Historiske “kendsgerninger”

Den fremmede Luther 14

For et par indlæg siden var jeg ”ude med riven” efter Anders Klostergaard. Men i dag skal jeg tage udgangspunkt i en kronik af den samme Klostergaard, og vel at mærke gøre det med stor tilslutning. Kronikken stod i Kristeligt Dagblad den 19. februar og hed ”Luther skal tilegnes i sin fremmedartethed”, se her.

Klostergaard gør her det samme, som jeg har gjort igennem en del indlæg under betegnelsen ”Den fremmede Luther”. Han advarer mod at tro, at vi kan læse Luther direkte uden at tage hensyn til den epokale forskel mellem den tid og vor tid. Det samme gør jeg. Han mener, at mange debattører og forfattere nok skynder sig med at pointere forskellen mellem dengang og nu, men

Alligevel er det, som om mange læser Luther, som var han umiddelbart forståelig og tilgængelig. Det er kun et spørgsmål om at læse ham på latin, tysk eller moderne sprog og så i øvrigt redegøre for centrale begreber i hans teologi og tænkning. Men derved gør man sig øvelsen for let. Det minder om en prædiken, hvor man læser bibeltekst og bruger den ind i nutiden, fordi man tror, at der hersker en direkte kontinuitet mellem fortid og nutid.

Han tager skriftet ”Om verdslig øvrighed” frem som eksempel og advarer mod en alt for hurtig slutning fra dette skrift til grundlov og velfærdsstat. Det samme gjorde jeg for et par indlæg siden, se her, hvor jeg gjorde opmærksom på, at én af forskellene mellem dengang og nu er, at vi i dag alle er fyrster i den forstand, at vi alle for at kunne deltage i den demokratiske debat må tænke som fyrster, dvs., overveje, hvilken virkning vore forslag vil have på folkets trivsel. Det er jo forøvrigt noget, jeg ofte har beskæftiget mig med i forbindelse med indvandringen. Når vi skal overveje, hvor mange indvandrere vort folk kan holde til, går det ikke an blot at tænke i forlængelse af vor umiddelbare fornemmelse af, hvad en god gerning er, vi må også tænke som fyrster, dvs., vi må se på de hidtidige erfaringer med indvandrerne og derudfra gøre os tanker om fremtiden.

Dog kan man nok allerede i denne sammenstilling af Klostergaard og mig se, at jeg nok er mere tilbøjelig til at anvende Luthers tanker end Klostergaard, omend jeg som han vil mene, at vi skal bruge en god teologisk si for at kunne finde frem til, hvordan Luther kan komme os ved i dag; Klostergaard taler om en filtrering, men det skal ikke skille os ad.

Jeg kan også fuldt ud tilslutte mig den finurlige tanke, han fremfører således:

Luthers ord er gennem oversættelse forståelige, men de betyder ikke det samme i dag, som de gjorde på Luthers tid. Luther talte om retfærdiggørelse ved tro. Det kan vi godt forstå, men det er en overspringshandling at tro, at tro og retfærdiggørelse betyder det samme i dag som i det 16. århundrede. Der er faktisk verdener og den lutherske virkningshistorie til forskel.

Det finurlige ligger i, at Klostergaard har blik for det mærkelige, at det i stor udstrækning er den lutherske virkningshistorie, der har forhindret, at vi kan forstå Luther direkte. I mit indlæg ”To inkompatible metaforer” fortalte jeg, hvordan Luther var dybt afhængig af Augustins arvesyndsforståelse, se her. Blot gik han det skridt videre, at han mente, det var umuligt for noget menneske at bekæmpe denne synd. Man måtte derfor i tillid til Guds nåde bruge det middel, Gud selv havde indrettet for at holde denne synd i ave, nemlig ægteskabet. Men det finurlige er, at dette, at de lutherske præster fremover levede i ægteskab, har haft den virkning, at hans arvesyndsforståelse lige så stille er gledet så meget i baggrunden, at vi ikke selv med al mulig Luther-troskab formår at eftergøre den.

Dog har jeg den indvending imod Klostergaard, at han ikke fortæller os, hvad det da kan være, der binder os sammen med fortiden. Han siger ganske korrekt:

Vel kan fremmedartetheden ikke være så radikal, at det er umuligt for os at forstå den, for i så fald ville vi jo ikke engang kunne begribe selve anderledesheden.

Men han overser, at det jo må være nødvendigt, hvis man meningsfuldt vil beskæftige sig med fortiden, at have blik for begge dele: både for det, der skiller, og for det, der binder sammen.

Lad mig komme med et par eksempler fra bibelen!

Hvorfor kan vi f.eks. stadig gribes af Josef-fortællingerne? Det skyldes vel, at de kræfter, som der fortælles om i disse fortællinger, dem har vi også i os. Vi kender både dette at svigte en bror, som de ti brødre gjorde, da de smed Josef i brønden, og til dette at forvente hævn, som de gjorde, da de efter deres anden rejse til Egypten oplevede, at deres halvbror, faderens yndlingssøn, nu Josef var ”død”, Benjamin, blev anklaget for tyveri. Og vi kan også sætte os ind i Josefs følelser, da han oplevede, at Juda ville stille sig ind som kautionist for Benjamin, og brodersolidariteten og den fælles kærlighed til deres far nu var genoprettet.

Hvorfor?

Fordi sprogets grundstrukturer er de samme. Fordi der er noget i menneskehedens historie, der ikke ændrer sig, nemlig sproget og de strukturer, der er nedlagt i det. Både retfærdighedstankegangen, som den griber dem, når de ængstes for den ”fremmede” herskers hævn, og familietankegangen, der får brødre til at holde sammen uanset hvad, er kendt af os, gentager sig hos os, repeteres i mange af de historier, vi fortæller.

Vanskeligere er det måske med Paulus’ brev til Filemon, fordi man her skal indtænke en munter, ja næsten drilsk Paulus. Og det er vi jo ikke vant til. Men jeg tror, det kan lade sig gøre, og jeg har jo da også forsøgt det nogle gange her på bloggen, se f.eks. her. Dog, hvis man læser min omtale af én af de forskere, der forsøger sig med at fortolke Filemon-brevet, Norman R. Petersen, se her, så bliver det lidt vanskeligere at tro på, at man i vore dage kan læse en familietankegang eller en broderholdning ind i brevet. Men jeg bliver nu ved mit.

Og jeg mener, jeg har Paulus med mig. Han skriver jo i 2 Kor 8,3 om makedonerne, at de deltog i indsamlingen til brødrene i Jerusalem, og at de gjorde det ”på eget initiativ”. Og dette, at en gerning, som man selv kommer i tanker om at gøre, er bedre til at opbygge fællesskabet end én, man skal opfordres til, er noget, vi så udmærket er klar over. Tænk bare på hustruen, der er spændt på om hendes mand husker deres bryllupsdag. Hun kan selvfølgelig sige det til ham, at i morgen er det vores bryllupsdag, men det ville jo være meget bedre, om han huskede den uden at blive gjort opmærksom på det.

Det er det, der får Paulus til ikke at ville røbe for Filemon, hvad det er, han mener, han skal gøre. Han kommer med alle mulige antydninger: Onesimus, den bortløbne slave, der er kommet til Paulus og nu bliver sendt tilbage til sin herre, Filemon, med Filemon-brevet i hænde, er en kær broder for Paulus, og Paulus ville gerne have beholdt ham, for at ham kunne tjene ham ”i dit sted”, men sender ham alligevel tilbage til Filemon, nu ikke som en slave, men som en kær broder.

Man kan næsten sige, at det, der får Paulus til at undlade at sige, hvad han vil have Filemon til at gøre, er, at han har lyttet til Jesus, når han siger, at ved den gode gerning véd den højre hånd ikke, hvad den venstre gør.

Og man kan også sige, at det er det, Luther sigter frem imod med alle sine tanker om menneskets totale syndighed, om retfærdiggørelse af tro, om Guds uforskyldte nåde, osv., han vil have os til at gøre de gode gerninger med den største selvfølgelighed. Blot får han altså denne udmærkede hensigt pakket ind i en masse forestillinger, han har med sig fra sin middelalderlige fortid, først og fremmest tanken om menneskets totale syndighed.

På det punkt mener jeg, vi har brug for en teologisk si, så vi kan si alle disse for os nærmest uforståelige tanker fra. For de tilhører en tid, der uhjælpeligt er forbi. Tilbage er kun teologernes sørgelige efterligninger af Luthers totalsyndighedstanke, som de mener sig forpligtede på at forkynde, men som dels ikke har ret meget med den lutherske original at gøre, og dels måske slet ikke er nødvendig for at kunne forkynde evangelium.

Jeg mener, hvordan sker forsoningen mellem to mennesker, der lever i et tæt fællesskab? Den sker ved et ord fra den ene, der udtrykker ønske om forsoning, og en umiddelbar tro på dette ord fra den anden. Kunne vi ikke opfatte Guds ord på lignende måde? Som et ord om tilgivelse til os, som, i det øjeblik vi tror det, fremkalder forsoning med Gud, genopretter forholdet til Gud. Og det, der er Luther om at gøre, er så, at vi, når vi således lever et liv forsonet med Gud, af os selv gør alle mulige gode gerninger, af os selv lever ret i de forhold, hvori vi står, ja, af os selv forstår, hvad vi skal gøre, og hvad vi skal undlade, hvis vi vil bevare de forhold, vi lever og ånder i, forholdet til Gud og vore mange forhold til andre mennesker.

Det vil sige, hvis jeg skal fuldføre den tankegang, som Anders Klostergaard kun når halvvejs igennem: Netop det tætte forhold til andre mennesker i ægteskab og familie iøvrigt har vi fælles med Luther og hans tid. Vi bruger det samme sprog derom. Vi véd derudfra, hvad forsoning vil sige. Og den del af Luthers tankeverden kan være guld værd for os, for på det punkt ser han klart og er i stand til at lære os noget. Men drejer det sig om hans totalsyndighedslære, som han hele tiden vil gøre gældende også på disse punkter, må vi se at lære at trænge den tilbage.

Og det har vi ikke lært særlig godt endnu. Det er ingen kunst at forkynde Guds nåde som en gave, kunsten er at forklare, hvordan tro kan være nødvendig, når det dog er en gave (hvad det jo i virkeligheden heller ikke er). Og det er ingen kunst at forkynde tro uden gerninger, kunsten består i at forkynde tro på en måde, så gerningerne gøres på den måde, at den højre hånd ikke véd, hvad den venstre gør.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

Et svar til Historiske “kendsgerninger”

  1. Pingback: Sørine Gotfredsens kælderdyb | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s