Manglende historiebevidsthed

Den fremmede Luther 15

Ved et mærkeligt tilfælde bringer Information en omtale af Frederik Stjernfelts nye bog ”Syv myter om reformationen” kun et par dage, efter at Anders Klostergaard har advaret mod letsindig omgang med historien. Se Information om Stjernfelt her, og Klostergaard i Kristeligt Dagblad her.

Det giver mig anledning til at drage Klostergaards sværd, når jeg nu vil gå i krig mod Stjernfelt. Det var vist nok ikke Klostergaards mening, at hans sværd skulle anvendes imod dem, der kritiserer Luther, men at det i høj grad er muligt, skulle gerne komme til at fremgå af det følgende.

Først skal Stjernfelts syv myter dog kritiseres ud fra den kendsgerning, at de nærmest er ikke-eksisterende. Det vil sige: Stjernfelt opstiller en række stråmænd, som han så bekæmper med lige så stort vovemod, som i sin tid Don Quixote udviste i sin kamp mod vejrmøllerne. Tydeligst ses det nok i myte 4 og 5, ”Hekseprocesserne var katolske, ikke lutheranske”. Og ”Luthers antisemitisme var harmløs”. Jeg har ikke truffet nogen, der påstår, at der i den lutherske verden ikke fandt hekseprocesser sted. Og hvad antisemitismen angår, kan man nok finde dem, der vil hævde, at den europæiske antisemitisme levede sit eget skændige liv, forholdsvis uafhængig af Luther, men man finder ingen, der vil hævde, at Luthers antisemitisme var harmløs.

Det samme kan nok siges om de fleste af de andre myter.

Men lad mig her nøjes med at gendrive myte 1 og 2, og altså gendrive dem på baggrund af, at Stjernfelt mangler historisk bevidsthed. De lyder med Stjernfelts kommentar hægtet på således:

Myte 1: Luther indførte religions-, ytrings- og tankefrihed.

Stjernfelt: Nej, han gik ind for henrettelse af anderledes tænkende.

Myte 2: Luther indførte skellet mellem stat og kirke.

Stjernfelt: Nej, han opløste skellet mellem stat og kirke.

I begge disse to tilfælde er der tale om, at Stjernfelt bedømmer Luther ud fra en moderne tankegang og ikke ud fra samtidens tankegang. Også her er der naturligvis tale om en kamp mod stråmænd, for ingen historiker med sin fornuft i behold vil jo påstå, at Luther sådan lige på en studs indførte de moderne begreber: religions-, ytrings og tankefrihed, eller at han med sin toregimentelære indførte et skel mellem stat og kirke. Hvad man meningsfuldt kan påstå, er blot, at det, at Luther (med livet som indsats, glem ikke det!) nægtede at tilbagekalde sine skrifter ved rigsdagen i Worms, fik epokegørende indflydelse på europæisk historie; og at han med sit skrift ”Om den verdslige øvrighed” fik frigjort den verdslige øvrighed fra at være bundet af den kanoniske ret, dvs., fik lagt alt, hvad der har med statens anliggender at gøre, ind under fornuftens herredømme; noget, vi har alle muligheder for at iagttage som noget godt, i dag, hvor vi jo er stillet overfor den muslimske statsforståelse.

Om dette med ytringsfrihed hævder Stjernfelt:

Da Luther, oprøreren, der gik op mod pavekirken, selv fik magt – hvad han ret hurtigt gjorde – tillod han ikke frihed for anderledestænkende. Så snart reformationen tog fart fra 1520, forklarer Stjernfelt, blomstrede en buket af teologier frem, der ud over lutheranismen blandt andre talte Zwingli i Schweiz, Calvin i Genève, Gendøberne og de sydtyske sværmere. Luther løftede så at sige låget på en trykkoger, og så væltede det frem med kirkeretninger.

»Men ret hurtigt opdagede Luther, at han brød sig meget lidt om sine reformatoriske kolleger, og han stillede sig hårdt op mod dem. Ikke bare katolikkerne, men hans reformationskolleger skulle have hovederne kappet af, fordi de var blasfemikere, som var vildført af djævelen. Ikke bare mente han det, men i det omfang han kunne komme til det, så virkeliggjorde han det også.«

Så Luther fik magt? Det er nyt for mig. Ja, han fik åndelig magt, for alt, hvad han skrev, blev revet bort. Men det gjaldt mange andre af den tids teologer. Men verdslig magt? Han måtte gemme sig på Wartburg i trekvart år, han måtte holde sig indenfor Kursachsens område fremover for ikke at blive slået ihjel. Er det verdslig magt? Ikke ifølge min ordbog.

Derimod er det sandt, at nogle af de andre reformatorer gik ind for magtanvendelse. Zwingli førte krig mod de katolske kantoner i Schweiz og døde i et slag i 1531. Calvin fik magten i rådet i Geneve og kunne tvinge sine teologiske opfattelser igennem. Men Luther? Han fortsatte med at kæmpe med åndelige våben og kun det. Da der opstod en stærk teologisk strid mellem Johannes Agricola og Philip Melanchthon, og Luther tog Melanchthons parti, fandt Agricola det til sidst (i år 1540) rådeligst at flygte fra Wittenberg. Fyrsten havde anbefalet ham at komme overens med Luther, og det fandt han nærmest umuligt. Så hvad vi i dag forstår ved ytringsfrihed, det rådede der ikke i Wittenberg, og det havde Luther ikke fantasi til at foreslå indført.

Men kan nogen virkelig foreslå det, eller kræve det af Luther?

Ja, Stjernfelt kan. Han siger:

»Så alt det med, at der skulle være nogen form for åndsfrihed hos Luther – altså åndsfrihed i den forstand, at man accepterer, at andre mennesker kan have andre synspunkter, og at selvom man er uenig, så respekterer man deres ret til at have det synspunkt – den findes overhovedet ikke hos Luther.«

Læg mærke til udtrykket ”åndsfrihed”. Det er et udtryk, der er dannet langt senere. Og for en sikkerheds skyld definerer Stjernfelt det for os. Og denne nutidige alen måler han altså Luther med. Uhistorisk, så det klodser!

Tillad mig at citere Klostergaard fra kronikken i Kristeligt Dagblad:

Luthers 95 teser blev ikke slået op på døren til Slotskapellet i Wittenberg til os. De blev slået op med andre mennesker for øje. Det skal man respektere, inden man begynder at omklamre Luther og gøre ham til en røst ind i nutiden. Det er så let at gøre Luthers opgør med aflad i den datidige kirke til en genkendelig og overtagelig kamp, vi kan forstå os selv ind i, ligesom vi kan gøre Luthers tale om øvrigheden til en bekendt problemstilling; men måske skulle vi faktisk indlade os på den kunst at lade Luther være Luther, inden vi foretager overspringsøvelsen til vore egne alt for genkendelige, nutidige brydekampe.

Jeg skal ikke nægte, at der her i reformationsåret kan være mange, der roser Luther i alt for høje toner, men der er altså også dem, der vil nægte, at han har sået nogle frø, der kunne vokse til en moderne ytringsfrihed, ud fra en lignende overfladisk og uhistorisk tankegang. Blandt dem er – ak – Frederik Stjernfelt.

Og for at det ikke skal være løgn, kommer Stjernfelt med en løgn. Ja, for andet kan jeg indtil videre ikke kalde det, når han hævder, at Luther ville have sine reformationskolleger slået ihjel. Den påstand har jeg aldrig truffet på før. I slutningen af Informations artikel nævnes det, at Stjernfelts bog udkommer den 23. marts. Så artiklen er altså en foromtale i meget god tid. (Der er nogen, der har gode forbindelser). Men til den tid må vi vel få nogle henvisninger til steder, hvor Luther ytrer sig i den retning.

I mellemtiden kan jeg så henvise til et sted, hvor Luther ytrer sig i modsat retning. Jeg tænker på dette sted fra 1524:

Men lad nu dette være det korte af det lange, nådigste herrer, at Deres kurfyrstelige nådige herrer ikke skal beskytte ordets embede. Man skal kun trøstigt og frimodigt lade dem prædike, hvad de kan, og mod hvem de vil; for som sagt der være sekter (1 Kor 11,19), og Guds ord må ligge i krig og kæmpe; derfor kaldes evangelisterne også hærskarer (Sl 68,12) og Kristus kaldes en konge over hæren hos profeterne. Hvis deres ånd er den rette, så vil den ikke være bange for os og skal nok bestå. Hvis vores er den rette, så vil den heller ikke frygte dem eller nogen anden. Man skal blot lade ånderne fægte med hinanden og tørne sammen. Hvis nogen bliver forført derved, velan, sådan går det i krige; hvor der er en strid, hvor et slag finder sted, dèr må nogle falde og blive såret; men den, der kæmper redeligt, får kronen. Men hvis de gør mere end at kæmpe med ordet, hvis de også vil bryde i stykker og slå i stykker med næven, så skal Deres fyrstelige nådige herrer gribe ind, hvad enten det er os eller dem, der er tale om, og øjeblikkelig vise dem ud af landet med den besked: Vi vil gerne finde os i og rolig se på, at I kæmper med ordet, så at den rette lære kan blive styrket; men hold næven i ro, for det er vores embede (at bruge næven); ellers må I forføje jer ud af landet. (Se her).

Det er bemærkelsesværdigt, at den teolog, han her taler om, er den Thomas Münzer, der et årstid senere blev en førende figur i bondeoprøret. Men altså: indtil han begyndte at tale for brug af vold, skulle han efter Luthers mening have frihed til at sige og skrive, hvad han ville. Sjovt nok svarer det, Luther her siger, forbavsende godt til Stjernfelts definition på åndsfrihed: ”åndsfrihed i den forstand, at man accepterer, at andre mennesker kan have andre synspunkter, og at selvom man er uenig, så respekterer man deres ret til at have det synspunkt”.

Dette kan sammenholdes med Stjernfelts udsagn, hvor han siger:

At Martin Luther kan optræde i den demokratikanon, som den tidligere kulturminister Brian Mikkelsen fik orkestreret i 2008, og at reformatoren helt overordnet forbindes med en fundamental frihed og indvarsling af modernitet, er for Frederik Stjernfelt en gåde. Selv efter at have dykket dybt ned i Luthers faktiske skrifter har han endnu ikke løst den.

»Jeg har faktisk rigtig svært ved at forstå, hvorfor fejltolkningerne af Luther er opstået, men mit gæt er, at de færreste af dem, der siger de her ting, har læst Luthers skrifter,« siger han.

Jeg skal indrømme, at det næsten kræver et helt liv at kunne sige, at man har læst Luthers skrifter. Men alligevel!

Så til myte 2: at Luther indførte skellet mellem stat og kirke!

Igen: Det er ikke det, vi påstår, når vi fremhæver toregimentelæren som noget værdifuldt. Så det er også her i ret høj grad en stråmand, Stjernfelt kæmper imod.

Men værre endnu: Det er også en uhistorisk alen, han måler Luther med. Dette at have et ideal om, at stat og kirke skal skilles, er en moderne foreteelse. Det var på ingen måde Luthers mål. Hans mål var i første omgang at få renset kirken for misbrug. Senere, da han blev grebet af den tanke, at paven var antikrist, at redde kirken fra pavens omklamringer, og atter senere, i slutningen af tyverne, at få staten til at indføre god undervisning for børnene. Hvad han skriver i ”Om lydighed mod øvrigheden”, er ikke et forsøg på at indføre et skel mellem stat og kirke, men at gøre opmærksom på, at fyrsten ikke kan regere efter Jesu ord om at vende den anden kind til; i det borgerlige samfund må der gælde andre regler end i kirken, dèr er det love og lovtvang, det gælder, ikke barmhjertighed og eftergivenhed.

I december 1520 brændte han bandbullen udenfor Elsterporten i Wittenberg. Men det er værd at bemærke, at han ved samme lejlighed smed den kanoniske ret på bålet. Det betød, at alt, hvad der hidtil havde hørt under kirkens jurisdiktion, ægteskabsforhold, f.eks., opretholdelse af de mange jordområder til betaling for sjælemesser og klostre, alt dette kunne nu frigøres til nyttige formål, herunder naturligvis til aflønning af biskopper (superintendenter) og præster. Så kirkens økonomiske råderum blev betragteligt indskrænket.

Og da han ikke havde nogen tanke om at adskille stat og kirke, var det mest naturligt for ham at foreslå fyrsten som den, der fremover skulle sørge for den betydelig mindre betaling til kirken. Denne foranstaltning viser forøvrigt, at Luther i høj grad går frem efter det forhåndenværende søms princip.

Men hvis man endelig vil se en adskillelse af stat og kirke i ”Om lydighed mod øvrigheden”, så kan det ses i dette citat:

Så siger man igen: Ja, men den verdslige magt øver ikke tvang i trosspørgsmål, men forhindrer kun på ydre måde, at folk bliver vildledt af falsk lære. Hvordan skulle man ellers bekæmpe kætterne? Svar: Det skal biskopperne gøre; det er dem, og ikke fyrsterne, der har fået denne tjeneste pålagt. For kætteri kan man aldrig bekæmpe med magt. Der skal en anden fremgangsmåde til og her er det en anden kamp end sværdets. (Se her).

Igen: På dette tidspunkt af Luthers udvikling nægter han at bruge vold overfor sine teologiske modstandere. Men at han skulle kunne forestille sig en længerevarende strid mellem to grupper i folket om den rette lære, og at han derfor skulle kunne tænke sig samfundet indrettet med en ikke-kristen øvrighed og frihed for alle mulige kristne afarter, det er vist for meget forlangt. Så profetisk var han trods alt ikke.

Men det vil Stjernfelt have ham til at være. I hvert fald synes han at bruge vort moderne ønske om en adskillelse af stat og kirke som model for sin kritik af ham. At det er uretfærdigt overfor Luther, det er såmænd det mindste af det, men at det er en fuldstændig uhistorisk måde at gå frem på, det er meget mere alvorligt.

Lad mig så slutte med at gøre op med myte 3. Den lyder således:

Myte 3: Luther bidrog til demokratiets fremvækst.

Stjernfelt: Nej, han gik ind for tyranni og ubetinget lydighed.

Hvis man skal kalde alle fyrsterne på Luthers tid for tyranner, så er det sandt nok, at Luther gik ind for tyranni. Men hvem gjorde ikke det på den tid? Derimod er det direkte usandt, at han gik ind for ubetinget lydighed. Det har jeg tidligere flere gange tilbagevist ud fra ”Om lydighed mod øvrigheden”, så lad mig her gøre det ud fra ”Von den guten Werken” fra 1520 WA 6, side 256, se her: Her gennemgår Luther det fjerde bud og gør opmærksom på, at man ikke er skyldig at adlyde øvrigheden, hvis den påbyder noget, der går imod de tre første bud.

Men som sagt, vi får se, hvad der sker, når bogen udkommer.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Luther og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s