Ti sandheder som er løgn

Det er som regel ret anstrengende at læse tekster af forfattere, man er uenig med. Almindeligvis skal man under læsningen være meget opmærksom på, hvad der ikke siges. Alligevel læste jeg et blogindlæg af Camilla Schwalbe her forleden, se her. Man skal jo sommetider læse, hvad de mener på den anden side, så man ikke, som Frederik Stjernfelt fornylig, argumenterer mod en stråmand.

Schwalbe begynder med at sige, hvad hendes formål med indlægget er:

Men jeg får lyst til – for jeg ved ikke hvilken gang – at slå det fast, at vi er på afveje, når vi forsøger at koble den moderate muslim sammen med den fanatiske og ekstreme.

Det er et klart mål. Og det synes jo at være selvindlysende. Men det må alligevel have det modsvar, at vi også er på afveje, når vi forsøger at frakoble de moderate muslimer fra de fanatiske. Et eksempel på faren ved en sådan frakobling ser man her for nylig i Holland. Geert Wilders har set sig nødsaget til at aflyse alle sine valgmøder op til valget. Der har vist sig at være en læk i sikkerheden omkring ham. En marokkansk/hollandsk mand var blevet ansat i den tjeneste, der sørger for sikkerheden omkring Wilders, se her. Og han havde altså givet oplysninger videre til mørke kræfter, der kunne tænkes at ville Wilders tillivs.

Man tager sig til hovedet. Hvordan kan dog nogen finde på at ansætte en mand med marokkansk baggrund til at sørge for Wilders sikkerhed? Det er jo muslimer, der er ude efter Wilders. Og folk fra Marokko plejer at være muslimer.

Svaret er, at det er folk, der er lige så naive som Schwalbe, der har gjort det. De vil for alt i verden ikke kunne beskyldes for diskrimination mod muslimer. Derfor mener de, det er helt forkert at koble moderate muslimer sammen med ekstreme. I dette tilfælde havde det nu været klogt, omend måske ikke politisk korrekt.

Så til de 10 sandheder, der er forkerte.

1. Religiøs fordybelse fører ikke per definition til religiøs fanatisme eller ekstremisme.

Læg mærke til udtrykket ”per definition”! Med det udtryk mener Schwalbe at have sikret sig. Men med det udtryk viser hun også, at det er en stråmand, hun bekæmper. For hvem vil hævde, at det altid vil gå sådan, at den, der fordyber sig i en religion, bliver fanatiker?

Og læg også mærke til, at hun jo her ikke siger, at det er islam, hun tænker på med ordet ”religion”. Det kommer først frem i den næste ”sandhed”. Og det afslører hendes taktik, eller hendes snyd: Når hun taler om ”religion” i stedet for ”islam”, skyldes det, at hun vil overføre kristendommens fredelighed til islam.

2. Husk nu på, at størstedelen af ofrene for terror er muslimer. Både hvad angår liv og forråelse af en religion.

Hun har besluttet sig til, at hun ikke må sige, at terroristerne er muslimer. Men ofrene kan hun godt udtale sig om. Og det er jo da ganske mærkeligt, at størstedelen af ofrene for de muslimske selvmordsbombere er andre muslimer. Men man må dog føje til, at når hun – og i mindre grad vi andre – undrer os over det, skyldes det vores uvidenhed og vores ulyst til at erkende islam som en magtreligion. Netop fordi islam baserer sig på magt, kan der opstå stridigheder, der kun kan ”løses” med den ene parts udryddelse. Og da shiaerne endnu ikke har haft held til at udrydde alle sunnierne, og sunnierne heller ikke shiaerne, fortsætter denne uløselige konflikt.

Med den sidste sætning mener Schwalbe vistnok, at muslimerne er ofre i den forstand, at de får deres religion forrået. For hun går fejlagtigt ud fra, at når der findes moderate muslimer, findes der også en moderat islam. Men det er ønsketænkning fra vores side – og fra de moderate muslimers side.

3. Ekstremister og folk der vil tage eget og andres liv i kampen mod demokratiet, er ikke kristne, muslimer eller andet. De er først og fremmest de største kujoner af alle.

Som sagt har Schwalbe besluttet sig for, at hun ikke må sige, at terroristerne er muslimer. Imidlertid véd vi jo alle, at det kun er muslimer, der udøver deres terrorvirksomhed som selvmordsbombemænd. Kun muslimer har af deres religion fået den opfattelse, at de uden videre opnår en plads i paradiset, hvis de dør i kampen for islam. Og der er temmelig mange koranord og haditter, der siger, at det forholder sig sådan. Så påstand tre er et bevidst forsøg på at vildføre os, eller lulle os ind i ønsketænkningens drømmetåger.

4. I min optik, har mine muslimske venner lige så meget til fælles med terrorister som mine etniske danske venner har. Ingen af os har noget med ideen bag terroren at gøre.

Her dukker det samme forsøg på vildførelse op. Men ikke for det, man forstår da godt, at det for hende er ganske umuligt at forstå forbindelsen mellem den almindelige, fredelige muslim og terroristen. Det er det jo også for os andre. Vi er blot nået frem til den konklusion på vore erfaringer, at der må være en forbindelse. Kunne vi blot blive klar over den, kunne vi måske finde en kur mod radikalisering af unge muslimer. Men det er hidtil ikke lykkedes.

Forøvrigt vender ”sandhed” nummer 4 tilbage til nummer 1 og viser, at denne var uærligt ment. Schwalbe véd godt, at en måde at opdage en radikalisering på hos muslimer er at iagttage, om de fordyber sig i deres religion, om de anlægger sig skæg, om de giver sig til at bede de foreskrevne gange, om de går til fredagsbøn i moskéen, osv. Men hun vil ikke være ved denne viden, for så er der jo en sammenhæng mellem islam og terror. Og det må der endelig ikke være.

5. Ingen skal undskylde for noget, som de ikke har gjort.

Igen en stråmand! Vi forlanger ikke af moderate muslimer, at de skal undskylde eller tage ansvar for deres medmuslimers terrorhandlinger. Men vi havde i hvert fald tidligere en formodning om, at de kunne hjælpe os med at finde forbindelsen fra den moderate islam til den voldelige ditto. Men det har vist sig, at de moderate muslimer i de fleste tilfælde er mere optaget af at frikende islam for at være en magtreligion end af at hjælpe os i vor søgen efter en forklaring. De tænker kort sagt lige så forkert om islam som Camilla Schwalbe. Og det er ikke til nogen hjælp.

6. Vi må ikke blive kilden til had, fordi vi lader moderate muslimer tage skylden for gale mørkemænds værk.

Disse ”gale mørkemænd” er altså muslimer, de siger det selv, når de råber deres ”Allahu-ahbar”. Men denne sandhed må vi endelig ikke sige højt, for gør vi det, får vi de moderat muslimer til at hade os.

Det er en absurd tankegang. Det fortælles, at en stor mængde politifolk var opmarcheret i en sidegade til Rinkeby Torv, hvor der her for nylig var store uroligheder af de muslimske bander. Men politiet greb ikke ind, selv om de efter iagttageres mening skulle have været stærke nok til det. Én har forklaret den manglende indgriben med, at man ikke ville provokere ”de unge”. Ærlig talt, jeg troede, at en sådan bagvendt forklaring kun kunne foregå i Sverige. Men Schwalbe er åbenbart leveringsdygtig i en tilsvarende forklaring på denne side af Øresund: Vi må endelig holde den sandhed tilbage, som vi tydeligt kan se for os, for hvis vi siger det, som det er, er vi årsag til, at moderate muslimer begynder at hade os.

7. Man kan ikke bede et menneske om at tage skyklapperne af, hvis mennesket ikke ved, at han har dem på.

Det er en lidt mærkelig grundsætning at have. Heldigvis er den løgn. Hvad jeg her er i færd med, er at fortælle Schwalbe, at hun har skyklapper på. Hun kan tydeligvis ikke selv se det. Ikke desto mindre har hun dem altså. Og ikke desto mindre er hun påvirkelig af mine overvejelser, for det er ikke hende, der har logikken med sig, og når hun rammes af sådanne logiske overvejelser, også fra andre end mig, kan der ske det, at hun når frem til at kunne se sin egen fejlagtige opfattelse. Mere idiot er hun ikke.

På hendes blog er der én, der har svaret på hendes spørgsmål om, hvad der er i vejen med islam, se her. Svaret lyder, at hun har en mening om islam, men ikke har gidet sætte sig ind i, hvad den står for. Og det er rigtigt set.

8. Enten er al religion ude af offentlige institutioner eller også er alle religioner tilladte. Alt andet er diskrimination.

Nå, Camilla Schwalbe skal også lige lufte sin mening om bederum på offentlige institutioner. Den diskussion lader vi ligge i denne omgang.

9. Et land kan ikke være religiøst. Et menneske kan være religiøst.

Her skal kristendommen igen levere dækning for islam. Nej, her i Vesten kan et land ikke være religiøst. For her har kristendommen rådet igennem mange hundrede år, så her er lovgivningen ikke baseret på nogen åbenbaret lov, men på de love, man kan diskutere sig frem til i diverse parlamenter.

Men i de muslimske lande er lovgivningen baseret på det muslimske lovkodeks: sharia, og dèr giver det god mening at kalde landet muslimsk. I Iran har de f.eks. indført den lov, at det muslimske hovedtørklæde skal bæres af alle kvinder i det offentlige rum, også de kvinder, der inviteres ind til landet, f.eks. som deltagere i en skakturnering. Når det har kunnet gennemføres, skyldes det, at landet er muslimsk.

10. Den største fare for radikalisering er ikke selve religionen, men at vi polariserer og ekskluderer muslimer.

Skyklapperne forhindrer Schwalbe i at se, at det forholder sig omvendt af, hvad hun her siger. Det er ikke os, der polariserer og ekskluderer muslimer, det er muslimerne selv, der gennem deres religiøse krav selv stiller sig udenfor samfundet. Og så er det ligegyldigt, hvilket religiøst krav, vi taler om. Særlige krav til maden, særlige regler for kønnenes omgang med hinanden, specielle badetider for kvinder i offentlige svømmehaller, følelser af krænkethed ved kritik af deres religion, altsammen er det blevet dagligdag i Danmark, men altsammen er det også med til at udsondre muslimer fra det danske samfund, eller – med Schwalbes ord – med til at polariere og ekskludere muslimer.

Schwalbes slutbemærkninger viser, hvor tæt skyklapperne sidder på hende:

Der bor 250.000 muslimer i Danmark, hvordan er vi havnet dér, hvor vi ikke ser på dem som ligemænd? Hvorfor er nuancerne forsvundet?

Der er meget på spil. Vi polariserer og graver grøfter i stedet for at bygge broer. Vores sammenhængskraft er i fare. Vi har alle en forpligtelse til at tage ansvar for vores ord og gerninger. Det ansvar har ingen farve eller religion, det gælder alle mennesker.

Ser vi ikke på muslimerne som ligemænd? Nej, for de vil selv ses på som anderledes, som frommere, mere gudhengivne end vi vantro danskere. Ligegyldigt, hvor mange broer vi forsøger at bygge, de støder alle på disse særkrav fra muslimsk side, som ødelægger sammenhængskraften i samfundet.

Til sidst en kommentar til påstanden om, at vi har ansvar for vores ord og gerninger:

Schwalbe mener, at hun tager ansvar ved at holde sandheden tilbage, en sandhed, som hun vist egentlig godt kender. Men er det ikke at betragte muslimerne som børn? Ville det ikke i højere grad være udtryk for, at vi betragter muslimerne som mennesker, hvis vi i stedet for at holde sandheden tilbage af frygt for, at de ikke ville kunne tåle at høre den, lod dem vide, hvad vi som nogenlunde fornuftige mennesker mener om deres religion?

Schwalbes holdning er velment og imødekommende, men lokker i virkeligheden muslimerne til at forblive i et uforløst forhold til deres religion. Der kommer ingen ægte dialog ud af det, hvis vi ikke tør give udtryk for den sandhed, som forekommer os indlysende, og vi hjælper ikke muslimerne til at få et mere naturligt forhold til deres religion – hvis det i det hele taget er muligt – ved at tale den efter munden.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Islam, Samfundsforhold og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s