Ufuldstændig argumentation

Den fremmede Luther 16

Ved et foredrag om Luther, som jeg hørte fornylig, blev Luthers djævletro og hans påstand om paven som antikrist nævnt. Men det blev nævnt, uden at der blev gjort noget forsøg på at bringe argumentationen til afslutning. Det forblev uklart, hvorfor han så djævle her og dèr, og hvorfor han betragtede paven som antikrist. Det lød nærmest, som om det var en uomgængelig og for os uforståelig del af hans middelalderlige arv.

Det med djævelen skal jeg ikke gøre noget ud af. Derimod vil jeg godt gøre lidt mere ud af dette med, at Luther kalder paven antikrist. Det er på ingen måde en tilfældighed, heller ikke bare et skældsord, som Luther affyrer i sin vrede.

For det første tog det lang tid for Luther at nå frem til dels selv at erkende, at paven måtte være antikrist, dels at turde sige det offentligt. Og det var hele tiden pavens handlinger, Luther havde for øje, når han bedømte ham til at være antikrist.

Det, Luther vendte sig imod hos paven, var hans magtarrogance. Det var noget, han følte særdeles tydeligt efter hans forhør gennem kardinal Cajetan i Augsburg i oktober 1518. Cajetan mente, at det skatkammer, hvorfra paven uddelte aflad, ikke kunne være tomt, sådan som Luther havde antydet i sin forklaring til tese 58, se her. For om der så ikke var helgener, der havde overskydende fyldestgørende gerninger, så havde i hvert fald Kristus det. Luther mente nu ikke, at disse gerninger kunne bruges som input i pavens skatkammer, og han hævdede, at dette punkt ikke var vedtaget af noget koncil, så selv om han nægtede det, var han ikke en kætter.

Denne lille ordstrid førte med sig, at paven, da Cajetan var kommet tilbage til Rom, udstedte en bulle, hvorigennem han egenmægtigt fastslog, at det fremover skulle være kirkens lære, at kirkens skatkammer kunne fyldes op af Kristi overskydende fyldestgørende gerninger, se her.

Det undrede Luther sig noget over. For det skete, uden at paven på nogen måde rådførte sig med biskopperne. Paven påtog sig altså uden videre koncilernes magt til at fastsætte kirkens tro. Det fik Luther til i et brev til sin ven, Wenceslaus Link, den 11-12 1518, at skrive, at han har en anelse om, at den sande antikrist hersker i den romerske kurie, se her.

Det er første gang, man træffer den antagelse hos Luther. Og som man ser, kommer den ikke ud af ingenting, men skyldes pavens ligegladhed med argumenter, skyldes den arrogance, hvormed han påtager sig retten til at afgøre falsk og sandt i kirken.

Alligevel kan han i januar 1519 skrive om romerkirken, at Gud har et særlig godt øje til den på grund af de mange martyrer, den har haft, og at man ikke skal skille sig fra den, selv om det nok kunne stå bedre til med den, se her. Det skyldtes nok, at kardinal Karl von Miltitz formåede at få begge parter til at holde inde med angrebene, hvilket Luther gik med til. Dog kan man ikke på den måde standse en nødvendig diskussion, og den fortsatte kort efter, vistnok ikke fordi Luther brød aftalen.

I hvert fald kommer det i begyndelsen af juli 1519 til en disputation i Leipzig mellem Johan Eck og Luther. Forinden udsender Luther en resolution over paveembedet, og det er bemærkelsesværdigt, at han deri bruger Rom 13,1ff for at vise, at han betragter paven som sin overordnede, som han er pligtig at adlyde, se her, også selv om denne overordnede optræder uretfærdigt.

Og i disputationen senere fremhæver han en mærkelig ting ved koncilserklæringen fra Konstanz: den nævner en række sætninger af Huss, men siger ikke om dem alle, at de er kætterske, se her. Det har Luther opfattet som upræcist og som en vis magtarrogance udøvet af koncilet. Men da paverne benytter sig af den samme udtryksmåde, kan Luther senere angribe dem for den samme overlegenhed.

Men foreløbig får alle de indvendinger, han i disputationen kommer med mod pavemagten og dens historie, ham ikke til at fravige sin forpligtelse til at adlyde paven. Han får godt nok en bog af de bøhmere, der var til stede ved disputationen, Jan Huss’ bog ”de ecclesia” (om kirken), men den tager han sig vist ikke tid til at læse foreløbig.

Vi skal i hvert fald helt frem til den 14. februar 1520, før Luther i et brev til sin gode ven, Georg Spalatin, skriver: ”vi er alle hussitter”, se her. Huss’ bog er ret kritisk overfor paven, så måske Luther er blevet påvirket af ét og andet deri.

Men den afgørende påvirkning kommer først kort efter. Den 24. februar skriver han igen til Spalatin. Han har læst sin humanistiske medkæmper Ulrich von Huttens genudgivelse af den italienske humanist Laurentius Vallas bog om ”Det konstantinske Gavebrev”. Og nu hedder det direkte, at han næsten ikke tvivler på, at paven er selve antikrist, se her.

Dette ”konstantinske gavebrev” var en skrivelse, som pavestolen gennem mange hundrede år havde påberåbt sig for at kunne hævde, at paven i virkeligheden var den højeste lensherre i Vesten, hvem alle konger og kejsere skyldte lydighed. Der var tale om en skrivelse, som kejser Konstantin havde sendt til den romerske pave, da han flyttede hovedstaden til Konstantinopel. Og det, Laurentius Valla (1407-1457) påviser, er, at dette brev er et falsum. Og, synes Luther at tænke, når pavestolen gennem så lang tid har kunnet bygge på en løgn, må paven være antikrist selv, den person, der er omtalt i 2 Thess 2,3f som lovløshedens menneske, der sætter sig i Guds tempel.

Luther véd godt, at dette er en meget oprørsk tanke, og foreløbig er den jo også kun fremsat overfor en god ven. Først sidst i marts vover han at antyde det offentligt, nemlig i en gendrivelse af nogle artikler, som universiteterne i Køln og Løven (Louvain) har rettet imod ham. Men her hedder det kun, at han er meget optaget af, at antikrist enten allerede hersker eller én af dagene vil komme til at herske, se her.

I et skrift fra maj 1520 ”Om pavedømmet i Rom” kan Luther siger, at paven raser og gebærder sig, som om han var antikrist, se her. Men selv om det nok gærer og bobler i Luthers sind, holder han sig foreløbig i skindet, når han udtaler sig offentligt. Opfattelsen af paven som antikrist er ikke noget, han er kommet let til.

Og tanken om, hvad man skal gøre, hvis det er rigtigt, at paven er antikrist, nager og piner ham også. Antikrist er jo djævelen selv, og djævle bekæmper man, om nødvendigt med vold. Det var man i hvert fald vant til at mene. Og det mente Luther måske også her i sit livs gæringstime. For i juni 1520 blusser alle disse forestillinger op i ham.

Han modtager nemlig et skrift, udgivet af hans ”gamle” fjende, Sylvester Prierias, pavens hofteolog, som tidligere havde skrevet imod ham. Dette skrift genudgiver Luther med en række randbemærkninger knyttet til det plus en indledning og en efterskrift.

I indledningen skriver han:

Hvis man i Rom mener og lærer således fra de lærde paver og kardinalers side, hvad jeg ikke håber, så udtaler jeg gerne med dette skrift, at han er den sande antikrist, der sidder i Guds tempel og hersker i dette purpurrøde Rom, og at den romerske kurie er Satans synagoge. Hvad skal jeg sige? Sylvester gør en hvilkensomhelst pave, også en ugudelig pave, til gud for os, og styrken i de guddommelige skrifter, det vil sige, kraften i Guds ord, som er Gud selv, hævder han afhænger af dette menneskes autoritet, også selv om han er ugudelig, skønt dog alle er enige om at fastslå, at pavens autoritet har sin styrke fra dette ‘Du er klippen’ og ‘Vogt mine får’, det vil sige, enige om, at skriftens autoritet ikke afhænger af pavens autoritet, men pavens autoritet af skriftens. (Se her).

I efterskriften er han hårdere endnu:

Mig forekommer det, hvis romanisternes rasen fortsætter således, at der ikke er andet middel tilbage end at kejseren, kongerne og fyrsterne, som er forsynet med magt og våben, angriber disse verdens pestbærende mennesker, og afgør sagen ikke mere med ord, men med våben. … Hvis vi straffer tyve med pisk, røvere med sværd, kættere med ild, hvorfor skulle vi så ikke meget snarere med alle våben bekæmpe disse fordærvelsens lærere, disse kardinaler, disse paver og hele denne romerske hob romersk sodomi, som uden ende korrumperer Guds kirke, og vaske vore hænder i deres blod, som mennesker, der vil befri os selv og vore fra en omfattende og for alle farlig ildebrand? (Se her).

Godt nok skriver han begge steder et ”hvis”: ”hvis romanisterne fortsætter sådan”, og godt nok stiller han det op som et spørgsmål til overvejelse, om man ikke burde bruge magt overfor romanisterne, men der er vist ingen tvivl om, at han på det tidspunkt ikke har set anden udvej end krig og blodsudgydelse. Det har raset og gæret i ham i hvert fald fra februar dette år, han har lagt to og to sammen utallige gange, og hver gang er han kommet til det samme resultat: paven bærer sig ad, så han lader hånt om alle menneskelige ordninger, han nægter at være på niveau med andre i kirken, vil partout være den, der enerådende bestemmer alt, og værst af alt: han vil have eneret på fortolkningen af skriften, stik mod den humanistiske tradition, som Luther var oplært i. Ergo: Paven må være antikrist.

Men én ting er, at der ikke er længer nogen tvivl i Luthers sind om, at paven virkelig er antikrist. Men så dukker jo øjeblikkelig det næste spørgsmål op: hvordan skal man reagere på det? Hvordan skal han reagere på det? For han er jo nu en person, man lytter til, han er en person, der er i strid med selveste antikrist, hvad skal han dog gribe og gøre i? Hvad skal han anbefale andre at gøre? Er der anden udvej end at slå ihjel og slå ihjel og vaske sine hænder i romanisternes blod?

Da sker underet. Luther bliver omvendt.

På ét eller andet tidspunkt i juni 1520 bliver Luther klar over, at voldsvejen er ufarbar, ja er imod evangeliet. Det har han måske hele tiden været klar over, men de mange overvejelser i foråret 1520 har, synes han, lukket alle andre muligheder. Og derfor har han i skriftet mod Sylvester leget temmelig meget med voldstanken, for ikke at sige: direkte anbefalet den mulighed. Men disse tanker, som han altså havde tumlet ganske meget med, og som førte frem til tanken om voldsanvendelse imod romanisterne, bliver på én eller anden måde tilintetgjort. Og det sker mellem den 13. og den 23. juni.

Den 13. skriver han til Spalatin, at Sylvesters skrift (med hans randnoter) er i trykken. Det svarer måske ikke helt til, at skriftet selv er forsynet med datoen den 26. juni. Men måske man kan gå ud fra, at Luther ikke arbejder mere med det efter den 13.

Han har allerede i begyndelsen af juni bekendtgjort i breve, at han vil udgive et skrift til den tyske adel. Men hvad det skal indeholde, har han ikke skrevet noget om. Det synes at være blevet færdigt den 23. juni, for denne dato sender han et trykt eksemplar til Amsdorf, hvem skriftet er dedikeret til. Dog foreligger skriftet først færdigt i sin helhed i begyndelsen af august, så man skal måske snarere tænke sig, at Luther, som han ofte ellers har gjort, har skrevet løs på de senere kapitler, mens de første blev sat og trykt.

Hvorom alting er, der er en verden til forskel mellem de anbefalinger, han giver i Sylvester-skriftet, og dem, han giver i skriftet til den tyske adel. I Sylvester-skriftet anbefaler han voldshandlinger, i adel-skriftet er enhver voldshandling som støvsuget bort.

Hvordan kan det gå til?

Jeg har andetsteds forsøgt at tolke Luthers omvendelse fra voldstilhænger til voldsmodstander, se her. Så jeg vil ikke her gå det efter i detaljer. Men jeg er jo nok nødt til at indrømme, at jeg står ret alene med denne iagttagelse. Jeg har i hvert fald ikke truffet andre, der deler den. Julius Köstlin, af hvis store værk om Luther jeg har lagt en del ud på nettet, ser ikke noget problem her, se her, Peter Severinsen, hvis forord til ”Luthers Liv og Hovedværker” også ligger på martinluther.dk, heller ikke, se her. Og – for at tage de mere moderne – hverken Volker Leppin eller Heinz Schilling gør noget ud af modsætningen mellem voldsopfordringen i Sylvester-skriftet og den manglende ditto i adel-skriftet.

Så derfor vil nok nogen spørge, om det ikke er mig, der ser syner?

Åh jo, måske. Men jeg kan ikke komme bort fra, at det altså er to forskellige holdninger til kirkens problemer, der kommer frem i de to skrifter. Og som det også fremgår af mit føromtalte forsøg på at tolke Luthers omvendelse, giver jeg ikke meget for hans senere forklaring overfor Hieronymus Emser, se her.

Og man skal måske forklare den manglende opmærksomhed på denne modsætning med det forhold, at alle lutherske forskere indtil for forholdsvis nylig har skullet skele lidt til katolikkerne: Hvordan vil de mon kunne bruge denne oplysning om Luther imod os? Det behøver vi gudskelov ikke mere, men det Luther-billede, som blev dannet på den tid, har det med at hænge ved. Og føler man det naturligt at operere med et Luther-billede, hvorefter Luther altid er på det rene med, hvad han mener, og hvor han vil hen, så er det nok lidt svært at håndtére en Luther, der er i dyb tvivl.

Men til sidst: Om man skal medtage denne lutherske omvendelse eller ej, lad det blot stå hen i det uvisse, i denne sammenhæng er det væsentligste dette, at det tog lang tid for Luther at nå frem til den tanke, at paven var antikrist, og endnu længere tid – i hvert fald endnu flere angstfyldte overvejelser – at finde frem til, hvad man skulle stille op for at redde kirken ud af antikrists klør.

Der var på ingen måde tale om et uovervejet vredesudbrud.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Luther og tagget . Bogmærk permalinket.

3 svar til Ufuldstændig argumentation

  1. Pingback: Poul Helgesen | ricardtriis

  2. Pingback: Beretning fra en “Rasmus Modsat” | ricardtriis

  3. Pingback: Mett eett klingende stæmme | ricardtriis

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s