. Det var ikke gudstjenesten, der blev befriet, det var mig. Og det var måske netop meningen med gudstjenesten.

Advertisements
Dette indlæg blev udgivet i ateisme. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s